BUSINESS. Det danske energiselskab OK lancerer nu FleetGrid, et nyt selskab, der skal gøre elektrificering af transportbranchen nemmere, billigere og mere effektiv. I spidsen for selskabets bestyrelse står fredericianeren Claus Linnemann, erhvervsdirektør i OK.
FleetGrid tilbyder transportbranchen en alt-i-en abonnementsbaseret løsning, der inkluderer alt fra rådgivning og etablering af ladeinfrastruktur, levering af hardware, software og drift, til vedligehold, finansiering og døgnservice. Dermed slipper virksomheder for selv at investere store beløb og kan i stedet fokusere på deres kerneforretning.
»Transportbranchen står over for en massiv grøn omstilling, og der kan være stor usikkerhed forbundet med investeringer i ladeinfrastruktur. FleetGrid reducerer kompleksiteten, så vognmænd og logistikvirksomheder får en enkel, pålidelig og skalerbar løsning til opladning,« siger Claus Linnemann.
Selskabet er etableret i samarbejde mellem OK og to erfarne iværksættere med stærke kompetencer inden for teknologi, e-mobilitet og finansiering. CEO i FleetGrid, Ashvind Guness, tidligere Ørsted og NIO, og CCO Rasmus Larsen, tidligere Spirii, E.ON og Clever, ser store muligheder i samarbejdet.
»Vi ser et klart behov i markedet for en servicebaseret tilgang, hvor kunderne ikke selv skal investere i infrastruktur eller bekymre sig om drift. Det tager vi os af,« siger Ashvind Guness.
FleetGrid kommer til markedet i en periode, hvor politikerne netop har fremrykket økonomiske puljemidler til omstillingen til elkøretøjer.
»Folketinget har heldigvis lyttet til transportbranchen og accelererer nu den grønne omstilling. Vores løsning passer perfekt til en stor kundegruppe,« siger Claus Linnemann, som ser frem til at styrke Danmarks grønne omstilling via FleetGrid.
FleetGrid forventer at skalere kommercielt i løbet af 2025.
DAGBOG. På dag to blev gårsdagens regn afløst af spredte byger, og holdet kunne dermed tilbagelægge små 200 kilometer hurtigere end gårsdagens godt 170. Alligevel var samtaleemnet blandt rytterne stadig de mange defekter fra dagen før.
Cykelturen til Paris handler dog om meget mere end blot at cykle. For eksempel fik holdet i dag mulighed for at sejle over Elben, en praktisk løsning, når Hamborg trafikalt lukker ned.
Det sociale er et af de tre fundamenter for Team Rynkeby Trekanten, sammen med velgørenhed og cykling. Samværet er mindst lige så vigtigt som cykelkilometerne, og derfor åbner »bagsmækken« efter dagens cykeltur – når cyklerne og rytterne er vasket, og aftensmaden er spist. Herefter står den på hygge og underholdning.
Det tredje ben, velgørenheden, er den store motivationsfaktor. Alle på Team Rynkeby Trekanten betaler selv for turen og har gennem frivilligt arbejde, indsamlinger og salg af sponsorater samlet omkring 1.500.000 kroner til fordel for kritisk syge børn.
»Du kan ikke lukke mørket ude, men du kan lukke lyset ind,« lyder holdets fælles mantra.
FOLKESKOLEN. En ny analyse fra Danmarks Statistik viser, at næsten 12 procent af lektionerne i landets folkeskoler gennemføres med vikarer. I Fredericia vækker tallet bekymring hos Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds, der kalder niveauet »for højt«.
»Jeg synes, det er højt – og jeg synes faktisk, det er for højt. Eleverne får ikke den samme kvalitet og samme relationsbårne undervisning, når timerne dækkes af vikarer. Det er de faste lærere, der kan skabe den gode undervisning og relationer, fordi det netop er dem, der kender eleverne og deres individuelle behov, faglige styrker og udfordringer. Når en elev møder sin faste lærer hver dag, opbygges en gensidig tillid, som giver de bedste betingelser for læring. Det kan man ikke på samme måde opnå med skiftende vikarer,« siger Per Breckling.
Breckling understreger dog også, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan man opgør antallet af vikartimer. Han påpeger, at statistikken ikke altid giver et helt retvisende billede, fordi den også tæller de timer, hvor en lærer fra det samme team overtager undervisningen fra en fraværende kollega. Det betyder, at selvom timerne formelt registreres som vikartimer, kan undervisningen stadig være god og relationsbåret, fordi den varetages af en lærer, eleverne allerede kender.
»Det er ikke altid helt reelt at registrere den slags situationer som vikartimer, fordi eleverne jo stadig bliver undervist af en kvalificeret lærer, som er fortrolig med klassen og stoffet. Men selv når vi tager højde for den slags nuancer i opgørelsen, så er vikarniveauet stadig for højt. Vi skal have antallet markant ned for elevernes skyld,« fastslår han.
