4.9 C
Copenhagen
søndag 21. december 2025

Niels Erik Aggesen: Erfaring, klang og kærlighed til orglet

0
Niels Erik Aggesen: Erfaring, klang og kærlighed til orglet

ANMELDELSE. Når Niels Erik Aggesen sætter sig bag orglet i Trinitas Kirke Fredericia, bringer han ikke blot hænder og fødder, han bringer årtiers erfaring, dyb musikalsk indsigt og en særlig evne til at lade orglet fortælle historier, der rækker ud over noderne.

Aggesen, født i 1955, er en af landets mest erfarne kirkemusikere og komponister. Hans virke spænder over et halvt århundrede som organist, lærer og skaber af ny kirkemusik. Netop i dette program mærker man tydeligt hans sans for både historie og fornyelse: Fra den stemningsfulde til den monumentale Introduktion og variation over “Kongernes Konge”, hvor han lader tradition og nutid mødes i en farverig og kraftfuld orgelkoral.

Jeg blev personligt rørt over Niels Erik Aggesens egenkomposition, 6. Julifantasi. Det er ikke bare et stykke musik. Det er som at stå midt i Fredericias historie, med åbne ører og hele hjertet med. Det er fanfare, sørgemarch, håb, mod og eftertænksomhed, stille opbygget også rytmisk og pakket ind i ét værk, der nægter at nøjes med én stemning ad gangen. En sanseoplevelse for mig, man rammes af det ene musikalske billede efter det andet: Først høres de dunkle toner fra natten før slaget, som om orglet hvisker soldaternes bøn. Så løfter fantasien sig i klanglig march, hvor man næsten kan høre støvlerne ramme brostenene og se fakkeltoget sno sig gennem de gamle fæstningsgader. Midtvejs folder melodien sig ud i en næsten symfonisk frihedshymne og så, før man når at blinke, står man i stilhed og mindes de faldne. Kust er individuelt, men det var min opfattelse af Niels Eriks egenkomposition.

“Et værk, der folder Fredericias sjæl ud i klang og kræver mere end ét lyttende hjerte.” Man skal faktisk høre værket igen. Helst med lukkede øjne og åbent sind, og måske en kop kaffe bagefter til at samle sig. Det er vel det fineste, man kan sige om et musikværk.

De øvrige numre pakkede Aggesen ind i raffineret harmonik, rytmiske forskydninger og et klangmaleri, der bruger hele orglets palet. Som lytter bliver man simpelthen overmandet af indtryk og det er ærligt talt umuligt at fange det hele på én gang.

Eftermiddages program var som følger:

Jeremy Clarke (1670–1707): Prins Jørgens March
En festlig og majestætisk march i barokstil, skrevet til ære for Prins Jørgen af Danmark (gift med den senere dronning Anne af England). Musikken er præget af trompetlignende fanfarer og pompøse akkorder, som passer perfekt til både ceremonier og kongelige ankomster. Et sandt “kongeligt indslag”, hvor orglet får lov at spille konge for en stund.

Niels Erik Aggesen (f. 1955): 6. Julifantasi (1999)
Et moderne dansk værk med rødder i både tradition og nyfortolkning. Stykket er skrevet med 6. juli i tankerne, Fredericias mindedag for slaget i 1849. Musikken kombinerer fanfarelignende motiver, sørgmodige passager og et strejf af patriotisme. Du kan næsten høre både marchstøvler og kanonrøg i denne fantasi og måske også lidt fæstningspragt.

J.P.E. Hartmann (1805–1900): Sørgemarch i f-mol (1860)
Et dybtfølt og klassisk romantisk stykke skrevet til mindehøjtidelighed. Musikken er både værdig og alvorlig, men også smuk i sin melankoli. Hartmann mestrer at lade orglet sukke og synge, det er en march, der ikke tramper, men træder varsomt. Man mærker tidens vægt og tabets alvor.

Niels W. Gade (1817–1890): Festpræludium over salmen “Lovet den Herre” (1873)
Et af de store danske kirkemusikværker. Gade væver den velkendte salmemelodi ind i et præludium fuld af harmoni, ærefrygt og kirkeklang. Det er som at åbne dørene til Vor Frue Kirke og mærke solen ramme det farvede glas. En højtidelig, men livsbekræftende hyldest til tro og tradition.

