5.9 C
Copenhagen
onsdag 17. december 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

En uge om året slippes musikken fri i Fredericia: »Det handler om mere end toner«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
En uge om året slippes musikken fri i Fredericia: »Det handler om mere end toner«

KULTUR. Hvis man lukker øjnene og bare lytter, kan det hele godt lyde lidt som kaos. Men det er en ordnet uorden. Det er musik, som kun findes i det øjeblik, det opstår, og som aldrig igen vil lyde præcis sådan her.

Nana Pi sidder ved siden af Halym Kim i dét, der lige nu fungerer som en spisesal på Den Kreative Skole i Fredericia. Lokalet er indrettet med borde, stole og kaffekopper, hvor dagens deltagere tidligere har siddet, snakket og forsøgt at fordøje dagens mange musikalske indtryk. I rummet fornemmer man både roen og intensiteten efter timer med musikalske eksperimenter. Ude fra gangen trænger svage toner af instrumenter ind gennem dørsprækken – en dæmpet trompet, måske en violin, som endnu ikke helt har sluppet dagens sidste improvisationer.

Her midt i duften af kaffe og halvfyldte tallerkener forsøger de to arrangører at sætte ord på noget, der næsten ikke kan forklares med ord. Improvisationsmusik er nemlig netop dét – øjeblikkets musik. Noget, der opstår spontant, uden at man på forhånd har planlagt, hvad der skal ske, eller hvordan det skal lyde. Og denne særlige, flygtige form for musik har siden 2018 været omdrejningspunktet for ImproCamp i Fredericia.

Nana Pi, der selv er opvokset i byen, smiler let, da hun forklarer, hvorfor hun overhovedet begyndte at brænde for improvisationen.

»Jeg mødte improvisationen på konservatoriet i Malmø. Der var noget, der klikkede for mig. Noget, som gav mening, og hvor jeg følte mig meget mere til stede i det rum, jeg var i.«

Den følelse havde hun lyst til at dele med andre. Derfor startede hun, sammen med blandt andre Halym Kim, ImproCamp i Fredericia. Det skulle egentlig bare være en musikalsk fordybelsesuge, men det voksede hurtigt til langt mere end dét.

»Det har udviklet sig langt over vores forventninger. Nu er vi på ottende år, og det er blevet til et stort netværksmøde. Vi har musikere fra Italien, Spanien, Nederland, Sverige, Norge, Tyskland – ja, næsten hele Europa. De mødes på kryds og tværs og danner bands. Det er blevet et vigtigt fundament for mange unge,« fortæller Nana Pi, og man fornemmer på hendes stemme, at ImproCamp efterhånden er blevet til noget større, end hun nogensinde havde turdet forestille sig.

For fundamentet handler ikke bare om musik. Det handler i lige så høj grad om noget dybere, måske endda mere væsentligt. Ikke bare at kunne sit instrument eller følge nogle uskrevne musikalske regler, men om at finde modet til at stole på egne valg. At turde gøre det, der føles rigtigt, selv om man ikke på forhånd kan vide, hvordan omgivelserne reagerer. Det kan virke skræmmende, men Nana Pi oplever hvert eneste år, hvordan campen giver deltagerne en personlig ballast, som rækker langt ud over selve musikken.

»Uanset om de unge musikere kommer til at bruge det i deres karriere eller ej, får de trænet evnen til at turde sige deres mening, træffe valg og fravalg, og udvikle deres sociale kompetencer. Man arbejder faktisk med sig selv i en gruppe.«

Halym Kim nikker samtykkende, retter lidt på sine briller, før han supplerer med en vigtig detalje fra jazzens historie. Improvisationen voksede frem af et oprør mod jazzens stive strukturer tilbage i 1960’erne. Man ville væk fra de fastlåste rammer, væk fra gentagelserne og ud i et musikalsk univers, hvor regler blev opløst, og intuitionen tog over.

»Improviserende musik er et ret bredt begreb, men for os handler det om fri improvisation. Noget, der har rødder i jazzen fra 60’erne, hvor genren blev åbnet op. Man prøver at skubbe grænserne for, hvad musik kan være, og i stedet for at komponere det hele på forhånd, handler det om intuition, impulsivitet og om at finde idéerne lige nu.«

Når musikken ikke længere handler om faste toner og noder, men om at lytte, reagere og turde stole på øjeblikket.

At finde idéerne lige nu og her lyder måske man. Men sandheden er, at det kræver træning, nærvær og mod. Det kræver et rum, hvor man tør eksperimentere uden at frygte for at fejle. Derfor inviterer ImproCamp hvert år fem internationale instruktører, som hver især medbringer deres egne erfaringer, musikalske metoder og tilgange. Og selv om det hele foregår inden for improvisationens åbne rammer, har instruktørerne deres egne måder at nærme sig musikken på, fortæller Halym.

»Nogle spiller uden gentagelser, andre har regler som, at kun to må spille ad gangen, og når én går ind, går en anden ud. På den måde lærer deltagerne fleksibilitet og interaktion.«

Også fleksibiliteten var noget, der fascinerede Nana Pi, da hun for nogle år siden begyndte at undervise elever, der udelukkende havde lært musik fra noder. Hun bemærkede hurtigt, hvordan disse elever ganske vist kunne spille med matematisk præcision, men ofte uden at høre efter, hvordan musikken rent faktisk lød, når den fyldte rummet omkring dem.

»Jeg fik elever, som tydeligvis havde lært at spille musik matematisk korrekt. Men deres lyd var forfærdelig, fordi de ikke lyttede til sig selv. Hvorfor spille musik, hvis man ikke hører, hvad man selv spiller?« spørger hun og trækker let på skuldrene med et lille smil.