Konsekvenser for kvaliteten er tydelige
Rapporten viser også, at eleverne på mellemtrinnet især oplever mange vikartimer i praktiske fag som håndværk, design og madkundskab. Breckling advarer om, at denne praksis sender et forkert signal om faglig prioritering.
»Når vi ofte vælger at sætte vikarer på netop disse fag, sender vi indirekte et signal om, at disse fag ikke er vigtige nok. De praktiske og kreative fag er afgørende for elevernes motivation, trivsel og bredde i uddannelsen. De fag fortjener præcis samme stabilitet og kvalitet som dansk og matematik,« forklarer Breckling.
Han peger også på, at aflysninger og mangelfuld undervisning påvirker elevernes oplevelse af deres skolegang negativt, hvilket potentielt kan skade deres interesse og engagement i skolen som helhed.
»Vi ser en klar prioritering af fag som dansk og matematik, som i mindre grad rammes af vikartimer eller aflysninger. Men det betyder samtidig, at de øvrige fag rammes hårdere og bliver betragtet som mindre værdifulde. Det er en udfordring, vi er nødt til at tage alvorligt, hvis vi vil sikre en god og sammenhængende undervisning for alle elever,« siger han.
På spørgsmålet om, hvad det konkret betyder for elevernes samlede udbytte, svarer Breckling uden tøven:
»Helt enkelt betyder det, at eleverne ikke får det fulde udbytte af deres skolegang. De går glip af vigtig læring, men også af den kontinuitet og stabilitet, som giver tryghed og motivation. Og netop derfor skal vi altid stræbe efter at levere undervisning af høj kvalitet og med faste lærere, der kan sikre den bedst mulige læring.«
Fredericia kan gøre det bedre
Selvom Fredericia ligger under landsgennemsnittet, når det gælder gentagne sygefravær blandt lærerne, mener Per Breckling, at der stadig er plads til markante forbedringer lokalt. Ifølge ham handler det om at se på mere end blot statistikkerne og tage fat på årsagerne til fravær og den omfattende brug af vikarer.
»Det er naturligvis positivt, at Fredericia klarer sig bedre end gennemsnittet, når vi taler om sygefravær, men vi kan og bør stadig gøre det bedre. Det handler ikke alene om at holde sygdomstallene nede, men i endnu højere grad om, hvordan vi håndterer fraværet, når det opstår. Her er der behov for bedre strukturer og mere langsigtede løsninger,« forklarer Breckling.
Han opfordrer både politikere og skoleforvaltningen til at tage ansvar og arbejde målrettet med konkrete initiativer, der kan nedbringe behovet for vikarer. Det handler ifølge Breckling ikke kun om økonomiske investeringer, men også om en tydelig og aktiv ledelsesmæssig indsats på skolerne.
»Udover at investere flere penge, hvilket naturligvis er en oplagt og vigtig del af løsningen, skal vi også kigge på, hvordan skolerne er organiseret. Der er behov for, at skoleledelserne får endnu bedre muligheder for at skabe stabile rammer, som gør, at lærerne trives og derfor i mindre grad bliver syge eller nedslidte. Man kunne eksempelvis se på, hvordan man fordeler opgaverne, og om der er nok ressourcer og støtte i hverdagen,« siger Breckling.
Han peger samtidig på, at Fredericia tidligere har haft succes med at skabe attraktive arbejdsvilkår, hvor lærerne har oplevet en stærk lokal opbakning.
»Tidligere har man aktivt arbejdet med at skabe nogle virkelig gode rammer for lærerne i Fredericia, og det gav resultater i form af lavere fravær og bedre trivsel blandt personalet. Det bør man i høj grad bygge videre på, hvis man ønsker at sikre høj kvalitet og kontinuitet i undervisningen,« understreger han.
Vil ned på fem procent
Mens Danmarks Statistik for skoleåret 2022/23 opgjorde andelen af vikartimer til omkring 12 procent, mener Per Breckling, at det bør være muligt at sænke dette tal betydeligt.
»For mig burde tallet ligge nede omkring fem procent. Det ville være meget mere acceptabelt og sikre, at langt størstedelen af elevernes skoletid er præget af stabilitet, kontinuitet og undervisning med faste, kendte lærere,« slutter han.
ANALYSE. En ny analyse fra Danmarks Statistik viser, at folkeskolerne har en betydelig brug af vikarlektioner. I skoleåret 2022/2023 blev 11,9 procent af alle lektioner gennemført med vikarer. Tallene er baseret på Danmarks Statistiks Lærer-elevregister for grundskolen, der blev lanceret i 2023 og bygger på data fra Aula-platformen og Unilogin.
Analysen omfatter 872 folkeskoler, svarende til 81,4 procent af alle danske folkeskoler, og giver et detaljeret indblik i brugen af vikarer i undervisningen. I Trekantområdet – Middelfart, Fredericia, Vejle og Kolding – er mønstret det samme som på landsplan, hvor brugen af vikarer varierer alt efter klassetrin og fag.