Niels Erik Aggesen: Introduktion og variation over “Kongernes Konge” for orgel (2019)
Et nutidigt værk med bibelske og storslåede undertoner. Aggesen tager den gamle salmemelodi og giver den nyt liv gennem varierende stemninger, fra meditativ ro til dramatisk kulmination. Det er moderne orgelmusik med rødder i traditionen, som at høre en gammel historie genfortalt med nye ord.

Aggesens musik og orglets nye stemme smelter her sammen til et helhedsindtryk, hvor man næsten får fornemmelsen af, at orglet selv har fået nyt liv og har noget vigtigt på hjerte. Det er ikke bare en koncert, det er et musikalsk Danmarkshistorisk kalejdoskop fra barokken til nutiden, hvor orglet spiller både majestæt, soldat og prædikant.

En flot blanding af klassiske og nyere værker.

Frivillige i kø og børn med smil: DBU Fodboldskole runder 20 år i Erritsø

0

SPORT. I Fredericia er DBU’s fodboldskoler en fast sommertradition – og i Erritsø har netop én af dem i år kunne fejre sit 20-års jubilæum. Her samles hver sommer børn, trænere og frivillige om en uge med tekniktræning, fællesskab og ikke mindst masser af fodboldglæde.

For René, der er fodboldskoleleder i Erritsø, er jubilæet ikke bare en fejring – det er et vidnesbyrd om mange års opbakning og lokalt engagement.

»Det er jo en stor ting, et eller andet sted, at man har kunnet have DBU fodboldskole i så mange år, og der har været opbakning i lokalområdet til, at børn og forældre også synes, at det her er værd at bakke op omkring. Det synes jeg er en meget stor ting.«

I år er 158 børn tilmeldt fodboldskolen i Erritsø – et af de højeste deltagerantal nogensinde. Det store fremmøde er ikke en selvfølge, især ikke i en by som Fredericia, hvor der findes flere fodboldskoler i sommerugerne. At Erritsø stadig kan samle så mange børn, tolker René som et tegn på, at skolens koncept og atmosfære fortsat rammer rigtigt.

Samtidig er sammensætningen af børnene også ændret over årene. »Der er også kommet rigtig, rigtig mange piger til, og det er jo også blevet meget, meget populært for pigerne også på fodbold, så jeg tror også, det har en stor betydning.«

Fodboldskolens ry hviler dog ikke kun på træningen, men i høj grad også på det netværk af frivillige, der er med til at holde det hele i gang – og det er ikke nogen lille ting.

»Vi har ingen problemer, ingen udfordringer herude. Det er de samme, der kommer tilbage hvert år. Og vi har så mange frivillige, der melder sig til, at vi faktisk er nødt til at sortere nogen fra. Det er jo ærgerligt, men samtidig mega positivt.«

Midt i alt det organisatoriske og praktiske er det dog de små øjeblikke, der står stærkest hos René.

»Jeg sad lidt her i onsdags og kiggede ud over banen, da klokken var halv to, halv tre, tror jeg det var, bare for at se, hvordan stemningen var derude. Pigerne og drengene løber rundt og hygger sig og har det sjovt og kunne sidde lidt for mig selv og lure lidt på den glæde, som der er ude på fodboldbanen. Jeg tror, det er noget af det, jeg glæder mig mest til.«

At DBU i år mødte op for at markere jubilæet, betød også meget for fodboldskolelederen.

»Det er sådan en stor anerkendelse, at DBU kommer, og værdsætter, at man har været her i 20 år, og man har givet oplevelser for børn og mennesker i så lang tid. Det er godt, at du er set og anerkendt for det, man har gjort.«

Selvom det var et jubilæumsår, valgte man at holde fast i de traditioner, der gennem årene har gjort skolen populær. Ugen blev dog krydret med en lidt anderledes afslutning.

»Vi har lavet en lille smule om i måden, vi har trænet på, men ellers har vi valgt at holde fast i det, vi plejer at gøre, hvor vi har en fredag, som er lidt anderledes end bare en almindelig fodboldtræning.«

Et særligt kendetegn for fodboldskolen i Erritsø er, at mange af de unge trænere selv har været deltagere tidligere.

