5.9 C
Copenhagen
onsdag 17. december 2025

Foreningslivet skal slippe for bøvl og bureaukrati

0
Foreningslivet skal slippe for bøvl og bureaukrati

POLITIK. Mindre bøvl med banker, nemmere afholdelse af sportsstævner og foreningsarrangementer samt en markant afbureaukratisering af hverdagen for de frivillige. Det er nogle af målene med i alt 51 anbefalinger, som et bredt partnerskab fra foreningslivet netop har afleveret til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Partnerskabets anbefalinger er rettet mod både staten, kommunerne og selve foreningslivet og skal bidrage til at gøre arbejdet lettere for de mange tusind frivillige ildsjæle, der hver dag gør en forskel i det danske foreningsliv.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

»Jeg vil gerne sige partnerskabet en kæmpe tak for det gode og grundige arbejde, de har lavet. Det er helt afgørende, at vi får taget livtag med det bøvl og bureaukrati, der truer de frivillige ildsjæles engagement og dermed også vores foreningsliv. Nu er opgaven at nærlæse anbefalingerne. Det ser jeg frem til.«

Ros og enkelte knaster hos DIF

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF), der med over to millioner medlemmer er en af de centrale aktører i partnerskabet, glæder man sig over initiativet.

»De frivillige er hjertet i vores civilsamfund. Derfor vil vi gerne sige en stor tak til ministrene for at stå i spidsen for denne både vigtige og omfattende opgave. Der er flere gode anbefalinger, som kan bidrage til at reducere bureaukratiet og forenkle arbejdet for de frivillige i vores idrætsforeninger,« siger administrerende direktør Morten Mølholm Hansen fra DIF.

DIF fremhæver blandt andet, at anbefalingerne om enklere risikovurdering af foreninger i forhold til hvidvaskregler samt lempelser for overnatning ved sportsstævner og skattefri godtgørelse til frivillige vil gøre en markant forskel.

Samtidig påpeger DIF dog også, at enkelte anbefalinger har splittet partnerskabet.

»Vi anerkender, at der er forskellige ønsker i så stort et partnerskab. Det er et demokratisk grundvilkår. Vi ærgrer os dog over, at nogle af de anbefalinger, der har splittet partnerskabet mest, har fundet vej til det endelige notat,« siger Morten Mølholm Hansen.

Regeringen har på forhånd forpligtet sig til at følge anbefalingerne – eller forklare, hvis det ikke er muligt.

Vidne så volden ske: Mand sparket og slået ned midt i Fredericia ved højlys dag

0
Vidne så volden ske: Mand sparket og slået ned midt i Fredericia ved højlys dag

KRIMI. Midt i Fredericia blev en ung mand mandag eftermiddag udsat for et groft overfald. Politiet modtog klokken 12.45 en anmeldelse fra en kvinde, som havde været vidne til episoden, der fandt sted på Prinsessegade, tæt på krydset ved Danmarksgade.

Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd var der tale om et voldeligt overfald, hvor en yngre mand gik målrettet til angreb på offeret.

»En person går hen til en anden person og slår ham et par gange på kroppen og én gang på hagen. Forurettede falder til jorden, hvorefter han bliver sparket på kroppen og får et spark i hovedet,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Efter det grove overfald løb gerningsmanden hurtigt væk fra stedet i retning mod Føtex, mens offeret søgte tilflugt i en opgang bag Red Barnet. Da politiet nåede frem, var hverken offeret eller gerningspersonen til at finde.

»Det pudsige her er, at vi hverken ved, hvem forurettede er, eller hvem gerningspersonen er. Vi har kun anmelderens forklaring at gå ud fra. Derfor er vi nu i fuld gang med at undersøge, hvad der egentlig foregik,« lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Politiet har kun sparsomme oplysninger om de involverede. Begge mænd vurderes til at være omkring 20-25 år gamle og cirka 170 cm høje med almindelig kropsbygning. Offeret beskrives yderligere som lys i huden og var iført en denimjakke, hvid t-shirt, denim-knickers, solbriller og bar en Føtex-pose.

Gerningsmanden beskrives som lidt mørkere i huden med sort hår og mørkt skæg. Han var iført en sort åbenstående trøje med hvid t-shirt under, mørke bukser og havde høretelefoner i ørerne.