Analysen viser tydeligt, at det især er eleverne på mellemtrinnet, der oplever mange vikarlektioner. På landsplan er det eleverne i 5. klasse, der topper statistikken med hele 13,2 procent vikarlektioner i skoleåret 2022/2023. I afgangsklasserne er andelen markant lavere: 8,1 procent for 9. klasse og blot 6,3 procent for 10. klasse.
I Trekantområdet ser mønstret nogenlunde tilsvarende ud, men der er mindre lokale variationer mellem byerne Middelfart, Fredericia, Vejle og Kolding. Generelt er elever på mellemtrinnet også her mere udsatte for vikardækning sammenlignet med udskolingen. Det skyldes sandsynligvis, at de ældste elever oftere sendes hjem ved lærersygdom, mens man for de yngre elever i højere grad vælger at sætte en vikar på undervisningen.
Flest vikarlektioner i håndværk, design og madkundskab – dansk og matematik mindre ramt
Analysen viser også, at nogle fag er mere udsatte end andre, når det gælder brugen af vikarer. Fag, der ikke er bekendtgørelsesfag, eksempelvis understøttende undervisning og temadage, har den største andel vikarlektioner på hele 16,9 procent. Herefter følger praktiske fag som håndværk og design samt madkundskab med en andel på 15,0 procent.
I de klassiske skolefag er andelen af vikarlektioner generelt lavere. I faget dansk var andelen af vikarlektioner 10,0 procent, mens matematiklektionerne lå på 10,6 procent. Det afspejler sandsynligvis skolernes prioritering af, at eleverne i centrale fag oplever stabilitet og kontinuitet i undervisningen, mens praktiske og understøttende fag lettere dækkes af vikarer.
På lokalt plan i Trekantområdet viser analysen tilsvarende, at de praktiske fag og understøttende aktiviteter oftere bliver dækket af vikarer sammenlignet med centrale fag som dansk og matematik. Dette hænger tæt sammen med de enkelte skolers prioritering af ressourcer og lærernes kompetencer. Samtidig kan de praktiske fag være lettere at finde vikarer til med kort varsel, fordi kravene til specialiseret viden om undervisningens indhold er mindre.
I Middelfart, Fredericia, Vejle og Kolding giver analysen anledning til refleksion omkring vikarbrugens omfang og konsekvenser. Kommunerne får nu bedre mulighed for at anvende data til at optimere vikarplanlægningen og sikre bedre kontinuitet og kvalitet i undervisningen
Mere end halvdelen af vikarlektionerne varetages af lærere og pædagoger
En anden interessant konklusion fra analysen er, at størstedelen af vikarlektionerne faktisk dækkes af skolernes egne fastansatte lærere og pædagoger. Hele 53,7 procent af vikarlektionerne bliver gennemført af enten en lærer eller en pædagog, som på kort varsel dækker undervisningen i tilfælde af sygdom eller andet fravær. I praksis betyder det, at mange skoler forsøger at løse vikardækningen internt ved at lade kolleger dække hinanden frem for at bruge eksternt ansatte vikarer.
42,8 procent af lektionerne varetages af medarbejdere, der specifikt er ansat som vikarer, altså personer der typisk træder til, når den faste lærer ikke er til stede. De resterende 3,5 procent dækkes af øvrige medarbejdergrupper som eksempelvis ledere, administrative medarbejdere eller konsulenter.
Denne fordeling kan både have positive og negative konsekvenser for undervisningens kvalitet. På den ene side er det positivt, at eleverne møder kendte voksne, som kender skolens kultur og rutiner. På den anden side kan brugen af fastansatte lærere og pædagoger til at dække vikarlektioner potentielt belaste medarbejdernes almindelige arbejdsopgaver og planlagte forberedelse af undervisningen. Denne problemstilling kan variere mellem kommunerne, herunder Middelfart, Fredericia, Vejle og Kolding, alt efter hvor godt den enkelte skole er rustet til at håndtere sygdom og fravær blandt medarbejderne.
Ny indsigt giver bedre planlægning og kvalitet i undervisningen
Med lanceringen af det nye Lærer-elevregister har Danmarks Statistik fået et stærkt værktøj til at skabe detaljerede overblik over undervisningsaktiviteter og brugen af vikarer i folkeskolerne. De nye data gør det muligt for kommunerne – herunder Middelfart, Fredericia, Vejle og Kolding – at analysere brugen af vikarer mere præcist og fremover planlægge mere hensigtsmæssigt og strategisk.
Kommunerne får med registret således mulighed for bedre at forstå årsagerne bag den hyppige brug af vikarer og dermed finde frem til løsninger, der kan sikre eleverne bedre kontinuitet og undervisningskvalitet. Den nye indsigt kan desuden anvendes til at vurdere, om skolerne er tilstrækkeligt bemandede, eller om der er behov for ekstra ressourcer til vikardækning. Dermed kan man mere effektivt forebygge udfordringer med fravær og sikre, at eleverne får en stabil og kompetent undervisning.
