3.9 C
Copenhagen
lørdag 27. december 2025

Knive, stoffer og knytnæveslag fylder i døgnrapport

0
Knive, stoffer og knytnæveslag fylder i døgnrapport

KRIMI. Fyns Politi har haft en travl weekend med alt fra spiritus- og narkokørsel til indbrud, vold og færdselsuheld. Døgnrapporten viser, at betjentene måtte rykke ud over hele Fyn – fra Asperup til Svendborg – med sager, der spænder fra stjålne smykker til bilister på stoffer.

I Middelfart blev en 41-årig mand sigtet, da han sent fredag aften kørte usikkert ad Strandvejen. Han blev standset af patruljen på Havnegade, hvor en udåndingsprøve viste, at han var påvirket af spiritus over det tilladte. Samme kommune meldte også om en påkørsel af et dyr på Kohavevej i Asperup lørdag aften, hvor bilisten mistede sin nummerplade.

Assens stod for et dramatisk færdselsuheld på Turupvej lørdag eftermiddag. To biler overhalede samtidig, hvilket førte til en påkørsel med høj fart. Begge biler endte i grøfterne på hver sin side af vejen. En tredje bil blev ramt, men heldigvis meldes der ikke om alvorlige personskader – til gengæld blev bilerne næsten totalskadet. Samme dag forsvandt elværktøj fra et aflåst rum på Søndersøvej i Vissenbjerg.

I Nyborg blev en 54-årig mand fredag aften testet positiv for euforiserende stoffer, da han blev stoppet på Lundsager i Ullerslev. Søndag aften endte to biler med betydelige materielle skader efter et sammenstød på Fynske Motorvej ved Nyborg.

I Odense var politiet flere gange i aktion. På Bredstedgade blev der søndag nat begået indbrud gennem et vindue, hvor smykker og en telefon blev stjålet. På Jagtvej blev en bil udsat for hærværk, da begge sidespejle blev slået af. Flere bilister blev desuden standset for at køre under påvirkning af stoffer – blandt andet en 26-årig fra Nyborg Kommune og to 20-årige mænd fra Odense. På Ejby Møllevej væltede en 49-årig mand på knallert, da han forsøgte at vende om ved synet af en patruljebil. Han var spirituspåvirket, kørte uden nummerplade og havde en kniv under sædet.

Lørdag aften under koncerten »Vi Elsker« i Kongens Have slog en 28-årig mand en yngre mand i ansigtet med knyttet hånd. Han er nu sigtet for vold. Samme weekend blev der i byen anmeldt flere indbrud og lommetyverier – blandt andet smykker fra Sdr. Boulevard og en pung stjålet fra baglommen på Klingenberg. På Vestre Stationsvej blev en ung mand truet med peberspray af tre personer, der ville have hans jakke.

Også i Svendborg måtte politiet ud til flere episoder. En 37-årig mand blev søndag nat stoppet i Frederiksgade for at køre i påvirket tilstand, og en 18-årig mand fra byen blev lørdag taget bag rattet under påvirkning af stoffer. I Vester Skerninge blev der lørdag anmeldt et indbrud, hvor gerningsmanden kom ind gennem et opbrudt vindue og stjal en knallert, værktøj og smykker.

På Nordfyn blev en 21-årig mand sigtet for spirituskørsel, da han natten til søndag påkørte hegn, træer, en parkeret bil og til sidst en bygning på Daugstrupvej i Otterup. I Bogense blev der desuden anmeldt et indbrud på Odensevej, hvor tyven kom ind ved rudeknusning og stjal fladskærm, kontanter, smykker, elværktøj og en bil.

Nye tal: Falske bankbude svindlede danskere for 6,9 millioner kroner

0
Nye tal: Falske bankbude svindlede danskere for 6,9 millioner kroner

KRIMI. Flere hundrede danskere er i løbet af foråret og sommeren blevet mødt af en fremmed på dørtrinnet, der med et venligt smil præsenterede sig som en hjælpsom bankmedarbejder. Men bag facaden gemte sig kriminelle, som med list og pres fik ofrene til at udlevere både kort og koder. Nye tal fra Finans Danmark viser, at alene i andet kvartal af 2025 blev 519 danskere udsat for de såkaldte falske bankbude, og at de mistede sammenlagt 6,9 millioner kroner.

I gennemsnit blev der hver dag i april, maj og juni franarret næsten seks danskere deres betalingskort i eget hjem. Særligt ældre borgere over 80 år er hårdt ramt. De har i gennemsnit mistet godt 13.000 kroner hver, og i flere tilfælde har de oplevet, at de kriminelle ikke blot har været pågående, men ligefrem truende.

