NAVNENYT. Der er både glæde og vemod i spil hos Middelfart Sparekasse i Vejle, hvor en mangeårig profil nu takker af, og en ny overtager roret.
Michael Jespersen stopper som afdelingsleder for privatkunder efter 46 år i branchen. Han begyndte sin karriere som elev i Sparekassen Sydjylland i 1980 og har siden været en del af flere banker, inden han for 23 år siden var med til at etablere Middelfart Sparekasses afdeling i Vinding.
Beslutningen om at stoppe er ikke taget let.
»Du kender godt de der teatermasker, ikke? Den ene er glad, den anden er ked af det, og det er sådan, jeg har det. Det er da en ambivalent følelse,« siger Michael Jespersen og fortsætter:
»Det er noget, jeg har tænkt over i to år. Jeg føler, at tiden er inde, og det føles rigtigt, selv om jeg på ingen måde er træt af mit arbejde. Tværtimod. Jeg er vild med mit arbejde, mine kollegaer og mine kunder.«
Den afgående leder ser frem til mere tid med familien, blandt andet børnebørnene, og til at dyrke egne projekter og rejser.
Samtidig understreger han sin stærke tilknytning til lokalområdet.
»Privat voksede jeg op i Mølholm, og derefter flyttede jeg ”hele vejen” til Vinding, så det bliver vist ikke meget mere Vejle-dreng end det.«
Afløseren bliver Niels Juul Hansen, der også har dybe rødder i området og mange års erfaring fra finanssektoren. Han begyndte som elev i BG Bank og har siden blandt andet været med til at opbygge Spar Nords afdeling i Vejle.
Han ser frem til den nye rolle.
»Jeg er et ambitiøst menneske, der holder meget af at skabe følgeskab. For mig er det en enorm drivkraft at arbejde med mennesker og se dem udvikle sig. Det glæder jeg mig til at fortsætte med hos Middelfart Sparekasse.«
Niels Juul Hansen bor i dag i Vejle med sin familie og har gennem mange år været en del af både det lokale erhvervsliv og forskellige netværk.
»Jeg er et socialt menneske, og jeg glæder mig meget til at blive en del af det stærke hold i Middelfart Sparekasse i Vejle. Jeg er sikker på, vi i fællesskab bygger videre på det solide fundament, der allerede findes.«
Der bliver mulighed for både at sige farvel og goddag, når Middelfart Sparekasse holder reception den 23. april i lokalerne på Toldbodvej i Vejle.