I improvisationen findes der nemlig ikke rigtige eller forkerte toner. Alt handler om at finde sin egen stemme. Om at lytte, reagere og føre en samtale uden ord.

Men hvad sker der egentlig, når musikken forlader campens fire vægge og bevæger sig ud i byen? Når den møder dem, som måske aldrig har hørt noget lignende før? Halym Kim beskriver ImproCamp som en bevægelse, der forsøger at »skubbe grænserne for, hvad musik er, og altid have en nysgerrighed efter at udvide sine musikalske udtryksformer.«

Den nysgerrighed har gennem årene spredt sig som blide bølger ind over Fredericia. Fra Tøjhuset og Den Kreative Skole videre ud til torvet, caféerne, Det Hvide Vandtårn, og til folk, der tilfældigt stopper op, lytter og lader sig fange af noget, der er nyt og anderledes. Den musikalske nysgerrighed bliver til byens nysgerrighed, når campen hvert år afsluttes med en todages offentlig festival. Her får de unge deltagere mulighed for at vise, hvad de har arbejdet på hele ugen – det frie og uforudsigelige – og samtidig deler de scenen med erfarne musikere, som bringer deres egne kunstneriske udtryk til Fredericia.

»Vi håber, det skaber åbenhed over for musikken i Fredericia. Musik og kultur gør noget ved os som mennesker. Det taler til os, er med til at skabe demokrati og gør os mere nysgerrige,« forklarer Nana Pi og fortsætter med et smil:

»Improvisationscampen, som vi har i Fredericia, findes faktisk ikke andre steder i Europa. Det håber vi, at folk vil opdage.«

Halym Kim fortæller videre om, hvordan folk vender tilbage år efter år. Hvordan campen på en eller anden måde holder fast i dem, der har været med før. Han husker især en samtale med to deltagere, der efter en pause vendte tilbage til ImproCamp. Noget, der tydeligvis gjorde stort indtryk på ham.

»Jeg sagde til dem, at det var dejligt, at de kom tilbage, fordi de ikke kunne være her sidste år. Og så svarede de, at de havde glædet sig meget, og at man kunne mærke, at man altid var velkommen. Man kommer ikke bare til en camp, man kommer til et fællesskab.«

Et fællesskab, der ikke kun lever i de otte dage, campen varer, men vokser videre ud i verden i form af nye bands, pladeselskaber og musikalske samarbejder. Nana Pi uddyber, hvordan hun hvert år bliver overrasket og rørt over at se, hvordan dét, hun og Halym engang startede som en lille musikalsk idé, nu har fået sit helt eget liv.

»Det er ikke bare én uge, og så er det slut. Der sker en masse uden for campen hele året. Vi skaber en ramme, og det er fantastisk at opleve.«

Når festivalen løber af stablen, glæder Nana Pi og Halym sig især til at opleve musikeren Etienne Nillesen, der spiller lilletromme på en helt særlig måde.

»Han får nogle toner og frekvenser ud af instrumentet, som ikke alle kan. Det er virkelig spændende,« fortæller Halym.

Og Nana Pi ser frem til at dirigere den sidste koncert med musik-tegnsproget Extemporize, hvor alle deltagerne fra campen er med.

»Det bliver en stor oplevelse,« slutter hun med en overbevisning, der viser, at hun allerede er dér – i musikken, i nuet, i øjeblikket.

Drop stjernerne – lørdag aften kigger Danmark efter pindsvin

Af
Thea Dyhrberg
-
0

DYR. De er små, piggede og plejede at pusle rundt i de fleste danske haver. Men pindsvinet er i stor tilbagegang, og nu bliver danskerne bedt om hjælp til at finde ud af, hvor mange der egentlig er tilbage.

Lørdag den 9. august opfordrer WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen hele landet til at deltage i en landsdækkende tælling. Initiativet er en del af projektet »Danmarks Pindsvin«, der skal kortlægge artens udbredelse og tilstand i Danmark.

Det europæiske pindsvin blev i efteråret 2024 vurderet som »nær truet« på den internationale rødliste. I flere nabolande er bestanden faldet med op mod 30 procent. I Danmark mangler man fortsat præcise tal.

»Pindsvin er ét af de vilde dyr, som vi kan opleve rigtig tæt på, fordi de gerne lever i vores haver. Det giver os en unik mulighed for at indsamle data om dem. Men vi har brug for danskernes hjælp, og derfor håber vi, at så mange som muligt vil bruge lørdag aften på at hjælpe os og én af vores mest folkekære arter« siger Line Gylling, biolog og chef for dansk natur i WWF.

Registreringen foregår på www.danmarkspindsvin.dk, og alle kan deltage – også dem uden have. Man kan gå en tur i kvarteret, parken eller skoven og notere, om man ser et pindsvin. Også trafikdræbte eller døde dyr skal registreres, og det samme gælder, hvis man slet ikke ser nogen.

Ifølge Sophie Lund Rasmussen, også kendt som Dr. Pindsvin, mister Danmark en tredjedel af sine pindsvin hvert år i trafikken.

»Vi har brug for at vide, hvor pindsvinene er, men bestemt også hvor de ikke er. Det er også vigtigt at registrere, om pindsvinene er levende eller døde i for eksempel trafikken, for faktisk mister vi hvert år en tredjedel af alle pindsvin til trafikdrab. Jo mere vi ved, jo bedre kan vi sætte ind for at beskytte dem« siger hun.