»Størstedelen af dem har jo faktisk spillet fodbold i Erritsø, hvor de så efterfølgende er kommet tilbage som trænere. Vi har allerede nu fået en af de ældste drenge, som ikke kan være med næste år. Han har spurgt, hvor han skal melde sig til som assistent. Så man kan ligesom se, at fødekæden kører og fortsætter bare med at være der. Og det er fantastisk.«

Planlægningen varetages af René og trænerleder Mikkel i fællesskab. René står for logistik og overblik, mens Mikkel har ansvaret for trænerholdet. Sammen tilrettelægger de hele ugen og sikrer, at alt spiller.

»Op til er der en del arbejde i det. Men vi har haft forsvundet lidt at lave i løbet af ugen faktisk, i forhold til hvad vi plejer.«

Når René ser fremad, håber han, at skolen fortsat kan samle samme antal børn – også selvom konkurrencen fra andre skoler består.

»Jeg håber at vi kan fejre 40 års jubilæum, tror jeg. Og at det kan blive ved med lige stor succes, som det har været de sidste tre år. Altså vi vil gerne fastholde de her over 150 personer, spillere, herude. Det gør noget godt, synes jeg. Sætter et godt signal af at det vi laver, det er mega fedt.«

Til slut sender han en særlig anerkendelse til de frivillige, der gør det hele muligt – både som leder og som far.

»Stor ros til de frivillige. Kæmpe ros fra mig af at de hvert eneste år møder op og er med til at skabe det perfekte miljø for de her børn, min egen datter er jo inkluderet i det her, og tager hjem hver dag med et kæmpe smil på læben. Det er jo mega værdsat som forælder også.«

Kampglæde og fællesskab i fokus på fodboldskolen i Erritsø

0

SPORT. DBU Fodboldskolen i Erritsø summer af liv. Børn i alle aldre løber rundt med bolden ved fødderne, høje grin i luften og smil på læberne. Det er en uge fyldt med intens aktivitet, men også med tydeligt fællesskab og glæde. Og bag meget af den gode stemning står et stærkt hold af engagerede trænere – blandt dem er Noah.

Han har selv været en del af fodboldskolen i mange år. Faktisk har han næsten ikke kendt en sommer uden.

»Jeg har deltaget hele mit liv, nærmest,« fortæller han.

Nu står han i den anden ende og er med til at give oplevelsen videre til nye årgange. Og han er ikke i tvivl om, at ugen har forløbet godt.

»Jeg synes, den har gået rigtig godt i forhold til børnene. Der har været mindre problemer, men det har været forventeligt, synes jeg. Det er jo bare småting, så skal den nok blive løst. Ellers har det været rigtig hyggeligt. Så det virker da også, som om det har været på børnene. Det synes jeg virker godt.«

For Noah handler det dog ikke kun om fodbold. Det menneskelige spiller en lige så vigtig rolle.

»Jeg prøver at give videre, at man skal opføre sig ordentligt på banen, overfor sine med- og modspillere, og tale ordentligt og være ordentligt som mennesker, og så selvfølgelig det fodboldmæssige også.«

Gennem ugen arbejder trænerteamet målrettet på at skabe en tryg og sjov atmosfære, hvor der er plads til både leg og læring.

»Vi kigger da i hvert fald på, at vi har det fedt sammen som sammenhold, og er ordentligt, ikke nogen, der går driller, og man er ordentlig overfor hinanden, som jeg nævnte før.«

Som træner er det ikke kun børnenes udvikling, der betyder noget – det er også fællesskabet blandt de frivillige selv, der gør ugen til noget særligt.

»Det er helt klart, fordi jeg selv nu elsker fodbold, og det er hyggeligt også at kunne lære nogle børn det, og så helt klart også de andre trænere. Vi har det godt sammen, sammenholdet med sine par, som træner også.«

Det, der står klarest for Noah, er ikke nødvendigvis enkelte situationer, men helheden og stemningen.

