Koldings viceborgmester Søren Rasmussen er blevet valgt til landsledelsen i Dannebrogs-Samfundet. Det skete ved samfundets årlige repræsentantskabsmøde, som blev holdt i Idrættens Hus i Brøndby.
Landsledelsen består af syv personer og ledes af landsformand Kim Andersen, der tidligere har været folketingsmedlem og dansk generalkonsul i Flensborg.
Søren Rasmussen ser frem til arbejdet i den nationale organisation.
»Jeg er meget glad for den tillid der er vist mig og glæder mig særdeles meget til arbejdet, for vores nationale symbol Dannebrog. I en ufredelig og urolig tid med trusler udefra, er det vigtigt at vi fastholder og fremhæver Dannebrog, som det samlende symbol i Danmark, for vore fælles værdier og fredelig demokratiske samfund.«
Dannebrogs-Samfundet blev stiftet den 13. september 1908. Med udgangspunkt i den danske kulturtradition arbejder organisationen for at udbrede kendskabet til Dannebrog og dets anvendelse som nationalt symbol for dansk kultur, fællesskab og identitet.
Det sker blandt andet ved at uddele dannebrogsfaner og flag til foreninger og organisationer, markere Valdemarsdag den 15. juni med flagarrangementer samt rådgive om brugen af Dannebrog. Samfundet fungerer også som rådgiver for offentlige myndigheder i flagspørgsmål og i sager om kulturminder, hvor Dannebrog indgår.