SPORT. Det er ikke hver dag, man ser en kvinde klø en neongul padelbold tilbage med så meget energi, at man skulle tro, hun havde en personlig vendetta mod tyngdeloven. Det er heller ikke hver dag, man støder på en spiller, der med samme lethed balancerer råstyrke med en elegance, der får modstanderne til både at gispe og misunde. Camilla er sådan en spiller.
»Jeg er nok lidt aggressiv, og det er både godt og skidt,« siger hun med et glimt i øjet, der antyder, at hendes modstandere nok mest ser til den skarpe ende af dén aggressivitet. Samtidig er hun både ydmyg og en smule genert, og den slags indrømmelser kommer heller ikke let fra hende.
Vi befinder os i padelhallens summende inferno af bolde, bats og duften af kunststof. Hallen er epicentret for padel i Erritsø, og lige her holder Fredericia Padel Federación (FPF) til, en forening som har vokset sig frem som et samlingspunkt for spillere med ambitioner – og spillere, der bare elsker padel, fordi det ganske enkelt er sjovt.
Camilla på 35 år er en af FPF’s stærkeste profiler. Hun kommer oprindeligt fra håndboldens verden, men da knæet begyndte at drille for meget, blev padel hurtigt det perfekte alternativ. Ikke mindst fordi sporten både kunne rumme hendes store konkurrencementalitet og samtidig passe ind i hverdagen med familie, jobbet som social- og sundhedsassistent i en lægepraksis, og livet generelt. Som hun selv siger, passer padel glimrende ind i et moderne liv, hvor familien ikke behøver stå og vente i kulissen på, at træningen slutter.
Hun smiler skævt, da hun fortæller om sin begyndelse med padel. Den var nemlig knap så prangende, som man måske kunne tro, når man ser hendes nuværende niveau.
»Jeg startede lige før corona brød ud. Min mand spillede allerede, så en veninde og jeg tænkte, at vi da også skulle give det en chance. Lad mig bare sige, at det ikke gik specielt godt første gang,« siger hun og griner.
De fleste, der første gang træder ud på en padelbane, kender følelsen. Bat og bold nægter at samarbejde, kroppen reagerer på alt andet end instinkt, og banen med dens ubarmhjertige glasvægge og kringlede vinkler er omtrent lige så tilgivende som et flisegulv, når du taber telefonen. Den lettere vaklende debut, som kunne have sendt mindre stædige sjæle direkte tilbage til omklædningsrummet, blev for hende i stedet den gnist, der tændte op under en langvarig begejstring for sporten.
»Det var egentlig bare for sjov til at starte med. Vi skulle bare prøve det, men syntes hurtigt, det var ret sjovt. Kort efter blev vi en del af en forening, der havde et mål om at stille hold i alle rækker til DM. Så mente de, at jeg lige skulle finde én at spille med.«
Camilla griner igen og ryster let på hovedet, som om hun stadig ikke helt begriber, hvordan hun så hurtigt blev kastet ud på padelsportens dybe vand. Dengang var det mest af alt en hyggelig idé, men sådan går det jo ofte, når tilfældigheder møder smittende begejstring. Pludselig står man i situationer, man ikke helt aner, hvordan man skal håndtere – og dér kommer fighterinstinktet i spil.
»Vi tænkte, hvorfor ikke – hvor svært kan det være? Vi vandt endda en kamp, så helt skidt var det jo ikke,« siger hun med endnu et grin.
Dén sætning opsummerer meget godt Camillas tilgang til sporten. Bag smilet og latteren gemmer sig nemlig en stålsat fighter, som nægter at tabe uden kamp. Den styrke har hun taget med sig fra håndboldbanerne til padelhallens kompakte, glasindhegnede arena.
Og spørger man rundt i Fredericia Padel Federación, lyder beskrivelsen af hende konsekvent som en cocktail af respekt, kærlighed og måske en lille smule frygt. Camilla styrer nemlig foreningens stærke Q-hold, FPF Q, med fast hånd og en ambitiøs tilgang til træning og turneringer. At hun ofte spiller op mod mændene – og slår dem – gør bestemt heller ikke hendes status mindre imponerende.
»Jeg tror, det kommer fra min tid med håndbold. Når jeg først går i gang med noget, vil jeg gerne blive bedre, så jeg trænede rigtig meget i starten,« forklarer hun.
Camilla og resten af kvinderne på holdet FPF Q træner flittigt, hygger sig undervejs og viser, hvordan padel kombinerer sport og fællesskab.