»Det er meget ubehageligt at blive opsøgt i sit eget hjem af kriminelle, der udgiver sig for at være medarbejdere fra banken. Derfor er det også vigtigt, at vi er ekstra opmærksomme. Det er udspekulerede kriminelle, der udnytter, at vi grundlæggende har tillid til, at vi vil hinanden det godt,« siger Michael Busk-Jepsen, underdirektør i Finans Danmark.

Selv om de nye tal viser et fald på omkring ti procent i forhold til de seneste kvartaler, understreger Finans Danmark, at niveauet fortsat er alt for højt. De beskriver, hvordan svindlerne tilpasser deres metoder. I nogle tilfælde har de forsikret borgerne om, at de bare kunne klippe kortet over, inden de afleverede det. Men svindlerne ved, at så længe chippen ikke ødelægges, kan kortet fortsat bruges kontaktløst.

De udspekulerede metoder har flere steder ført til frygt og utryghed blandt ofrene. Enkelte borgere har forklaret, at de følte sig truet til at udlevere deres betalingskort, fordi de var bange for, hvad gerningsmændene ellers kunne finde på.

»Vores bedste råd er, at vi taler med hinanden om den her type kriminalitet – og gerne med vores forældre og bedsteforældre, så man er på vagt. Det er der heldigvis flere og flere, der er. Vi har i denne sommer set historier om anholdelser af kriminelle, hvor ofrene har fattet mistanke og kontaktet politiet, før de kriminelle mødte op på deres adresse. Det er det helt rigtige at gøre. For husk – ingen rigtige bankmedarbejdere møder op i dit hjem,« siger Michael Busk-Jepsen.

Hos politiet vækker tallene fra Finans Danmark genklang. Mange politikredse, herunder Sydøstjyllands Politi, har de seneste år flere gange advaret mod netop falske bankbude. I begyndelsen af 2025 udsendte Sydøstjyllands Politi en pressemeddelelse, efter at flere borgere i kredsen var blevet opsøgt af svindlere, der udgav sig for at være fra banken. I den forbindelse slog politikommissær Jesper Julian Christensen fast, at ingen borgere skal udlevere hverken kort, koder eller kontanter til fremmede. Advarslerne gentages jævnligt, fordi problemet bliver ved med at dukke op i nye varianter.

Udviklingen de seneste år har vist, at svindlerne hele tiden tilpasser sig. Først begyndte det med telefonopkald, hvor falske bankfolk overtalte folk til at udlevere oplysninger. Nu møder de personligt op for at gøre bedraget mere troværdigt. Enkelte har sågar iklædt sig tøj, der ligner bankens medarbejdere, for at virke mere overbevisende.

Ifølge Finans Danmark har falske bankbude i første halvår af 2025 svindlet over 1.100 danskere for mere end 15 millioner kroner. 

Odense og Aalborg vinder Bambuni Super Cup

0
Odense og Aalborg vinder Bambuni Super Cup

SPORT. Håndboldsæsonen 2025/26 blev søndag eftermiddag skudt i gang med den traditionsrige Bambuni Super Cup, og det blev de forsvarende danske mestre, der kunne juble i både herre- og damerækken.

Hos mændene var det Aalborg Håndbold, der mødte Skjern Håndbold. Normalt spilles kampen mellem de regerende mestre og pokalvinderne, men da Aalborg før sommerpausen vandt begge titler, blev finalemodstanderen Skjern, som tabte DM-finalen til nordjyderne.

Kampen understregede Aalborgs styrke. Efter en sikker pauseføring på 17-10 fortsatte holdet i samme spor i anden halvleg og sikrede sig en sejr på 35-29. Det er andet år i træk, at Aalborg Håndbold vinder Super Cuppen.

Hos kvinderne var det de danske mestre fra Odense Håndbold, der stod over for pokalvinderne fra Team Esbjerg. Begge hold kom godt fra start, og der var tale om en intens og tæt kamp, hvor Odense havde en smal føring på 17-16 ved pausen. I anden halvleg udbyggede fynboerne langsomt forspringet og vandt 33-30.

Dermed kunne Odenses nye træner Jakob Vestergaard fejre sit første trofæ i spidsen for klubben.