Politiet kender endnu ikke motivet bag overfaldet eller relationen mellem de to mænd. Derfor efterlyser Sydøstjyllands Politi nu vidner, som kan hjælpe med at få klarlagt sagen. Eventuelle oplysninger kan gives til politiet på telefon 114.

Udover denne episode rykkede politiet mandag også ud til en anden voldssag på åben gade, hvor en kun 13-årig pige umotiveret blev slået i ansigtet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Royal Unibrew accepterer millionbøde for vildledende klimaudsagn

0
Royal Unibrew accepterer millionbøde for vildledende klimaudsagn

BUSINESS. Royal Unibrew har accepteret at betale en bøde på fire millioner kroner for at have markedsført Egekilde-vand som CO2-neutralt uden tydeligt at informere forbrugerne om, at neutraliteten delvist var opnået via klimakompensation.

Overtrædelserne fandt sted mellem 2022 og 2024, hvor Egekildes produkter blev solgt med emballage, der havde udsagn som »CO2 klima-neutral« og »Klimaneutral – CO2-neutral – verificeret af COWI«. Det blev dog ikke oplyst tydeligt, at CO2-neutraliteten var opnået ved køb af klimakreditter i vindmølleprojekter.

Ifølge Forbrugerombudsmanden, der rejste sagen efter en klage fra Forbrugerrådet Tænk, er det vildledende at undlade en så væsentlig oplysning. Torben Jensen, Forbrugerombudsmanden, understreger:

»Hvis det fremgår på et produkt, at det er CO2-neutralt, så skal det være klart og tydeligt for forbrugerne, hvis neutraliteten er opnået gennem klimakompensation. Hvis ikke oplysningen fremgår, så er udsagnet om CO2-neutralitet allerede af den grund vildledende.«

Royal Unibrew har løbende beregnet CO2-aftrykket for Egekilde-produkterne og foretaget en række CO2-reducerende tiltag. Den resterende del af CO2-aftrykket blev udlignet gennem klimakompensation. Men ifølge Forbrugerombudsmanden ændrer klimakompensation ikke produktets reelle klimabelastning.

Bødens størrelse afspejler den nye bødemodel, der blev indført i 2022, hvor virksomhedens omsætning er en afgørende faktor i straffastsættelsen.

Royal Unibrew har accepteret bøden og dermed erkendt overtrædelsen.

13-årig pige udsat for umotiveret vold på åben gade

0
13-årig pige udsat for umotiveret vold på åben gade

KRIMI. Mandag eftermiddag blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til en noget usædvanlig episode i Fredericia midtby. Klokken var omkring 14, da en 13-årig pige pludselig og uden varsel blev slået i ansigtet af en fremmed kvinde ved krydset mellem Øster Voldgade og Kongens Port.

Politiet modtog anmeldelsen kort efter episoden, der fandt sted i tidsrummet mellem klokken 14.00 og 14.08, fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

»Der er tale om en 13-årig pige, som lidt umotiveret bliver slået i ansigtet af en kvinde. Der er ikke umiddelbart synlige skader på pigen,« forklarer Arno Rindahl Petersen.

Kort efter politiets ankomst til stedet lykkedes det betjentene, ved hjælp af et vidnes oplysninger, at identificere en mistænkt kvinde. Politiet opsøgte derefter kvinden på en adresse i Fredericia, hvor hun efterfølgende blev sigtet for vold.

»Vi kommer til stedet og får fat i en person, som vi efterfølgende sigter for at have begået vold. Vi har sigtet en kvinde på 39 år fra Fredericia Kommune,« fortæller Arno Rindahl Petersen, som samtidig understreger, at kvinden ikke blev anholdt på selve gerningsstedet.

Vicepolitiinspektøren uddyber, at politiet på nuværende tidspunkt ikke har kendskab til, hvad der kan have udløst den pludselige voldsepisode.

»Det fremgår ret klart, at det er umotiveret. Så vidt vi kan se, er der intet, den 13-årige pige har gjort, som skulle have givet anledning til noget,« siger Arno Rindahl Petersen.

