KRIMI. Lørdag eftermiddag omkring klokken 12.23 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til en alvorlig soloulykke på Baronessens Kvarter i Fredericia. En kvindelig motorcyklist var forulykket og afgik desværre ved døden.
Det fortalte vagtchef Rune Nielsen ved politiets pressebriefing lørdag klokken 17, hvor han understregede, at sagen indtil videre er sparsom på detaljer, idet politiet stadig arbejder på at få kontakt til de pårørende:
»Vi har endnu ikke fået underrettet de pårørende, og derfor ønsker vi ikke på nuværende tidspunkt at offentliggøre oplysninger om alder eller bopæl. Det eneste, jeg kan sige nu, er, at det drejer sig om en kvindelig fører af motorcyklen, som desværre er afgået ved døden.«
Ifølge Rune Nielsen var der heller ingen vidner til selve ulykken, og derfor står omstændighederne endnu ikke helt klart. Politiets bilinspektør blev hurtigt tilkaldt til stedet for at undersøge de nærmere forhold omkring ulykken.
»Vi har haft en bilinspektør ude på ulykkesstedet, og hans undersøgelser skal hjælpe os med at afklare de nærmere omstændigheder ved ulykken. Der vil blive udarbejdet en rapport om hændelsen, men lige nu kan vi ikke give yderligere detaljer,« siger Rune Nielsen.
Den tragiske ulykke var den eneste større hændelse på politiets døgnrapport, der ellers beskrives som stille og rolig.
»Ud over denne tragiske hændelse har vi haft et meget stille og roligt døgn. Der har ikke været andre sager af betydning,« siger Rune Nielsen.
Politiet fortsætter i de kommende timer med at forsøge at kontakte den afdøde kvindes pårørende, hvorefter yderligere informationer eventuelt kan frigives.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag eftermiddag klokken 17.00.
POLITIK. Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen har netop gennemført en bemærkelsesværdig rejse til Ukraine. Formålet var at holde oplæg på en konference om danske kommuners erfaringer med decentrale forsyningssystemer som fjernvarme og vandforsyning. Men rejsen blev også et stærkt vidnesbyrd om krigens realiteter og menneskelige konsekvenser.
Togtur gennem natten
Borgmesteren ankom med tog til Kyiv, hvor han beskriver en rejse, der på overfladen kunne minde om en helt almindelig tur gennem Europa. Toget knirkede og skramlede, månen skinnede over ukrainske landskaber, der ikke adskilte sig væsentligt fra dem i Danmark. Men det var alligevel anderledes. For Ukraine er midt i en krig.
»Ukraine er midt i en uretfærdig, trist og meningsløs krig. Overfaldet af storebror,« skriver han i sin beretning.
Kyiv lignede på afstand en almindelig storby med livlig trafik, majestætiske bygninger og byggepladser, der konkurrerede om pladsen. Men under overfladen gemmer der sig sorg og tab. Byen bærer på historien om en million soldater, der vender hjem fra fronten med ar på sjæl og krop.
Brutalitet og sorg i Bucha
I byen Bucha, der er blevet et symbol på nogle af krigens mest grusomme handlinger, oplevede den danske delegation med borgmester Johannes Lundsfryd Jensen i spidsen krigens brutalitet helt tæt på. De besøgte et mindesmærke, der markerer et af de mørkeste kapitler i den igangværende konflikt: gravstedet for 116 uskyldige civile, hvoraf flere var børn, der mistede livet under russiske soldaters angreb på byen.
Ved mindesmærket blev delegationen konfronteret med barske vidnesbyrd om de begivenheder, som har udspillet sig i byen. Fotografier og dokumentation viser tortur, grusomme henrettelser og ubegribelige lidelser. Borgmesteren beskriver i sin beretning detaljer, som mange helst ville vende sig væk fra: en afrevet hånd placeret grotesk på en mur, en fod, der stikker op af jorden – billeder, der brutalt vidner om den umenneskelighed, krigen fører med sig.
»Billeder viser tortur og brutalitet. En afrevet hånd, der ligger på en mur, en fod, som stikker op af jorden. Det er frygteligt at se, men også vigtigt at se,« skriver Lundsfryd Jensen i sin stærke skildring af besøget.
De voldsomme indtryk gjorde stærkt indtryk på hele delegationen, og flere blev tydeligt berørte. Sammen tændte de lys til ære for de dræbte – en lille, symbolsk handling, der gav plads til sorgen, men også mindede om vigtigheden af ikke at glemme. Lysets flammer blafrede stille i vinden som en skrøbelig påmindelse om liv, der uretfærdigt blev slukket alt for tidligt.
Stemningen var præget af sorg, vrede og fortvivlelse. Borgmesteren reflekterede over nødvendigheden af at mindes, at tage sorgen ind og aldrig lade grusomhederne blive normaliserede eller ignorerede. Han beskriver, hvordan oplevelsen skabte grobund for dybere refleksion over, hvad vold og tab kan gøre ved mennesker og samfund, og hvordan det let kan udløse en uendelig cyklus af hævn og ny vold.