Inden Fredericia fik sine egne indendørs padelbaner, måtte holdet ty til en udendørsbane. Før boldene overhovedet kunne komme i spil, var spillerne nødt til at møde op med sneskovle for at gøre banen klar – en rutine, der vist siger alt om, hvor meget sporten allerede dengang betød.
»Det var det eneste sted, vi kunne spille, og derfor måtte vi ud med sneskovlene og rydde banen, inden vi overhovedet kunne begynde. Så vi spillede i alt slags vejr,« fortæller Camilla.
Men selvom man kunne få indtryk af, at padel først og fremmest handlede om viljestyrke og modstand mod elementerne, var det i virkeligheden lige så meget venskaberne, sammenholdet og nærværet omkring banen, der gjorde sporten uundværlig. Camilla smiler bredt, når hun taler om holdets helt særlige fællesskab.
»I starten var det meget en venne-ting. Vi mødtes, spillede kamp, og så var der stor brunsviger og kaffe bagefter. Mega hyggeligt.«
Holdfællesskabet betyder stadig enormt meget, fortæller hun videre. Holdet spiller nu i Lunar Ligaen, en turnering hvor padelhold dyster mod hinanden i lokale opgør. Køreturene til kampene rundt i landet er blevet lige så vigtige som kampene selv. Padel er blevet det nye sociale lim, der binder dem sammen – både når det går godt, og når modgangen melder sig.
Camilla understreger den balance, da hun fortæller om, hvordan hun på én og samme tid kan dyrke den sociale del af padel og sin egen lyst til at udfordre sig selv:
»Jeg har i perioder haft mulighed for at spille både med holdet her og samtidig tage ud og spille individuelle turneringer. Jeg har blandt andet spillet en del med én fra Varde, så det behøver ikke engang være nogen fra samme klub.«
For Camilla handler det dog ikke om at jagte store titler, pointlister eller topplaceringer i ligaen. Hendes personlige ambitioner ligger et helt andet sted – præcis ligesom holdets. Lige nu spiller de i 2. division, og det passer dem glimrende, forklarer hun, inden hun fortæller videre om sin egen tilgang.
»Jeg har ikke brug for at nå et bestemt niveau eller vinde bestemte turneringer. Jeg vil bare gerne blive bedre. Og selvfølgelig hygge mig med det,« slutter hun igen med et smil.
Da hun igen vender tilbage til banen, denne gang for at træne med de tre andre piger fra holdet, gør hun det med det dér karakteristiske blik, som fortæller, at hendes næste modstandere godt kan begynde at forberede sig på en lang aften – og at hun vil nyde hvert eneste slag undervejs.
UDDANNELSE. Fristen for at søge ind på videregående uddannelser gennem kvote 1 udløb i dag, lørdag, klokken 12, og tallene viser, at søgningen til professionshøjskolerne står stille. Antallet af ansøgere til uddannelser som pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver er stort set uændret sammenlignet med sidste år.
Ifølge Danske Professionshøjskoler er der tale om en stilstand med en samlet lille tilbagegang på 2 procent siden 2024 til de fire store velfærdsuddannelser. Mens ansøgertallet til socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelserne er faldet med henholdsvis 2 og 8 procent, oplever pædagog- og læreruddannelserne en mindre fremgang på 1 og 4 procent.
Camilla Wang, forperson for Danske Professionshøjskoler, ser alvorligt på udviklingen, men understreger samtidig, at en ny politisk reform kan vende billedet:
»Det er ingen hemmelighed, at vi som samfund står midt i en længerevarende udfordring med faldende interesse for og søgning til de store velfærdsrettede professionsuddannelser. Det er bekymrende, men ikke uventet. Der er dog grund til optimisme med forårets politiske aftale, der investerer stort i både et kvalitetsløft af uddannelserne og de fagprofessionelles mulighed for at videreuddanne og specialisere sig gennem arbejdslivet,« siger Camilla Wang.
Reformen, som blev vedtaget i marts med bred politisk opbakning, betyder blandt andet mere praksisrettet undervisning, bedre vejledning og feedback samt en satsning på livslang læring med etablering af nye professionsmasteruddannelser.
Camilla Wang understreger dog, at reformens positive effekt vil tage tid:
»Reformens ambitionsniveau er højt, og vi er i fuld gang med at føre de mange positive tiltag ud i livet. Det tager tid, men vi tror på, at det vil gøre en forskel – både for de studerende og for samfundet, der har brug for dygtige fagprofessionelle i velfærden og erhvervslivet. Der bliver tale om et langt, sejt træk, især fordi ungdomsårgangene også bliver mindre.«
Ifølge Danmarks Statistik forventes ungdomsårgangene at falde med cirka 45.000 unge i alderen 19-26 år frem mod 2035, hvilket også vil påvirke antallet af potentielle ansøgere.
Professionshøjskolerne vil følge udviklingen tæt i de kommende år med særligt fokus på de velfærdsrettede uddannelser, hvor behovet for kvalificeret arbejdskraft stadig vokser.
