KULTUR. Hvis man lukker øjnene og bare lytter, kan det hele godt lyde lidt som kaos. Men det er en ordnet uorden. Det er musik, som kun findes i det øjeblik, det opstår, og som aldrig igen vil lyde præcis sådan her.

Nana Pi sidder ved siden af Halym Kim i dét, der lige nu fungerer som en spisesal på Den Kreative Skole i Fredericia. Lokalet er indrettet med borde, stole og kaffekopper, hvor dagens deltagere tidligere har siddet, snakket og forsøgt at fordøje dagens mange musikalske indtryk. I rummet fornemmer man både roen og intensiteten efter timer med musikalske eksperimenter. Ude fra gangen trænger svage toner af instrumenter ind gennem dørsprækken – en dæmpet trompet, måske en violin, som endnu ikke helt har sluppet dagens sidste improvisationer.

Her midt i duften af kaffe og halvfyldte tallerkener forsøger de to arrangører at sætte ord på noget, der næsten ikke kan forklares med ord. Improvisationsmusik er nemlig netop dét – øjeblikkets musik. Noget, der opstår spontant, uden at man på forhånd har planlagt, hvad der skal ske, eller hvordan det skal lyde. Og denne særlige, flygtige form for musik har siden 2018 været omdrejningspunktet for ImproCamp i Fredericia.

Nana Pi, der selv er opvokset i byen, smiler let, da hun forklarer, hvorfor hun overhovedet begyndte at brænde for improvisationen.

»Jeg mødte improvisationen på konservatoriet i Malmø. Der var noget, der klikkede for mig. Noget, som gav mening, og hvor jeg følte mig meget mere til stede i det rum, jeg var i.«

Den følelse havde hun lyst til at dele med andre. Derfor startede hun, sammen med blandt andre Halym Kim, ImproCamp i Fredericia. Det skulle egentlig bare være en musikalsk fordybelsesuge, men det voksede hurtigt til langt mere end dét.

»Det har udviklet sig langt over vores forventninger. Nu er vi på ottende år, og det er blevet til et stort netværksmøde. Vi har musikere fra Italien, Spanien, Nederland, Sverige, Norge, Tyskland – ja, næsten hele Europa. De mødes på kryds og tværs og danner bands. Det er blevet et vigtigt fundament for mange unge,« fortæller Nana Pi, og man fornemmer på hendes stemme, at ImproCamp efterhånden er blevet til noget større, end hun nogensinde havde turdet forestille sig.

For fundamentet handler ikke bare om musik. Det handler i lige så høj grad om noget dybere, måske endda mere væsentligt. Ikke bare at kunne sit instrument eller følge nogle uskrevne musikalske regler, men om at finde modet til at stole på egne valg. At turde gøre det, der føles rigtigt, selv om man ikke på forhånd kan vide, hvordan omgivelserne reagerer. Det kan virke skræmmende, men Nana Pi oplever hvert eneste år, hvordan campen giver deltagerne en personlig ballast, som rækker langt ud over selve musikken.

»Uanset om de unge musikere kommer til at bruge det i deres karriere eller ej, får de trænet evnen til at turde sige deres mening, træffe valg og fravalg, og udvikle deres sociale kompetencer. Man arbejder faktisk med sig selv i en gruppe.«

Halym Kim nikker samtykkende, retter lidt på sine briller, før han supplerer med en vigtig detalje fra jazzens historie. Improvisationen voksede frem af et oprør mod jazzens stive strukturer tilbage i 1960’erne. Man ville væk fra de fastlåste rammer, væk fra gentagelserne og ud i et musikalsk univers, hvor regler blev opløst, og intuitionen tog over.

»Improviserende musik er et ret bredt begreb, men for os handler det om fri improvisation. Noget, der har rødder i jazzen fra 60’erne, hvor genren blev åbnet op. Man prøver at skubbe grænserne for, hvad musik kan være, og i stedet for at komponere det hele på forhånd, handler det om intuition, impulsivitet og om at finde idéerne lige nu.«

At finde idéerne lige nu og her lyder måske man. Men sandheden er, at det kræver træning, nærvær og mod. Det kræver et rum, hvor man tør eksperimentere uden at frygte for at fejle. Derfor inviterer ImproCamp hvert år fem internationale instruktører, som hver især medbringer deres egne erfaringer, musikalske metoder og tilgange. Og selv om det hele foregår inden for improvisationens åbne rammer, har instruktørerne deres egne måder at nærme sig musikken på, fortæller Halym.