Midt i tragedien bemærkede delegationen også små tegn på håb og modstandskraft. I udkanten af Bucha var der mennesker i gang med hverdagslige gøremål: parkmedarbejdere, der klippede hæk og lugede ukrudt, som en stilfærdig manifestation af, at livet fortsætter trods sorg og tab.
Borgmester Lundsfryd Jensen fremhævede i sin beskrivelse vigtigheden af at bevare disse minder og erfaringer, uanset hvor svære de er at bære. Besøget i Bucha var ikke kun en hyldest til ofrene, men også en stærk påmindelse om, at tavshed ikke er en mulighed, når det handler om at stå op for menneskeværd og retfærdighed.
Ukraines håb og potentialer
Selvom krigen kaster en tung skygge over Ukraine, beretter Johannes Lundsfryd Jensen om mødet med fremtidshåbet og viljen til genopbygning i den krigshærgede nation. I regionen Mykolaiv blev Middelfarts borgmester mødt af en ung og visionær guvernør, hvis optimisme og ambitioner om udvikling gjorde et stort indtryk på delegationen.
Guvernøren delte sine tanker om regionens enorme potentiale, der spænder fra det frugtbare landbrug til turisme og investeringer i grøn energi, såsom vind- og solenergi. Mykolaiv-regionen, beliggende tæt ved Sortehavet, byder på gode muligheder for økonomisk vækst – også med hjælp fra danske virksomheder, fortalte guvernøren. Han efterlyste konkret dansk engagement og investeringer, som kan være med til at genrejse regionen økonomisk efter krigens omfattende ødelæggelser.
»Danmark har påtaget sig et særligt ansvar for genopbygningen af Mykolaiv. Kommet godt i gang og bliver fremhævet som mønster for, hvordan samspil om udvikling skal være,« skriver Lundsfryd Jensen.
Borgmesteren fremhævede også samtalen med den danske ambassadør Ole Egberg Mikkelsen. Under mødet drøftede man vigtigheden af økonomisk bæredygtighed, langsigtede investeringer og mulighederne for at skabe nye forbindelser mellem danske virksomheder og Mykolaiv-regionen. Ambassadøren understregede behovet for, at Ukraine på længere sigt bliver økonomisk selvbærende og mindre afhængig af udenlandsk bistand.
Møde med Zelenskyj
Et særligt stærkt øjeblik på rejsen var mødet med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Hans tilstedeværelse og budskab efterlod et dybt indtryk på borgmesteren.
»Lille, rank, stærk, sikker. Stor oplevelse at høre Zelenskyj. Dyb respekt. Jeg tør ikke tænke på, hvad han egentlig ved,« reflekterer Lundsfryd Jensen og peger på det enorme ansvar, præsidenten bærer i en kritisk tid.
Zelenskyjs ord om fred og retfærdighed gik rent ind hos delegationen. Hans enkle, men kraftfulde budskab – »alle mennesker burde kunne leve i fred« – opsummerede tydeligt krigens meningsløshed, men også vigtigheden af internationalt sammenhold og solidaritet.
En rejse præget af kontraster
Efter dage fyldt med møder, oplevelser og refleksioner gik turen hjem igen med tog, nøjagtig som den var begyndt. Men turen hjem var anderledes. De mange indtryk, fra krigens brutalitet i Bucha til møderne med mennesker fyldt af håb og tro på en bedre fremtid i Mykolaiv, har efterladt dybe spor.
Kontrasterne var tydelige: sorg og glæde, brutalitet og medmenneskelighed, død og liv – alt sammen eksisterende side om side i en nation, der kæmper en uretfærdig kamp for overlevelse og selvbestemmelse.
Lundsfryd Jensen slutter sin rejseberetning med en simpel, men stærk konstatering, der minder om vores fælles menneskelighed, uanset hvor i verden vi befinder os:
POLITIK. Poul Rand er en mand, der sjældent tøver med at tage nye udfordringer op. Efter at have brugt flere år på at opbygge Liberal Alliances lokalorganisation i Fredericia er han nu klar til at slippe de organisatoriske tøjler for at koncentrere sig fuldt og helt om det politiske projekt frem mod kommunalvalget i 2025.
Det stod klart, da Liberal Alliance Fredericia for nylig afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor Rand overlod formandsposten til Brian Meppelink-Schmidt. Ved samme lejlighed trådte den daværende næstformand Helene Lykke også tilbage.
Når Poul Rand beskriver skiftet fra rollen som formand til kandidat, understreger han, at opgaven med organisationen er løst, og at det derfor føles naturligt nu at koncentrere sig fuldt ud om det politiske. Han pointerer, at fundamentet nu er lagt, og at tiden er moden til at tage næste skridt.
»Min opgave med at samle trådene organisatorisk i Fredericia er fuldført. Strukturen er på plads, medlemskredsen er vokset, og vi er politisk klar. Nu kan jeg med hele min energi koncentrere mig 100 procent, eller lad os være ærlige, 500 procent, om den politiske kamp for et friere, stærkere Fredericia,« siger Poul Rand.