TRAFIK. Banedanmark har netop fået tilsagn om støtte fra EU på 145 millioner kroner til udrulning af det nye digitale signalsystem ERTMS på jernbanestrækningen fra Korsør til Middelfart.
Det nye system erstatter de gamle analoge signaler, og skal fremover give mere stabil togdrift og højere hastighed på skinnerne. Med det nye signalsystem bliver det muligt at øge togtrafikkens maksimale hastighed på strækningen Korsør-Odense til 200 km/t. Strækningen er samtidig en vigtig del af EU’s Skandinavien-Middelhavet korridor, der er en af Europas centrale transportkorridorer.
Transportminister Thomas Danielsen glæder sig over EU-støtten og roser arbejdet:
»Det nye signalsystem kommer til at give en langt mere stabil og sikker drift for jernbanen i Danmark. Det er et stort skulderklap til Banedanmark og Sund & Bælt, at EU støtter udrulningen af ERTMS. Udskiftningen af signalsystemet er en omfangsrig og kompliceret opgave, som alle EU-landene skal igennem, og vi kan godt være stolte af i Danmark, at vores arbejde med de nye signaler bringer os i førertrøjen i EU i forhold til at afskaffe de analoge signaler,« siger transportminister Thomas Danielsen.
Hos Banedanmark vækker bevillingen også stor tilfredshed. Områdechef for Signal, Mads Søndergaard Petersen, siger:
»Det digitale signalsystem er et markant løft af infrastrukturen i Danmark og Europa. Det betyder, at vi kan køre trafikken tættere, mere effektivt og med højere punktlighed, end vi kunne med de gamle signaler og anlæg, som var nedslidte og årsag til mange fejl. Vi er glade for, at EU har valgt at støtte det vigtige projekt.«
Projektet på Fyn er ikke det eneste i regionen, som modtager EU-støtte. Sund & Bælt modtager samtidig 32 millioner kroner til at etablere systemet på Storebæltsforbindelsen. Midlerne kommer fra EU’s infrastrukturfond Connecting Europe Facility, der støtter vigtige transportprojekter over hele Europa.
Det digitale signalsystem forventes at være helt på plads over Fyn i 2028 og er en del af Banedanmarks landsdækkende Signalprogram, hvor samtlige danske jernbanestrækninger får skiftet deres gamle analoge signaler ud frem mod 2033. Det nye fælles europæiske system skal på sigt sikre en mere effektiv og grøn transport af både passagerer og gods på tværs af landegrænserne.
Minde- og Festkoncerten lørdag den 5. juli 2025 kl. 19.00 i Trinitatis Kirke Fredericia blev en musikalsk rejse gennem den Dansk Sjæl og Tro, på denne traditionsrige aften.
Medvirkende var Medlemmer fra Slesvigske Musikkorps: Henrik Rønnow, trompet; Martin Knudsen, trompet; Morten W. Eriksen, horn; Mette Krüger, basun & Lars B. Olsen, tuba. Trinitatis Kirkes Pigekor. Christianskirkens Drenge- og Mandskor. Tobias Dahl Osenbrüg, dirigent & Niels Erik Aggesen, orgel. Den eminent sammensætning af orgel, orkester og korene gjorde denne aften til en positiv oplevelse.
Ingen roser uden torne. Aftenens første korværk, hvor messing og kor var sat sammen, faldt dog en smule uden for den umiddelbare lyttevenlighed. Musikalsk spændende, men bedst betegnet som “for de særligt interesserede”. De fire satser bød på substans og krævede opmærksomhed, men det samlede udtryk satte spørgsmålstegn ved, om kombinationen mellem kor og messing her, var det mest hensigtsmæssige. Ikke desto mindre må det understreges, at musik, som al anden kunst, opleves forskelligt fra lytter til lytter. Netop det er en del af pointen. Fakta er dog det var svært at høre hviklet sprog der blev sunget på og dermed teksten. Jeg er ikke i tivlv om der er et stor arbejde bag arangementet af Tobias Dahl Osenbrüg og Lars Birkelund Olsen med; Kyrie Eleison, Intermezzo, Herren er min hyrde, engendigtning af salme 123, Lux Aeterna. For denne anmelder var det lidt langhåret at lytte til jeg kalder det gerne special musik. De 4 stykker musik er absolut ikke ligegyldige. Jeg håber alle andre i det fyldte kirkerum havde en bedre oplevelse end Jeg.
Det blev dog en god aften med blæs på både rør, messing og stemmer. En eminent kombination af orgel, orkester og kor gjorde aftenen til en sand musikalsk fornøjelse og akustikken i Trinitas er i særklasse. En “blæsende” oplevelse af den gode slags. Det musikalske mod blev belønnet og hvor publikum fik både noget at nyde og noget at tænke over. En oplevelse, der beviste, at traditionel og klassisk musik stadig kan overraske og få både øre og øjenbryn til at løfte sig. På den gode måde.