»Jeg ved det ikke med specifikke øjeblikke, men i hvert fald et godt sammenhold og at de har haft det fedt sammen, både med de andre børn på deres alder og deres venner, og også trænere, at vi har kunne give dem en god oplevelse.«

Hos drengene fra hold 7 var begejstringen til at tage og føle på. De løb rundt med store grin, lavede jubelscener efter scoringer og hyggede sig tydeligvis i hinandens selskab. Da de blev spurgt, hvad det sjoveste ved ugen havde været, lød svaret klart og i kor:

»Kamp mod andre hold og få nye venner.«

Det er netop den oplevelse, trænere som Noah håber, børnene tager med sig hjem. At de både har lært noget, hygget sig og fået nye bekendtskaber. Fodboldskolen i Erritsø handler i sidste ende ikke kun om at blive bedre med bolden – men om at være en del af noget, der varer ved.

Fællesskab og fodbold i Erritsø gennem 20 år

0

SPORT. På banerne ved Erritsø GIF har der hele ugen været liv og latter, mens DBU Fodboldskole har dannet rammen om årets store sommeruge for fodboldglade børn. I dag fredag rundes fodboldskolen af – og samtidig markerer den et ganske særligt jubilæum: Det er 20 år siden, Erritsø blev en del af det officielle DBU Fodboldskole-koncept.

Jubilæet blev fejret med besøg fra DBU, hvor repræsentanten Finn mødte op for at anerkende klubbens mangeårige indsats. Med sig havde han en jubilæumstavle, som blev overrakt til Erritsø GIF som et synligt bevis på samarbejdet og den kontinuitet, klubben har leveret gennem to årtier.

»Det er jo vigtigt at være repræsenteret ude i klubberne. Nu har man jo valgt kun at tage ud til jubilæer og sådan noget. Førhen var vi ude næsten ved alle klubber. Men ud fra de erfaringer, vi er kommet tilbage med, kan vi se, at det fungerer. Det er skønt,« sagde Finn i forbindelse med markeringen.

DBU Fodboldskole har siden 1993 givet børn og unge i hele landet mulighed for at deltage i en uge med træning, samvær og oplevelser. I Erritsø har fodboldskolen været en fast del af sommeren siden 1996 og er blevet et samlingspunkt, hvor børn mødes på tværs af alder, køn og hold. I dag er DBU Fodboldskole kendt som Danmarks mest populære af sin slags.

»Når jeg er kommet her igennem nogle år og har fulgt den udvikling, der er her, så må jeg sige, at det er rigtig godt, det jeg ser her,« fortæller Finn, som har et særligt forhold til netop Erritsø.

Han har nemlig selv været involveret i fodboldskolen lokalt og stod i spidsen som fodboldskoleleder i begyndelsen af 00’erne. »Der har været fodboldskole her igennem mange år. Som på tavlen vi så, var det tilbage i år 2003-4 stykker. Det var i den periode, jeg var med her som fodboldskoleleder. Og derudover har jeg haft Mikrofodboldskolen også. Og så kørte man en årrække noget for nogle ældre spillere, som ikke var med i fodboldskolen, hvor man havde nogle professionelle trænere. De overnattede i hallen og var her i tre dage. Det har kørt i tre år eller sådan noget.«

Selvom DBU Fodboldskole først og fremmest er et bredt tilbud for børn og unge med fokus på leg og læring, har den i nogle tilfælde også været springbræt for videre udvikling.

»Nogle af dem, som har været der, dem ser man jo også på divisionsniveauet nu. Så det er jo egentlig meget sjovt at følge de spillere,« siger Finn.

Han understreger dog, at fodboldskolens vigtigste rolle ikke handler om talentudvikling, men om at skabe en tryg og positiv oplevelse for deltagerne – både på og uden for banen.

»Jeg håber selvfølgelig, at de er glade for at være her og føler sig trygge i det, de oplever. Det ser jo ud, som om de er meget glade for at være her, fordi der ikke er nogen skænderier eller noget. Det kan jeg kun være tilfreds med.«

Med endnu en vellykket uge i hus og 20 års samarbejde med DBU som ramme, afslutter Erritsø Fodboldskole i dag årets jubilæumsudgave. En uge med bold og begejstring – og med det fællesskab, som har kendetegnet både klubben og fodboldskolen siden begyndelsen.

Tidligere FHK’er fremhæves som ny Bundesliga-profil

0

SPORT. Den tyske håndboldside handball-world.com har kastet spotlight på flere af sommerens markante tilgange til verdens stærkeste liga, Bundesligaen – og her er Fredericia HK’s Einar Thorsteinn Olafsson blandt de navne, der bliver fremhævet.

