EVENTS. Mens MGP-feberen breder sig over hele landet lørdag den 21. februar, har det lokale firma 123fest.dk og FDF Fredericia Søndermarken slået sig sammen med Fredericia Idrætscenter om at stable en forfest på benene for byens børn. En hel hal fyldt med hoppeborge, aktiviteter og leg, så børnene kan få rørt sig, inden de skal sidde foran skærmen resten af aftenen.
»Du kan kalde det en forfest til MGP. Lørdag er en dag, hvor alle børn i Danmark samles foran skærmen, og så er der bare rigtig koldt udenfor. Så det er godt at komme ud og røre sig først,« fortæller Jakob Fauerskov fra 123fest.dk.
Tanken bag arrangementet er at samle børnefamilierne i Fredericia Idrætscenter allerede inden MGP-showet begynder om aftenen. 123fest.dk fylder en hal op med aktiviteter, og FDF Fredericia Søndermarken bidrager med deres egne lege. »Vi fylder en hel hal med alt muligt sjovt, og FDF Søndermarken kommer med deres egne aktiviteter. Så der er noget for hele børnegruppen,« siger han.
Hoppeborge, wipe out og MGP-dans
Inde i hallen venter et væld af aktiviteter. Der er hoppeborge i flere udgaver – med og uden rutsjebane – oppustelige forhindringsbaner og så den populære wipe out-maskine, hvor man bliver slået af én efter én, og det handler om at holde sig på benene længst muligt. »Der plejer at være ret stor kø til den,« siger Jakob Fauerskov med et grin.
FDF Fredericia Søndermarken bidrager desuden med deres eget dance team, som tilbyder danseworkshops i løbet af dagen, hvor børnene kan lære årets MGP-dans. »Så kan man ikke bare varme kroppen op og brænde noget krudt af, men også øve sig på MGP-dansen, så man er helt klar, når showet starter,« siger han.
To tidsslots og en glidende overgang til MGP-fest
Arrangementet kører i to tidsslots. Klokken 10-14 og igen klokken 15-19. Og de to hold rammer hver sin type MGP-familie, forklarer Jakob Fauerskov. »Dem, der kommer om formiddagen, er måske dem, der skal hjem og se MGP i stuen. De vil gerne ud og brænde krudt af og så hjem og have lidt at spise, inden det går løs om aftenen.«
For de familier, der har trukket billet til idrætscentrets gratis storskærms-arrangement om aftenen, fungerer det sene tidsslot som en direkte optakt. »Dem, der kommer om eftermiddagen, er måske dem, der skal ud i hallen og se MGP på storskærm bagefter. Arrangementet åbner klokken 17, så man kan starte med at hoppe og lege og smutte direkte ind til MGP-festen,« siger han.
60 kroner for en hel dags MGP-fest
En billet koster 60 kroner for et af de to tidsslots. Tidligere har 123fest.dk fyldt to haller op, når de har holdt legeland i Fredericia Idrætscenter. I år er det samlet i én hal, men prisen er sat derefter. »Det er måske Danmarks billigste forfest,« konstaterer Jakob Fauerskov afslutningsvis med et lille grin.
Og kobler man det med den gratis MGP-fest i Fredericia Idrætscenter, der byder på storskærm, glimmer og danseworkshops fra klokken 17, kan familierne få en hel MGP-dag med aktiviteter og MGP-fest.