Fremførte værker opgives til: Niels W. Gade: 2. sats (Valpladsen) fra “Tre Characterstykker” opus 18 arrangeret for messingkvintet og orgel af Lars Birkelund Olsen
Tobias Dahl Osenbrüg / arr. Lars Birkelund Olsen med; Kyrie Eleison, Intermezzo, Herren er min hyrde – gendigtning af salme 123, Lux Aeterna
N.F.S. Grundtvig / P.A. Heise -Guds fred med vore døde
B.S. Ingemann / Niels W. Gade – Morgensang fra Elverskud
Lars B. Olsen – Weyses Guldalderaften
Paul la Cour / Povl Hamburger – Hvor klart dog stjernen ses i nat
Thøger Larsen / Oluf Ring – Danmark, nu blunder den lyse nat
Benedicte Præstholm / Søren Birch – Du lille land, så smuk du er
Chr. Richardt / C.E.F. Weyse – Altid frejdig, når du går
Niels Erik Aggesen – Introduktion og variation over “Kongernes Konge” for orgel (2019)
Aftenen var udover det lokale snit også et billed af Danmark i Sang og Klang med et håb og erindring. Hvilket de 2 fællesange hvor publikum flot deltog tydeligt bevister.
Den flotte indmarch og udmarch med faner skal også bemærkes. I respekt rejser alle sig naturligvis op. Til indmarchen passede Prins Jørgens March, ”The Prince of Denmark’s March”, ofte kaldet Trumpet Voluntary perfekt. Orgel og messing gjorde dette til en særlig oplevelse.
Aftenen forbandt det højtidelige og det håbefulde i én samlet fortælling, båret af musik, der favnede både landskabet, troen, sorgen og styrken. Fra Gade til moderne variationer over salmer og kongeværdighed, blev koncerten et stærkt udtryk for, hvordan fortid og nutid lever side om side i toner.
Vi har brug for ærlighed og klarhed i klimadebatten, ikke luftige fraser. Jeg ønsker en målbar, gennemsigtig og fornuftsbaseret klimapolitik. Fredericia fortjener bedre end varm luft og tomme floskler.
Lytter man til Karsten Byrgesens udgydelser om klima og grøn omstilling, bliver man i tvivl: Taler vi om klimaforandringer eller bare almindelig forurening? Taler han nogensinde om egen adfærd, eller kun om andres?
Han er meget ofte kørende, i varevogn påført valgreklamer og posche til tirsdags træf på havnen. Taler man om adfærdsændringer og formidlingsindsatser burde man måske selv gå forrest, ikke gemme sig i en skyttegrav af fine ord.
Klima handler om udledningen af drivhusgasser, særligt CO₂ og metan, der påvirker klodens temperatur. Forurening derimod, det er lokal luftkvalitet, plastik i havet, ammoniak fra landbruget og skadelige partikler fra trafik og brændeovne.
At skifte til LED-lys eller bruge genbrugsmøbler i kommunen kan er fint nok. Men det gør ikke Fredericia til en klimafrontløber.
Vil Fredericia mindske sit klimaaftryk, skal vi:
Omstille transporten. Med hybrid transport, deleløsninger og grøn mobilitet i stedet for bilafhængighed og tung fossiltrafik.
Bygge og renovere klogt: Med lavenergibyggeri og genbrug af materialer, ikke bare udskiftning af møbler.
Sikre grøn varme og el. Udrulle varmepumper, udfase gas og investere i lokal vedvarende energi.
Lave realistiske og dokumenterede CO₂-regnskaber. “grønne intentioner” med fed i ord er ikke nok.
Vi skal skelne mellem lokalt og globalt aftryk. Fredericia kan sagtens forbedre sin luftkvalitet og biodiversitet, men det er ikke det samme som at bekæmpe klimaforandringer. Det kræver, at vi reducerer netto-CO₂-udledningen, både direkte og indirekte, også fra varer og services vi importerer. Klimakampen stopper ikke ved kommunegrænsen.
Det er svært at tale om borgerrettede adfærdsændringer med troværdighed, når man selv kører rundt som CO₂-ambassadør med sportsudstødning. B bør feje for egen bilrude?
Som byrådsmedlem vil jeg lave Fredericia til en kommune, hvor klimaindsatsen faktisk batter, med færre ord og mere handling. Min indsats og mit fokus er på, vi skal håndtere vand udefra(havstigning, stormflod) og vand indefra (skybrud, regnvand der ikke kan komme væk). Løsningen er lige i krydsfeltet mellem klimatilpasning, ingeniørkunst og politisk ansvar. Vi skal ikke klimabeskytte os fattige, men vi skal være rettidigt omhyggeligeog investere dér, hvor det betaler sig i tryghed, ejendomsværdi og samfundsøkonomi.