At han i dag kan give slip på formandsposten til fordel for Brian Meppelink-Schmidt skyldes ifølge Rand først og fremmest, at den organisatoriske maskine nu er så velsmurt, at den kan køre videre uden hans daglige involvering.
»Jeg har det godt med det, fordi jeg efterlader en voksen, der kan klare sig selv, og så gør det mig ikke noget, at andre kører videre med den og udvikler den på deres måde. Man skal aldrig være bange for at lade andre kræfter og yngre kræfter komme til, hverken i et parti eller en virksomhed. Det er regel nummer et,« pointerer han.
Han erkender dog, at timingen for formandsskiftet kunne have været valgt mere optimalt. Beslutningen om at overlade posten burde være sket ved den ordinære generalforsamling blot en måned tidligere, siger Rand, for derved kunne man have undgået misforståelser og spørgsmål om et eventuelt kup.
»Det eneste, der irriterer mig ved det her, det var, at jeg ikke stillede posten til rådighed på den ordinære generalforsamling en måned før. For så kunne vi have sparet udgifterne til en ekstraordinær generalforsamling,« siger Poul Rand.
Han påpeger samtidig, at formandsskiftet ikke alene er et spørgsmål om en teknikalitet, men også en mulighed for ham til at styrke Liberal Alliances politiske profil. En styrkelse, han mener er nødvendig, hvis partiet skal gøre sig gældende i Fredericia ved det kommende valg.
»Førhen var jeg til møder i København, Esbjerg, Herslev, you name it, på mærkelige tidspunkter af døgnet. Det slipper jeg for nu, og det frigiver kræfter til, at jeg kan slå på det politiske plan. Dem, der troede, at jeg havde meget politisk fokus før, de bliver helt overrasket over, hvad der vil ske nu,« smiler Rand.
Rand, der i 2021 gik til valg nærmest som en enmandshær og måtte kæmpe hårdt for hver eneste stemme, ser nu med tilfredshed tilbage på en tid, hvor medlemstallet er steget fra de dengang 15 medlemmer til 81 medlemmer i dag. Her fremhæver han især den brede fordeling mellem unge medlemmer fra Liberal Alliances Ungdom og de mere erfarne kræfter.
»Vi har fået en fornuftig fordeling mellem unge og modne medlemmer. Det synes jeg er vigtigt. Så både fordelingen og den måde, vi er vokset på, er fornuftig. Det skammer jeg mig på ingen måde over,« understreger han.
Når Rand ser frem mod valget i 2025, lægger han stor vægt på, at Liberal Alliance står med en klar vision og tydelige politiske mål, som ifølge ham er noget, der aktuelt mangler i Fredericia Byråd.
»Hvis du ikke har en retning eller en vision, så skyder du bare med løse skud til højre og venstre. Og det er faktisk det, det nuværende byråd gør. De famler sig frem uden at have en klar politik eller et mål. Liberal Alliance har tre overordnede mærkesager, som alle kandidater står samlet om. Mine egne mærkesager er ældreområdet, byudvikling og bosætning. Vi skal kunne svare på, hvor Fredericia skal være om fem eller ti år, og hvordan vi kommer derhen,« siger Rand,der tilføjer, at han er endnu mere klar til den politiske del nu.
Han anerkender imens, at en ny formand som Brian Meppelink-Schmidt kan tilføre nye idéer og styrke organisationen endnu mere. Poul Rand ønsker ikke at konkretisere, hvad den nye formand præcist kan bidrage med, men ser frem til at se hans indsatser folde sig ud.
»Jeg kan ikke svare på andre menneskers evner og idéer, men nye folk giver nye idéer. Nu får vi måske tid til flere medlemsarrangementer og andre ting, som vi ikke rigtig har haft tid til i min periode,« siger han.
For Poul Rand personligt betyder overdragelsen af formandsposten, at han nu kan tage fat på en ny politisk opgave med ny energi og større overskud. Han lægger heller ikke skjul på, at det personligt føles rigtigt at slippe posten efter en periode, hvor meget er opnået.
»Jeg er stolt over, at vi har opbygget en organisation med mange medlemmer, og at Fredericia er kommet på Liberal Alliances landkort, og er et forbillede omkring. Vi kom fra ingenting, fra slagsmål i pressen og alt muligt andet, til at vi nu har ro på. Og netop det sidste, roen og stabiliteten, er vigtigst,« siger Rand.
Han slutter af med en karakteristisk bemærkning om, at Liberal Alliance går til valg med rene linjer og høj integritet.
»Liberal Alliance er ikke en ludervare. Vi holder det, vi lover,« siger han, mens han gør klar til næste runde i den politiske kamp.
Vi har netop fejret Grundlovsdag. En dag, hvor vi bliver mindet om alt det, vores demokrati hviler på: rettigheder, friheder – og det fællesskab, vi alle er en del af. Jeg havde den store ære at holde årets Grundlovstale på Brenderup Højskole. Og her talte jeg blandt andet om, hvordan demokratiet ikke lever af regler alene, men af den måde, vi taler med – og om – hinanden på.
Og det er desværre mere aktuelt end nogensinde.
