SPORT. Nogle gange føles en fodboldkamp som en lang roman. Den starter stille og roligt, bygger op, lægger spor ud, inden plottet pludselig eksploderer. Andre gange er historien skrevet allerede efter de første kapitler. Da Vejle fredag aften mødte OB på hjemmebane i Nørreskoven, var der aldrig tvivl om fortællingens retning. Det blev en fortælling om overlegenhed, om ydmygelse – og om håb i en fodboldby, der længes efter mere end overlevelse.
Nørreskoven havde gjort sig klar. Solen hang tungt på vej ned bag træerne, himlen farvet i en smuk orange-rød nuance. Fodboldromantikere vil genkende følelsen: duften af vådt græs, den summende forventning, de små samtaler på tribunen om håb, frygt og alt derimellem. De 90 minutter, der ventede forude, kunne indeholde alt eller ingenting. Denne aften blev det alt. I hvert fald for Vejle.
Tidligt tegnede sig konturerne af kampen
OB virkede ellers klar. De stribede trøjer fyldte godt op på midtbanen. På papiret var gæsterne måske endda svage favoritter, men papir er taknemmeligt, fodbold sjældent forudsigeligt. Efter blot 15 minutter skiftede stemningen brat fra afventende til eksplosiv. Vejle fandt et hul, en mulighed, en åbning. Andrew Hjulsager, en spiller, der ofte har flakket lidt rundt, men som nu virkede fuldstændig afklaret med sin rolle, tog bolden til sig, kiggede kort op og placerede bolden i det fjerneste hjørne af målet. OB’s målmand måtte opgivende kaste sig forgæves.
Tribunerne rejste sig, brølet rungede over Nørreskoven. Hjulsagers jubel fortalte alt: Vejle havde ikke blot taget føringen, de havde tændt en gnist, der skulle blive til et sandt bål i anden halvleg.
OB forsøgte at finde tilbage i kampen, prøvede at fastholde bolden og skabe små åbninger. Men den aften var Vejles forsvar som støbt i beton – uigennemtrængeligt og brutalt effektivt. Og mens OB kæmpede forgæves, fik Vejle igen skabt plads til mere. Otte minutter senere slog Mikkel Duelund til første gang. Han snød forsvarerne med sin hurtighed, placerede sig rigtigt og afsluttede iskoldt. 2-0 efter 23 minutter. Et resultat, der stod sig til pausen, men Vejle virkede allerede dér som vindere.
Anden halvleg – den totale ydmygelse
Anden halvleg startede præcis, hvor første slap: Vejle ventede tålmodigt, lod OB spille rundt uden effekt, og slog så nådesløst til, når chancen opstod. I det 57. minut var Duelund igen på spil. Denne gang endnu mere elegant. En bold sendt i dybden, perfekt timing og et lille chip over målmanden. 3-0, og ydmygelsen lå tungt i luften.
OB-spillerne gik frustreret rundt. Deres kropssprog fortalte alt om magtesløshed. Hvor var idéerne? Hvor var svarene? Ingen steder. Og da Christian Gammelgaard kort efter gjorde det til 4-0 efter oplæg af aftenens absolutte hovedrolleindehaver, Hjulsager, var det næsten en slags nådesstød.
Gammelgaard løb ud til fansene, armene strakt ud, badet i lys fra projektørerne. Fansene svarede med ekstase. Sådan en aften sker sjældent, og når den gør, er det om at mærke den i hver eneste celle.
OB – en kamp til glemmebogen
For OB var kampen en kollektiv nedsmeltning. Trods boldbesiddelse på godt 60 procent skabte fynboerne aldrig for alvor en farlig situation. Tre skud på mål – intet mere. Så lidt udbytte af så megen boldbesiddelse fortæller alt. Vejle havde set kampen i øjnene og mødt OB med præcis den medicin, fynboerne ikke kunne tåle: tålmodighed og hurtige kontraangreb.
Måske var det frustration, der til sidst fik OB’s Adam Sørensen til at sparke bolden væk i ren irritation og modtage kampens eneste gule kort. Symbolikken var til at tage og føle på: En aften, hvor intet gik OB’s vej.
Vejle med blikket rettet opad
Da dommerens sidste fløjt lød, eksploderede Nørreskoven igen. Fansene klappede og jublede, spillerne krammede hinanden som var det en afgørende finale. På papiret var det blot tredje spillerunde, men i praksis var det en melding til hele Superligaen: Vejle vil mere. Vejle vil opad.
Mikkel Duelund, dobbelt målscorer, var lykkelig efter kampen, men også rolig og ydmyg:
»Det er en af de aftener, hvor alting lykkes. Men det er også en aften, hvor vi sender et vigtigt signal. Vi vil ikke bare overleve i ligaen. Vi kan og vil være med blandt de bedste.«
Andrew Hjulsager, aftenens spiller med mål og assist, supplerede:
»Vi viste, at når vi spiller disciplineret og effektivt, så kan vi slå alle. I dag var fantastisk, men vi må også holde begge ben på jorden og huske, at vi stadig har meget arbejde foran os.«
Arbejdet venter mandag morgen, men først skulle der fejres lidt i Nørreskoven. En ydmygelse af OB, en kollektiv sejr og en aften, som Vejle sent glemmer. For OB venter en selvransagelse. Hvordan kunne det gå så galt? Hvorfor virkede de så magtesløse?
Fodbold kan være nådesløst, men det er også dét, der gør spillet smukt. På denne varme august-aften i Vejle fik fodboldens poesi frit løb. OB blev ofrene – Vejle blev poeterne.
