11.1 C
Copenhagen
torsdag 19. marts 2026

Klimafolkemødet giver 21 millioner til Middelfart — nu skal fremtiden besluttes

Over 40.000 besøgende, 21 millioner kroner i lokalt forbrug og nationalt mediefokus. Mandag skal politikerne beslutte, hvad der skal ske med Klimafolkemødet fra 2028. Foto: Middelfart AVISEN

0
Klimafolkemødet giver 21 millioner til Middelfart — nu skal fremtiden besluttes

POLITIK. Syv gange har Klimafolkemødet samlet danskere i Middelfart til debat om klima og grøn omstilling. Det er vokset fra en beskeden begyndelse til et nationalt arrangement med over 40.000 besøgende, 18 scener og 400 debatter og workshops. Mandag aften skal Økonomiudvalget tage stilling til, hvordan fremtiden skal se ud.

Det politiske ønske er klart: Klimafolkemødet skal fortsætte. Men formen er ikke fastlagt. Forvaltningen indstiller til at bruge årets udgave — Klimafolkemødet 2026 — som en aktiv forskningsplatform, hvor viden og muligheder for 2028 og frem indsamles undervejs. Placering, varighed, finansiering og organisering er alle spørgsmål, der skal have svar, inden Økonomiudvalget i februar 2027 kan træffe den endelige beslutning om fremtidens Klimafolkemøde.

Millioner ind, millioner ud

Regnskabet for 2025 viser et arrangement, der er vokset sig større end budgettet. De samlede udgifter løb op i 8,6 millioner kroner — heraf betalte Middelfart Kommune knap 2,7 millioner kroner, mens sekretariatet hentede 4,9 millioner kroner hjem fra eksterne bidragsydere som fonde, virksomheder og partnerskaber. Differencen på 812.000 kroner betales af tidligere års overskud.

Til gengæld genererede arrangementet i 2024 et direkte forbrug i lokale butikker, hoteller og restauranter på 21,3 millioner kroner. Dertil kommer en estimeret brandingværdi på 5 millioner kroner baseret på medieanalyser fra Retriever, der viser 568 omtaler med en samlet rækkevidde på knap 16 millioner eksponeringer.

For de lokale erhvervsdrivende er tallene mærkbare. I effektvurderingen af arrangementet fortæller Mauritz at de fordobler omsætningen på arrangementsdagene. Emmys Kaffebar kalder det årets absolut største dage, og Kring Chokolade sælger alt, hvad der kan produceres.

Danmarks næststørste folkemøde

En medieanalyse udarbejdet af Infomedia for Foreningen Folkemødet på Bornholm placerer Klimafolkemødet som det folkemøde uden for Bornholm, der har størst gennemslagskraft i de nationale medier. Klimafolkemødet fik 1.355 omtaler i den analyserede periode mod Folkemødets 13.390 — og er dermed klart nummer to på landsplan foran Naturmødet og alle øvrige konkurrenter.

Spørgsmålene der venter svar

Forvaltningens analyse frem mod 2027 skal afdække fire centrale spørgsmål. For det første om placeringen — om der er alternativer der giver bedre trafikforhold og oplevelsesværdi. For det andet om varighed — om to dage i stedet for tre ville gøre arrangementet skarpere eller billigere uden at svække det. For det tredje om organisering — om et bredere ejerskab med virksomheder, fonde og foreninger som medejere kan sikre en mere robust økonomi. For det fjerde om udviklingspotentialer i relation til nye målgrupper og mediedækning.

Klimafolkemødet drives i dag af Middelfart Kommune med et sekretariat svarende til fem fuldtidsmedarbejdere. Om den model fortsætter uændret, eller om fremtiden byder på en anden konstruktion, er præcis det spørgsmål mandag aftens møde sætter processen i gang for at besvare.

Økonomiudvalget mødes mandag den 23. marts kl. 17.30 på Røjle Klint.