Hun gør samtidig opmærksom på, at pindsvinene har unger i august og derfor ikke må forstyrres unødigt.

»Pindsvinene har unger i august måned, og derfor er det vigtigt, at man ikke forstyrrer dem og deres reder, men kun registrerer de pindsvin, der er synlige og kommer frem af sig selv« lyder det.

Tællingen lørdag indgår i et flerårigt projekt, der skal styrke viden og opmærksomhed omkring pindsvin i Danmark. Det er tredje år i træk, at WWF og Sophie Lund Rasmussen gennemfører initiativet med støtte fra Nordea-fonden.

De to foregående år har danskere indberettet over 40.000 pindsvin, og projektet omfatter også skoleforedrag og forskning i, hvordan blandt andet klimaforandringer påvirker artens adfærd.

Sophie Lund Rasmussens forskning har vist, at 9 ud af 10 danske pindsvin har pesticider i leveren. Samtidig viste en undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening i 2021, at hvert andet barn i Danmark aldrig har set et pindsvin i virkeligheden.

Schwensen Tjekker: 6. juli-dagene i Garnisonskirken

Af
Erik Schwensen
-
0
Schwensen Tjekker: 6. juli-dagene i Garnisonskirken

Erik tog den 25. juni 2025 på besøg i Garnisonskirken, Sct. Michaelis Kirke. I en samtale med Garnisons- og Sognepræst Kristoffer Bruun Simonsen søgte han at komme tættere på Kristoffers og Sct. Michaelis Kirkens egne refleksioner og eftertanker over 6. juli-dagenes betydning.

HISTORIE. Når man træder ind i Garnisonskirken i Fredericia, mærker man straks en næsten andægtig stilhed. En stilhed, der ikke blot skyldes rummets størrelse eller de gamle mure, men en stilhed, der rummer historiens vingesus. Det er, som om fortiden er trådt ind i nutiden og venter på at blive fortalt igen. Garnisons- og sognepræst Kristoffer Bruun Simonsen åbnede dørene til Garnisonskirken kort for 6. juli i år med et smil, der signalerer, at her er en mand, som lever med og for historien. Hele samtalen med Kristoffer Bruun Simonsen kan du se og lytte til sidst i artiklen.

»Velkommen indenfor,« siger Kristoffer med varme i stemmen. Vi er tilbage i slutningen af juni måned, hvor jeg havde en samtale med Kristoffer om 6. Julidagenes betydning for os og for kirken. Selvom det nu er en måned siden, at årets 6. julidage fandt sted, så lever fortællingen stadig i Garnisonskirken. Ikke fordi vi bogstaveligt træder tilbage i historien, men fordi Kristoffers levende ord og nærværende gestikulationer gør fortiden nærværende.

Han lader døren stå på klem lidt længere, end han egentlig behøver, som om han inviterer historien ind i kirken endnu engang. Sammen bevæger vi os op gennem kirkeskibet, og han stopper op og kigger ned langs bænkerækkerne, før han siger:

»Det var lige her, at 22 dræbte danske officerer var placeret for enden af bænkerækkerne under begravelsesceremonien den 8. juli 1849. De var stillet op langs rækkerne her, og hele kirkerummet var dengang fyldt af en sorg, vi næppe kan forestille os i dag. Og lige der fremme stod general Ryes kiste.«

Hans ord efterfølges af en pause, hvor stilheden får lov til at understrege alvoren. Kirkerummet, der ellers ofte er fyldt med tale og sang, synes lige nu at genkalde mindet fra for en måned siden, hvor navne blev læst op, og røde og hvide nelliker symbolsk blev båret ud af kirken.

»Når hvert enkelt navn bliver nævnt, er det for at understrege, at bag hvert navn står en historie, et liv, en familie, der mistede nogen alt for tidligt,« forklarer Kristoffer og tilføjer, at øjeblikket står tydeligt for ham. »Det er stadig stærkt at tænke på.«

Han beskriver detaljen med nellikerne, der symboliserer både liv og død, blod og fred, og som bæres gennem byen op til Krigergraven ved Trinitatis Kirke:

»Traditionen med at bære nellikerne ud af kirken genoptog vi i 2018, og den minder os om, hvordan vi som by er forbundet til vores fortid. Det er vigtigt, at traditionen bliver holdt i live af os alle sammen, fordi historien netop er fælles. Betydningen af dem er lige så vigtig i dag,« siger Kristoffer med den eftertænksomhed, der kendetegner ham.

Netop det er måske årsagen til, at 6. julidagene lever videre, også længe efter ceremonierne er slut – fordi mennesker som Kristoffer Simonsen sørger for, at historien aldrig helt får lov til at slippe vores tanker.

Kristoffer satte sig ned i kirkerummet, og hans blik vandrede rundt i lokalet, som om han genkaldte billederne fra dengang. Med rolige bevægelser tegnede han omridset af en fortælling, der stadig kunne mærkes i luften. Hans ord fik kirkerummet til at virke større, dybere, mere levende. Det var ikke svært at se ham for sig, da han også beskrev den særlige aftengudstjeneste, der finder sted den 5. juli.

»Den gudstjeneste holder jeg utrolig meget af,« fortalte han med blikket vendt mod kirkens midtergang. »Den har været afholdt hvert eneste år siden 1849, og det er som om, historien selv tager del heri. Man mærker historiens vingesus helt fysisk.«

Han beskriver i samtalen, hvordan det føltes at stå i døren og se fanen blive båret ind med værdighed og respekt, mens menigheden rejste sig. Det er en oplevelse, der har sat sig dybt hos ham, som om noget næsten fysisk havde sat sig fast i kirkerummet.