For tiden oplever vi en voksende tendens – både i dansk politik og her lokalt – til at gøre det komplekse simpelt og det uenige konfliktfyldt. Hvor politik reduceres til hurtige domme og færdigpakkede sandheder, og hvor uenighed alt for let bliver udlagt som mistillid, magtmisbrug eller mangel på demokratisk forståelse.
Det er ikke nødvendigvis sagerne i sig selv, der bekymrer mig mest. Det er tonen. Den underliggende fortælling. Den insinuation, at dem man er uenig med, handler i ond tro, eller at man “ikke vil lege med de nye” i byrådet, hvis man vælger en anden tilgang. Det efterlader ikke plads til forskellighed – kun til fjendebilleder.
Men et sundt demokrati kan ikke leve af fjendebilleder. Det har brug for forbundethed. Det har brug for den langsomme samtale. Det har brug for mennesker, der tør insistere på, at der sjældent findes én simpel forklaring – men at virkeligheden kræver, at vi bliver i det svære. I det sammensatte.
For når vi gør det hele sort-hvidt, og når vi maler hinanden op i hjørner, så mister vi ikke bare samtalen – vi mister noget dybere. Vi mister tilliden. Og langsomt gør vi det samfund, vi alle skal leve i, mindre åbent og mindre rigt.
Demokrati er ikke kun retten til at tale – det er også evnen til at lytte. Ikke nødvendigvis for at blive enige, men for at forstå. Og det kræver, at vi alle – også os med ansvar i det politiske system – tør sige: “Måske er virkeligheden mere kompleks, end den umiddelbart ser ud.”
Hvis vi ikke gør det, hvis vi opgiver nuancerne for at få ret i overskrifterne, så bliver samfundet ganske vist lettere at forstå – men det bliver også fattigere at være en del af.
Vi har fået friheden med Grundloven. Det er vores opgave at forvalte den med respekt – både for hinanden og for det fællesskab, vi alle er en del af.
GASTRONOMI. Det var nok majregnens ankomst, der gjorde formiddagen til noget særligt. Indtil da havde solen ellers strålet selvsikkert fra en skyfri himmel, men denne dag lader vejrguderne drypvis deres milde dråber falde over Fredericia – en by, der af fremmede mest opfattes som et trafikalt knudepunkt, en slags mellemstation, man oftest blot haster igennem på vej mod mere tillokkende destinationer. Sådan så byen også ud, dengang en af vores hovedpersoner som ung reservetjener kun passerede de få meter fra banegården og ned mod restauranten, uden endnu at kende det sted, hun en dag ville kalde sit hjem.
Denne formiddag handler det dog hverken om motorvejsnettet eller transittrafikken, men om gastronomi. Lillebælts afdæmpede skvulpen mod kajkanten bliver en diskret underlægning til dagens fortælling. For her ved havnefronten, med udsigten serveret gennem restaurantens brede panoramavinduer, ligger Ti Trin Ned, et spisested med et ry, der rækker langt ud over lokalområdet.
Den tunge, sorte dør åbnes op ind til restauranten. Her hersker en rolig, næsten andægtig stemning, hvor elegante borde står klar til gæster, der forventer noget ekstraordinært. Fra min plads ved et stort rundt bord kan jeg svagt fornemme kokkenes tilstedeværelse, skjult bag de mørke flader i restaurantens bagerste regioner. Her, hvor gastronomiens alkymi finder sted uden publikums blik, er der en afdæmpet aktivitet, nok præcis som det forventes på et sted af denne kaliber.
Vi sidder over for restaurantens nye ejere, Michael Nørtoft og Lærke Krudt. Et ambitiøst par med klare visioner om at videreføre det, der tidligere var skabt her, men samtidig markere et skifte – både for Ti Trin Ned og for Fredericia som gastronomisk destination.
Her handler det ikke kun om at drive en allerede etableret Michelin-restaurant videre, men om at tilføje et nyt kapitel. Et kapitel, der balancerer mellem lokalt forankret gastronomi og internationale ambitioner, og som i høj grad skal skrives af de to mennesker, jeg nu sidder over for.
Når Michelin møder muldjord
Michael er – sin unge alder til trods – allerede nået op på gastronomiens tinde, et sted, hvor kollegerne mest nøjes med at kigge længselsfuldt op mod. Han har haft sin gang bag kødgryderne hos hæderkronede steder som Lieffroy, Formel B og senest den trestjernede københavnske gourmetmastodont Geranium, hvor han fungerede som souschef. Desuden har han siden 2023 været kaptajn for det danske kokkelandshold, og på kaminhylden står senest trofæet fra Nordic Chef of the Year og glimter.
Men under Michaels stjerneskær er en anden længsel vokset frem, nemlig en længsel efter den jyske muld, der nok ikke glimter, men som til gengæld føles mere som hjem.
»Jeg er lige flyttet tilbage fra København, hvor vi har boet de sidste fem år. Vi rykkede til Fredericia i oktober, efter at vi tidligere på året fik muligheden for at købe Ti Trin Ned,« fortæller Michael med en naturlighed, der næsten antyder, at enhver med sund fornuft naturligvis ville vælge Fredericia frem for Frederiksberg. Beslutningen om at vende tilbage til Jylland var derfor heller ikke sværere, end at cirklen sluttede sig selv.
