Politiet efterlyser lige nu den 70-årige Erik, der er forsvundet fra Lumbyesvej i Fredericia.
Erik beskrives som en dansk mand med lys hud. Han er cirka 170-175 cm høj, kraftigt bygget og bærer briller. Han har kort, gråt hår. Da han sidst blev set, var han iført rustrøde bukser, en blåternet kortærmet skjorte og en blå tynd dynejakke.
Politiet opfordrer beboere i området omkring Lumbyesvej til at kontrollere skure, garager og udhuse, hvor Erik muligvis kan have søgt hen.
Hvis man ser Erik eller har oplysninger om, hvor han kan befinde sig, bedes man straks kontakte politiet på telefon 1-1-4.
SPORT. Fredagens udekamp mod FC Fredericia blev ikke den oplevelse, FCKFC havde ønsket for deres medlemmer. Fanklubben har derfor taget den usædvanlige beslutning at refundere hele beløbet for busturen til de berørte fans.
Hele 125 fans har efter opfordring fra FCKFC indsendt deres oplevelser via Danske Fodboldfans’ (DFF) indberetningsformular. Disse indberetninger bliver samlet og videresendt til Divisionsforeningen med henblik på en dialog med FC Fredericia.
Problemerne handlede især om dårlig udsigt, hvor mange fans rapporterede, at de knap kunne se banen, og at faciliteterne og sikkerhedsforholdene var utilstrækkelige i forhold til antallet af fans, der var lukket ind på stadion. Det sker efter, at FC Fredericia ifølge oplysninger modtaget af FCKFC har udtrykt, at alt forløb tilfredsstillende, og at klubben derfor overvejer at udnytte hele endetribunens kapacitet til kommende kampe.
FCKFC har officielt klaget til FC Fredericia og bedt om både en redegørelse og økonomisk kompensation. Indtil videre har FC Fredericia endnu ikke svaret, men FCKFC har valgt ikke at lade deres medlemmer vente og refunderer derfor turen allerede nu.
Det er første gang, at FCKFC foretager en refundering af denne art. Klubben understreger, at formålet er at sikre, at fans ikke individuelt skal kæmpe kampen for at få kompensation for utilfredsstillende forhold, og håber samtidig, at det bliver sidste gang, en sådan handling bliver nødvendig.
Kampen mellem FC Fredericia og FC København sluttede med en sejr til gæsterne på 2-0.
HÅNDBOLD. Tirsdag aften tørnede Fredericia HK og TMS Ringsted sammen i en træningskamp i Middelfart Sparekasse ARENA. En kamp med et imponerende fremmøde af tilskuere, der trods strømsvigt midtvejs i første halvleg var vidner til en målrig affære.
Kampen begyndte med høj intensitet og en hurtig scoring på straffekast af gæsterne fra Ringsted. Fredericias Evgeni Pevnov fik dog hurtigt udlignet for hjemmeholdet, og i kampens indledning fulgtes holdene tæt ad.
Men efter godt 11 minutter var Ringsted foran 7-4, ikke mindst takket være Rasmus Graffe, der kampen igennem var en konstant trussel mod Fredericias forsvar. Også Ringsteds målmand viste sig stærkt frem med flere gode redninger, selv om Fredericias skytter ind imellem havde marginalerne med sig.
Fredericias træner Gudmundur Gudmundsson tog kampens første timeout efter et lille kvarter ved stillingen 7-4 til gæsterne. Kort efter svarede Fredericia tilbage med en hurtig reducering, men Ringsted holdt presset på med sikre scoringer fra blandt andre Karl Albert og Axel Andersson.
Fredericias målmand Sander Heieren viste gode takter med flere fremragende redninger, men desværre for hjemmeholdet var der ofte problemer med at sikre returboldene. Samtidig haltede angrebsspillet i flere perioder, hvor fejlafleveringer blev dyre. Især Mads Kjeldgaard havde udfordringer med at finde netmaskerne og viste flere gange tydelig frustration.
Kort før pausen blev kampen afbrudt, da lyset pludselig gik i arenaen. Det gav anledning til latter på lægterne, men efter en kort pause kunne kampen genoptages.
Ved pausen førte TMS Ringsted med 23-18.
Efter pausen fortsatte gæsterne med at dominere. Fredericia forsøgte at svare igen med 7-mod-6-spil, hvilket i perioder lykkedes med scoringer fra Frederik Mossestad og Evgeni Pevnov. Indskiftningen af Anders Kragh Martinusen gav også mere fart i Fredericias spil, og han stod bag flere gode opspil.
På trods af dette havde Fredericia fortsat store problemer defensivt, og Ringsteds Rasmus Graffe og Valdemar Rosted Landvad udnyttede effektivt hullerne i FHK-forsvaret. Også Malthe Qvortrup og Simon Mizera bød ind med flere elegante scoringer.
Fredericia-målmand Kalle Nissen Møller markerede sig dog positivt med flere stærke redninger – blandt andet et straffekast – og Anders Kragh Martinusen stod også for en flot defensiv aktion, hvor han forhindrede Ringsted i at score på et tomt mål.
I kampens sidste minut fik Fredericia chancen for at pynte yderligere på resultatet, men Kaster Hübert Larsen brændte efter et godt indspil fra Anders Kragh Martinusen.
Slutresultatet blev en sejr til TMS Ringsted, der kampen igennem virkede mere sammenspillede og kyniske end Fredericia HK.
Fredericia HK – TMS Ringsted 32-36 (13-18) Middelfart Sparekasse ARENA, tirsdag den 5. august 2025. Dommere: Thomas Kalisz Nielsen og Line Hesseldal Hansen
Det er et stærkt ønske fra regeringens side, at anerkende et tidssvarende børnesyn, hvor børn og unge skal ses som selvstændige individer med egne holdninger, ønsker og perspektiver på deres liv og forhold. Det gælder uanset barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse.
Der ligger således mange gode intentioner bag Barnets Lov – uden tvivl. For, hvem kan ikke bifalde, at myndigheder skal lytte til, hvad børn og unge mener, og ønsker for deres liv og forhold omkring dem? Men desværre oplever jeg, i de børnesager jeg har kendskab til i Fredericia Kommune, at myndighedspersoner, i flertal, arbejder ud fra en meget tynd fortolkning af Barnets Lov.
