Den 1. juli sker det endelig: Bybusserne i Fredericia bliver gratis for alle. Det er en kæmpe sejr – både for den grønne omstilling, for dem med små økonomiske råderum og for et mere sammenhængende Fredericia.

Det er en sejr, som mange partier har været med til at sikre, og som vi i Enhedslisten er både stolte af og taknemmelige over. Vi foreslog det første gang i Fredericia i valgkampen i 2013 og har siden kæmpet for det i byrådet og på gaden. Det var også det forslag, der fik allerstørst opbakning ved vores budgetworkshop i Enhedslisten Fredericia sommeren 2024. Nu bliver det virkelighed.

Gratis kollektiv trafik gør det nemmere at vælge bussen frem for bilen. Det mindsker trængsel og forurening, giver renere luft og bedre mobilitet for børn, unge, ældre og borgere uden bil. Det er et skridt i retning af en mere bæredygtig og lige by.

Men lad mig være ærlig: Jeg er også træt. For det burde være meget bedre.

Da vi i efteråret 2024 lavede budgetaftalen, var alle enige om, at de gratis busser skulle gå hånd i hånd med bedre ruter. Men teknisk udvalg har ikke leveret. Man besluttede at udskyde forbedringerne med den begrundelse, at vi ikke måtte ændre to ting på én gang – som om borgerne ikke kan finde ud af både gratis og gode busser!

Derfor stillede Enhedslisten i marts et konkret forslag om at forbedre rutenettet. Byrådet stemte for. Alligevel er intet sket. Jeg har taget det op igen og igen. Men får kun tomme ord og dårlige undskyldninger.

Så kære Fredericia: Fra 1. juli er busserne gratis. Brug dem! Nyd dem! Det har vi kæmpet hårdt for. Men vi stopper ikke her. Vi vil fortsætte kampen for et rutenet, der giver mening. For gratis busser skal også køre de rigtige steder.

Det er sund fornuft, det er grøn omstilling, og det er solidaritet i praksis.

Cecilie Roed Schultz
Byrådsmedlem for Enhedslisten i Fredericia

Af Maria Radoor, folketingskandidat for Socialdemokratiet

Alene i 2025 er 16 kvinder blevet dræbt af deres partner, tidligere partner – eller udelukkende fordi de var kvinder. Seks af dem alene i juni måned. Det er brutale og dybt tragiske drab, som aldrig burde være sket. Når en kvinde dræbes, mister et barn sin mor. En mor sin datter. En familie går i stykker. Og samfundet – det svigter igen og igen.

Sidste år blev en 13-årig pige tævet ihjel af en ekskæreste. Det er så ubærligt, at man næsten ikke kan rumme det. Men vi skalrumme det. For det er virkeligheden – og det kræver handling, ikke bortforklaringer.

Der er et gennemgående mønster hos de mænd, der dræber deres partner. Vi kan godt identificere advarselssignalerne. Og vi kan forebygge drabene. Men det kræver, at vi prioriterer kvinders sikkerhed – også økonomisk og politisk.

Socialdemokratiet indfører nu omvendt fodlænke som forsøgsordning. Det betyder, at det er den voldelige part – og ikke den voldsramte – der skal holde sig væk. Det er et skridt i den rigtige retning, men vi ved også, at fodlænker ikke løser alt. Derfor har regeringen lanceret en national handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, som skal sikre, at vold bliver opsporet langt tidligere, og at vi handler, før det ender fatalt.

Men vi er ikke i mål. Alt for mange kvinder står alene. Jeg hører igen og igen fra kvinder, der anmelder vold, stalking, chikane – og får beskeden: “Der er ikke nok beviser.” Når politiet ikke indsamler overvågningsbilleder, ikke tager vidneudsagn og ikke prioriterer sagerne, svigter vi dem, der har allermest brug for vores beskyttelse. Hvis problemet er ressourcer, så må vi finde de midler, der skal til. For det er ikke acceptabelt, at kvinder og børn lever i frygt – og får at vide, at samfundet ikke har de nødvendigeressourcer og tid til at beskytte dem.

Regeringens nye strafreform sender et stærkt signal, og tager et nødvendigt skridt i den rigtige retning, men vi bliver nødt til at handle nu og sikre at både børn og kvinder ikke står alene i voldelige relationer.

Vi skal tage fat langt tidligere – allerede i børnehaven. Forebyggelse skal prioriteres langt højere. Det handler om oplysning, sociale indsatser og om mod til at tage de svære samtaler. Det gælder både i familier, skoler og foreninger.

Og vi skal stå fast på, at social kontrol aldrig kan accepteres.Hvis piger og kvinder nægtes retten til selv at bestemme over deres liv og krop, så er det vores pligt at sige fra – og handle.

Vi er altid på ofrenes side. Det skal vi også være i praksis. Det kræver hurtige og virksomme indsatser, strengere straffe, tryghedsskabende teknologi og et samfund, der ikke vender blikket væk.

Danmark skal ikke være et sted, hvor kvinder dør, fordi vi ikke greb ind i tide. Det er vores ansvar – og vi skal tage det på os.