For Lærke var vejen til det fælles projekt knap så lige og mere fyldt med omveje og rundkørsler. Med en cand.merc. og nogle år bag skrivebordet i HR-verdenen syntes hendes karriere ellers ganske komfortabel og allerede udstukket på forhånd. Men trygheden var, viser det sig, en ganske lumsk størrelse.
»Jeg døde lidt i det. Jeg var heller ikke helt klar til bare at sidde bag et skrivebord,« fortæller Lærke med en selvironisk alvor, som enhver kontoransat med Excel-allergi kan genkende.
Restaurationslivet var dog ikke en fremmed planet for hende. Under studietiden kombinerede hun bøgerne med serveringstimer på netop Ti Trin Ned. Dengang kendte hun kun Fredericia som strækningen mellem togstationen og restauranten, endnu ikke som stedet, hvor hun en dag skulle slå rod.
»Muligheden for at overtage Ti Trin Ned havde været på tegnebrættet længe, og det føltes meget naturligt for os at prøve af. Vi trives virkelig godt i de forskellige roller, vi hver især har her,« forklarer hun.
At bytte det trygge kontorliv ud med restaurationsbranchens hektiske puls handlede ikke alene om valget mellem skærme og serveringsbakker. Det drejede sig snarere om at finde tilbage til et sted, hvor deres indsats rækker langt ud over tallerkenens kant. Et sted, hvor Michelin-stjerner ikke kun er abstrakte størrelser fra guidebøger og fine menukort, men også mærkes helt konkret og helt nede i køen ved den lokale grønthandler.
Derfor er den lokale forankring langt fra at være en smart branding-øvelse, men et helt afgørende element i det kapitel, som parret vil skrive med Ti Trin Ned.
»Vi kommer begge fra relativt små byer. Jeg er oprindeligt fra Give, og Michael er fra noget, der knap nok har et byskilt. Det er naturligt for os at bakke op lokalt. Hvis man ikke støtter det lokale, ender man jo med slet ikke at have noget lokalt tilbage,« forklarer Lærke med en simpel logik, som enhver med bopæl vest for Storebælt kan nikke genkendende til.
»Vi har boet i større byer som Odense og København, men det har altid været rart at vende hjem igen. Hjem til Jylland og mindre samfund, hvor man hilser på dem, man møder på gaden, og hvor man faktisk ved, hvem folk er. Det giver en naturlig stolthed over at være en del af det sted, hvor vi bor,« fortsætter hun og understreger, at flytningen til Fredericia også har gjort det væsentligt lettere at forstå, hvad der rører sig i byen.
Parret fortæller, hvordan de efter flytningen mærker en særlig stolthed og en vilje i Fredericia, som de håber, de kan være med til at forstærke yderligere.
Michael nævner specifikt Kanalbyen, det nyere havnemiljø, som man i disse år forsøger at skabe mere liv i. Han håber, at restauranten med sin placering kan bidrage til at løfte området endnu mere.
»Ti Trin Ned er jo en del af Fredericias historie, især når man ser på den gamle del af restauranten. Men nu, hvor vi har skabt det her skifte, vil vi gerne være med til at pege fremad. Der sker måske ikke så meget endnu her i Kanalbyen, men man kan mærke, at folk så småt begynder at søge herned,« siger Michael og fortsætter:
»Vi vil gerne være med til at præge det nye kapitel, byen skriver. Vi vil vise, hvad vi kan, og hjælpe med at vise, hvad Fredericia også kan blive til.«
Michael og Lærke vil sætte ny kurs mod Lillebælt
I 25 år var det Mette og Reiner Gassner, der stod ved roret på Ti Trin Ned og gjorde restauranten til en gastronomisk højborg med Michelins opmærksomhed. Da Michael og Lærke overtog i januar, var det med dyb respekt for forgængernes indsats, men også med en klar ambition om at lade nye vinde blæse ind over kajen. Restaurantens gastronomiske kompas peger nu konsekvent mod Lillebælt, hvis bølger som nævnt næsten slikker sig op ad panoramavinduernes kant.
»Vi er gået over til at være en rent pescetarisk restaurant, hvor vi kun serverer fisk og grønt. Når man sidder og kigger ud på havet her, virker det næsten fjollet ikke at vise, hvad dansk og skandinavisk farvand har at tilbyde. Man kan jo sagtens få samme oplevelse med fisk, som man kan med kød,« forklarer Michael.
At satse rendyrket pescetarisk er dermed hverken et udtryk for gastronomisk selvpineri eller for at hoppe med på tidens højtravende madtrends importeret fra hovedstadens brokvarterer. Tværtimod er der en rationel enkelhed i valget, og en respekt for logikken i at lade råvarerne fortælle deres egen historie om det farvand, de kommer fra.
Ifølge Michael og Lærke bør den lokale forankring ikke kun smages i maden, men også opleves i selve måltidets rammer. Derfor er et af deres første konkrete initiativer at åbne for frokostserveringer i sommermånederne. Målet er ikke alene at få flere gæster gennem dørene, men også at gøre oplevelsen mere afslappet, fleksibel og lettilgængelig.