HISTORIE. Den historie, vi lever med, kommer ikke af ingenting. Den skrives af mennesker, der var villige til at betale den højeste pris. Sådan lød budskabet fra partiformand Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti, da hun holdt tale under årets højtidelige fejring af 6. juli-dagene i Fredericia.
Fra første færd satte hun en klar tone af både historisk respekt og nutidig refleksion, da hun, iklædt rødt og hvidt, trådte frem for byens borgere. Med udsigt til Fredericias velkendte historiske rammer mindede Mona Juul om, at den frihed, vi i dag tager for givet, engang blev vundet i blod og mudder, kanonild og desperation. En frihed, der stadig er skrøbelig og som kræver, at vi aldrig slækker på opmærksomheden.
»Det er 176 år siden, at en frihedskamp blev kæmpet lige her i Fredericia. Det var en kamp om territorier, det var en kamp om frihed. Og det var en kamp om Danmark,« lød det med klar røst fra partiformanden.
Hun dvælede ved den nat for snart to århundreder siden, hvor 512 danske landssoldater døde, og yderligere 1.344 blev såret. Juul lagde ikke fingrene imellem, da hun beskrev sceneriet fra dengang, hvor kvinder og børn var tvunget ned i kældrene, mens kanonkuglerne bragede igennem luften og unge mænd stod side om side i et inferno af frygt og mod.
»Når vi prøver at forestille os, hvordan slagmarken så ud dengang, er det svært at begribe, fordi det er så langt fra vores moderne og komfortable hverdag. Men vi skal aldrig glemme, at det har været hårdt. Vi står her i dag, fordi vores forfædre forsvarede fædrelandet med deres liv,« sagde Mona Juul.
Hendes tale trak paralleller mellem fortiden og nutiden, mellem de generaler som Bülow, Rye og de Meza, der strategisk førte tropperne til sejr, og nutidens ledere, der ikke kan lykkes uden at have deres folk med sig. Her gled historien ubesværet over i en aktuel refleksion om lederskab, om fællesskabets betydning og om nødvendigheden af at kæmpe for noget større end én selv.
»Jeg har engang lært, at hvis man som leder går forrest, men ikke har folk med sig, så er man bare ude at gå en tur. De her mandfolk dengang, de var ikke bare på tur. De vidste, at succes kun kommer, når tropperne tror på sagen,« understregede hun.
Mona Juul tog sig også tid til at rette blikket mod nutidens unge, der efter hendes mening måske ikke altid får givet det nødvendige værdisæt med videre fra tidligere generationer. Her handlede det ikke kun om at overlevere historisk viden, men snarere om at viderebringe forståelsen af, hvad frihed, demokrati og ansvar indebærer.
»Når jeg ser alle de dejlige unge mennesker rundt om i landet med eller uden huer på hovedet, kan jeg ikke lade være med at tænke. Har min egen generation været god nok til at ruste dem til livet? Ikke bare med viden, men med værdier. Og med en dyb forståelse af, hvad der er værd at kæmpe for,« lød det spørgende fra Mona Juul fra talerstolen.
Netop kampen for værdier står ifølge Mona Juul mere centralt end nogensinde. Hun drog en direkte parallel mellem fortidens historiske slag i Fredericia og nutidens udfordringer, hvor både frihed og demokrati igen sættes under pres af Ruslands krig mod Ukraine.
»Putins krig er jo ikke bare mod Ukraine. Det er en krig mod Vesten, mod vores måde at leve på,« sagde Mona Juul og fortsatte:
»Demokrati, det kræver, at alle deltager. Og en åndelig oprustning, det er noget, man lærer gennem generationer. Hvordan forsvarer vi et land, hvis vi ikke ved, hvad vi står for? Hvordan bærer vi arven fra 1849 videre, hvis vi ikke kan formulere, hvad frihed, demokrati og fællesskab betyder i dag? Hvordan opdrager vi nye generationer til at tage ansvar, hvis vi selv glemmer, hvad vi skylder dem, der kom før os?«
Som afslutning hyldede Mona Juul de faldne soldater og appellerede direkte til nutidens generationer om at leve op til den arv, som de har efterladt – arven fra dem, der betalte den højeste pris for vores frihed.
»Vi ærer dem jo med smukke blomsterkranse, og vi ærer dem med kanonsalutter, processioner og flotte taler. Ligesom det skal være. Men vi skal bare huske, at vi først og fremmest også ærer dem ved at leve op til det ansvar, som de har efterladt her hos os. Vi ærer dem ved at holde fast i demokratiet. Ved at tage ansvar for vores fællesskab,« sagde Mona Juul.
Og således rundede hun af med en personlig hyldest til de soldater, som faldt i kampen for Danmark.
»Ære være mindet om de tapre danske soldater. Og længe leve det Danmark, de døde for.«
December i Middelfart har haft mange stemninger. Travle butikker, fulde poser, ønskelister, der skulle nås. Og så er der de steder, hvor tempoet sænker...
