Solen strømmede ind i den charmerende baggård til et lille bindingsværkshus i Købmagergade, hvor vi mødte Caroline Tusborg Sørensen – en passioneret ung kvinde med en drøm om at skabe et helt særligt kreativt frirum i byen. Caroline er 27 år, oprindeligt uddannet som speditør inden for logistik og har arbejdet med volumentransport i næsten et årti. Men livet i logistikbranchen blev for meget.

– Jeg kedede mig, fordi jeg følte, at jeg havde udtømt, hvad jeg skulle der. Jeg havde også en lederstilling i en anden virksomhed her i Fredericia, men desværre blev jeg meget syg af det, da jeg kun var 22 år. Jeg oplevede et stort forventningspres, ikke fra andre, men fra mig selv, i forhold til, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle gøre det. Det var en udfordring at være en 22-årig kvinde, der skulle fortælle ældre medarbejdere, hvad de skulle gøre, fortæller Caroline med en rolig, men fast stemme.

Det var i denne periode, at Caroline blev syg af stress og midlertidigt mistede synet. Den erfaring blev et vendepunkt i hendes liv, og efter en orlov på fire måneder besluttede hun sig for, at det var tid til at finde en ny vej.

– Jeg har brugt lang tid på at overveje, hvad jeg skulle gøre, og jeg havde egentlig ikke lyst til at vende tilbage til logistikbranchen. Jeg har altid været draget mod det kreative, at tegne og male. Jeg er ikke nødvendigvis den bedste til det, og meget af det, jeg laver, smider jeg ud bagefter. Men processen giver mig ro og fordybelse. Her behøver man ikke være noget særligt eller nogen bestemt, det er bare mig, der sidder og maler, siger Caroline og smiler.

Det var passionen for det kreative og en længsel efter noget mere meningsfyldt, der fik hende til at åbne Krea & Co – et kreativt værksted, hvor alle kan komme og udfolde sig kunstnerisk. Hun forklarer, hvordan hendes egen oplevelse som teenager, hvor hun ofte følte sig anderledes på grund af sine interesser, har inspireret hende til at skabe et fællesskab for andre.

– Jeg tror også, at det er drevet af, at jeg selv syntes, det var svært at være teenagepige. Jeg synes, det var meget hårdt i folkeskolen, og det var angstprovokerende ikke at have de samme interesser som de andre. Jeg har aldrig gået til fodbold eller håndbold, men sad derhjemme og malede, samlede på gammelt gavepapir og havde skuffer fulde af alle mulige materialer, som jeg kunne bruge til at klippe-klistre og lave små kort til jul og fødselsdage.

En løsning for det kreative sind

Det er netop denne følelse af at være anderledes og ønsket om at skabe et rum for dem, der måske ikke føler sig hjemme i traditionelle sports- eller fritidsaktiviteter, som har været drivkraften bag Krea & Co. Caroline drømmer om at gøre en forskel, selv hvis det bare er for ti piger, der føler det samme, som hun gjorde engang.

– Mit mål er, at hvis jeg kan gøre en forskel for bare ti piger, der føler det samme, som jeg gjorde engang, så ville jeg føle, at jeg havde gjort noget godt. Det er det, der driver mig. Det handler om de svære teenageår, som vi alle har oplevet, forklarer hun.

Siden Krea & Co åbnede den 24. august, har responsen været overvældende positiv. Det tog Caroline næsten et halvt år at renovere det gamle bindingsværkshus og skabe de hyggelige rammer, som skulle danne fundamentet for hendes vision. 

Caroline er oprindeligt fra Vejle, men har fundet en særlig form for støtte i Fredericia, som hun ikke tror, hun ville have oplevet i sin hjemby. 

– Jeg tror, at hvis jeg havde gjort det her i Vejle, ville jeg ikke have fået samme opbakning fra aviser, forældre og arrangementer som Kreative Dage i messecenteret, der kommer i oktober, eller Street Food Festivalen. Alle har været meget søde til at kontakte mig, og nogle piger fra Fredericia, der har genbrugsbutikker, har også vist interesse.