»Vi har åbnet for frokost fredag og lørdag fra maj til slutningen af august. Vi vil give lokale gæster mulighed for at spise en lidt kortere menu,« siger Michael og uddyber, at mens aftenens serveringer kan brede sig ud over flere timer, passer frokosten nemmere ind i hverdagen.
»Det giver mulighed for en lidt mere uhøjtidelig oplevelse, måske hvis man har noget at fejre en fredag eftermiddag, eller bare vil starte weekenden på en særlig måde.«
»Det handler også om at nyde udsigten,« supplerer Lærke. »Der har været mange måneder, hvor gæsterne er ankommet til mørke. Nu kan man midt på dagen tage sig tid til at stoppe op, nyde maden og roen og faktisk se, hvor fantastisk udsigten ud over Lillebælt egentlig er.«
Fortællingen om et skifte er ikke altid lige ud ad landevejen
Et af de mere lavpraktiske benspænd, som det nye restauratørpar fortsat slås med, er stadig at forklare offentligheden, at Ti Trin Ned faktisk har fået nye ejere, ny sjæl og ikke mindst ny geografisk placering. At man så at sige er rykket ud af kælderen og ned til vandet. Det lyder måske enkelt, men virkeligheden er som bekendt altid mere genstridig end teorien.
»For os handler det også om nu at gøre det helt klart, at der er sket et skifte. Mange har heldigvis forstået, at vi har overtaget stedet, men der er stadig nogle, som enten ikke har hørt det, eller tror, vi bare er her midlertidigt som forpagtere. Det er slet ikke tilfældet. Vi har købt restauranten, og vi har store ambitioner både for stedet og oplevelsen her. Derfor håber vi, at gæsterne ikke alene går herfra med en god oplevelse, men også med en klar fortælling om, at der faktisk er tale om noget nyt,« siger Lærke.
Michael supplerer med en detalje, der er lige så praktisk-humoristisk, som den er symbolsk ladet:
»Det er vigtigt for os, at folk har lyst til at tale om deres oplevelse her. Vi har tidligere oplevet, at nogle gæster troede, restauranten stadig lå i en kælder, fordi det simpelthen ikke var blevet kommunikeret tydeligt nok, at Ti Trin Ned for længst var rykket ned til havnen. […] Ti Trin Ned betyder nu, at hvis man går ti trin ned her, så står man faktisk i vandet. Det er også derfor, det giver mening for os at være pescetariske. Navnet har vi beholdt, fordi vi sagtens kan videreføre det, bare med en lidt anden fortælling.«
Ambitionerne for Ti Trin Ned stopper dog ikke ved at understrege, at restauranten for længst er flyttet op fra den kælderbeværtning, navnet stadig hos nogle kan fremkalde minder om. Michael og Lærke sætter barren højere end det, ikke bare over kajkanten udenfor panoramavinduerne, men også højere end den ene Michelin-stjerne, der allerede skinner over Fredericia.
»Vi ved godt, det ikke er noget, der bare sker hen over en sommer. Men vi håber, at de erfaringer, vi har gjort os, på et tidspunkt kan udvikle sig til muligheden for at få to stjerner til Fredericia,« siger Michael målrettet, uden at blinke.
Stjerner er dog langt fra det eneste, der får hjulene til at dreje rundt på Ti Trin Ned. Når alt kommer til alt, er det gæsternes umiddelbare og ærlige reaktion, der betyder mest.
»Det er den glæde, man mærker, når folk går herfra og næsten takker os. Når de siger, at det har været en vanvittig og enestående oplevelse. Det er den glæde, der retfærdiggør alt det hårde arbejde, vi har lagt i det,« smiler de begge to.
Da vi rejser os fra bordet og bevæger os mod den tunge, sorte dør, glider blikket uvægerligt hen på en buket af en sådan overdådighed, at man føler sig forpligtet til at standse op et kort øjeblik. Strategisk placeret ved et vinskab, hvis indhold nok emmer af vinøs kompetence.
Udenfor er regnen taget til, og Lillebælt ligger hen i en dis, som nogle måske vil se som et passende bagtæppe. Andre vil måske i stedet notere sig, at beliggenheden ved vandet spiller en væsentlig rolle i fortællingen om restauranten, den fortælling, som handler om mere end at tilfredsstille gourmandernes smagsløg og guide-inspektørernes notorisk kritiske notesblokke. Michael og Lærke er nemlig i disse dage godt i gang med at sætte deres aftryk på både stedet og dermed Fredericia.
KRIMI. Natten til lørdag måtte Sydøstjyllands Politi flere gange sætte de blå blink i sving, efter at én spritbilist efter den anden blev stoppet rundt om i Kolding, Vejle og Fredericia. I alt blev seks bilister sigtet for at have kørt under påvirkning af alkohol eller euforiserende stoffer – en nat, hvor ordensmagten flere gange måtte træde til for at få bilister med promiller eller stoffer i blodet væk fra vejene.