Barthold dropper Aalborg for Bundesligaens drømmescene
Efter otte sæsoner i Aalborg Håndbold siger Sebastian Barthold farvel til Danmark – og hej til Bundesligaens fyrtårn, SC Magdeburg. Den 33-årige norske venstrefløj med 102 landskampe og 262 mål på cv’et tager springet for at dække ind for den langtidsskadede Matthias Musche. Erfaring? Den har han i bunker.

Perez de Vargas – Barcelonas ikon går til Kiel
Sådan et navn får hele håndbold-Europa til at stoppe op. Gonzalo Perez de Vargas, Spaniens faste målmand og Barcelona-legende i næsten 20 år, skriver under med THW Kiel. Men det er ikke uden drama: En korsbåndsskade har holdt ham væk fra banen, og nu venter nye kampe og nye eventyr frem til 2029.

Baijens vender tilbage – Rhein-Neckar Löwen får en playmaker
Kun ét år i Paris, så vender Dani Baijens snuden hjem til Bundesligaen. Den 27-årige hollænder har for vane at skabe spil – og nu skal han sætte kursen for Rhein-Neckar Löwen, som netop mister Juri Knorr. Genopbygning på programmet, og Baijens er manden til jobbet.

Grøndahl rykker videre – fra GOG til Füchse Berlin
Den norske playmaker Tobias Grøndahl har kun lige nået at svinge sig i GOG-trøjen, før Bundesligaens tyske jægere kalder. Købt fri af kontrakten frem til 2026 og nu klar til at udfordre i Berlin – aftale til 2028 er underskrevet.

Tønnesen – norsk rutine tilbage i Flensburg
Kent Robin Tønnesen er ikke hvem som helst. Næsten 150 landskampe og erfaring fra topklubber som Veszprem og Paris vejer tungt. Nu vender han tilbage til Bundesligaen – og SG Flensburg-Handewitt får en højre back, der kan sætte sit præg med skarphed og fysik. Etårig kontrakt er i hus.

Ariño forlod Barcelona – prøver Bundesligaen
Efter et årti i FC Barcelona går Aitor Ariño nye veje. Venstrefløjen har vundet det hele – inklusive fem Champions League-titler – men nu skal Bundesligaen smage på hans kvalitet. Füchse Berlin har sikret sig hans underskrift frem til 2028.

Olafur Stefanssons søn tager skridtet til Hamburg
Einar Thorsteinn Olafsson er ikke bare søn af den islandske håndboldlegende Olafur Stefansson. Den 23-årige forsvarsspecialist har spillet Champions League i Fredericia HK og debuteret for Island. Nu går rejsen videre til HSV Hamburg, hvor han skal bygge videre på sit talent og sin arv.

Storslået musicalkoncert skabte magisk stemning på Rådhuspladsen – trods regnvejr

0

KULTUR. Fredag eftermiddag den 4. juli var Fredericia Rådhusplads fyldt med musikalsk glæde og storslåede toner, da Fredericia Musicalteater og Slesvigske Musikkorps (SMUK) inviterede til koncert i anledning af Fæstningsdagene. Selv ikke små dryp fra oven kunne ødelægge stemningen, da publikum blev forkælet med kendte musicalnumre fremført af byens egne stjerner, Christina Elisabeth Mørkøre og Diluckshan Jeyaratnam.

Koncerten blev flot indledt af Slesvigske Musikkorps under ledelse af dirigent Stig Mærsk med numre fra musicalen »South Pacific«. Orkestret leverede en varm og præcis optræden, og da solisterne trådte på scenen, blev Rådhuspladsen forvandlet til en musicalscene i verdensklasse.

Det var både imponerende og bevægende at opleve to så stærke lokale stemmer fortolke velkendte sange. Christina Elisabeth Mørkøre og Diluckshan Jeyaratnam viste tydeligt, hvorfor Fredericia er blevet en vigtig by på det danske musicalkort.

Selvom vejret drillede, var det en koncertoplevelse fyldt med kvalitet, fællesskab og musikalsk glæde. En stærk påmindelse om, hvorfor Fredericia med rette kaldes både fæstnings- og kulturby.

