Torsdag den 22. februar kl.19.30 afholder Fredericia Musikforening og Fredericia Gymnasium koncert på gymnasiet med accordeonspilleren Bjarke Mogensen. Ved denne lejlighed spiller han sammen med Johan Bridger på slagtøj.
Det kan anbefales at komme i god tid, da der er koncertintroduktion kl. 18.45 ved Ulrik Hofman Bøegh.
Bjarke Mogensen er født i Rønne på Bornholm i 1985. Da han begyndte at spille accordeon i musikskolen gik det hurtigt op for ham, at det er et helt orkester i en lille kasse. Instrumentet kan også synge. Der er mange udtryksmuligheder
Bjarke Mogensen er netop er udnævnt til ‘Årets P2 Kunstner 2024’.
Årets P2 Kunstner 2024′ er en musiker med et kæmpe kunstnerisk vingefang. Hans virtuose teknik giver ham overskud til altid at gribe nuet, fortælle musikken og gøre samspillet levende, siger P2-chef Uffe Borgwardt og tilføjer: Lige så kendetegnende er hans konstante nysgerrighed. Han sidder altid yderst på stolen, og udfordrer sig selv med nye samarbejder, nye værker og nye genrer.
Han debuterede i 2012 fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse og har siden været tilknyttet samme sted som underviser i accordeon og kammermusik. Sideløbende har han en omfattende karriere som solist og kammermusiker på internationalt plan. Hans unikke beherskelse af instrumentet har bragt ham rundt i hele verden. Bjarke Mogensen har medvirket til at ligestille akkordeonet med de etablerede klassiske instrumenter, hvilket blev understreget, da han modtog 1. prisen i EBUs konkurrence for klassiske solister.
Slagtøjsspiller Johan Bridger stammer fra Sverige. Han har også vundet en lang række internationale priser og optrådt på store scener verden over. Med sit virtuose spil mestrer han et omfattende repertoire fra Bach til ny musik. Til daglig er Johan leder af slagtøjsundervisningen på hele 3 konservatorier i hhv. Odense, Malmø og Helsingborg og er jævnligt inviteret til at give masterclass’ i hele verden. Johan Bridger modtog i 2004 Den Svenske Solistpris med motivationen “for hans stærkt personlige udtryk, brillante tekniske overskud og overvældende sceneudstråling.”
Programmet består af arrangementer i et bredt spektrum fra Bach, over Debussy og Satie til Sjostakovitj og Astor Piazzolla.