Fredericia Kommune svarer først nu på Ankestyrelsens afgørelse – sender sag i ny høring

0
Fredericia Kommune svarer først nu på Ankestyrelsens afgørelse – sender sag i ny høring

KOMMUNALT. Først mandag den 25. august kom der et officielt svar fra Fredericia Kommune i sagen om aktindsigt i fakturaer fra Jysk Fynske Medier. Afgørelsen fra Ankestyrelsen faldt allerede den 30. juli, men først nu har kommunen sat gang i en ny høringsrunde.

I brevet til Danske Digitale Medier skriver en af kommunens jurister, at sagen genoptages, og at Jysk Fynske Medier er blevet bedt om en ny udtalelse om, hvorvidt de såkaldte del- og enhedspriser kan udleveres. Ankestyrelsen har slået fast, at kommunen skal være langt mere konkret i sin begrundelse, hvis man fortsat vil undtage disse oplysninger fra aktindsigt.

I den vedhæftede høringsskrivelse til Jysk Fynske Medier understreger kommunen, at mediehuset nu skal komme med en mere detaljeret forklaring på, hvorfor priserne er forretningskritiske, og hvilke økonomiske skadevirkninger der kan opstå, hvis de offentliggøres. Kommunen gør samtidig opmærksom på, at den ikke selv har det branchekendskab, der kan vurdere konsekvenserne, og at man derfor forventer en mere præcis redegørelse end tidligere.

Det fremgår, at såfremt Jysk Fynske Medier vælger ikke at fastholde sit ønske om hemmeligholdelse, vil fakturaerne blive udleveret i deres fulde form uden overstregninger. Samtidig står det klart, at Danske Digitale Medier får fremlagt JFM’s svar i en partshøring og kan komme med indsigelser, inden der træffes en ny afgørelse.

Kommunen slutter sit svar med ordene, at »sagens langstrakte forløb beklages«.

Hos Danske Digitale Medier vækker den langsomme reaktion undren. CEO Andreas Andreassen siger

»Vi undrer os sådan set over, at vi slet ikke havde hørt fra Fredericia Kommune før nu. Ankestyrelsens afgørelse er efterhånden mange uger gammel, og vi har intet hørt. Nu har vi hørt, og nu skal der være en ny høring. Det er helt efter bogen, og vi ser frem til at få klarlagt, hvorfor JFM har haft særregler i Fredericia Kommune, imens alt blev udleveret om vores virksomhed uden hensyn. Det har haft store økonomiske konsekvenser for Danske Digitale Medier (DDM), at ledende medarbejdere i Fredericia Kommune valgte at sende kontrakter og dyb fortrolig viden før høringsfristen for DDM var udløbet, og samtidig på trods af indsigelser leverede alt konkurrerende medier, der efterfølgende eksplicit kørte en skadelig mediekampagne mod DDM«.

Dermed fortsætter et forløb, hvor Fredericia Kommunes håndtering af aktindsigter igen er kommet i kritisk lys, og hvor en ny afgørelse nu afhænger af Jysk Fynske Mediers næste skridt.

Læs også

Nogle gange skal vi løfte blikket op

0
Nogle gange skal vi løfte blikket op

Selvom valgkampen til byrådet i Fredericia fylder rigtig meget i den lokale debat, sker der fra tid til anden ting i verdenen, som gør, at vi må løfte blikket. 

I København søndag den 24. August 2025 gik tusindvis af mennesker på gaden i en demonstration under parolen “Hele Danmark på gaden for et frit Palæstina”. Mere end 100 grupper og organisationer står som arrangører. 

Det er bekymrende billeder og efterretninger som kommer ud af Gaza. Hungersnød, sygdom og død er hverdag for børn, voksne og ældre, som bor i Gaza. 

Verdenssamfundet er nødt til at reagere og forlange at kamphandlingerne skal stoppe og at nødhjælp kommer hurtigere frem til de stakkels borgere i Gaza. 

Det er beskæmmende at opleve Israels premierminister Benjamin Netanyahus ligegyldighed overfor menneskeliv. Danmarks regering skal være mere tydelige i kritikken af Israels regering og bør ligesom vores nordiske naboer Norge, Sverige og Island anerkende Palæstina som en selvstændig stat.  

Allan Søgaard-Andersen 

Næstformand for SF i Fredericia 

Seks DM-medaljer til Fredericia Triathlon Team

0
Seks DM-medaljer til Fredericia Triathlon Team

SPORT. Fredericia Triathlon Team havde en flot weekend, da klubbens atleter deltog i et af Danmarks ældste triatlonstævner, der i weekenden den 23. og 24. august blev afviklet for 39. gang ved Almindsø i Silkeborg.