Arrangementet var en del af de traditionsrige Fæstningsdage, der hylder Fredericias rige historie og kultur.

62-årig anholdt efter flere minutters råben på Rådhustorvet

0
Foto: Rigspolitiet.
Foto: Rigspolitiet.

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte fredag eftermiddag rykke ud til Rådhustorvet i Vejle, efter flere anmeldelser om en mand, der råbte og skreg højlydt på pladsen.

Hændelsen fandt sted klokken 13.30, hvor forbipasserende over flere minutter blev vidner til mandens forstyrrende adfærd.

Vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi fortæller:

»Vi modtog nogle anmeldelser om en person, som stod og råbte i flere minutter. Vi kørte derfor ned til stedet og fik kontakt med manden, som fortsatte med sin råben og skrigen.«

Manden, der er 62 år, blev derfor anholdt af patruljen, fordi han ikke ændrede adfærd ved politiets ankomst.

Halfdan Kramer understreger, at episoden ikke har nogen sammenhæng med det store DGI Landsstævne, som netop nu finder sted i byen med flere tusind deltagere.

»Hændelsen har intet med landsstævnet at gøre. Manden har hverken relation til arrangementet og formodentligt heller ikke kendskab til det. Men der er selvfølgelig mange mennesker i byen netop nu, og det kan måske have gjort flere opmærksomme på episoden og givet anledning til en vis utryghed,« siger vagtchefen.

Ifølge Halfdan Kramer har der i forbindelse med landsstævnet været ekstra politi til stede i byen, men arrangementet forløber som ønsket:

»Vi har ikke haft alvorlige anmeldelser relateret til landsstævnet. Der er liv og glade dage, præcis som både vi og arrangørerne ønsker,« siger han.

Det Bruunske Pakhus er solgt – bliver det lavet om til et hotel?

0

BUSINESS. Det Bruunske Pakhus er blevet solgt til selskabet Morning Stars ApS. I Fredericia Kommunes sagsfremstilling nævnes et hotel blandt andet som en mulighed i den fredede bygning.

Byrådet har godkendt et salg af den fredede ejendom til erhvervsmand Henrik Rasmussen, der i forvejen står bag det kommende Morning Stars-hotel ved afkørsel 59 i Snoghøj.

Salgsprisen lyder på 4,65 millioner kroner, og købet sker gennem Rasmussens selskab Morning Stars ApS. Ejendommen har været udbudt offentligt uden mindstepris, men med en prisindikation på 5,1 millioner kroner. Mægleren har dog vurderet det konkrete bud som markedskonform – blandt andet på grund af bygningens fredningsstatus og de begrænsninger, der følger med ejerskabet. Det gælder blandt andet krav om offentlig adgang og tinglyst gennemgangsret til naboejendommene.

Morning Stars ApS arbejder med flere mulige anvendelser af pakhuset, herunder hotel, restaurant eller kontorer. Der er endnu ikke meldt noget konkret ud om den fremtidige brug.

Salget har været behandlet i Økonomi- og Erhvervsudvalget og blev siden godkendt af byrådet. Kommunen har afsat 200.000 kroner til omkostninger ved salget, herunder mæglersalær og tinglysning. Nettoresultatet af salget er økonomisk neutralt i kommunens regnskab.

I sagsfremstillingen står der blandt andet:

»Morning Stars har flere fremtidige anvendelsesmuligheder, herunder kontorformål, restaurant og hotel.«

Dermed er det ikke lagt fast, hvad der skal ske med bygningen, men muligheden for blandt andet et hotel er altså til stede.

Stilheden midt i festen til landsstævnet – SOSU-skolen skaber rum til ro

0
Stilheden midt i festen til landsstævnet – SOSU-skolen skaber rum til ro

SAMFUND. Vejle har klædt sig i sommerens klareste klæder. Byens puls dunker rytmisk i gaderne, hvor titusindvis af mennesker bevæger sig gennem byens blodårer til DGI’s store landsstævne. Men mellem smilende gymnaster, begejstrede håndboldspillere og byens summende liv har en helt anden fortælling fundet sin plads. En fortælling om ro, om folkesundhed, og om at mærke livet under huden.