Den sigtede kvinde fra Fredericia Kommune står nu overfor en videre efterforskning, hvor politiet vil forsøge at klarlægge nærmere omstændigheder omkring episoden.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Strandmøllen A/S ønsker at udvide i Ejby – planlægning igangsættes

0
Strandmøllen A/S ønsker at udvide i Ejby – planlægning igangsættes

POLITIK. Strandmøllen A/S, der ligger ved Industribuen i Ejby, har anmodet Middelfart Kommune om at igangsætte lokalplan- og kommuneplanlægning, så virksomheden kan udvide deres nuværende erhvervsareal betydeligt. Virksomheden, der er en vigtig national producent af industrigasser, ønsker mere plads til lagerfaciliteter, administrationsbygninger og udendørs oplagring.

De nye arealer, som virksomheden har erhvervet syd for deres eksisterende produktion, omfatter blandt andet tidligere landbrugsejendomme og minkfarm. Disse skal nu overføres fra landzone til byzone, og kommunen skal udarbejde en lokalplan, der skal give klare rammer for placering af haller, administration, solcelleanlæg og grønne områder.

Udvidelsen vil dog i første omgang ikke omfatte selve gasproduktionen, som kræver en særlig tilladelse fra Miljøstyrelsen, da Strandmøllen er en klassificeret risikovirksomhed.

Miljøvurdering skal sikre borgernes tryghed
Fordi Strandmøllen er klassificeret som risikovirksomhed med potentielle farer ved produktionen af industrigasser, skal både lokalplanen og kommuneplantillægget miljøvurderes. Derfor skal der udarbejdes en omfattende miljøkonsekvensrapport, som også ser på eventuelle påvirkninger af landskab, dyreliv, støj og risiko for større ulykker.

Kommunen understreger, at sikkerheden omkring produktionen og dens eventuelle udvidelse har høj prioritet. Der vil blive etableret klare opmærksomhedszoner omkring virksomheden for at sikre, at nye boliger og institutioner ikke placeres på en måde, som kunne medføre yderligere miljørestriktioner for produktionen.

»Det er vigtigt, at udviklingen sker i balance med sikkerhed, miljøhensyn og borgernes tryghed. Vi sætter derfor særligt fokus på en grundig miljøvurdering og tydelige zoner omkring virksomheden,« fortæller forvaltningen.

Grønne ambitioner og energi
Planlægningen vil desuden inkludere grønne tiltag som etablering af et nyt, grønt område, der skal bidrage med biodiversitet. Samtidig ønsker Strandmøllen A/S at etablere solceller på arealet, der skal sikre virksomheden en mere klimavenlig energiforsyning.

Den samlede proces inkluderer nu en offentlig høringsperiode frem til den 15. august 2025, hvor borgere og relevante myndigheder kan kommentere på planerne. Efter denne høring udarbejder kommunen forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, som også sendes i offentlig høring senere på året.

Kommunen investerer i planlægningen
Middelfart Kommune står for planarbejdet, mens selve miljøvurderingen varetages af en ekstern rådgiver. Omkostningerne til dette forventes at ligge omkring 200.000 kroner.

Middelfarts nye kommuneplan klar efter høringsperiode

0
Middelfarts nye kommuneplan klar efter høringsperiode

POLITIK. Efter en omfattende høringsperiode er Middelfart Kommune nu klar med Kommuneplan 2025-2037. Planen, der har været i offentlig høring fra 4. februar til 1. april, blev endeligt vedtaget af Byrådet mandag aften.

Under høringsperioden har borgere, foreninger og myndigheder haft mulighed for at komme med bemærkninger, og disse har nu ført til en række justeringer af planen. Især områderne omkring boligudvikling, erhvervsområder og hensyn til natur og miljø har givet anledning til ændringer.

Borgere og myndigheder hørt
I høringsperioden kom der en række konkrete forslag fra borgerne, hvor nogle blev imødekommet, mens andre forslag i stedet tages med i andre sammenhænge.

Særligt myndigheder som Forsvarsministeriet, Plan- og landdistriktsstyrelsen, Vejdirektoratet og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har fremsat indsigelser, der nu efter dialog er blevet løst eller forventes løst snarest.

