Hvor troværdigt er det, at et tudsegammelt, skindødt engelsk band stadig turnerer verden rundt med blot et enkelt af de originale fire medlemmer om bord?

Med 30 millioner solgte albums, primært langet over disken i 1970’erne, kunne man nemlig nemt frygte, at bandet 10cc ville være en vederstyggelig version af et vissent ringvrag – på kanten af knockout.

Men bandet 10cc’s grundlægger, bassist, sanger og sangskriver Graham Gouldman, som eneste stadig aktive del af gruppen, havde denne torsdag i Eksercerhusets smukke omgivelser åbenlyst ikke kastet håndklædet i ringen. Han havde derimod taget kampen op mod fordomme og alderdom. 

Iført den legendariske Rickenbacker bas ( ganske som kollegaen Paul McCartney fra Beatles) og med en vokal som en 23 årig virkede Gouldham og resten af bandet til at være i deres livs form og klar til slå fra sig.

Mageløs hitparade

Assisteret af blandet andet vanvittig virtuose Rick Fenn på lead-guitar og vokal og Paul Burgess på trommer ( begge periodevis med i bandet fra 1977 og fremefter ) fik publikum flotte, dugfriske udgaver af art-rock-klassikere som “Art For Art’s Sake”, “Wall Street Shuffle” og “Feel The Benefit”. 

Serveret tindrende krystalklare, fyldt med en urskov af små lækre melodiske detaljer. 

Detaljer, som medvirkende årsag til, at numrene her cirka 40 år senere stadig lyder som ren nougat for øregangene.

På intet tidspunkt under koncerten i det næsten udsolgte Eksercerhus nåede temperaturen ned på de 10 grader celsius. Tværtimod var både stemning og varmegrader flere gange oppe omkring kogepunktet. Det var der en række gode grunde til: Lækker lyd. Professionel perfektionisme. Herlige hits. Pragtfuldt publikum. Vidunderlige vokaler. Overdådigt overskud. 

Alt dette og meget mere var tilstede, da The Professors of Pop, alias 10cc til fulde bekræftede deres berettigelse her 51 år efter,  at bandet så dagens lys. 

Ud over den næsten uendelige række af mageløse hits fik publikum både helt nye sange, som for eksempel “Floating In Heaven” samt en håndfuld mindre kendte sange fra bandets tidligste udgivelser.  “Old Wild Men” var en af dem. De passede alle i stil og udførelse stadig fint med perlerækken af hits.

Højdepunktet

Skal et enkelt nummer – udover førnævnte 14 minutter lange legendariske “Feel The Benefit” – trækkes frem som et godt bud på koncertens absolutte højdepunkt bør det være det komplekse og komplicerede “I’m Mandy Fly Me”.

I løbet af de ca. seks minutter fik vi trestemmig sang i verdensklasse. Især forsanger, Ian Hornal, trådte her i karakter som en mestersanger. Vi fik en nærmest svævende Pink Floyd-agtig start på sangen. Vi fik et overflødighedshorn af pragtfulde rytme- og tempo-skift og overrumplende breaks. Sikke dog en vidunderlig version af det 47 år gamle hit.

Kisten med 10cc’s musikalske guldkorn blev efter små 2 timer lukket fornemt i til tonerne af rocksangen “Rubber Bullets”.

Sidst Graham Gouldman i spidsen for 10cc var på disse kanter var mig bekendt i april 2008, hvor de leverede en glimrende koncert i Lillebæltshallerne i Middelfart.

Tro det eller lad være. 10cc anno 2023 er som en rigtig god vin kun blevet bedre med årene.

Som min gode ven og meget musikkyndige Martin Westermann sagde på vej ud fra Eksercerhuset:  “Sublim koncert”!

Ingen modsagde ham.