Vagtchef Jesper Knudsen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at selvom natten overordnet set ikke var usædvanlig, så skiller antallet af sprit- og narkopåvirkede bilister sig alligevel ud:
»Alt i alt har det været en forholdsvis rolig nat, men vi har haft en del episoder med kørsel under påvirkning af alkohol eller euforiserende stoffer,« siger Jesper Knudsen til avisen.
Det hele startede allerede fredag klokken 17.43 på Schultzvej i Bjert ved Kolding, hvor en 51-årig lokal mand blev stoppet på en lille knallert. En alkometer-test afslørede, at manden var påvirket af alkohol, og han blev sigtet.
Et par timer senere, klokken 19.24, var den gal igen. Denne gang på Jens Holms Vej i Kolding, hvor en ung mand på blot 19 år blev stoppet i en personbil, tydeligt påvirket af euforiserende stoffer. Også han blev sigtet på stedet.
Senere på aftenen rykkede betjentene så videre til Østjyske Motorvej ved Vejle, hvor endnu en narkopåvirket bilist blev standset, her klokken 22.10. Denne gang drejede det sig om en 37-årig mand fra Fyn.
»Kun to minutter efter måtte vi afsted igen, denne gang til Borgvold i Vejle, hvor en 50-årig lokal kvinde kørte rundt i en bil med for meget alkohol i blodet,« fortæller Jesper Knudsen.
Men aftenens nok mest alvorlige hændelse fandt sted klokken 23.35 på Østjyske Motorvej, lidt syd for Skærup rasteplads. Her mistede en 21-årig mand fra Sjælland herredømmet over bilen og havnede i et færdselsuheld. Politiet var hurtigt på stedet og kunne konstatere, at manden kørte påvirket af stoffer. Ifølge vagtchefen betegner politiet hændelsen som et færdselsuheld uden alvorlig personskade, men han kan på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på detaljerne, forklarer han.
Natten sluttede dog ikke der. Klokken 02.40, da de fleste nok var gået til ro, blev en 27-årig lokal mand standset på Kolding Landevej ved Taulov i Fredericia. Også han måtte en tur med på stationen for at få udtaget en blodprøve, da han blev mistænkt for spritkørsel.
Ifølge Jesper Knudsen var der en del sager på kort tid, men samlet set karakteriserer han altså natten som rolig:
»Det falder i øjnene, at hændelserne ligger ret tæt på hinanden tidsmæssigt, men det er forskellige steder i kredsen,« fortæller Jesper Knudsen.
Alle de sigtede trafikanter kan nu se frem til en videre behandling af deres sager.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag formiddag klokken 10.00.
SPORT. Når de danske landsholdsstjerner på herresiden løber på banen i Parken mod Nordirland, er det ikke den klassiske spillertrøje, fansene får at se. I stedet trækker spillerne kvindelandsholdets splinternye EM-trøje over hovedet. Initiativet er en særlig hyldest til kvindelandsholdet, som denne sommer deltager i EM-slutrunden i Schweiz.
Det er DBU og landsholdets mangeårige tøjsponsor, hummel, der står bag det opsigtsvækkende initiativ, som skal understrege fællesskabet mellem alle danske landshold, uanset køn.
»Vi er stolte over at lade Herrelandsholdet spille i kvindernes EM-trøje. Det er et stærkt symbol på sammenholdet og på den fælles stolthed, vi har over alle vores landshold. Det danske kvindelandshold har inspireret hele Danmark med deres præstationer, og denne gestus er et klart signal om, at vi står skulder ved skulder – på tværs af køn og landshold,« siger Birgitte Mabeck, kommerciel direktør i DBU.
På banen vil det være profiler som Rasmus Højlund, Morten Hjulmand og Joakim Mæhle, der får lov at spille i den nye EM-trøje, der oprindeligt blev præsenteret i starten af maj til brug for Pernille Harder, Stine Ballisager, Frederikke Thøgersen og resten af kvindelandsholdet.
For hummel er initiativet også en markering af fællesskabet i dansk fodbold:
»Den nye landsholdstrøje er skabt til at bære stoltheden for Danmark – både for kvinder og mænd, på banen og blandt fans. At se Herrelandsholdet bære trøjen som en hyldest til Kvindelandsholdet er et stærkt symbol på det fællesskab, der kendetegner dansk fodbold. Vi håber, at det ikke kun bliver en særlig gestus i Parken, men også et startskud til en sommer, hvor landsholdene igen samler og begejstrer hele Danmark,« udtaler Morten Lund, marketingdirektør i hummel.
Testkampen mod Nordirland spilles lørdag aften i Parken. Kvindernes EM-slutrunde begynder senere på sommeren i Schweiz.
TRAFIK. Bilister, der kører på Rute 28 mellem Bredsten og Skibet vest for Vejle, må indstille sig på lidt længere køretid og ekstra tålmodighed fra torsdag den 12. juni og cirka to uger frem.
Vejdirektoratet har nemlig meldt ud, at man går i gang med at give den slidte vejstrækning en tiltrængt makeover med frisk asfalt.
Vejarbejdet udføres om aftenen og natten – primært mellem klokken 18 og 6 – for at genere trafikken mindst muligt. Men trafikanterne skal stadig regne med længere rejsetid, især på vej mod Billund Lufthavn.