Medaljehøsten endte på seks styk, fordelt på både guld, sølv og bronze, og blandt resultaterne kunne en af klubbens profiler efter løbene kalde sig tredobbelt danmarksmester.

Allerede lørdag blev der sat et stærkt aftryk i DM i Cross Triatlon. Finn Gudmundsson sikrede guld i aldersgruppen 65-69 år, mens Regitta Lehmann hentede guld i aldersgruppen 40-44 år og desuden tog sølv samlet blandt alle kvinder. Karsten Arnfeldt Olsen fulgte op med en sølvmedalje i aldersgruppen 65-69 år på den længere distance.

Søndag stillede fem atleter fra Fredericia til start i forskellige discipliner. I DM Standard Elite blev det til en 9. plads til Mathias Amtoft Brødsgaard. I DM Aquabike hentede Andy Hjort bronze i aldersgruppen 50-54 år, mens Helle Hygum tog guld i aldersgruppen 45-49 år og samtidig bronzemedalje blandt alle kvinder.

I DM Classic, kvart jernmand, sikrede Tanja Vinther-Bjerg endnu et mesterskab til Fredericia med guld i aldersgruppen 45-49 år.

Hun kunne dermed lade sig fejre som tredobbelt danmarksmester, efter at hun tidligere i år også vandt titler i DM på den halve jernmandsdistance og i DM i duatlon.

»Det blæste en vældig vind derude. Svøm gik fint. Jeg er ikke fan af massestart, men det gik ganske fornuftigt. På cyklen var det kuperet og blæsten gjorde sit til at der skulle trykkes nogen watt. Løbedelen gik som altid. Hurtigste løbesplit af alle age groupere. Ikke nok til den samlede 3. plads. Men vinder min aldersgruppe med 31 min til andenpladsen. Så alle gode gange 3 til DM stævner i år« sagde Tanja efter løbet.

Helle Hygum, der stillede op i Aquabike, glædede sig over både resultat og oplevelse

»Det var en god blæsende dag sammen med klubkammeraterne. Som altid et godt stævne i Silkeborg. En fed dag i det kuperede landskab. De havde ikke fået rettet bakkerne ud siden sidste år…«

Bestyrelsesformand Carsten Olesen ønsker på vegne af Fredericia Triathlon Team alle atleterne tillykke med de flotte resultater.

Ukrainsk uafhængighedsdag markeret på Rådhuspladsen

0
Ukrainsk uafhængighedsdag markeret på Rådhuspladsen

FREDERICIA. Tæt ved 50 ukrainere og danskere var søndag samlet på Rådhuspladsen i Fredericia for at markere 34-året for Ukraines uafhængighed.

Markeringen var arrangeret af den lokale nødhjælpsorganisation Civil Defense Ukraine og fandt sted midt på dagen. Stemningen var præget af både alvor og håb for en bedre fremtid for Ukraine og Europa.

Der blev holdt taler af Kateryna Kharchenko og Lesia Turbayevska fra Civil Defense Ukraine, og byrådskandidat Allan Pertti Frandsen var indbudt som taler. Han pegede på, at mange ukrainere i Fredericia og Trekantsområdet har fundet tiltrængt læ for krigen i hjemlandet, og han fremhævede, at den danske regering fortsat støtter den ukrainske frihedskamp. Det gælder også Fredericia Kommune, hvor borgmester Christian Bro tidligere på året modtog et diplom fra Civil Defense Ukraine for byens støtte.

Flere ukrainere tog også ordet. En advokat, iført sit lands soldateruniform og på besøg hos sin kone og børn i Fredericia, holdt en bevægende tale. Efterfølgende blev der holdt et minuts stilhed for krigens ofre, inden den ukrainske nationalhymne blev afspillet og sunget.

Til sidst blev der taget et gruppefoto af de fremmødte.

Lesia Turbayevska fra Civil Defense Ukraine sagde efter markeringen på Rådhuspladsen

»Tak til alle, der tog imod invitationen fra Civil Defense Ukraine, og i dag kom for at hylde 34-året for Ukraines uafhængighed.

På denne dag, hvor vi fejrer en af vores lands vigtigste helligdage, var det så vigtigt at samles på Fredericias Centraltorv, høre oprigtige ord fra landsmænd og danske venner, og endnu engang minde fællesskabet om: Vi er ét som nation. En særlig tak til de danskere, der delte dette særlige øjeblik med ukrainerne.«

Hun rundede af med ordene

»Glædelig uafhængighedsdag, Ukraine! Ære til de væbnede styrkers krigere! Ære til Ukraine!«

Brand ved SuperBrugsen – tre containere i flammer

0
Brand ved SuperBrugsen – tre containere i flammer

KRIMI. Søndag aften måtte brandvæsen og politi rykke ud til Centervej, hvor der udbrød brand i tre containere placeret ved bagindgangen til SuperBrugsen.