»Det har været vigtigt for os at lytte til både borgerne og myndighederne i denne proces. Derfor har vi justeret planen, så vi både tager hensyn til udvikling, miljø og borgernes ønsker,« siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Ændringer i planen
Nogle af de mest markante ændringer er, at boligområdet Skrillinge Strand nord fjernes fra planen, og at sommerhusområdet syd for Kystvejen tages ud, indtil det indgår i et endeligt landsplandirektiv. Erhvervsområderne ved Ejby er også blevet justeret – blandt andet ved at reservere plads til transport- og logistikvirksomheder.

I kommuneplanen har der været særligt fokus på bæredygtighed, byudvikling og klima. Dette vil sammen med Klimaplanen give retning for Middelfarts udvikling de kommende år.

»Vi står nu med en kommuneplan, der er fremtidssikret og hvor vi også har et tydeligt fokus på bæredygtighed og grøn omstilling,« siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Offentliggørelse til sommer
Efter Byrådets endelige vedtagelse bliver kommuneplanen nu konsekvensrettet, og den forventes offentliggjort i uge 27.

Når planen er offentliggjort, kan den findes på kommunens hjemmeside, og den bliver dermed det centrale værktøj for kommunens fremtidige udvikling frem mod 2037.

VE-projekt ved Fjelsted skal videre til næste fase

0
VE-projekt ved Fjelsted skal videre til næste fase

POLITIK. Økonomiudvalget i Middelfart Kommune tager den 17. juni stilling til, om forvaltningen skal fortsætte med den videre planlægning af et større solcelleanlæg ved Fjelsted. Projektet er en del af VE-aftalen, som blev vedtaget af byrådet den 8. april 2024.

Projektet indebærer etablering af omkring 68 hektar solceller, hvoraf cirka 24 hektar ligger i Assens Kommune. Det samlede område for projektet, inklusive rekreativt område og skov, udgør ca. 91,7 hektar. Det forventes, at anlægget vil kunne producere omkring 85.800 MWh grøn strøm årligt.

Projektet er lokalforankret, og initiativtagerne ønsker, at lokale virksomheder, landejere og borgere skal have mulighed for at blive medejere i anlægget. Der er allerede indgået aftaler med de tre nærmeste naboer, som bliver en aktiv del af projektet.

En indledende screening viser flere forhold, der skal tages højde for i den videre planlægning, herunder beskyttet natur, drikkevandsinteresser og støjpåvirkninger fra motorvej og banestrækning syd for området. Desuden skal Region Syddanmark afklare, om et område på knap 10 hektar, som er udlagt som råstofområde, må bruges til solceller.

Forvaltningen foreslår, at næste skridt i processen bliver at etablere en dialoggruppe. Gruppen vil blandt andet bestå af repræsentanter fra Fjelsted-Harndrup Lokaludvalg, Assens Kommune, nærmeste naboer, lodsejere og investorer. Dialoggruppen skal sikre lokal inddragelse og varetage en række hensyn, såsom grønne forbindelser og respekt for naboer.

Projektet skal endvidere koordineres tæt med Assens Kommune, som behandler projektet sideløbende.

Hvis Økonomiudvalget godkender forvaltningens forslag den 17. juni, vil der blive sat gang i nedsættelsen af dialoggruppen og påbegyndt yderligere undersøgelser og analyser, som senere skal munde ud i en miljøkonsekvensrapport.

Etablering af solcelleanlægget ved Fjelsted vurderes at være et væsentligt bidrag til Middelfart Kommunes grønne omstilling og produktion af vedvarende energi.

FC Fredericias oprykning skal løfte byens profil – klar til samlet brandingindsats

0
FC Fredericias oprykning skal løfte byens profil – klar til samlet brandingindsats

BUSINESS. Når FC Fredericia efter sommerferien 2025 træder ind i dansk fodbolds fineste række, Superligaen, åbnes der nye, store muligheder for hele byen. Fredericia Kommune vil derfor sammen med byens nøgleaktører søsætte en fælles brandingindsats, der skal styrke kommunens profil og synlighed – både regionalt og nationalt.

Det er første gang i historien, at FC Fredericia sikrer sig en plads i Superligaen, og det giver byen en unik mulighed for at fortælle den gode historie om Fredericia, lyder det i en indstilling fra kommunens forvaltning.