Socialrådgivere skal have fokus på, at barnet og den unge skal have mulighed for aktivt, at deltageog gøre brug af deres ret til, at blive inddraget løbende i deres sag. Det betyder, at børn og unge bl.a. har mulighed for at anmode om aktindsigt og har mulighed for at klage over afgørelser. Barnets Lov skal sikre børnene og de unge flere rettigheder – både i lovgivning og i praksis.
Men hvad nytter de gode intentioner om et tidssvarende børnesyn og at børn og unge med loven fåren grundlæggende ret til at blive inddraget, og ikke mindst, får indflydelse på de forhold, der vedrører dem, når deres holdninger, ønsker og perspektiver kun bliver noteret som en bureaukratiskmarkering uden pondus.
Mit ønske med dette indlæg, er derfor at støtte og hjælpe Fredericias Skyggebørn, med at give dem en stemme herigennem; give dem ordet til at fortælle deres historie, og ikke mindst, fortælle, hvad de drømmer om for deres liv.
Freja Meyer, 13 år;
Der er gået alt for lang tid – det er på tide, at vi (Skyggebørn, red.) bliver hørt. For vi er ikke blevet hørt, så hvis jeg ikke snart kommer hjem til mine forældre igen, hopper jeg på nakken af kommunen.
Inden anbringelsen havde jeg det svært på den skole, jeg gik på. Jeg havde en rigtig god ven, en dreng, men pludselig var vi ikke så gode venner mere. Så jeg var ked af at gå i skole. Og jeg havde det også svært med fagene og lære noget. Men lærerne hjalp ikke rigtigt. Til sidst kom jeg ikke så meget i skole, og fik meget fravær i skolen.
Min mor har separations angst og havde derfor svær ved at sende mig i skole, når jeg var ked af det og ikke havde lyst til det. De dage, hvor jeg ikke kom i skole, var vi bare hjemme og hygge sammen; min mor og jeg. Det var stille og roligt; vi så nogle gange en film sammen eller sad bare og hyggede sammen. I skolen var der altid så meget larm og uro, det kunne jeg ikke have. Jeg havde også en hamster, Rosa, hos min mor, som vi legede med. I dag ved jeg, det ikke er godt, ikke at gå i skole. Men jeg var lille dengang og havde det svært i skolen.
Mine forældre har altid været perfekte; de er søde og kærlige. De elsker mig højt, jeg elsker også dem. Vi er sådan en familie der stoler på hinanden, taler sammen og hygger sammen. Vi gør hinanden glade. Som da jeg fik min hund, Tulle. Jeg har nemlig altid ønsket mig en hund, og mine forældre var så søde at give mig en hund.
Min mor og jeg har det godt sammen – vi kan tale sammen om alt. Jeg forstår slet ikke, hvorfor kommunen mener, mine forældre ikke er gode forældre. De er de bedste forældre, man kan ønske sig. Hvis jeg havde magiske kræfter, vil jeg trylle mig hjem til min mor og far for evigt og altid.
På et tidspunkt, mens jeg boede hjemme hos mine forældre, det var i 4.klasse, kom jeg rimelig meget i skole. Min mor var god til at sende mig i skole; enten sendte min mor mig afsted eller så kørte min far mig i skole. Eller så kom der en taxa fra kommunen på et tidspunkt. Det syntes jeg fungerede rigtig godt. Det forstår jeg ikke, hvorfor det ikke bare kunne fortsætte, i stedet for at sende mig i en plejefamilie.
På et tidspunkt sendte Kommunen mig i børnegruppe efter skolen, og i fritidsfamilie. Kommunen sagde, min mor skulle aflastes, men hun ville slet ikke have den fritidsfamilie. Så jeg var afsted i mere end 10 timer om dagen, og fik slet ikke tid sammen med min mor om aftenen, når jeg kom hjem. For når jeg kom hjem var jeg så træt, at jeg gik direkte lige ind i min seng. Jeg nåede slet ikke at være sammen med min mor og far. Det kunne jeg ikke holde til – jeg fik nok. Jeg kunne ikke mere – det var alt for meget uro. Og kan ikke være sammen med så mange mennesker hele tiden. Det kan jeg bare ikke.
Det samme er hos min plejefamilie. De har også en dreng, der er i pleje. Han går til fodbold og jeg går til spejder. Han respekterer mig ikke og ignorer mig altid. I denne weekend har han besøg af sin egen lillebror, som er i en anden plejefamilie. Og ikke engang hans egen lillebror, gider han, at tale eller lege med.
Jeg har svært ved at bo med så mange, og jeg føler mig slet ikke hjemme hos plejefamilien. De er søde nok. Men det er meget, meget bedre at være hjemme hos mine egne forældre.
Jeg græder hver dag over, at jeg er i en plejefamilie og ikke bor hjemme hos min mor og far. Jeg græder i skolen, hos veninder og om aftenen på mit værelse. Jeg har svært ved at sove, og når jeg endelig falder i søvn, vågner jeg altid ved 3-4`tiden om natten, og begynder at græde igen. Jeg er bare så ked af det.
Sidste år stak jeg af fra plejefamilien og løb ned til motorvejen, fordi jeg bare vil væk og hjem til Fredericia. Motorvejen ligger lige omme bag de huse, hvor plejefamilie bor. Og så kom Tobias (konsulent v/VRC Rådgivningscenter, red.) i sin bil for at samle mig op. Han var vred, og truede mig til at stige ind i bilen, ellers ville han ringe til politiet og så ville jeg ende på institution.
Kommunen og den der Ankestyrelse tænker slet ikke på børnene. De siger, de vil høre, hvad jeg gerne vil og, hvor jeg vil bo. Men de lytter ikke, de tager beslutninger for mig, som jeg slet ikke vil. Som i det sidste møde, hvor der sider nogle fra kommunen, en dommer og 2 andre; tror de er psykologer. Jeg kommer ind og fortæller dem, hvad jeg gerne vil, og det gør min advokat også. Alligevel besluttede de, at jeg fortsat skulle være i familiepleje. Og så siger de, at mine forældre ikke er gode forældre. Det er slet ikke rigtig. Jeg skreg højt da de fortalte os deres beslutning. Altså kommunen er syg i hovedet, for det er jo slet ingen hjælp for mig at bo væk fra min egen familie. Tværtimod er mit liv ødelagt – de straffer mig. Hvis ikke der snart sker noget, at jeg snart kommer hjem, så stikker jeg af og gemmer mig. Det er ikke godt for mig at bo her ved min plejefamilie. Mit værelse er ikke hyggeligt, som mit eget værelse, hjemme hos mor.
Jeg har ikke tillid til nogen som helst fra kommunen. Og nu har jeg en mand som sagsbehandler, og jeg er ikke glad for at kan ikke lide at tale med mænd – kun min far. Der er ingen i kommunen eller i retten (B&U udvalg og Ankestyrelsen, red.) som jeg stoler på. De beslutter bare selv, hvad de synes, så det er lige meget, hvad jeg siger alligevel.
Kommunen skulle have hjulpet min mor med separationsangsten og hjulpet mig i skolen. Der var kun min far der forstod os og hjalp os. I dag ses vi næsten ikke, vi er alt for lidt sammen. Jeg må slet ikke komme på besøg hjemme i Fredericia. Vi har noget der hedder overvåget samvær i Århus. Så jeg har ikke været hjemme på mit eget værelse i over 10 måneder. De gør det for at straffe os. De gør det i hvert fald ikke for at hjælpe. Men hvis jeg ikke snart kommer hjem, så kommer kommune til at fortryde det. Så gør jeg noget voldsomt!
Håber der er nogen, der læser det her, og som vil hjælpe mig, med at komme hjem til min mor og far igen.
Hilsen Freja
En anden af Skyggebørnene, er en dreng på 11 år – han vil heri indlægget gerne kaldes Lasse. Og han har ønsket at sætte dette foto af sig selv ind i sin tekst – med ordene:
Lasse, 11 år:
Det er et billede af mig, fra dengang jeg var lille, og dengang mit liv hjemme ved min mor og farvar godt. For mit liv er ødelagt nu. Fordi jeg skal bo hos en plejefamilie, og ikke hos min mor og far. Jeg savner dem hver dag.
Tror det hele rigtig startede i december, det år jeg blev 9 år. Der kom der alle mulige mennesker hjemme hos os. Hver dag. Det var hende fra kommunen, der sagde, det var for at hjælpe mine forældre med at få mig i skole. Men de sad bare der i sofaen med deres computer. Derfor havde jeg ikke lyst til at gå nedenunder i stuen, så jeg blev bare på mit værelse indtil de gik hjem. Jeg kunne ikke lide at der kom nogen hver dag. Der var ingen ro. Jeg kunne mærke, at min mor og far heller ikke kunne li`det. Den eneste jeg kunne li` var Adnan. Han spillede med mig, og vi gik tur på boldbanen. Det var sjovt.
Det var først, da jeg startede på en ny skole i Fredericia, Skolesvinget, at jeg kom i skole igen, hver dag. Jeg var glad for ikke at skulle tilbage til Krogsager, altså den gamle skole; en stor skole, med rigtig mange børn. Den kunne jeg slet ikke li`. I timerne larmede klassekammerater meget, og det hele var rundforvirret, så jeg vidst aldrig, hvad vi skulle lave i timerne.
Men i min nye skole var der ikke så mange børn i klassen, og der var altid 2 lærer i klasse. Klasse-kammeraterne larmede ikke så meget. Hvis de larmede, fik jeg, og nogle andre i klassen, bare hørebøffer på. Det var rart. Og hvis jeg blev ked af det, fik jeg lov til at gå ned i sammenhold. Der var et sted, hvor kun 2-3 andre børn var, som også var ked af det, eller havde brug for ro, så lavede vi noget hyggeligt sammen, stille og roligt. Det kunne jeg rigtig godt li`.
Men lige inden sommerferie skete der pludselig meget, og så kom hende fra kommunen ud på min nye skole, for at fortælle, at hun vil sende mig til en plejefamilie. Fordi min mor og far ikke var gode forældre. Og der kom en advokat hjem, for at snakke med mig. Så var mine forældre til et møde, hvor kommunen besluttede at jeg skulle i plejefamilie. Det ville jeg ikke. Jeg ville blive hos mine forældre.
Men så kom to fra kommunen og så kørte vi alle ned til nogle fremmed mennesker. De sagde, nu skulle jeg bo der. Så der bor jeg nu. Men jeg vil hellere bo hjemme hos min mor og far. Det har jeg også sagt til hende fra kommunen. Men hun siger bare, at det er bedst for mig, at bo her ved plejefamilien. Det forstår jeg ikke, for mine forældre er meget bedre. Min mor og far forstår mig.
Min plejemor er sød. Men det er min plejefar ikke. I starten tvang han mig til at gå mangekilometer, hver dag – det var jeg rigtig ked af. Men nu er jeg blevet tynd, så nu går vi ikke så tit mere. Og plejefar råber også nogle gange af os (plejebørn og plejemor, red.). Jeg føler, der altid er uro og larm hos plejefamilien. For der er jo også andre plejebørn. Men hjemme hos mor og far er jeg jo det eneste barn; det er dejlig, stille og roligt. Der kan jeg slappe af.
Jeg gider ikke at tale med nogen om det her mere, for der er alligevel ikke nogen der lytter til, hvad jeg gerne vil. Jeg vil bare have mit liv tilbage; og bo hjemme hos min mor og far igen.
Vi er live fra Middelfart Sparekasse ARENA i Fredericia denne tirsdag aften den 5. august, hvor Fredericia HK møder TMS Ringsted i en spændende træningskamp.
FHK stiller med følgende hold: 3. Jonas Kruse Kristensen 5. Kaster Hübert Larsen 7. Kasper Young 9. Martin Bisgaard 14. Frederik Jægerum 15. Mads Kjeldgaard 16. Sander Heieren 18. Malthe Hejsel 20. Frederik Mossestad 23. Rolando Gonzáles 24. Kalle Nissen Møller 31. William Andersson Moberg 41. Evgeni Pevnov 91. Kasper Palmar 93. Anders Kragh Martinusen
Følg med her for opdateringer direkte fra arenaen!
BUSINESS. Der er noget næsten højtideligt over at træde ind i bygningen på Gothersgade i disse dage. I gamle dage blev der delt mønter ud fra tunge skranker og talt alvorligt om renter, lån og opsparinger, når man trådte ind ad døren til den gamle Danske Bank. I dag er pengene erstattet af papkasser, tøjstativer og en mand, der smilende og travlt trækker kasser med tøj ned i kælderen.
Jesper Juul Madsen hedder han, og han er manden, der nu skal stå i spidsen for det projekt, som inden længe skal fylde lokalerne med noget helt andet end valuta. Han er Store Manager i Fredericias nye store satsning, Tøjeksperten, som åbner dørene for første gang den 28. august. Jesper Juul Madsen er en kendt tøjmand i Fredericia, og han glæder sig til sin nye opgave.
Næsten alt er væk – men der er stadig minder fra bankæraen. Foto: AVISEN
»Det er jo første gang efter corona, at der er en stor butik, der virkelig vil Fredericia og satser på byen. De har valgt mig til at stå i spidsen. Det er selvfølgelig noget, jeg er meget glad for. Jeg føler mig nærmest som indfødt og har været her i en menneskealder, så jeg kunne lige så godt tage det sidste med,« siger Jesper Juul Madsen med et lunt smil og løfter endnu en stak tøj op fra gulvet.
Tøjeksperten rykker ind i ikke mindre end 500 kvadratmeter, der i disse dage fyldes med forventning, håndværkere og Jespers personlige entusiasme. Man kan mærke, at han glæder sig, selvom der stadig er et stykke vej igen. Loftet skal gøres færdigt, prøverum sættes op, og indgangene skal sikres, så alle kan komme ind – også dem med lidt sværere gang eller i kørestol.
»Første gang jeg hørte, at vi skulle ligge her, fik jeg et chok. Men efter at have fulgt lidt med og nu stået herinde, kan jeg godt se, at det bare er helt rigtigt. Det er næsten som at være i udlandet i en af de store butikker. Det er jo det, vi kalder en big store i vores koncern,« siger han og kaster et stolt blik rundt i lokalerne, hvor historiens vingesus blander sig med fremtidens tøjmode.
Det bliver et sted, hvor Fredericias borgere kan finde mærker som Lindbergh, Bison, Morgan og Junk Deluxe. Og Jesper understreger, at det handler om at have noget til alle mennesker.
»Vi har tøj, alle kan gå i. Det skal være nemt og rart,« understreger han og holder en lille pause, inden han forsætter:
»Jeg har prøvet at åbne butik før, og jeg glæder mig lige så meget, som jeg plejer. Og jeg tror, det bliver helt fantastisk. Det mærkede jeg også i maven i dag, da de første tøjkasser kom,« siger han og gnider sig lidt på lårene, der er ømme efter dagens mange ture op og ned ad trapperne.
Han står dog ikke alene med opgaven ret meget længere. Snart ankommer Magnus, hans nye kollega, der også spiller i bandet Sprittede. Først skal Magnus dog spille på Smukfest, hvorefter han vender tilbage, som Jesper siger med et glimt i øjet.
»Jeg har fået to rigtig gode assistenter, en fra Vejle og en fra Middelfart. Interessante fyre begge to. Og så har jeg en deltid og nogle weekendafløsere. Vi må ikke være færre end tre herinde,« siger Jesper og nikker tilfreds med udsigten til et stærkt team, der sammen skal skabe den rette stemning i butikken.
Jesper Juul Madsen har en klar forventning om, hvordan atmosfæren skal være. Humøret skal være højt, stemningen god, og alle skal føle sig velkomne.
»Jeg håber selvfølgelig, at folk tager godt imod os. Der har allerede været masser af gode reaktioner. Så må vi bevise, at det her, det kan vi godt få til at køre,« siger han med selvsikkerhed og glimt i øjet.
På selve åbningsdagen den 28. august lover han, at der sker noget særligt. Han holder stadig kortene tæt ind til kroppen, men afslører, at der arbejdes på at få en til at klippe snoren, og at der naturligvis skal være lidt til ganen også.
Historien og kunst i den gamle bygning. Foto: AVISEN
Mens han slæber de sidste tøjbunker ned i kælderen, virker Jesper Juul Madsen som en mand, der allerede er godt i gang med at skrive et nyt kapitel i både bygningens og byens historie. Mønterne er væk, men der er rigeligt med smil, forventning og godt humør at dele ud af.
BUSINESS. »Udleverede DDM’s fortrolige oplysninger uden samtykke« I en opsigtsvækkende korrespondance erkender Fredericia Kommune åbent, at man uden samtykke har udleveret fortrolige oplysninger fra Danske Digitale Medier (DDM) til Fredericia Dagblad (Jysk Fynske Medier). Fejlen blev først erkendt af kommunen, efter DDM havde klaget til Ankestyrelsen. Et helt år senere, i forbindelse med DDMs klage.
Kommunens chefjurist, Henrik Melchior Olsen, henvendte sig den 6. februar 2025 direkte til Fredericia Dagblad med en anmodning om straks at slette materiale, kommunen fejlagtigt havde udleveret et år tidligere:
»I forhold til de to e-mails fra Danske Digitale Medier A/S, så var det på daværende tidspunkt, hvor kommunen udleverede dem i forbindelse med besvarelsen af din aktindsigt, kommunens vurdering, at kommunen havde fået samtykke fra Danske Digitale Medier A/S til at udlevere de to e-mailkorrespondancer. Det viste sig efterfølgende, at Danske Digitale Medier A/S ikke var enig med kommunen i, at der var givet samtykke hertil.«
Først efter DDM’s henvendelse til Ankestyrelsen erkendte kommunen dermed sin fejl og bad Fredericia Dagblad om at bekræfte, at materialet var slettet. Fredericia Dagblads journalist, Nana Hanghøj, bekræftede sletningen, men bemærkede samtidig, at de allerede havde offentliggjort dele af oplysningerne:
»Jeg fik aktindsigt i kommunens udgifter til annoncer og andet materiale. Jeg har brugt de faktuelle oplysninger, som fremgik af et excel-ark omkring betalingerne. Dem brugte jeg i en faktaboks for at anskueliggøre, hvad sagen drejede sig om.«
Skaden var allerede sket
DDM’s direktør, Andreas Dyhrberg Andreassen, fremhæver, at kommunens forsøg på at rette op først kom, da Ankestyrelsen blev involveret – længe efter Fredericia Dagblad havde offentliggjort de skadelige oplysninger.
»Kommunen udleverede uden vores samtykke fortrolige oplysninger om vores virksomhed til en direkte konkurrent, som efterfølgende offentliggjorde dem og skabte en skadelig mediestorm mod os. Først da vi klagede til Ankestyrelsen, reagerede kommunen på sin fejl,« siger Andreas Andreassen.
Han understreger alvoren:
»Kommunen har aktivt bidraget til en situation, der har været direkte skadelig for vores virksomhed. Den efterfølgende undskyldning kom alt for sent og først efter massivt pres. Ser man tilbage på dækningen fra gammelmedierne, blev kontrakter og andre dokumenter delt ukritisk, mens professorer og andre eksperter udtalte sig uden den fornødne indsigt i området. Der er altså forskel på at købe side 3 og side 37, men den forskel fik gammelmedierne udvisket ved ukorrekt at sammenligne Middelfart og Fredericia Kommunes indkøb. Dertil blev beløbene akkumuleret, så det fejlagtigt lignede, at vi fik millioner. Vi gjorde gentagne gange indsigelse og forsøgte at få den kommunale ledelse i tale, men ingen lyttede. I stedet udleverede man alt materiale til gammelmedierne. Det skabte en urimelig shitstorm mod Danske Digitale Medier, som dermed blev fejlagtigt hængt ud, og hvis man ikke husker artiklerne, så kan de stadig googles, så kan man se, hvordan vi fejlagtigt blev hængt ud, « slutter Andreassen.
Dokumentation
DDM har besluttet at offentliggøre hele korrespondancen mellem Fredericia Kommune og Fredericia Dagblad, så borgerne kan danne deres eget indtryk af forløbet.
Komplet korrespondance mellem Fredericia Kommune og Fredericia Dagblad:
Fra: Henrik Melchior Olsen (Fredericia Kommune)
Sendt: 6. februar 2025 kl. 14:47
Til: Nana Hanghøj Johansen (Fredericia Dagblad)
Kære Nana,
Du fik ved nedenstående e-mail aktindsigt i vedhæftede excel-fil samt tre vedhæftede e-mails.
Den ene af tre e-mails indeholdt oplysninger om korrespondance med DanmarkC TV, som kommunen havde fået samtykke fra DanmarkC TV til at udlevere.
De to øvrige e-mails indeholdt en korrespondance, som kommunen havde haft med Danske Digitale Medier A/S om noget medieeksponering. I de nævnte e-mails omtales Danske Digitale Medier A/S tillige som Budskabsfabrikken.
I forhold til de to e-mails fra Danske Digitale Medier A/S, så var det på daværende tidspunkt, hvor kommunen udleverede dem i forbindelse med besvarelsen af din aktindsigt, kommunens vurdering, at kommunen havde fået samtykke fra Danske Digitale Medier A/S til at udlevere de to e-mailkorrespondancer. Det viste sig efterfølgende, at Danske Digitale Medier A/S ikke var enig med kommunen i, at der var givet samtykke hertil.
Da kommunen således har udleveret to e-mails, der kan have indeholdt forretningshemmeligheder for Danske Digitale Medier A/S, skal jeg anmode om, at du sletter de to e-mails og bekræfter sletningen over for kommunen.
Såfremt du fortsat ønsker aktindsigt i de pågældende e-mailkorrespondancer mellem kommunen og Danske Digitale Medier A/S, anmodes du om at fremsætte en begæring om aktindsigt heri, hvorefter kommunen vil behandle din begæring om aktindsigt.
Jeg skal afslutningsvis anmode dig om at oplyse kommunen om, hvorvidt oplysningerne i den omtalte e-mailkorrespondance mellem kommunen og Danske Digitale Medier A/S har været anvendt i journalistiske sammenhænge eller anden sammenhæng.
Venlig hilsen
Henrik Melchior Olsen
Chefjurist & Indkøbschef
Fællessekretariatet, Fredericia Kommune
Fra: Nana Hanghøj Johansen (Fredericia Dagblad)
Sendt: 6. februar 2025 kl. 15:04
Til: Henrik Melchior Olsen (Fredericia Kommune)
Hej Henrik,
Tak for tilsendte. Jeg kan bekræfte, at jeg søgte og modtog den pågældende aktindsigt. Det var i forbindelse med TV Syds afdækning af betaling af annoncekroner til Fredericia Avisen.
Jeg fik aktindsigt i kommunens udgifter til annoncer og andet materiale. Jeg har brugt de faktuelle oplysninger, som fremgik af et excel-ark omkring betalingerne. Dem brugte jeg i en faktaboks for at anskueliggøre, hvad sagen drejede sig om.
Jeg brugte ikke de øvrige dokumenter i de vedhæftede e-mails, da det ikke var interessant for læserne. Jeg kan bekræfte, at de er slettet.
Med venlig hilsen
Nana Hanghøj
Journalist, Fredericia Dagblad
Fra: Henrik Melchior Olsen (Fredericia Kommune)
Sendt: 6. februar 2025 kl. 16:25
Til: Ankestyrelsen, Tilsynet med kommunerne
Til Ankestyrelsen,
I forlængelse af, at Fredericia Kommune g.d. oversendte en klage over Fredericia Kommune (kommunens sagsid.: 25-2399), har kommunen haft en opfølgende dialog med Jysk Fynske Medier (Fredericia Dagblad).
Den opfølgende dialog fremsendes til Ankestyrelsens videre behandling af klagen over Fredericia Kommune.
Venlig hilsen
Henrik Melchior Olsen
Chefjurist & Indkøbschef
Fællessekretariatet, Fredericia Kommune
Fredericia Kommune til Danske Digitale Medier:
Kære Andreas,
I forlængelse af kommunens oversendelse af din klage til Ankestyrelsen har kommunen efterfølgende haft nedenstående korrespondance med journalist Nana Hanghøj fra Fredericia Dagblad om den aktindsigt, der blev besvaret af kommunen den 19. februar 2024.
Korrespondancen er oversendt til Ankestyrelsen og fremsendes hermed til din orientering.
KULTUR. Når man ser dem, Gitte og Michael, stå dér udenfor Tøjhuset i Fredericia, fredag eftermiddag et par timer før det hele går løs, kunne man sagtens få den tanke, at de var et helt almindeligt par. Måske med planer om fælles sommerferie eller en samtale om, hvorvidt græsset mon trænger til at blive slået igen. Men almindelige, det er alligevel ikke det første ord, man ville bruge om dem. Bag de afslappede smil og lette grin ligger nemlig ti års dedikeret kamp for at holde Fredericias hardcore-scene i live. Ti års festival. Ti års underskud og modvind, men også ti års glæde ved at give liv til en musikgenre, som for dem aldrig bare har været støj og høje guitarriffs, men selve essensen af fællesskab.
»Vi mødte hinanden til en hardcore-koncert her i Fredericia. Faktisk til en festival. Det gik jo ret hurtigt op for os, at vi deler den interesse, og det har holdt ved,« siger Gitte. Ved siden af hende sidder Michael og nikker med et skævt smil, der afslører, at det måske handlede om lidt mere end musikken den aften for efterhånden mange år siden.
Historien om deres festival, Support Our Scene Fest, begynder egentlig dér, hvor noget andet slutter. De tidligere arrangører af Fredericia Hardcore Festival var flyttet fra byen, og pludselig stod en hel musikscene uden drivkraft. Der blev sendt lange blikke mod Michael og Gitte. De var blevet veteranerne. Nu lå ansvaret hos dem.
»Vi havde faktisk lidt droppet det,« indrømmer Gitte med et lille glimt i øjet. Men da et amerikansk band pludselig tilbød at komme, kunne de ikke sige nej. Problemet var bare, at de ikke havde noget sted at holde koncerten. Ungdomshuset var lukket, og rundt omkring var alt andet optaget eller lukket ned i sommerferiens dvale.
Til sidst fandt de et lidt skramlet containerområde ved havnen – dengang kendt som C-byen – hvor de sammen med en håndfuld frivillige hurtigt byggede en primitiv scene. De åbnede en container, byggede et podie ud fra den, og pludselig havde de noget, der lignede en rigtig scene.
»Vi havde ikke noget udstyr, intet lys eller noget som helst. Bare en container og et podie, vi selv havde sat op,« siger Gitte og trækker på skuldrene med et lille grin.
De lavede alt selv dengang. Otte bands på én dag, økonomi, øl, mad, lyd og lys.
»Vi brugte opsparingen, børnepengene og tog ekstra overarbejde for at få det til at hænge sammen. Første år sluttede vi med et underskud på 23.000 kroner,« siger Michael, mens Gitte hurtigt indskyder: »Der tænkte vi virkelig: Skal vi stoppe her? Men det kunne vi jo ikke. Så sker der jo ingenting.«
I anledning af jubilæet var Tøjhuset pyntet med ekstra lys, sjove minder og nostalgiske plakater fra festivalens ti år lange historie.
Fra havnen rykkede festivalen op til Det Bruunske Pakhus, og efter nogle år med økonomiske bump på vejen og en hård corona-pause landede de for tre år siden på Tøjhuset. Et gammelt, tungt pakhus midt i byen, hvor historien næsten siver ud mellem murstenene, skulle nu samle byens musikliv – og dermed også hardcore-scenen. Skiftet gav mere ro, flere hænder, faste scener og faste barfolk.
Tøjhuset viste sig at være præcis det, festivalen havde brug for, fortæller Gitte og Michael med en lettelse, der stadig sidder i dem. Men helt afslappet bliver det aldrig. For selvom det meste nu er kommet på plads, kan man stadig se Michael slæbe ølfustager gennem gangene og Gitte stå ude i køkkenet med kokkehuen på skrå, selvom hun egentlig ikke behøver.
»Vi kan simpelthen ikke lade være,« siger Gitte med et smil, der afslører, at det nok heller aldrig var meningen.
Festivalen er da også blevet en familiebegivenhed. Deres børn er vokset op med den. Sønnen hjælper til bag scenen, og datteren på 21 spørger hvert år, hvornår hun kan komme og stå i baren eller sælge merch. De hører egentlig slet ikke hardcore-musik, men festivalen er blevet en fast del af familiens rytme. Det handler om timerne sammen. Om arbejdet, sliddet, latteren og følelsen af at skabe noget i flok. Gitte kalder det selv »det der med at skabe noget.«
Men det har også en bagside. For når de sidste toner dør ud, publikum går hjem, og scenelyset slukkes, bliver der stille. Helt stille. Næsten for stille.
»Når festivalen er slut, rammer den berømte tomhed altid,« siger Michael. Han holder en lille pause, før han fortsætter:
»Men hvert år oplever vi også, at publikum kommer hen, lægger en hånd på skulderen og siger ›godt gået‹. Det er jo det, der gør, at man bliver ved.«
Den anerkendelse betyder alt. Især når den kommer fra mennesker, de ikke engang kender. Når de står ude blandt publikum, og en fremmed pludselig vender sig om og siger: »Det der – dét var fandme fedt booket.«
Eller når bands, som engang spillede hos dem som helt små navne, pludselig dukker op på scener som Roskilde Festival eller Copenhell. Så mærker Michael en stille stolthed over at have været med til at give dem et lille skub ud i verden.
»Så tænker man: Hold da op, vi var en del af deres rejse,« siger han med et smil, som om betydningen stadig ikke helt er sunket ind.
Michael og Gitte foran Tøjhuset, få timer inden festivalstart. Over dem hænger banneret, som Gitte fortæller, hun også har lagt mange timers arbejde i.
Derfor føles det heller ikke tilfældigt, at Fredericia ofte kaldes Danmarks hovedstad for hardcore. Michael og Gitte mærker tydeligt, hvordan festivalen gradvist har fundet sin naturlige plads i byens musikalske identitet. Men drømmen har aldrig været at konkurrere med de største scener. Tværtimod. De holder fast i ønsket om at være stedet, hvor både etablerede bands og unge, håbefulde navne kan finde deres publikum. Og måske også stedet, hvor man oplever noget uventet. Noget, man ikke anede, man havde brug for at høre.
»Vi har altid mindst ét band, der er helt ved siden af genremæssigt. I år er det Rap Martin Rap, en fyr fra Aarhus, som rapper om alt muligt mærkeligt. Det er skævt, ja, men vi elsker at skubbe lidt til folks forventninger,« siger Michael med et tilfreds lille grin.
Men det skæve og overraskende handler ikke kun om at provokere. Det handler i høj grad om respekt. Respekt for musikerne, for deres dedikation, og ikke mindst for den lange vej, mange af dem tilbagelægger, bare for at stå på en lille scene i Fredericia.
Engang havde festivalen besøg af et fransk band, der frivilligt kørte non-stop hele vejen fra Frankrig, blot for at få deres navn på plakaten ved siden af et stort hovednavn. Michael husker stadig episoden tydeligt, og smilet kommer næsten automatisk, når han fortæller historien:
»De insisterede på at køre 23 timer uden betaling. De spillede endda først efter hovednavnet og var sikkert helt udmattede efter sådan en tur. Men det betød ingenting for dem. Det eneste vigtige var at være til stede, at være en del af fællesskabet. Når man oplever sådan noget, tænker man, at vi må have fat i noget rigtigt.«
Når Michael fortæller den slags historier, handler det dybest set om den særlige energi og dedikation, der stadig er festivalens fundament. Festivalen er vokset, men hjertet er præcis det samme som for ti år siden.
»Vi er blevet ældre, men vi brænder stadig lige så meget for det,« siger Michael og sender et varmt blik mod Gitte, før han fortsætter:
»Når bands rejser langvejsfra, fordi vores festival betyder noget særligt for dem, siger det noget om, at vi stadig har fat i noget ægte. Og dét er sgu stort.«
De hårde år, hvor økonomien var en konstant bekymring, hvor der måtte lånes ekstra borde og stole, og hvor naboerne blev spurgt om hjælp, hvis der pludselig manglede øl klokken to om natten, netop som det sidste band gik på scenen, ligger heldigvis bag dem. Festivalen har fundet et økonomisk leje og en fast ramme, som giver Gitte og Michael plads til at se fremad – ikke kun ned i regnskaberne. Men selvom det økonomiske pres er lettet, er engagementet på ingen måde blevet mindre. Snarere større, faktisk.
»Vi har allerede datoen klar for næste års festival. Det er faktisk et af årets vigtigste øjeblikke,« fortæller Michael med en ro, der viser, hvor langt de er kommet.
Den slags detaljer – datoen, stedet, de faste rammer – kan måske virke små for udenforstående, men for dem betyder det alt. Det er de små sejre, der giver overskud til at tænke fremad. Til at turde prøve nye idéer af, uden konstant frygt for at vælte hele projektet.
Gitte fortæller, at de hvert år forsøger at udvikle festivalen med nye initiativer. I anledning af 10-års jubilæet havde de eksempelvis fået en T-shirt-trykker ind, så gæsterne kunne få lavet unikke festivaltrøjer på stedet.
Michael taler om festivalens udvikling med en underspillet entusiasme, der afslører, at han og Gitte aldrig tager noget for givet. Selv når meget falder på plads, insisterer de på, at intet må blive rutine. Festivalen skal være ny hvert år, og ambitionen er altid at give publikum noget, de ikke lige havde regnet med. Noget skævt, noget anderledes.
»Vi skal blive ved med at gøre det spændende og sjovt. Hvis vi kan finde på noget nyt, noget overraskende hvert år, vil folk altid have lyst til at komme igen. Det er hele ideen,« siger Michael.
Når festivalens sidste band går på scenen lørdag nat, står Michael og Gitte altid lidt ude i skyggerne, måske med en øl i hånden, og ser på det, de har bygget op. Ikke kun scenen, musikken og festen, men også stemningen, fællesskabet, og dét festivalen betyder for byen og for de mennesker, der mødes her hvert eneste år.
»Vi gør det ikke længere bare for os selv,« siger Gitte stille, mens hun ser ud over scenen, der i det øjeblik endnu ligger stille og tom hen, men som om få timer vil summe af liv.
»Vi gør det for alle dem, som hvert år minder os om, hvorfor vi startede. Uden dem ville vi jo slet ikke være her.«
Michael nikker og tilføjer med et lille smil:
»Og uden Tøjhuset og det fantastiske hold af mennesker hernede, havde vi måske heller ikke fejret 10-års jubilæum. De har virkelig gjort en forskel.«
Lige der, i det øjeblik, mærker man, at det hele – underskuddet, de hårde timer, tomheden bagefter – giver mening. Fordi det handler om noget større. Noget, der rækker langt ud over en enkelt weekend i august. Noget, der betyder noget.
Og måske er det også det, hardcore handler om, når man skærer helt ind til benet. At gå all-in med hjertet først.
Mange religioner i Verden er uden gudsbegrebet, og andre har forskellige guder, hvor den enkeltegud har sin individuelle funktion i menneskenes liv, og de nordiske guder og de græske guder kan nævnes, hvor guderne har forskellige gøremål. Men i Mellemøsten opstod ideen om en patriarkalsk gud før vor tidsregning, hvor religionen tydeligt udspringer af den patriarkalske kultur.
De tre patriarkalske og monoteistiske religioner i kronologisk rækkefølge er Jødedom (dannedes længe før år 0), Kristendom (dannedes omkring år 0) og Islam (dannedes omkring år 600). Når man tværlæser skrifterne for disse tre religioner, fremgår det samme udspring tydeligt med mange formuleringer lignende hinanden til forveksling. Den eneste hovedreligion med lidt lettelse påpatriarkalske er den protestantiske kristne kirke, der ændredes via en ændret kultur, der til en vis grad har ændret synet på kvinden, der ikke skal være så underdanig. Men i Danmark diskuterer man stadig især i indremissionske kredse, om kvinder kan formidle den kristne tro. Og nu diskuterer man endda, om kunstig intelligens kan formidle troen.
Vi skal være bevidste om, at kristendommen ”ukritisk” er importeret fra Mellemøsten og som sådan er en patriarkalsk religion, hvor både det onde og det gode er hankøn, og kvinden er noget sekundært, der kun er der for at hjælpe manden. Men det betyder også, at både Gud og Fanden er af hankøn.
I Middelalderen var der en stærk tro på, at man ved døden blev sorteret til Himmel eller Helvede, men en tidlig morgen, hvor Fanden var sur, besluttede han at fjerne helvede og dele det ud i religionerne. Resultatet ses nu i Mellemøsten, Rusland og USA, hvor det uhensigtsmæssige råder.Det mest bestialske er den ældste monoteistiske religion.