Ifølge Sydøstjyllands Politi blev branden anmeldt klokken 21.36. Containerne bruges til sortering af mindre affald, og ilden nåede ikke at brede sig til selve butikken.

»Der har været ild i tre containere bag SuperBrugsen. Det er sket ved bagindgangen, hvor containerne til affaldssortering står,« fortæller Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd.

Politiet understreger, at der ikke er noget mistænkeligt i branden på nuværende tidspunkt.

»Der er ikke set personer i området, og vi har umiddelbart ikke noget, der peger i retning af, at branden skulle være påsat. Vi kigger videoovervågningen igennem for at blive klogere på brandårsagen,« siger Arno Rindal Pedersen.

Ingen personer kom til skade ved hændelsen, og branden blev hurtigt slukket, inden den spredte sig yderligere.

Politiet fortsætter nu arbejdet med at gennemgå overvågningsmateriale for at få klarlagt, hvad der udløste ilden.

To indbrud i Kolding i weekenden – spillemaskine blandt de stjålne effekter

0
To indbrud i Kolding i weekenden – spillemaskine blandt de stjålne effekter

KRIMI. Sydøstjyllands Politi måtte i weekenden rykke ud til to separate indbrud i Kolding, hvor gerningsmændene både har afmonteret vinduer og gennemsøgt hele huse.

Det første indbrud fandt sted søndag eftermiddag på Glentevej. Her er tyven kommet ind ved at afmontere et vindue og derefter bevæget sig rundt i villaen.

»Gerningsmanden er kommet ind via et vindue, der er blevet afmonteret, og har bevæget sig rundt i huset. Her er blandt andet blevet stjålet en spillemaskine. Derudover er der ikke det fulde overblik over, hvad der ellers måtte være taget,« fortæller Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd.

I Seest blev endnu en familie ramt. Mellem lørdag klokken 17.30 og søndag klokken 21.36 er der begået indbrud i en bolig i Hylkedalsparken.

Hvordan tyven er kommet ind, står endnu uklart, men gerningsmanden har haft tid til at gå rundt i hele huset.

»Vi har ikke det præcise overblik over, hvad der er stjålet i Hylkedalsparken, men det er konstateret, at gerningsmanden har bevæget sig rundt i hele huset,« siger Arno Rindal Pedersen.

Politiet efterforsker nu begge indbrud og hører gerne fra borgere, der kan have set eller hørt noget mistænkeligt i områderne i weekenden.

Tre sigtet for butikstyveri på Vejlevej – slog til i tre forskellige butikker

0
Tre sigtet for butikstyveri på Vejlevej – slog til i tre forskellige butikker

KRIMI. Søndag eftermiddag måtte Sydøstjyllands Politi rykke ud til Vejlevej i Fredericia, hvor tre personer på kort tid havde været på spil i flere butikker.

Ifølge politiet fandt hændelsen sted mellem klokken 15.13, og 15.25 blev tre personer anholdt. Forinden var det lykkedes de tre personer at samle varer sammen i både Biltema, Harald Nyborg og Jem & Fix.

»Vi har sigtet tre personer for butikstyveri. De er i første omgang taget i Jem & Fix, men det er en del af vores efterforskning at finde ud af, om alle tre har været involveret i alle tre butikker, eller om det er opdelt,« fortæller Arno Rindal Pedersen fra Patruljecenter Syd.

De sigtede er en 35-årig mand fra Kolding, en 35-årig kvinde fra Kolding og en 41-årig mand fra Fredericia.

Politiet kan endnu ikke præcisere det samlede udbytte, men der er tale om forskellige varer, der spænder fra byggematerialer og vanddunke til værktøj, redskaber og havehandsker.

»Vi har ikke det fulde overblik over, hvad der er stjålet hvor, og derfor efterforsker vi fortsat sagen,« siger Arno Rindal Pedersen.

Politiet undersøger nu overvågning og afhører de involverede for at få klarlagt, hvordan tyverierne er blevet begået, og om de tre alle har haft en aktiv rolle i samtlige butikker.

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt de berørte områder

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt...

0
Danmarks Meteorologiske Institut har fredag den 26. december udsendt varsel om tæt tåge eller tæt rimtåge, som blandt andet omfatter Fredericia og Middelfart. Varslet dækker...