Oprykningen forventes blandt andet at kunne øge kendskabet til Fredericia som en attraktiv bosætnings- og erhvervskommune. Derudover kan det skabe en stærkere lokal identitet og fællesskabsfølelse, samtidig med at flere besøgende kan tiltrækkes – både til selve kampene og på længere sigt til byen generelt.

Derfor foreslår kommunen nu at lade den nyoprettede fælles brandinggruppe bestående af Experience Fredericia, Fredericia Shopping, Business Fredericia og Fredericia Kommune koordinere indsatsen. Gruppen skal udarbejde en strategi for, hvordan byen samlet kan brande sig mest effektivt på den nye Superligaposition.

Indsatsen vil involvere kommunens institutioner, foreninger og borgere, som alle inviteres til at være en del af fortællingen om Fredericia. Brandingindsatsen vil finde sted på flere platforme, hvor lokal stolthed, fællesskab og Fredericias mange kvaliteter skal formidles bredt.

Kommunens forvaltning vurderer, at et tæt og koordineret samarbejde mellem byens aktører vil give en større effekt, end hvis hver aktør arbejdede alene. Når den fælles strategi er klar, vil Bosætnings- og Turismeudvalget samt Økonomi- og Erhvervsudvalget blive orienteret om konkrete initiativer og resultater.

Brandingindsatsen finansieres af allerede afsatte midler i kommunens pulje ”Fremme af Fredericia som bosætningskommune”.

Økonomiudvalget evaluerer politiske mål – mødes i morgen

0
Økonomiudvalget evaluerer politiske mål – mødes i morgen

POLITIK. Økonomiudvalget i Middelfart Kommune mødes i morgen, den 17. juni 2025, for at foretage den afsluttende drøftelse af de politiske mål for byrådsperioden 2022-2025. Udvalget skal her vurdere status på opnåelsen af målene og tage stilling til, hvilke anbefalinger man ønsker at videregive til det kommende byråd.

Evalueringen markerer afslutningen på en længere proces, hvor samtlige politiske udvalg samt spildevandsselskabet har vurderet effekterne af målene og drøftet konkrete anbefalinger til arbejdet i næste periode.

Processen har omfattet flere udvalgsdrøftelser samt et særligt byrådsseminar i marts, hvor udvalgte indsatsområder fik særlig opmærksomhed.

Den endelige status og anbefalingerne samles nu i et hæfte, som det nuværende byråd efter planen skal godkende den 1. september, efter behandling i Økonomiudvalget den 26. august.

I Middelfart Kommune har de politiske mål i perioden været tæt knyttet til klima- og bæredygtighedshensyn. Nogle initiativer har en positiv påvirkning, mens andre kan have negative klimaeffekter. I anbefalingerne indgår derfor også overvejelser om, hvordan arbejdet med politiske mål fremover kan understøtte bæredygtighed, reducere klimabelastningen og mindske drivhusgasudledning.

Helene Lykke klar til valgkamp for Liberal Alliance: Fredericia trænger til noget nyt

0
Helene Lykke under Tv-interviewet d. 13. juni 2025
Helene Lykke under Tv-interviewet d. 13. juni 2025

POLITIK. Fredericia AVISEN havde fredag d. 13. juni 2025 besøg på STATIONEN af Helene Lykke fra Liberal Alliance (LA) i Fredericia. Helene Lykke stiller op til kommunalvalget d. 18. november 2025. I Tv-interviewet taler vi derfor med Helene Lykke om hendes bevæggrunde for at stille op til kommunalvalget. Vi taler også om Helene Lykkes mærkesager om ”mindre bureaukrati – mere velfærd”, ”individuelle behov – individuelle løsninger”, og “fremme og styrke foreningslivet og erhvervslivet”, samt tre konkrete forslag om henholdsvis ”Pengene skal følge barnet”, ”Styrk projektet ”Din Indgang”” og ”Videnparken Light på Kulturkasernen”. Mærkesager og forslag som Helene Lykke fra Liberal Alliance i Fredericia går til valg på.

Helene Lykke er 29 år, bor i Nordbyen sammen med sin kone og parrets hund, og stiller til kommunalvalget for Liberal Alliance. Det er første gang hun stiller op. Hun understreger, at hendes beslutning om at træde ind i politik bygger på ønsket om at bringe nye perspektiver ind i Fredericia Byråd.

»Jeg tror simpelthen, at vi trænger til noget nyt i Fredericia,« siger Helene Lykke og peger på, at hendes atypiske baggrund kan gøre en positiv forskel i byrådet.

Sidst i artiklen finder du linket, hvor du kan se og lytte til hele Tv-interviewet.

Pengene skal følge barnet
Et af Helene Lykkes centrale budskaber handler om dagtilbudsområdet, hvor hun mener, at pengene skal følge barnet mere direkte.

»Hvis man vælger en kommunal dagpleje versus en privat børnepasser, så er der faktisk en forskel på 26.000 kroner i kommunens andel. Det betyder i praksis, at der måske er nogle forældre, der ikke kan vælge det rigtige tilbud, ud fra hvad der er det rigtige for deres barn,« siger Helene Lykke og tilføjer:

»Vi betaler jo alle sammen skat, så hvorfor kan pengene ikke bare følge barnet? Det er både mest fair og mest ansvarligt.«

Hun ønsker også, at kommunen maxer tilskuddet ud til hjemmegående forældre, hvilket hun mener kan styrke bosætningen i Fredericia:

»Det vil være en stigning på omkring 1.200 kroner, men det vil betyde meget for dem, der sidder i det. Rent bosætningsmæssigt kunne det jo måske tiltrække nogle børnefamilier.«

Din indgang skal styrkes
Helene Lykke ønsker også at styrke tilbuddet »Din indgang«, som siden 2016 har givet borgere let adgang til hjælp med udfordringer, før problemerne vokser sig store.

»Borgerne får en mulighed for at få hjælp let tilgængeligt og blive grebet i tide. Det mener jeg, vi skal styrke,« siger hun.

Hun ønsker konkret at udvide åbningstiden fra 19 timer til omkring 25 timer ugentligt og ansætte flere medarbejdere:

»Men tingene skal også hænge sammen. Det skal ikke være sådan, at medarbejderne bare får mere og mere at lave uden at kunne følge med, fordi så falder kvaliteten.«

Videnparken Light skal skabe liv på Kulturkasernen
Et andet af Helene Lykkes konkrete forslag er etableringen af et »Videnparken Light« på Kulturkasernen. Det skal tilbyde billige arbejdspladser til små startups og iværksættere.

» Vi har jo Videnparken herude i Snoghøj, og det tænker jeg jo egentlig fungerer rigtig godt for dem, der er derude. Men der er også bare de her små iværksættere. Og dem tror jeg også, der skal være noget for, fordi det bliver hurtigt dyrt for de helt små startups ude i Videnparken,« siger Helene Lykke og uddyber, at en brandgodkendelse og etablering på Kulturkasernen kan holdes under 100.000 kroner.

Individuelle behov og mindre bureaukrati
Liberal Alliance ønsker at gøre op med unødvendigt bureaukrati og sætte individet i centrum for kommunens tilbud:

»One size-løsninger passer sjældent nogen. Man kommer til at tabe rigtig mange menneskelige ressourcer og potentialer, hvis man kører one size-løsninger. Derfor mener jeg, vi skal se på mennesket og individet, så man får den bedste løsning,« understreger Helene Lykke.

Hun ser nu frem til at møde vælgerne i valgkampen, hvor hun glæder sig til at debattere og fortælle om Liberal Alliances visioner:

»Jeg glæder mig meget til at møde borgerne på gaden og opleve at være i en valgkamp.«

Se og lytte til hele Tv-interviewet via linket nedenfor:

Tv-interview m. Helene Lykke d. 13. juni 2025
Vagtskifte i Føringsstøtteregimentet: Seks år med kriser, krig og oprustning

Vagtskifte i Føringsstøtteregimentet: Seks år med kriser, krig og oprustning

0
Ved en paradepræget, men nøgtern ceremoni på kasernen i Fredericia onsdag den 17. december sagde oberst Henrik Graven Nielsen farvel til posten som chef...