Vejdirektoratet anbefaler derfor rejsende mod lufthavnen at køre hjemmefra i ekstra god tid.
Først skal den gamle asfalt af, og den underliggende belægning repareres, inden en ny, frisk asfalt bliver lagt, og vejstriberne males op igen. Trafikken forbi vejarbejdet vil i hele perioden blive styret med trafiklys, hvilket kan skabe kødannelser.
Ifølge Vejdirektoratet vil arbejdet betyde »en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse«.
Bilister, der gerne vil være sikre på ikke at ende i en asfaltfælde, kan følge trafikmeldinger på Vejdirektoratets trafikkort.
SPORT. Der bliver samlet kræfter under kurvene, når den kommende basketsæson sættes i gang. Efter længere tids forhandlinger er Middelfart Basketball Klub og Fredericia Lions Basketball Klub nemlig blevet enige om at slå sig sammen til én fælles klub.
Den nye klub fik navnet Lillebælt Lions Basketball Klub, og det skete ved en stiftende generalforsamling i Fredericia Idrætscenter, hvor fusionen blev stemt enstemmigt igennem.
Fusionen kombinerer de to klubbers forskellige styrker. Fredericia Lions har især markeret sig i ungdomsbasket, hvor klubbens U15-hold har været helt i toppen af mesterrækken vest for Storebælt. Holdet har opnået en ottendeplads ved det danske mesterskab for U15, og har også vist sig stærke ved Final Four.
Middelfart Basket har på sin side spillere fordelt på flere aldersgrupper, og både drenge- og pigehold. Begge klubber er kendt for en stærk familietilknytning og stort engagement fra forældrene.
Når sæsonen starter til september, forventer klubben at have cirka 100 medlemmer fordelt på hold i U6 mix, U13 mix, U15/U17 piger samt herreseniorhold, som fortsat vil træne i Middelfart og Strib. U15- og U17-drengeholdene vil træne i Fredericia.
Lillebælt Lions Basketball Klub satser samtidig på at etablere et seniorhold i 2. division, så unge spillere kan fortsætte med at spille lokalt, når de bliver seniorer.
Klubben opfordrer interesserede til at kigge forbi og prøve kræfter med basketball:
»Skulle du eller andre være interesseret i at komme basket lidt tættere og evt. spille med, så kom endelig og få et par prøvetræninger, og tag gerne en kammerat med.«
Den nye bestyrelse består af René Larsen, Nicklas Larsen, Britt Dejbjerg, Anders Olsson og Claus Jensen. René Larsen bliver klubbens formand, mens Claus Jensen er valgt som kasserer med Nicklas Larsen som »kasserelev«. Anders Olsson får ansvaret for turneringslederudvalget, og Britt Dejbjerg bliver en del af aktivitetsudvalget.
Foto: Laura Hedegaard Holm og Jessica Fløe Nørgaard, Ullerup Bæk Skolen
FORBRUGER. Mens priserne på mælk, kød, grønt og pålæg herhjemme får dankortene til at gløde, drøner danskerne sydpå for at fylde indkøbsvognene til langt lavere priser. Og det er ikke kun øl og slik, der ryger i kurvene ved grænsen længere – de basale dagligvarer hitter i stigende grad.
Hos Fakta Tysklands butikker i Harrislee, Süderlügum og Aventoft oplever man en stor vækst i salget af de helt almindelige dagligvarer. Ifølge direktør Kasper Allermann er salget af mælk, kød, frugt og grønt steget med over 10 procent det seneste år.
»Vi sælger stadig de store traditionelle grænsehandelsvarer – øl, vand og slik – men det er på de øvrige dagligvarer, at vi oplever den store vækst, både lige nu og over hele det seneste år,« siger Kasper Allermann.
Han mener, det skyldes, at priserne på danske dagligvarer generelt er eksploderet, hvilket driver flere danskere til at klare flere af deres basale indkøb syd for grænsen.
»Vi har hele tiden satset på at have et større udvalg af almindelige dagligvarer, og ikke kun satse på øl, vand og slik. Det giver bonus nu, ikke mindst fordi vi også kan tilbyde mange af de gode varer fra Coop,« forklarer direktøren.
Og hvordan kan det lade sig gøre at sælge billigere syd for grænsen? Svaret er enkelt: mindre moms, lavere afgifter og generelt lavere omkostninger. Moms på dagligvarer i Tyskland er nemlig kun på 7 procent mod hele 25 procent herhjemme.
»Sagt helt enkelt kan vi tjene mere på at sælge billigere i Tyskland. Og vi kan konstatere, at kunderne værdsætter, at vi kombinerer de gængse grænsevarer med et bredt udvalg af basisvarer,« afslutter Kasper Allermann.
Så længe danske dagligvarepriser ligger højt, ser trængslen syd for grænsen kun ud til at vokse.
Der er navne, som bliver hængende, når man taler om ældreplejen i Fredericia.
Othello. Hybyhus. Kobbelgården.
Skriver man dem i en søgemaskine, dukker sagerne op. Medarbejdere...