Erindringen om sidste års fejring stod ligeledes klart i Kristoffers hukommelse. Han huskede stadig følelsen af ærefrygt og stolthed, da majestæten selv, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, havde taget plads i logen og overværede hele Mindegudstjenesten d. 6. juli 2024.

»Det var meget stemningsfuldt. Det betød utroligt meget for alle,« sagde han, og hans stemme afslørede, at det ikke blot var højtideligheden, men også fællesskabet omkring den, der havde gjort stort indtryk på ham.

Hvorfor var disse ceremonier og mindegudstjenester så afgørende vigtige?

Kristoffer tøvede ikke med svaret, og hans alvor i stemmen understregede vigtigheden af det, han sagde.

»Som garnisonskirke er det vores opgave at minde om, hvilke skuldre vi står på. De mennesker, der dengang kæmpede og gav deres liv, gjorde det for vores frihed, vores værdier og den fred, vi nyder godt af i dag. At mindes dem er en måde at ære dem og takke dem på.«

Ordene hang et øjeblik i luften, og Kristoffer blev stille. Man fornemmede tydeligt, hvordan hans ord fik ekstra tyngde, når han samtidig talte om nutidens urolige verden.

»Freden, som vi ofte tager for givet, er skrøbelig,« fortsatte han eftertænksomt. »Når vi mindes krigen i 1849, mindes vi samtidig om, hvor vigtig freden er at værne om. Især i en tid som nu, hvor uroen kan mærkes tydeligt.«

Det var netop den refleksion, som Kristoffer og kirken – i samarbejde med 6. Juli Komiteen – havde forsøgt at løfte endnu tydeligere frem under mindegudstjenesten den 6. juli om refleksionen over “Sejrens Pris”, som ikke alene gælder vore egne faldne, sårede og efterladte, men også den daværende fjendes faldne, sårede og efterladte. En eftertanke som i forbindelse med 175års Jubilæet for Udfaldet fra Fredericia i 2024 havde givet anledning til, at 6. Juli Komiteen tog initiativ til at invitere repræsentanter fra Slesvig-Holsten med til at deltage i en fælles markering ved den Schleswig-Holstenske fællesgrab på Sct. Michaelis Kirkes Kirkegård d. 5. juli. Det var første gang i 175 år, at det skete. En ny supplerende tradition var skabt, i forsøget på at gøre mindehøjtidelighederne omkring 6. juli-dagene endnu mere meningsfulde, mindeværdige i en nutidig kontekst.

»Vi taler om fjender, men egentlig handler det jo om medmennesker. Under borgerkrigen kunne familier pludselig stå på hver sin side af fronten. Det viser, hvor vigtigt det er, at vi ser hinanden som mennesker og ikke fjender,« forklarede Kristoffer med rolig stemme.

Hans budskab er klart: det kristne ideal om forsoning og medmenneskelighed skal fastholdes med større kraft end nogensinde før.

»Vi skal se hinanden som mennesker. Det handler om værdighed og respekt, uanset hvilken side man står på,« sagde han, og henviste til astronauten Andreas Mogensens ord – under talen som Æresgæt i 2024 fra balkonen på Meldahls Rådhus på Bülows Plads – om, at når man ser på jorden udefra, så findes der ingen grænser – kun mennesker.

Kristoffer kiggede nu længere frem i tiden, og hans optimisme var tydelig, selv om alvoren stadig var nærværende.

»Jeg tror på, at vi vil blive ved med at mindes. Historien gentager sig aldrig helt, men den rimer ofte. Derfor skal vi blive ved med at spørge os selv, hvad vi er villige til at kæmpe for i dag. Det er en vigtig samtale at have med hinanden.«

Kristoffers ord blev hængende i luften, selv efter han var færdig med at tale. Det var, som om kirkerummet selv lyttede med og vidste, at fortællingen aldrig måtte stoppe helt. For som Kristoffer Bruun Simonsen understregede, var Garnisonskirken mere end blot et monument over fortiden. Den er levende historie, der bliver holdt i live af mennesker som ham selv – netop for at minde os alle om, at fred og frihed ikke blot er noget, der var, men noget, der stadig skal passes på og værnes om hver eneste dag.

Anmeldelse om mistænkelig kørsel førte til narkosigtelse i Fredericia

Af
Thea Dyhrberg
-
0
Anmeldelse om mistænkelig kørsel førte til narkosigtelse i Fredericia

KRIMI. Fredag eftermiddag måtte politiet gribe ind i Fredericia, da en borger slog alarm om en bilist, der kørte på mistænkelig vis. Anmeldelsen kom klokken 17.29 og sendte en patrulje afsted mod Vejlevej.

Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Mathias Møller, fortæller, at patruljen hurtigt fik standset køretøjet tæt ved supermarkedet ABC Lavpris.

»Vi startede i Fredericia i går klokken 17.29, hvor vi fik en anmeldelse om en bilist, der kørte sin personbil på mistænkelig vis. Vi sendte en patrulje til stedet, som fik standset køretøjet ved Vejlevej tæt ved ABC Lavpris. Det viste sig, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer,« siger han.

Føreren – en mand i midten af 20’erne fra Fredericia-området – blev anholdt og taget med til Kolding Skadestue, hvor der blev udtaget en blodprøve. Han blev efterfølgende løsladt, og politiet afventer nu resultatet af prøven.

Men det var ikke det eneste tilfælde i kredsen, hvor politiet måtte gribe ind over for påvirkede bilister.