Rusland er meget præget af ortodoksi, som også Vladimir Putin tilhører og nyder støtte fra. I USA tyder meget på, at MAGA-bevægelsen er en religiøs bevægelse, der går tilbage til de gamle patriarkalske dyder. I Mellemøsten er det en religionskrig mellem to patriarkalske religioner, hvor den ene udspringer af den anden, men de er hver især præget af hver sin kultur. Resultatet er, at man tydeligt kan se funktionen af Fandens beslutninger, da det er helvede på jord.
SPORT. Langs vejen mod stadion bevægede tilskuerne sig stille og målrettet fremad. Det var en rolig, ubrudt strøm af mennesker, der alle var på vej mod noget, som føltes betydningsfuldt. Noget byen havde set frem til længe, før bolden overhovedet blev sparket i gang.
For denne lørdag eftermiddag skulle Middelfart Boldklub spille sin allerførste hjemmekamp i landets næstbedste fodboldrække. En milepæl for klubben – og en mærkedag for Middelfart. Overalt i byen kunne man mærke forventningen; fra havnen, hvor bilerne allerede begyndte at søge parkering, og op ad villavejene mod stadion, hvor næsten to tusinde mennesker – 1.910 for at være helt præcis – havde valgt at bruge deres eftermiddag på at opleve klubbens historiske første skridt op på et højere niveau.
Foto: Frederik Mortensen
Oppe på tribunen stod Yasmin Juel Amer, klubbens salgs- og marketingchef, og så det hele udfolde sig med et lidt andet blik end de fleste tilskuere. Hun fangede stemningen gennem små øjeblikke og detaljer, som ofte siger mere end store ord.
»Jeg synes jo, det var helt fantastisk, at knappen faktisk blev trykket på, så vi nu får lov til at spille i 1. division. Og det var virkelig skønt at opleve, at det hele fungerede så godt, især når man tænker på de lidt beskedne faciliteter, vi har,« sagde Yasmin med et smil, mens hun diskret forsøgte at holde styr på sin hund, som syntes mere interesseret i at jage noget usynligt i græsset end i store øjeblikke på banen.
Foto: Frederik Mortensen
Rundt omkring hende sad familier, venner og naboer. Ansigter, der var velkendte i byen, blandede sig med nye ansigter, som ikke før havde fundet vej til tribunerne. Ganske vist blev tilskuerrekorden fra pokalkampen mod OB ikke slået denne eftermiddag, men det ændrede ikke ved, at noget tydeligvis var anderledes. Middelfart Boldklub havde løftet sig op på et nyt niveau, og med det fulgte også nye udfordringer.
»Hvor skal vi egentlig parkere?« lød det samme spørgsmål igen og igen blandt tilskuerne.
Yasmin kendte spørgsmålet godt. Hun trak let på skuldrene og smilte, som man gør, når svaret ikke altid er så enkelt, som man kunne ønske sig.
»Parkeringen er nok vores største udfordring. Stadion ligger, hvor det gør – med boliger på den ene side og en kirke på den anden, så vi har begrænsede muligheder. Men vi kan sikkert godt blive bedre til at vise folk alternativer. Man kan jo parkere lidt længere væk, eller nede ved havnen og bare gå gennem kirkegården, så er man her på to minutter. Det er nok noget, vi skal være lidt skarpere på fremover, især når der nu begynder at komme flere folk udefra.«
Da bolden først begyndte at rulle, gled praktikken hurtigt i baggrunden. Stilheden sænkede sig over tribunerne på den måde, der sker, når alle venter spændt på, hvad kampen vil bringe. En kamp mod Esbjerg er trods alt ikke bare en hyggeopvisning.
Selvom Middelfart til sidst tabte kampen knebent, var det ikke nederlaget, der stod tilbage bagefter. For Yasmin, der hele kampen igennem havde holdt øje med stemningen og de praktiske ting, var det noget helt andet, der gjorde størst indtryk.
»Der findes ikke noget mere fantastisk end et fyldt stadion. Den der summen af glæde og spænding, når man ved, at der venter en god fodboldkamp. Når solen skinner, og stemningen bare er rigtig god.«
Foto: Frederik Mortensen
Men det var ikke kun på tribunerne, at stemningen havde sat sig. Inden kampen havde klubben inviteret sine sponsorer til VIP-arrangement oppe på HUSET tæt ved stadion. Her blev de budt på god mad, fodboldanekdoter og en påmindelse om, at Middelfart Boldklub aldrig har været kendt for ekstravagante VIP-lounger. I stedet havde man valgt en hyggelig, lokal løsning, som Yasmin beskrev som »en ren fornøjelse«.
»Vi har jo ikke helt samme muligheder som mange af vores konkurrenter, når det kommer til at lave arrangementer på selve stadion. Derfor holder vi VIP-arrangementerne oppe på HUSET, og her blev vi virkelig forkælet inden kampstart. Det har vi også gjort tidligere, og vi fortsætter samarbejdet med både HUSET og Comwell. Det er simpelthen en fornøjelse at komme derop. De sørger for god mad, gode historier og en virkelig hyggelig atmosfære.«
Foto: Frederik Mortensen
Netop opbakningen fra erhvervslivet er noget, Yasmin mærker ekstra tydeligt efter oprykningen. Telefonen ringer oftere – og nu er det ikke længere altid hende, der behøver at tage første skridt.
»Telefonen er begyndt at ringe af sig selv,« siger hun kort, men præcist, og uddyber så:
»Men opbakningen fra byens erhvervsliv er jo ikke noget nyt. Den har altid været der – også da vi spillede i 2. division. Vi har været virkelig privilegerede, og nu er der bare kommet ekstra medvind.«
Foto: Frederik Mortensen
Da Yasmin skulle sætte ord på, hvad dagen egentlig havde efterladt af indtryk, var det hverken sponsorer eller kampens resultat, der stod frem. Hun blev stille et øjeblik, som om ordene krævede lidt eftertanke:
»Når alt kommer til alt, handler det jo ikke bare om fodbold. Det handler om fællesskabet, om at dele noget sammen, og det er det, vi mærkede så tydeligt den dag.«
Og så var hun videre igen. For selvom kampen for længst var forbi, ventede telefonen stadig på hende, ligesom der var flere praktiske ting, der skulle ordnes, inden næste kamp ventede lige om hjørnet.
Fyns Politis døgnrapport op til juleaftensdag rummer flere sager om forsøg på indbrud, tyveri og hærværk rundt om i politikredsen.
I Middelfart blev der mandag...