Den åbenhed og støtte hun har mødt fra lokalbefolkningen har givet Caroline troen på, at hendes koncept har en plads i byen. Alligevel har hun måttet overvinde sine egne usikkerheder undervejs.

– Det, man er mest bange for, når man laver et lidt utraditionelt koncept, er, om folk forstår det. I starten kæmpede jeg meget med tanken om, at jeg skulle lave en keramikbutik, men der er jo så mange, der allerede gør det, og det er ikke det, jeg ønsker. For mig handler det mere om de små nipsting, og jeg vil gerne holde priserne så rimelige som muligt, fortæller hun. 

I dag tilbyder Krea & Co en bred vifte af aktiviteter. Man kan male på sten, lys og endda støbe sine egne lys og fade. Der er også mulighed for at strikke, hækle, lave punch needle, arbejde med perler og meget mere. Det vigtigste for Caroline er, at det skal være tilgængeligt og uden pres. 

– Jeg vil gerne skabe et rum, hvor folk kan sætte sig ned og tegne eller male, selv hvis det bare er i en malebog.

Når vi spørger Caroline, om hun har en favorit blandt de mange kreative aktiviteter, griner hun. 

– Åh, det er så svært. Jeg har perioder, hvor jeg bliver totalt fokuseret på én ting og synes, det er det fedeste i verden. For nylig har jeg været meget optaget af punch needle, men hvis der er noget, jeg altid vender tilbage til, så er det at tegne med tusser. Jeg elsker det.

Drømme om fremtiden for Krea & Co

Selvom Krea & Co kun har været åbent i et par uger, har Caroline allerede flere planer for fremtiden. Hun ser frem til at deltage i Street Food Festivalen og Kreative Dage-messen, hvor hun allerede har og vil afholde workshops og præsentere Krea & Co for et bredere publikum. Hun drømmer også om at kunne tilbyde aftenarrangementer for specifikke aldersgrupper, så der er noget for alle.

– Jeg håber at skabe arrangementer, hvor det ikke er for angstprovokerende at tage afsted uden en veninde. Jeg ønsker, at folk bare kunne komme som enkeltpersoner og tænke: ‘Her er jeg, og jeg sætter mig ved dette bord, og vi skal bare hygge os.’

På trods af de ambitioner Caroline kommer med, understreger hun, at hun ønsker at holde omkostningerne nede, så kreativitet kan blive tilgængelig for så mange som muligt. 

– Jeg vil gerne gøre klart, at det ikke skal koste mere end det fitnessabonnement, som alle har, men måske ikke bruger. Og så kunne man have et abonnement hernede, hvor man bruger pap fra en gammel skotøjsæske, gamle aviser til trykkeri og collager og så videre.

Caroline vil skabe et rum, hvor der ikke er pres for at præstere, og hvor kreativiteten kan blomstre på sine egne præmisser. 

– Det handler om, at man ikke skal have den følelse af: ‘Det kan jeg ikke finde ud af,’ eller ‘Jeg er ikke kreativ nok til det.’ For kreativitet er mange ting. Det handler ikke om at være verdens bedste til at tegne eller noget.

En ny form for fællesskab i Fredericia

Med Krea & Co ønsker Caroline at skabe et sted, hvor folk i alle aldre kan mødes, lære noget nyt, og finde glæde i den kreative proces. Hun håber, at hendes værksted kan blive et fast holdepunkt i Fredericia, hvor mennesker kan mødes, udveksle idéer og skabe noget sammen, og så drager hun en sjov parallel til et fællesskab, som mange af os måske var en del af i vores tidlige år: 

– Jeg håber, at det bliver sådan en slags fællesskab, som SFO’en kan tilbyde. Men SFO’en mister mange børn allerede efter 3. klasse, og jeg synes bare, det er for tidligt at give afkald på det fællesskab, der går på tværs og den hyggelige kreativitet, afslutter Caroline med et smil.