Den 24. juni 2024 fandt indvielsen af Taulov Dry Ports nye bæredygtige lager sted i Fredericia, da byrådsmedlem John Erik Nyborg fra Fredericia Kommune sammen med Birna Odefors, Area Managing Director, Nordics, A.P. Møller – Mærsk, klippede den røde snor og erklærede bygningen for indviet. Der var samtidig rundvisninger i bygningen og et let traktement. Glæden var stor blandt de fremmødte, som talte både medarbejdere, samarbejdspartnere, kunder og repræsentanter fra Fredericia Kommune.

Lageret, der er på 40.000 m², er det første bæredygtige lager i Danmark opført af Taulov Dry Port til A.P. Møller – Mærsk. Placeringen ved motorvej E45 giver en central placering i Danmarks multimodale og grønne transportknudepunkt.

– Vi er stolte over at kunne offentliggøre vores første bæredygtige lager i Danmark. Mange af vores kunder har behov for langsigtede partnere, som kan levere logistikløsninger, der kan nedbringe kundernes klimaaftryk. Vores nye Taulov facilitet får en strategisk placering i et centralt europæisk knudepunkt med havn, motorvej og jernbane. Lageret bliver et nøgle asset i forhold til at skabe en optimeret og fleksibel supply chain for vores kunder, sagde Birna Odefors under indvielsen.

Det klimaneutrale lager er opført efter den europæiske BREEAM Excellent standard og vil være et nulemissions lager i driftsfasen, i overensstemmelse med Mærsks ambitiøse klimamål for dekarbonisering af driften i 2040. Lageret på 40.000 m² – med en option på yderligere 40.000 m² – er strategisk placeret med eksponering direkte til motorvejsnettet og vil blive et vigtigt knudepunkt i Mærsks stærke tilstedeværelse i det nord-europæiske marked med stigende efterspørgsel. Lageret tages efter planen i brug i 2024.

– Tendensen i markedet og hos vores kunder er, at de i stigende grad efterspørger logistikløsninger, der kan sikre lagerkapacitet, omkostningssikkerhed, synlig placering, fleksibilitet og hurtig adgang til markedet samt nedbringelse af klimaaftrykket. Mange af vores kunder efterspørger et partnerskab, der kan tilføre langvarige og bæredygtige distributions- og lagerløsninger, og ikke kun løsninger, der løser det kortsigtede behov for sikre forsyningskæder, som følge af for eksempel COVID-19, forklarede Birna Odefors.

Mærsks emissionsmål indebærer, at udledningen fra deres globale værdikæde inden for kølelogistik skal nedbringes med 90% inden 2030 (Fase 1 og 2).

Taulov Dry Port, ejet af ADP A/S og PFA Pension, har siden 2017 arbejdet på at udvikle innovative og bæredygtige lager- og logistikejendomme i et førende transportknudepunkt. Grønne løsninger, som Danmarks største brintstation, vil understøtte den grønne omstilling af transport- og logistiksektoren. Lagerdomicilerne opføres med bæredygtige energiløsninger, herunder solcelleanlæg, der ikke kun forsyner de enkelte lejemål med grøn strøm, men også bliver en bæredygtig energikilde til hele nærområdet.

Mærsks nulemissions lager finansieres af ADP A/S og PFA Pension og opføres efter Mærsks specifikationer og design. Der er indgået en 12-årig lejeaftale med mulighed for udvidelse og forlængelse.

– Aftalen med A.P. Møller – Mærsk er en milepæl i udviklingen af Taulov Dry Port og af stor betydning for vores partnerskab. Vi er stolte over at bidrage til Mærsks bæredygtige supply chain med et nulemissions lager til gavn for deres kunder. Infrastrukturen i området med Fredericia Havn, motorvejsnettet og jernbanenettet gør området til et europæisk multimodalt og grønt transportknudepunkt. Nye bæredygtige løsninger med grøn strøm til vores lagerbyggerier og en kommende brintstation vil være afgørende for at forbedre klimaaftrykket hos både Mærsks kunder og vores kunder, har Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S tidligere sagt.

Under indvielsen blev det fremhævet, at lageret vil bringe Mærsk tættere på deres kunder og øge klimavenligheden. Birna Odefors understregede, at de nye faciliteter vil skabe arbejdspladser og være nyttige for nærområdet. John Erik Nyborg takkede Mærsk for deres engagement i byen, og der var stor glæde over de mange fremmødte, der også kunne se en el-lastbil og andre bæredygtige løsninger på dagen.

Læs også