(Foto: AVISEN)

Undersøgelserne tyder på, at der er tillid, et stærkt samarbejde og en klar arbejdsfordeling mellem forvaltning og politikere i landets kommuner. Det er afgørende for, at vi kan levere velfærd af høj kvalitet til borgerne, lyder det fra KL’s administrerende direktør.

I kølvandet på det store fokus på embedsværkets rolle og samspil med politikerne har KL undersøgt, hvordan samarbejdet og samspillet er mellem det politiske niveau og embedsværket i kommunerne. KL’s undersøgelser viser, at samspillet mellem politikere og embedsværket generelt er godt og tillidsfuldt.

– De seneste års debat om embedsværket på Slotsholmen gjorde det helt naturligt for os også at undersøge, hvordan samarbejdet ser ud i den største offentlige sektor – kommunerne. På baggrund af de undersøgelser vil jeg mene, at vi godt kan konstatere, at samspillet mellem det politiske niveau og embedsmændene i kommunerne er velfungerende. Og at vi ikke ser tegn på, at der sker en politisering af embedsværket i kommunerne, siger KL’s administrerende direktør Kristian Vendelbo og uddyber:

– De svar vi får, tyder på, at kommunestyret står på et stærkt fundament af tillid mellem både politikere og forvaltning. Det gør mig glad på kommunernes og ikke mindst borgernes vegne. For et tillidsfuldt samarbejde mellem lokalpolitikere og forvaltning er helt afgørende for tilliden til demokratiet og for, at vi lokalt kan få de bedste rammer til at skabe gode velfærdstilbud til borgerne.

Klar rollefordeling

KL’s publikation samler hovedresultaterne fra fire undersøgelser lavet i samarbejde med bl.a. Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse og Kommunaldirektørforeningen.

Undersøgelserne tegner også et billede af et kommunestyre, hvor der er en tydelig arbejdsfordeling mellem kommunalpolitikere og forvaltning. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at det oftest er aftalt, hvordan opgaverne deles i dagligdagen. Det gælder mellem borgmesteren og kommunaldirektøren, hvor opgavefordelingen oftest er aftalt. Men den klare rollefordeling kommer også til udtryk gennem kommunens delegationsplaner, som beskriver, hvordan kommunalbestyrelsen har valgt at fordele opgaven mellem kommunalbestyrelse, politisk udvalg og det administrative niveau.

– Vi har også interesseret os for, om der er en tydelig arbejdsdeling mellem politikere og forvaltning, så politikerne kan lave politik, og embedsværket kan udmønte de politiske beslutninger i konkrete løsninger. Og at de to ting ikke bliver blandet uhensigtsmæssigt sammen. Svarene tyder på, at der er en god arbejdsdeling, som gør, at samarbejdet kan fungere i hverdagen, siger Kristian Vendelbo.

Fokus på det gode samarbejde

Han peger på, at selvom undersøgelserne tegner et godt samarbejde, så må man ikke hvile på laurbæerne. Fx svarer flere kommunalpolitikere, at forvaltningerne kan blive bedre til at gøre det tydeligt, hvilket politisk råderum der er i sagerne. Ligesom nogle administrative medarbejdere oplever et vist pres for at opnå bestemte faglige konklusioner af hensynet til et politisk ønske.

– Politikerne er jo sat i verden for at træffe beslutninger. Og det kan de bedst gøre, hvis de kender hele beslutningsrummet og alle mulighederne i en given sag. Når det er sagt, er det selvfølgelig også afgørende, at embedsværket har de rette rammer til at tilvejebringe den information til politikerne, så det samtidig er muligt at sikre faglighed og saglighed. Med rapporten her har vi taget temperaturen på samarbejdet lokalt, men det er vigtigt, at vi hele tiden har fokus på, hvordan vi udvikler og bevarer det gode samarbejde. Det fokus vil vi både komme til at have fra KL’s side, men det er jo især lokalt, at man skal have drøftelserne om, hvad man som kommunalpolitikere forventer af embedsværket og vice versa, siger Kristian Vendelbo.

Læs rapporten på KL’s hjemmeside

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her