Natten til lørdag, klokken kvart i et, standsede en patrulje rutinemæssigt en personbil i Vamdrup i Kolding Kommune. Bag rattet sad en mand i 30’erne fra Vejen-området.

»I bilen sad en mand i 30’erne fra Vejen-området, som var påvirket af spiritus. Han blev anholdt, kørt til skadestuen og fik taget en blodprøve,« fortæller vagtchefen.

Manden blev målt til at have en promille over det tilladte, og også her afventer politiet nu den endelige analyse af blodprøven.


Kampen mod online isolation: Hvordan Fredericia holder de sociale hjul i gang i den digitale tidsalder

Af
Jacob Selling
-
0
Kampen mod online isolation: Hvordan Fredericia holder de sociale hjul i gang i den digitale tidsalder

Der er noget særligt ved Fredericia. Ikke fordi byen nægter teknologien adgang, tværtimod, men fordi den nægter at lade forbindelser mellem mennesker gå tabt i den digitale støj. 

Nu om dage, hvor der sker så meget bag skærmene, og hvor nærhed kan reduceres til en notifikation, vælger Fredericia at gøre noget ved det. Her er det sociale ikke en luksus, men en nødvendighed. Gennem lokale fællesskaber, kulturliv med mening og nytænkende digitale tiltag bliver byen ved med at insistere på nærvær både online og ude i virkeligheden. Det handler ikke om at vende ryggen til teknologien, men om at bruge den til at styrke noget langt vigtigere, nemlig det menneskelige fællesskab.

Lokale digitale platforme skaber forbindelse

I Fredericia bruger beboerne teknologi med omtanke.  Her handler det ikke om at forsvinde ind i en skærm, men om at bruge den som døråbner.

Et af de bedste eksempler på det er Fredericia Dagblad, en app der på mange måder er blevet byens digitale opslagstavle. Det lyder simpelt, men for mange er det netop det, der får dem ud ad døren.

Og det stopper ikke ved apps. Lokale Facebook-grupper har udviklet sig til noget mere end blot steder for opslag. I dag fungerer de som digitale dagligstuer, hvor man søger gode råd om haveliv, deler billeder fra gåturen langs volden eller inviterer til hjemmebagt kage og en kop kaffe. Det handler om at vide, at der er nogen i nærheden, selvom man ikke altid ses fysisk.

I Fredericia er der skabt en kultur, hvor det digitale ikke isolerer, men åbner op. Det er ikke bare platformene, men måden folk bruger dem på, det varme, det hverdagslige, det inkluderende der gør forskellen.

Socialt samvær gennem digital underholdning

Der er noget ved underholdning, der samler mennesker, det har altid været sådan. Men i en tid, hvor fysisk tilstedeværelse ikke er en selvfølge, har Fredericia fundet kreative måder at lade det sociale blomstre digitalt.

Online bogklubber har fået nyt liv siden 2020. Her mødes både gamle venner og nye bekendte via Zoom eller Teams for at tale om litteratur, udveksle tanker og dele grin, når nogen har læst lidt for hurtigt eller fuldstændig misforstået bogen.

Samtidig er der dem, der finder fællesskab på en lidt anden måde. Spiluniverset har udviklet sig, og online casinoer er for mange blevet en moderne form for samvær. Det lyder måske som en solo-ting, men sandheden er, at de nyeste platforme tilbyder noget helt andet, herunder live dealer-spil, hvor spillere deltager i spil med rigtige dealere og andre spillere via video i realtid.

Virtuelle kulturarrangementer som samlingspunkt

Når man ikke kan mødes, må kulturen komme til dig. Og i Fredericia har man taget det princip alvorligt. Med livestreamede koncerter fra lokale scener og virtuelle galleriåbningerhar byen skabt en ny måde at opleve kultur på, en, hvor man stadig føler sig som en del af noget.

Men det er ikke kun de unge, der klikker sig ind. Mange ældre borgere, som måske har svært ved at komme fysisk til koncert eller museum, oplever nu deres lokalområde fra sofakanten. For dem er det mere end underholdning, det er livline og deltagelse. Det betyder, at ingen skal stå udenfor. At adgang til kultur ikke længere afhænger af, om man kan gå op ad trappen eller tage bussen i regnvejr.

Uddannelse og læring som sociale værktøjer

Læring er ikke længere noget, der foregår bag tunge døre med kridttavler og stive stole. I Fredericia er det blevet en social aktivitet, der bringer folk sammen på tværs af alder og baggrund. 

Det kan være et onlinekursus i italiensk, hvor deltagerne uge for uge øver samtaler over Zoom og måske ender med at planlægge en fælles aften med pasta. Eller et digitalt forløb i genbrugsteknikker, hvor gamle gardiner bliver til tasker, og hvor chatten flyder med grin og gode idéer.

Det er ikke formelle kurser, der nødvendigvis giver point på et eksamensbevis. Men det giver noget andet, som i dag er mindst lige så vigtigt, et sted at høre til. At nogen spørger, hvordan det går. 

Fremtiden for sociale forbindelser i Fredericia

Man kan let få det indtryk, at teknologi altid skubber os længere væk fra hinanden. Men i Fredericia er virkeligheden ofte det modsatte. Her bliver det digitale brugt som løftestang for at samle folk, ikke som en mur, der adskiller dem.

Byen har ikke opfundet den dybe tallerken, men det, den har gjort, er at tage helt almindelige værktøjer og bruge dem med menneskelig omtanke. Der er ikke tale om storslåede kampagner eller avancerede apps med kunstig intelligens. Det handler om at invitere, inkludere og lytte, også gennem en skærm.