Her spiller Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens (SOSU FVH) en afgørende rolle. Ikke ved at bidrage med sveddryppende sportspræstationer, men ved at skabe rum for pauserne mellem dem. Det sker i tæt samarbejde med Vejle Kommune, især gennem Folkesundhed Vejle, som har valgt SOSU FVH som partner til at sætte fokus på mental sundhed under de festlige begivenheder.

Lars Ulrik Pedersen, projektudvikler i Folkesundhed Vejle, forklarer, hvordan samarbejdet med SOSU FVH begyndte på en næsten tilfældig måde. Kommunen har i flere år arrangeret et helt særligt stævne kaldet ROL – De Rare Olympiske Lege – hvor personer med udviklingshæmning konkurrerer i discipliner som at kaste med kosteskaft. I den forbindelse havde kommunen fået øjnene op for SOSU-elevernes særlige evne til at skabe den gode atmosfære og nærvær.

»Vi har i mange år brugt en klasse fra SOSU-skolen til at hjælpe ved ROL. Eleverne er sindssygt dygtige til det, fordi de har en rigtig god forståelse for målgruppen. De er fantastiske til at skabe stemning. Hvis en deltager ikke rammer bolden i spanden, så sparker de den bare lidt tættere på. Når det lykkes, får man præmien, og alle bliver glade,« fortæller Lars Ulrik Pedersen entusiastisk.

Denne erfaring førte ham til SOSU FVH for at finde en ny måde at samarbejde om folkesundhed ved det store landsstævne i Vejle. Han foreslog et partnerskab omkring skolens faciliteter, men det udviklede sig hurtigt til noget større. SOSU-skolen foreslog selv, at deres lokaler kunne blive ramme for et særligt rum, hvor landsstævnets gæster kunne trække sig tilbage og mærke hvilepulsen. Sådan opstod Recharge.

»Jeg har aldrig prøvet før at lave et sted, hvor man kan mærke hvilepulsen og komme helt ned og prøve at mærke sig selv. Det er første gang, vi prøver det til landsstævne. SOSU FVH sagde straks; det er en god idé, det skal vi prøve. Det har været helt fantastisk,« siger Lars Ulrik Pedersen.

Jacob Bro, direktør på SOSU FVH, supplerer med at fremhæve skolens rolle som et naturligt samlingspunkt. Ikke kun på grund af dens geografiske placering midt i begivenhederne, men også på grund af skolens ambition om at brede sundhedsbegrebet ud. At vise, at sundhed handler om andet og mere end fysisk aktivitet.

»Vores rolle er primært at være en del af en stor folkefest. Vi har kigget på, hvordan en social- og sundhedsskole kan samarbejde med landsstævnet. Vi valgte en mangfoldighedsvinkel, hvor vi tager fat i mental sundhed og behovet for et pusterum. Vi vil gerne give et bredere billede af, hvad folkesundhed kan være,« forklarer direktøren.

Samarbejdet mellem SOSU FVH og kommunen har således flere lag. Lars Ulrik Pedersen beskriver relationen som en klar gevinst for begge parter, en såkaldt »win-win-situation«.

»Vi får nogle unge mennesker, som får mulighed for at prøve kræfter med konkrete aktiviteter for personer med udviklingshæmning. Som SOSU-assistent er der normalt stor fokus på de praktiske opgaver, men her får eleverne også lov at opleve, hvor stor betydning det har at kunne skabe glæde, stemning og fællesskab. De får virkelig mulighed for at mærke, hvordan det er at skabe den slags oplevelser,« siger Lars Ulrik Pedersen.

Han fremhæver samtidig, at det for kommunen er mindst lige så givende, fordi eleverne kommer med den helt rigtige forståelse og entusiasme.

»Vi får nogle dygtige unge mennesker, som har forståelse for målgruppen og virkelig brænder for opgaven. Generelt gør vi faktisk meget ud af at samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner som SOSU-skolen, når vi arbejder med folkesundhed. De unge kommer med friske perspektiver og nye idéer, og det er guld værd for os,« tilføjer han.

For SOSU FVH betyder deltagelsen ved arrangementer som landsstævnet i Vejle også en mulighed for at markere sig i lokalsamfundet. At vise, hvordan skolen arbejder med folkesundhed i praksis – og måske endnu vigtigere at understrege, at sundhed er langt mere end blot et kondital.

»Den brede forståelse af sundhed arbejder vi med hver dag på vores skole, og derfor var landsstævnet en oplagt mulighed for at fremhæve den mentale del af sundhedsbegrebet. Når det gælder fremtidige arrangementer, ser vi bestemt også os selv som en samarbejdspartner, når der holdes folkefester i de byer, hvor vores skole ligger,« lyder det fra Jacob Bro.

I sidste ende rækker samarbejdet mellem SOSU FVH og kommunen langt ud over landsstævnet. Det skal vise, at Vejle er en by, hvor folk står sammen, og hvor lokale institutioner gerne træder frem og deltager aktivt, når store begivenheder som landsstævnet kommer til byen. Som Lars Ulrik Pedersen udtrykker det, står man i Vejle side om side og er glade for at byde folk velkommen.

»Jeg håber, vi kan vise, at Vejle er en by, hvor alle bidrager. Vi står ikke på ryggen af hinanden, men side om side, og alle er med til at løfte opgaverne. Vi er glade for at byde folk velkommen, og jo flere vi samarbejder med, jo bedre bliver det,« slutter han.

Ny kaffelounge og klassisk navn: SM Andersen klar til åbningsfest

0
Ny kaffelounge og klassisk navn: SM Andersen klar til åbningsfest

BUSINESS. Den 1. juli slog den velkendte tøjbutik i Gothersgade i Fredericia dørene op med nyt navn og fornyet butikskoncept. Butikken, der hidtil har heddet Miami, skifter nemlig navn tilbage til det oprindelige S.M. Andersen – præcis som dengang, da butikken blev grundlagt i 1921.

Bag navneskiftet står indehaver Ole Mortensen, der med begejstring fortæller om idéen bag skiftet:

»Vi vender tilbage til rødderne. Fra 1. juli hedder vi igen SM Andersen, ligesom da butikken åbnede i 1921. Dengang var lokalerne selvfølgelig noget mindre end de er i dag, men historien er den samme, og den vil vi gerne holde fast i,« fortæller Ole Mortensen.

Hygge og kaffe skal løfte oplevelsen

Navneforandringen er ikke det eneste nye i butikken. Ole Mortensen har valgt at indrette et helt nyt og hyggeligt loungeområde, hvor kunderne fremover kan nyde en god kop kaffe under shoppingturen. Butikken er derfor blevet frisket op og gjort klar med nye møbler, en lækker kaffestation og hyggelige siddepladser.

»Vi har lavet butikken om med en hyggelig kaffekrog. Vi har fået en flot kaffemaskine, et lille køleskab med kolde drikkevarer og nogle behagelige stole og borde. Det handler om at give kunderne en god oplevelse, hvor man kan tage sig tid til en kop kaffe og en god snak om tøj og mode. Samtidig har vi sagt farvel til Tøjeksperten, og vi ønsker dem held og lykke i deres nye rammer,« siger Ole Mortensen begejstret.

Butikken holder ekstraordinært åbent hele weekenden i forbindelse med 5-6.juli-festlighederne og Open By Nigth. Lørdag er der ekstra længe åbent fra klokken 10-22, hvor kunderne kan besøge butikken og opleve den nye indretning, det nye navn og ikke mindst de nye varer.

Med navneskiftet styrker butikken også sit fokus på erhvervslivet. Et nyt slogan – ”Dit behov er vores sortiment. Fashion for Business” – skal signalere, at SM Andersen også fremover vil satse på at imødekomme behovene fra byens virksomheder.

»Vi har altid haft et godt forhold til erhvervslivet, og det vil vi nu gøre endnu tydeligere med vores nye koncept og slogan. Vi ønsker at tilbyde erhvervskunder en særlig oplevelse og gode muligheder for at finde præcis det, de har brug for,« fortæller Ole Mortensen.

Annonce

Fik du også set:

Låge 21: Re-Love: Når julens gaver findes som skattejagt

Låge 21: Re-Love: Når julens gaver findes som skattejagt

0
December i Middelfart er noget særligt. Byen falder ikke helt til ro i årets sidste måned. Tempoet skifter, blikkene bliver mere søgende, og mange...
Rocken reddede julen i Fredericia

Rocken reddede julen i Fredericia