»Nogle spiller uden gentagelser, andre har regler som, at kun to må spille ad gangen, og når én går ind, går en anden ud. På den måde lærer deltagerne fleksibilitet og interaktion.«

Også fleksibiliteten var noget, der fascinerede Nana Pi, da hun for nogle år siden begyndte at undervise elever, der udelukkende havde lært musik fra noder. Hun bemærkede hurtigt, hvordan disse elever ganske vist kunne spille med matematisk præcision, men ofte uden at høre efter, hvordan musikken rent faktisk lød, når den fyldte rummet omkring dem.

»Jeg fik elever, som tydeligvis havde lært at spille musik matematisk korrekt. Men deres lyd var forfærdelig, fordi de ikke lyttede til sig selv. Hvorfor spille musik, hvis man ikke hører, hvad man selv spiller?« spørger hun og trækker let på skuldrene med et lille smil.

I improvisationen findes der nemlig ikke rigtige eller forkerte toner. Alt handler om at finde sin egen stemme. Om at lytte, reagere og føre en samtale uden ord.

Men hvad sker der egentlig, når musikken forlader campens fire vægge og bevæger sig ud i byen? Når den møder dem, som måske aldrig har hørt noget lignende før? Halym Kim beskriver ImproCamp som en bevægelse, der forsøger at »skubbe grænserne for, hvad musik er, og altid have en nysgerrighed efter at udvide sine musikalske udtryksformer.«

Den nysgerrighed har gennem årene spredt sig som blide bølger ind over Fredericia. Fra Tøjhuset og Den Kreative Skole videre ud til torvet, caféerne, Det Hvide Vandtårn, og til folk, der tilfældigt stopper op, lytter og lader sig fange af noget, der er nyt og anderledes. Den musikalske nysgerrighed bliver til byens nysgerrighed, når campen hvert år afsluttes med en todages offentlig festival. Her får de unge deltagere mulighed for at vise, hvad de har arbejdet på hele ugen – det frie og uforudsigelige – og samtidig deler de scenen med erfarne musikere, som bringer deres egne kunstneriske udtryk til Fredericia.

»Vi håber, det skaber åbenhed over for musikken i Fredericia. Musik og kultur gør noget ved os som mennesker. Det taler til os, er med til at skabe demokrati og gør os mere nysgerrige,« forklarer Nana Pi og fortsætter med et smil:

»Improvisationscampen, som vi har i Fredericia, findes faktisk ikke andre steder i Europa. Det håber vi, at folk vil opdage.«

Halym Kim fortæller videre om, hvordan folk vender tilbage år efter år. Hvordan campen på en eller anden måde holder fast i dem, der har været med før. Han husker især en samtale med to deltagere, der efter en pause vendte tilbage til ImproCamp. Noget, der tydeligvis gjorde stort indtryk på ham.

»Jeg sagde til dem, at det var dejligt, at de kom tilbage, fordi de ikke kunne være her sidste år. Og så svarede de, at de havde glædet sig meget, og at man kunne mærke, at man altid var velkommen. Man kommer ikke bare til en camp, man kommer til et fællesskab.«

Et fællesskab, der ikke kun lever i de otte dage, campen varer, men vokser videre ud i verden i form af nye bands, pladeselskaber og musikalske samarbejder. Nana Pi uddyber, hvordan hun hvert år bliver overrasket og rørt over at se, hvordan dét, hun og Halym engang startede som en lille musikalsk idé, nu har fået sit helt eget liv.

»Det er ikke bare én uge, og så er det slut. Der sker en masse uden for campen hele året. Vi skaber en ramme, og det er fantastisk at opleve.«

Når festivalen løber af stablen, glæder Nana Pi og Halym sig især til at opleve musikeren Etienne Nillesen, der spiller lilletromme på en helt særlig måde.

»Han får nogle toner og frekvenser ud af instrumentet, som ikke alle kan. Det er virkelig spændende,« fortæller Halym.

Og Nana Pi ser frem til at dirigere den sidste koncert med musik-tegnsproget Extemporize, hvor alle deltagerne fra campen er med.

»Det bliver en stor oplevelse,« slutter hun med en overbevisning, der viser, at hun allerede er dér – i musikken, i nuet, i øjeblikket.