Det næste skridt bliver ikke nødvendigvis flere teknologiske løsninger, men bedre måder at bruge dem på. Tænk mindre ‘innovation’ og mere ‘involvering’.

“Vi mangler stadig Erik” – sagen nu hos efterforskningen og politiet beder borgerne holde øje

Af
Thea Dyhrberg
-
0
“Vi mangler stadig Erik” – sagen nu hos efterforskningen og politiet beder borgerne holde øje

KRIMI. Fredag aften står det klart, at den 70-årige Erik fra Lumbyesvej i Fredericia fortsat er sporløst forsvundet. Trods dage med eftersøgning, frivillige på gader og stier, hundepatruljer og opfordringer til borgerne om at tjekke skure og udhuse, er der endnu intet nyt.

Nu har Sydøstjyllands Politi overdraget sagen til efterforskningen – men opfordringen til offentligheden er uændret: Vær opmærksom.

»Jeg har lige en opfordring. Vi mangler stadig væk Erik fra Lumbyesvej i Fredericia. Så der må man gerne endnu engang være opmærksomme på ham,« siger vagtchef Andreas Juul på politiets pressebriefing fredag aften.

Erik, der har demens, forsvandt tidligere på ugen fra plejehjemmet Madsbyhus. Siden har både politiet og frivilligorganisationen Missing People været massivt til stede i byen. Det seneste sikre livstegn er fra tirsdag eftermiddag, hvor han blev set på Jagtvej i Fredericia.

Nu, hvor sagen er overgået til efterforskningen, er det et mere målrettet arbejde, der foregår bag kulisserne.

»Den er netop overgivet til vores efterforskning. Så vi kører stadig ud og kigger efter ham nogle steder, som det er lige nu,« fortæller vagtchefen.

På spørgsmålet om, hvorvidt politiet stadig har hunde og droner i luften, svarer han, at han ikke kan bekræfte det konkrete omfang:

»Jeg ved ikke hvor meget man kører lige nu, det jeg ved er, at vi har nogle adresser, vi kører ud og kigger på.«

Samtidig understreger politiet, at der ikke er nogen mistanke om, at Erik skulle være kommet noget til.

»Vi har ikke nogen formodninger om, at der skulle være sket ham noget,« siger Andreas Juul.

Politiet holder dermed fortsat alle døre åbne i eftersøgningen, og håbet er, at et opmærksomt øje blandt borgerne kan gøre forskellen.

Har man oplysninger om, hvor Erik kan befinde sig, opfordrer politiet til at ringe til 1-1-4 med det samme.

70-årige Erik savnes i Fredericia

Tyveri af frossent kød endte med flere års fængsel og udvisning

Af
Thea Dyhrberg
-
0
Tyveri af frossent kød endte med flere års fængsel og udvisning

KRIMI. To litauiske statsborgere skal tilbringe de næste 2,5 år bag tremmer, inden de bliver sendt ud af Danmark – for altid. Det blev resultatet, da Retten i Kolding torsdag den 7. august 2025 afsagde dom i en sag om tyveri af særlig grov beskaffenhed.

De to mænd havde i to tilfælde kørt ind i landet og stjålet sættevogne fyldt med mange tons frossent kød, som efterfølgende blev omlæsset til deres egen medbragte sættevogn. Værdien af kødet var på mindst en million kroner.

Første gang slog de til i februar i år, hvor en sættevogn blev stjålet fra en lokalitet i Struer. Den blev senere fundet tom i nærheden af Herning. Politiet fik hurtigt øje på en lastbil, der vakte mistanke, og et par uger senere kom samme lastbil igen ind i Danmark.

Denne gang gik turen til Vejle, hvor de begik et nyt tyveri. Men politiet havde holdt øje og slog til, da mændene stod på en mark lidt uden for Kolding og var i fuld gang med at omlæsse adskillige tons kød. Byttet blev leveret tilbage til den retmæssige ejer.

»Retten har udmålt lange fængselsstraffe, fordi man har lagt vægt på, at de tiltalte udelukkende var kommet til Danmark for at begå grov kriminalitet. Jeg er tilfreds med, at retten har set på sagen med samme alvor, som anklagemyndigheden har set på sagen,« udtaler anklagerfuldmægtig Kasper Sørensen.

Han fremhæver også samarbejdet, der førte til opklaringen: »Sagen blev opklaret på baggrund af et godt samarbejde mellem forurettede og politiet, men også en årvågen borger, der så noget, han fandt mistænkeligt, spillede en afgørende rolle.«

De to mænd nægtede sig skyldige i det første forhold, men modtog begge dommen. De forbliver varetægtsfængslet, indtil straffen er afsonet, hvorefter de vil blive udvist med indrejseforbud for bestandigt.

Fredericia Heste- og Kræmmermarked er klar til fire dages fest

Af
Thea Dyhrberg
-
0
Fredericia Heste- og Kræmmermarked er klar til fire dages fest

KULTUR. Der er noget særligt over en by, når den samler sig. Når Madsby Enge vågner til en himmel, der kan være både høj og blå eller tung af skyer, og duften af grillpølser og nybrygget kaffe blander sig med lyden af latter, musik og stemmer, der falder ind og ud af hinanden. Så ved man, at det er tid til Fredericia Heste- og Kræmmermarked.

I år er ingen undtagelse. Fra den 7. til den 10. august forvandles engen igen til et mylder af boder, telte og tivoli. Et sted hvor gamle traditioner og nye tiltag står side om side, og hvor Claus Erdmann – en af hovedkræfterne bag – forsøger at få styr på både detaljer og mennesker, mens vi taler.

»Undskyld, hvis jeg bliver lidt distraheret undervejs« siger han med et lille grin, mens han retter en hånd mod en flok frivillige, der trækker kabler hen over pladsen.

»Det bliver sgu nok ikke rigtig roligt mere i dag, men vi giver det et skud«.

Han har været med, så længe han kan huske. Først som dreng, der delte flyers ud, fordi hans far var primus motor, og siden som en del af det hold, der får det hele til at ske. Men helst vil han ikke have, at historien handler om ham. Det handler om markedet. Om byens fest.

»Vi betragter det jo som den helt store byfest. Der er ikke nogen fine fornemmelser. Det er fællessang og fadøl. Det er damefrokosten og de store koncerter. Og så er det selvfølgelig også alle kræmmerne, hvor folk går på jagt efter en god handel«.

I år er der omkring 1000 meter kræmmerboder. Alt er udsolgt. Heste, der engang var en fast del af programmet, er til gengæld blevet en sjælden gæst. Siden før corona har de ikke været der, og Claus ved ikke, om de vender tilbage.

»Der kommer altid en tre-fire stykker hen i informationen og spørger, hvor hestene er. Men dem har vi måttet skuffe de sidste par år«.

Det betyder dog ikke, at markedet står stille. Tværtimod. Når mørket lægger sig over Madsby Enge lørdag aften, vil lyden være en anden end de seneste mange år. I stedet for den velkendte twang fra et cowboyband vil scenen lyse op til tonerne af Djämes Braun og Bro. Det er musik, der forhåbentlig skal få de unge til at synge med i ét langt kor, og som måske vil få folk, der normalt ikke har fundet vej til lørdagens koncert, til at kigge forbi.

»I stedet for det sædvanlige cowboyband har vi i år Djämes Braun og Bro på scenen. Det er nok et lidt yngre publikum, vi rammer der. Men det er på tide, at vi prøver at lave noget for den målgruppe også«.

At forny sig uden at miste sjælen er en balancegang, der kræver mere end bare et par ændringer i programmet. Det handler om at mærke byens puls, at lytte til de historier og ønsker, der bliver fortalt hen over en nytrukket fadøl eller midt i et kræmmerbodskøb.

»Det er jo ikke noget, vi gør til hverdag. Vi laver kun det her én gang om året, så vi må tænke os om og lytte til folk, der har erfaring. For eksempel Tivoli, som kommer rundt mange steder. Vi prøver at optimere lidt hvert år, men vi passer også på, at vi ikke mister det, folk elsker ved markedet«.

For de mindste er det søndagen, der bliver noget helt særligt. Hvor lørdag aften er bygget til højtalere, lys og dans, er søndag formiddag pakket ind i børnestemmer og farverige figurer. Paw Patrol rykker ind på markedet, klar til at lade børnene danse med, inden de sammen med forældrene kaster sig ud i tivoliets glitrende karusseller og snurrende forlystelser. Det er den slags øjeblikke, hvor generationer mødes, bedsteforældre på bænke med is i hånden, forældre med kameraet klar og børn allerede på vej videre til den næste oplevelse.

Men intet af det kunne ske uden de frivillige. De er rygraden i alt, hvad der sker herude. Mennesker, der uden store ord eller krav stiller op år efter år, fordi de ved, at deres indsats betyder noget. Nogle bruger ugerne op til på at bygge telte, trække strøm og få logistikken til at gå op. Andre tager en enkelt vagt med et smil bag baren eller hjælper til i parkeringen.

»De er fuldstændig uvurderlige. Der er nogen, der løfter rigtig meget, og nogen, der løfter mindre, men der er brug for dem alle sammen. Fra dem, der arbejder to-tre timer, til dem, der lægger flere hundrede timer. Ingen kan undværes,« siger Claus Erdmann med et smil i stemmen, der afslører både taknemmelighed og stolthed.

På pladsen summer det allerede denne torsdag eftermiddag, en time inden det hele går løs. Hammerens slag mod træ blander sig med korte råb mellem frivillige, der får de sidste detaljer på plads. Duften af savsmuld hænger i luften, mens et par børn prøver kræmmerbodens klokke. Fra scenen slipper musikprøver ud, og i kaffeteltet sender maskinen den velkendte duft afsted. Om lidt åbner bankoteltet, og man kan næsten høre kuglerne rasle allerede nu. Hele weekenden står boderne klar, fra antikke møbler med patina til candyfloss, hvis søde duft svæver hen over pladsen.

Og midt i det hele står Claus med et sidste budskab.

»Folk skal bare komme herud og man kan være her kort eller længe. Der er gratis adgang. Det eneste, der koster, er parkeringen, og kommer man på cykel, er det jo helt gratis«.

Og sådan står Madsby Enge klar igen. Med åbne arme og en blanding af velkendte dufte og nye toner i aftenluften. 

H.C. Andersen Festivals vender tilbage med mere end 500 oplevelser

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0
H.C. Andersen Festivals vender tilbage med mere end 500 oplevelser

KULTUR. Odense bliver i august igen centrum for et væld af kulturtilbud, når H.C. Andersen Festivals afvikles for 12. gang. Fra torsdag den 14. august og ti dage frem byder byen på shows, musik, teater, udstillinger, gadeperformance og mere end 500 andre aktiviteter.

Årets åbningsshow har titlen »Store drømme og smukke toner« og samler Michael Falch, URO, Ginne Marker og Trine Therkelsen, der akkompagneres af Odense Symfoniorkester. Herefter venter et program, der spænder bredt fra opera, streetart og nycirkus til comedy, dans og foredrag.

Festivaldirektør Peter Bøgholm ser frem til endnu en udgave af Danmarks største bykulturfestival.

»Vi glæder os enormt meget til igennem ti dage at fylde Odense med kultur i alle afskygninger og trække en masse gæster til Fyn. Vi har endnu en gang sat et spændende program sammen, hvor der er noget for enhver smag og interesse samt en masse perler og overraskelser. Som altid er det svært at fremhæve det ene frem for det andet, men noget af det, jeg ser allermest frem til, er de mange sprudlende aktiviteter i gaderne både i dag- og aftentimerne,« siger han.

Et af højdepunkterne er det store udendørs aftenshow »Fugl Fønix«, skabt af Teatret Hakkehuset og den italienske nycirkusgruppe eVenti Verticali. Forestillingen udspiller sig i luften og fra en skulpturel rede på Flakhaven og kombinerer akrobatik, røg, dans og musik. Reden indgår også i udstillingen »Fønix Haven« under Odense Blomsterfestival, der i år afholdes for 26. gang som en integreret del af festivalen.

Blandt de øvrige oplevelser er Danmarkspremieren på operaen »Det 13. barn« af Poul Ruders, instrueret af Johan Klint Sandberg, tre dages musik på Amfiscenen med navne som Freja Kirk og Peter Sommer & Palle Hjorth, et 24 meter langt vægmaleri af streetartkunstneren Balstroem, og workshops med Dansk Danseteater. Munke Mose bliver omdannet til loungeområde med Street Food Festival, mens Teater Momentum præsenterer både talks, readings og nye teaterkoncepter.

H.C. Andersen Festivals startede for 14 år siden som et samarbejde mellem odenseanske erhvervsfolk, kommunen og kulturaktører. Ambitionen rækker langt ud over de nuværende rammer.

»Målt på omsætning er vi klart Danmarks største bykulturfestival, men vi har ambitioner om at blive Skandinaviens største. Derfor er ambitionen, at vi i 2030 har en omsætning på 40 mio. kr. og i 2040 en omsætning på 50 mio. kr. Det skal give os mulighed for at stramme programmets kvalitet yderligere, arbejde på at inkludere mere af Fyn, styrke vores dannelses- og læringsspor for børn og unge og være med til at understøtte helt nye tiltag under H.C. Andersen Festivals. Og så vil vi arbejde på at skabe nogle helt store begivenheder, der kan komme ud at flyve – ud i Danmark og ud i verden – og på den måde få skabt synlighed, tiltrækning og ikke mindst stolthed – til Fyn, til Odense og derved til festivalen,« siger Peter Bøgholm.

Patrulje jagtede kort bilist i Fredericia – sigtet for stoffer og nægtet at standse

Af
Thea Dyhrberg
-
0
Patrulje jagtede kort bilist i Fredericia – sigtet for stoffer og nægtet at standse

KRIMI. Torsdag aften udviklede en ellers rutinemæssig patruljekørsel i Fredericia sig til en kort, men intens situation, da en bilist ikke umiddelbart ønskede at følge politiets anvisninger.

Klokken var 20.01, da en patruljevogn i Fredericia lagde an til at standse en personbil. Betjentene aktiverede udrykningssignalerne som tegn til, at føreren skulle trække ind – men det var han i første omgang ikke interesseret i.

»Det starter egentlig med, at patruljen ligger an til at bestemme sig for at aktivere udrykningssignalerne, for ligesom at gøre et tegn til at standse. Det har han ikke sådan lige lyst til i første omgang. Men de får ham i hvert fald standset,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Hvor langt politiet måtte følge efter bilen, står ikke præcist klart, men da den endelig blev standset, tog sagen hurtigt en ny drejning. En narkometertest viste nemlig, at den 21-årige fører fra Aarhus var påvirket af euforiserende stoffer under kørslen.

Han kunne desuden ikke fremvise sit kørekort, selvom han har et. Resultatet blev tre sigtelser: kørsel under påvirkning af stoffer, ikke at standse for politiet samt ikke at kunne fremvise kørekort på forlangende.

»For de her forhold har vi sigtet en mand fra Aarhus,« siger Arno Rindahl Petersen.

Udover episoden i Kongensgade har Sydøstjyllands Politi ikke registreret andre sager i Fredericia det seneste døgn.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.

1...240241242...1.779Side 241 af 1.779
God pleje er der sker i dag og man tør tro på i morgen

God pleje er der sker i dag og man tør tro...

Poul Rand - 0
OPINION. Min opsummering og konklusion på rapporten om brugertilfredshed på plejehjem i Fredericia (indsamlet jan–jun 2025, rapport nov 2025) er: Fredericia leverer meget, der er...
Trods massiv modstand: Kommunen vil gennemføre stor erhvervsplan ved Hertugens Kvarter

Trods massiv modstand: Kommunen vil gennemføre stor erhvervsplan ved Hertugens Kvarter

Låge 16: Kreaværk: Et sted, hvor skaberglæden får plads i december

Låge 16: Kreaværk: Et sted, hvor skaberglæden får plads i december

Låge 16: Når december finder roen i biografens mørke

Låge 16: Når december finder roen i biografens mørke

Analyse rejser spørgsmål: Kunne Fredericia bruge 361 millioner kroner mindre?

Analyse rejser spørgsmål: Kunne Fredericia bruge 361 millioner kroner mindre?

© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER