3.9 C
Copenhagen
lørdag 27. december 2025

Kommune overvejer ekstern hjælp til at formindske ventetiden i byggesager

0

I Fredericia Kommune tager det gennemsnitligt 108 dage at få en byggetilladelse, og det betyder, at kommunen er den der tager længst tid i hele landet sammen med Fanø. Formand for Teknisk Udvalg, Christian Bro (A) og direktør for vækst, teknik og klima, Rene Olesen, overvejer nu om man skal hente ekstern hjælp ind til mindre sager.

Hver gang der er møde i Teknisk Udvalg er der en orientering om ventetiden i byggetilladelsessager. Derfor kommer det ikke bag på Christian Bro, at tallet er høj i Fredericia.

– Tallet er for højt, men det er faldende. Sagspunkterne er også faldende, men vores udfordring er, at vi har vildt meget aktivet. Byggerierne i Taulov æder vildt meget sagsbehandlingstid, og det er nærmrest en mand pr. sag til de store lagerbyggerier, og det går udover de mindre. Hvis projekterne ikke er fuldt oplyst, så tager det tid at få gjort det færdigt, siger Bro.

Christian Bro. Foto: AVISEN

Udvalgsformanden kommer med et konkret forslag, der kan få sagsbehandlingstiderne ned.

– Vi kan tilføre flere ressourcer, men det står ikke lige for. Vi kan overveje, om vi skal tage ekstern hjælp ind til de mere rugbrødsagtige sager, fordi vi gerne vil have de store sager selv. Jo mere viden vi får om de store ting, jo hurtigere går det næste gang med en lignende sag.  Rugbrødsarbejdet er nemmere at håndtere, siger Christian Bro og fortsætter:

– Vi har et kæmpe stort Power2X-projekt og når det sættes i gang, kommer det til at æde sagsbehandlingsressourcer, så finder vi ikke ressourcerne, står vi i vejen for os selv, da vi ikke har kræfter nok til behandlingen.

Bro er ikke overrasket over tallene, og han fortæller, at man i de seneste par år har arbejdet intens med at få det til at falde.

– Jeg vidste, at det var der, så på den måde var jeg bevidst om det, men jeg ved også vi arbejder på det. Over det sidste års tid har afdelingen brugt tid på at optimere arbejdsgange, hvilket skulle betyde, at vi fortsætter med at dale, men det afhænger også af aktivteten. Der er store projekter i støbeskeen, så der venter store projekter forude. Det er samme personale, der også sidder med store events. Man skal derfor prioritere, hvad man vil først. Der er et pres på os, da man i den enkelte sag synes, at man selv er den vigtigste, og det forstår jeg godt, men der kan det blive stramt, hvis vi ikke finder ressourcer, siger Christian Bro.

Rene Olesen. Foto: Fredericia Kommune

Bros udtalelser stemme overens med Rene Olesen, der også fortælle, at man er godt i gang med at forbedre sig.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi fra 2021 har en kæmpe pukkel, som vi skulle have arbejdet ned. Man kan se, at vi æder os stille og roligt ind i bunken, der bliver mindre og mindre, siger Olesen og kommer ind på konkrete tiltag:

– Vi har arbejdet på at optimere i de seneste par år, og sikre en mere ensartet sagsbehandling. Man arbejder ikke længere individuelt, men i team, så det giver et bedre overblik.

Olesen afviser, ligesom Christian Bro, heller ikke at hive ekstern hjælp ind.

– Vi overvejer altid om det giver mening eller ej, slutter Rene Olesen.

I 2022 blev der behandlet knap 33.000 byggesager på tværs af alle 98 kommuner. Det er et fald på cirka 25 procent i forhold til 2021. Alligevel er ventetiden på en byggetilladelse steget i flere kommuner. I Sydjylland gælder det i Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Sønderborg, Vejen, Aabenraa og på Fanø. I Fredericia er ventetiden steget fra 45 dage i 2021 til 108 dage i 2022. Det tal er dog faldende nu, oplyser Christian Bro og Rene Olesen, der fortæller, at det kommer til at tage flere år før man er nede på et mere acceptabelt niveau.

En verdensklasse oplevelse

0

En perfekt musikalsk aften, der gik strygende og aftenen bød på to overraskelser: 1. Et forrygende velspillende ensemble 2. En dirigent med et imponerende CV. 

Det kommer derfor til at handle mere om orkester og dirigent end musikken.

Lidt om aftenens orkester: Aarhus Strygerensemblet har eksisteret i 31 år og består af 20-30 dygtige amatører og professionelle strygere, denne aften i Taulov kirke var der ca. 25. Ensemblet fokuserer på at udforske det store repertoire af musik, der er skrevet til strygeorkestre fra barokken til nutiden. De arrangerer 8-12 koncerter om året, som ledes af forskellige dirigenter, herunder i de senere år hovedsageligt Morten Friis, Søren Birch og deres chefdirigent, Søren Kinch Hansen.  Denne kolde “forårsaften” medbragte de ingen ringere end Michelle Rakers som dirigent. 

Programmet var: Felix Mendelssohn-Bartholdy: Strygersymfoni nr. 10 (1823)
Antonin Dvorak: Nocturne (1838), Leos Janaácek: Suite for Strygeorkester (1877), Edward Elgar: Elegi for Strygeorkester (1909), Edward Elgar: Strygerserenade (1892).

Taulov kirke var denne aften godt fyldt op. Det var opmuntrende at se så mange publikummer. Et orkester, der er tæt på klaustrofobiske omgivelse, og vel lidt dårlige arbejdsforhold, for de der var klemt godt inde, de sad endda meget tæt. At de kunne udføre en så krævende opgave og opnå et så flot resultat både musikalsk og klangmæssigt er imponerende. Der var så knebent plads til mange strygere og anmelderens første tanke var også om de ville ramme hinanden med en af buerne, da de sad tæt på både hinanden, væggene og en helt tæt på prædikestolen. Det sortklædte orkester havde trods de trange forhold en perfekt lyd og klangen var også suveræn. De tre kontrabasser, der var gemt væk bagerst ved alteret havde suveræn klang og den dybe bund gik flot igennem. 

De sad tæt. Foto: AVISEN

Organist Dorthe Gade bød velkommen og Michelle Rakers forklarede på flot dansk, hvad programmet indeholdt og fortsatte resten af fortællingerne på engelsk.

En virkelig vellykket koncert og hvor blev den 1,5 time lige af? Dette orkester ser vi gerne igen i Fredericiaområdet.

Når vi nu har en superstjerne dirigent i Fredericia, benyttede AVISENs anmelder muligheden for at få en snak med hende.

Michelle Rakers en jordnær stjerne. Foto: AVISEN

Superstjerne eller ej, Michelle var helt nede på jorden, første spørgsmål var, hvad der bragte hende fra Det Hvide Hus til Danmark, hun mødte en dansker i 2014 og resten er historie. Hun kunne dog ikke forlade sit job i Det Hvide Hus før 2018, som hun kontraktuelt var bundet til. Så Michelle har tjent under tre præsidenter, hun sluttede i militæret med rang af major.

Michelle Rakers er født i USA, hun har haft en imponerende karriere inden for musikbranchen. Fra 2004 til 2018 var hun Senior Assistant Director for “The President’s Own” United States Marine Band og Marine Chamber Orchestra, hvor hun ledte bandet og orkestret i mange højtprofilerede programmer på tværs af USA, herunder ved White House State Dinners og ceremonier, samt på nationale turnéer. Michelle har regelmæssigt dirigeret Slesvigske Musikkorps i Danmark siden 2014, samt grupper som Odense Symfoniorkester, Maryland Symphony, Saint Louis Symphony Brass, medlemmer af Sønderjyllands Symfoniorkester, Prinsens Musikkorps, Helsinki Guards Band – Sotilasmusiikki og National Youth Brass Band of Great Britain. Hun har været gæstedirigent på mange universiteter i USA og var bosiddende på Sibelius Academy i Helsinki i 2015 og 2016.

Michelle Rakers begyndte sin musikalske træning som fem-årig med klaverundervisning og blev professionel musiker som ti-årig, da hun blev kirkeorganist i sin hjemby, Aviston, Illinois. Hun fokuserede senere på trompetstudier, hvilket førte til muligheder for at optræde i symfonier på tværs af USA. 

Hun begyndte sin karriere med Marine Band i 1998, da hun vandt en national audition til en trompetposition og senere blev udnævnt til Assistant Director. Hun blev den første kvindelige dirigent og første kvindelige officer i historien om “The President’s Own,” en position, hun har haft siden 2004. 

Velfortjent klapsalver til orkesteret og Michelle. Foto: AVISEN

I sin tid med Marine Band har Michelle Rakers været en stærk fortaler for uddannelsesmæssig udbredelse og med hendes ledelse af organisationens uddannelsesprogrammer og oprettelsen af en nationale koncertkonkurrence for gymnasieelever.

Michelle har en doktorgrad som dirigent fra The Peabody Institute of the Johns Hopkins University i Baltimore, Maryland. – En kandidatgrad i trompetperformance fra Northwestern University. – En bachelorgrad i musikstyring fra University of Evansville. 

Hun har modtaget flere priser og udmærkelser, herunder en Emmy®-pris for hendes deltagelse i produktionen af All-Star Orchestra-programmet “United States Marine Band New England Spirit.” Hun er også en æres instruktør i Tau Beta Sigma, en national hædersorden for musikere, og modtog deres “Outstanding Service to Music”.

Så står dette stortalent pludselig i Taulov kirke og taler med AVISEN og fortæller om nogle af de begivenheder, som hun har deltaget i i Det Hvide Hus. Alle i The Marine Band er soldater, de slipper dog for den hårde træning, der er i boot camp, for på denne måde at tiltrække de bedste af de bedste til dette orkester. Et orkeste,r der skal kunne spille alt fra countrymusik til Beethoven, når som helst og hvor som helst.

Michelle medvirkede også ved Trumps indsættelse og hun har også spillet for Paven, så Taulov Kirke er ikke hendes første religiøse optræden. Jeg vil ikke røbe, hvad Michelle fortalte om de forskellige præsidenters musiksmag, dog kan det røbes, at Trump godt kunne lide musikken fra filmen ET.

På kvindernes internationale kampdag havde vi i Fredericia besøg af en af de sejeste og sødeste kvinder, der har kæmpet sig til tops i en mandsdomineret verden, det amerikanske militær. Bedre annonceret, eks i Fredericia AVISEN, så ville kirken være propfyldt også med stående, en dirigent i den klasse opleves sjældent. De tilstedeværende er nok ikke alle klar over, hvor heldige de har været.

Poul Rand, Musikanmelder, Fredericia Avisen.

Lærerformand: Skolevæsenet er i choktilstand efter i dag

0

Fredericias skolevæsen i choktilstand. Der er i dag blevet varslet påtænkte fyringer på næsten alle skoler i Fredericia i et samlet antal, der overstiger alle tidligere fyringsrunder. Der er tale om en historisk omfattende afsked af en faggruppe i kommunen.

22 lærerstillinger skal spares væk i forbindelse besparelser i Fredericia Kommune. Det fortæller formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling. Han er rystet og spørger direkte om eleverne skal betale prisen for fejl i kommunale budgetter.

Udvalgsformand Ole Steen Hansen (S) tæller ikke til 22 stillinger, men bekræfter, at direktionen skal holde budgetterne, og hvis de har ansat for mange lærere, så får det den konsekvens, at man må sige farvel til medarbejdere.

Per Breckling
Per Breckling. Foto: AVISEN

– Skolevæsenet er i en choktilstand i dag. 22 lærere tænkes afskediget. Det er delvist på grund af det vedtagne budget med indirekte besparelser på skoleområdet, men det skyldes også regnefejl og ledelsesmæssige svigt, der gør, at der er endnu større underskud, og det betyder, at der skal fyres 22 lærere i Fredericia Kommune, fortæller Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds.

Hvad er reaktionerne fra lærerne på denne nyhed?

– Mine tillidsrepræsentanter på skolerne er orienteret, og de er også i en choktilstand. Det er så voldsomt det her. Vi forstår det slet ikke. Jeg har også spørgsmål til alle politikere: Er det børnene, der skal betale prisen for de fejl og de svigt, der sker i kommunen, for det er der lagt op til, siger han.

Ole Steen Hansen. Foto: AVISEN

Ole Steen Hansen (S) får ikke tallet til 22 konkrete stillinger, men tæller til 22 med efterskoleudgifter og lignende. Han slår også fast, at det ikke er noget, der er besluttet i byrådet, men af forvaltningen.

– Det er ikke besluttet i byrådet. Budgettet er vedtaget af byrådet, og det skal cheferne på Rådhuset overholde. Jeg kan forstå, at Per Breckling synes, at 22 er mange lærere, men jeg håber, at nogle af de afgange kan være naturlige afgange (aldersrelateret afgang red.), siger Ole Steen Hansen og slår fast:

– Det er som sagt ikke noget, vi har besluttet i byrådet. Der er ansat 14 lærere mere end, der har været budget til. Det er ledelsen på Rådhuset nødt til at rette ind og reagere på, ellers kan de ikke overholde budgettet. Jeg kan også forstå, at Per synes, at der har været god dialog. Men jeg kan godt forstå, at de er chokeret over antallet af fyringer. Jeg ved ikke, om processen har været god nok. Har der været tid nok, har varslingen været god, det ved jeg ikke. Jeg har fået en mail for fem minutter siden. Cheferne skal overholde budgettet, sådan er det. Jeg ved ikke, hvem der har ansat 14 lærere for mange. Vi kan ikke finde eller give de penge. Der var også lidt tumult med, hvor meget det koster at sende nogen på efterskole, og derfor skal der også rettes ind, men vi har i byrådet ikke besluttet det, men jeg kender som sagt ikke til processen. På næste møde skal vi forholde os til yderligere 36 millioner på børne- og familieområdet, så denne nyhed er en tilretning af det eksisterende budget, siger Ole Steen Hansen.

Ullerup Bæk Skolen skal afskedige 11 lærere, Erritsø Fællesskole skal afskedige 3 lærere, Kirstinebjerg skolen skal afskedige 6 lærere og Fjordbakke skolen skal afskedige 2 lærere, Frederiksoddeskolen skal hverken ansætte eller afskedige, og i 10ende afventer de elevtal, der er afgørende for deres situation. Disse voldsomme tal er efter, at midlertidige ansatte ikke får forlænget deres ansættelse, og den naturlige afgang er indregnet i tallene. Der nedlægges altså op imod eller over 30 stillinger på skolerne i Fredericia.

– Hvordan kan det komme så vidt, spørger Per Breckling og tilføjer:

– Der er flere forklaringer. Fredericia Byråd vedtog med budget 2023 flere generelle besparelser, der indirekte betyder at budget var 3-5 millioner kroner mindre end sidste år! I det såkaldte retvisende budget havde man også glemt at budgettere med den af folketinget besluttede regulering af taksterne til privat- og efterskoler, der mangler 6 millioner kroner. På Ullerup Bæk Skolen fandt man sidste forår ud af, at man brugte flere penge end man havde fået tildelt, ledelsen iværksatte en spareplan. Op imod jul finder man ud af, at den ikke er implementeret, og skolens underskud kan nu opgøres til 7,6 millioner kroner ved udgangen af 2023. En ny voldsom spareplan betyder, at skolen i løbet af kun 2 år -2023 og 2024 – skal nedbringe underskuddet til 2,5 millioner kroner, der spares på alt, men først og fremmest på lærere, og der skal afskediges 14 personaler.

Lærerformand: Det er voldsomt

– Vi har at gøre med en meget ubehagelig kombination af budgetbesparelser, budgetfejltagelser, manglende ledelsesmæssig styring og overblik samt mangelfuld økonomistyring, siger han og uddyber:

– Dette har voldsomme konsekvenser for de lærere, der står til at miste deres job og deres indkomst. Det er ganske enkelt ikke rimeligt for dem at stå i denne situation på baggrund af fejl og mangler. De lærere, der fortsat er ansat skal få en folkeskole til at fungere med færre kollegaer og generelt færre midler til at drive skole for. Det bliver for lærerne i Fredericia ikke let at kunne lykkedes med det job, man er ansat i. En kæmpe og næsten umulig opgave bliver det for lærerne på Ullerup Bæk Skolen, først skal de sige farvel til 14 kollegaer, og derefter skal der drives skole på et økonomisk og personalemæssigt meget lavt niveau.

– Konsekvenserne er katastrofale for børnene i Fredericia – for de fyrede lærere – for folkeskolen og for de lærere, der skal forsøge at løse opgaverne i skolen fremover. Fredericia Lærerkreds har i den forløbne tid appelleret til, at skolevæsenet som sådan og Ullerup Bæk Skolen særligt kunne implementere besparelserne over længere tid, så konsekvenserne ikke blev så voldsomme, desværre uden større resultat, siger Per Breckling og slutter:

– Vi vil nu sammen med TR på skolerne stå ved alle kollegaers side i den kommende svære tid, og vi vil sætte fokus på, at ledelsen sammen med os må reducere i de opgaver, skolen skal løse i en tid med markant færre ressourcer. Folkeskole på et lavere niveau er desværre konsekvensen. Serviceforringelser er et faktum.

DF’er om byggesagstider: Det er skræmmende

0

Dansk Folkepartis Palle Dahl er overrasket over, at byggebehandlingstiderne er over 100 dage igen.

Palle Dahl sidder i Teknisk Udvalg, og han er overrasket over, at byggebehandlingstiderne er oppe at være 108 dage i Fredericia.

– Det er skræmmende, at vi er over 100 dage igen, så det er godt vi har møde den 13. marts i udvalget, konstaterer Palle Dahl, der ellers havde noteret sig fremgang:

– Det er skræmmende, da det gik den rigtige vej og vi skulle have ventetiden ned. Pludselig er vi over 100 dage igen uden at være informeret, fortæller Palle Dahl.

Dahl er selv kommet med forslag till, hvordan man kan komme ned med behandlingstiden.

– Jeg forslog man tog de nemme sager, da de tager sagerne i rækkefølgen som de kommer ind. Så sætter man det efter dato, selvom det er et pennestrøg der mangler. Det kunne være 25 sager der lå, og det kunne ordnes på få dage. De besværlige kan man fokusere på bagefter. Mange venter på en bagatel, og hvis det hele er i orden, så tager det ikke mange sekunder for at give en tilladelse  siger Palle Dahl.

Flere parter har forslået, at man kan give byggesagsafdelingen en hjælpende hånd med ekstern hjælp til sagerne. Eksempelvis at opdele det med, at eksterne tog sig af de mindre sager.

– Man kunne lade eksterne kigge på det. Vi har dygtige folk, men der prioriteres anderledes. Det kan laves bedre end nu, men de er kun mennesker i byggeafdelingen, og man kan ikke arbejde 30 timer i døgnet, slutter Palle Dahl, der ser frem til en redegørelse på næste udvalgsmøde.

I 2022 blev der behandlet knap 33.000 byggesager på tværs af alle 98 kommuner. Det er fald på cirka 25 procent i forhold til 2021. Alligevel er ventetiden på en byggetilladelse steget i flere kommuner. I Sydjylland gælder det i Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Sønderborg, Vejen, Aabenraa og på Fanø. I Fredericia er ventetiden steget fra 45 dage i 2021 til 108 dage i 2022.

EWII ansætter ny pressechef

0
Ann Katrine Warren, Pressechef. Foto: EWII A/S

Efter nogen tid uden har energiselskabet EWII nu ansat ny pressechef. Ann Katrine Warren, bringer en bred vifte af kommunikation og journalistik til bordet.

Med en baggrund som journalist og kommunikationskonsulent, har Ann tidligere specialiseret sig i, journalistik, PR og sociale medier.

De seneste 6 år har Ann Katrine Warren været ansat hos KALB som kommunikationskonsulent, hun tiltrådte som pressechef hos EWII og TREFOR d. 1. Marts 2023, tidligere sad Anya Palm på den post, men hun har siden 1. januar været kommunikationschef for Haderslev Kommune.

– Jeg kommer hertil og kan bruge både, min baggrund som journalist, men samtidig min tid i mediebranchen, når jeg skal navigerer det her område og glæder mig bare helt vildt til at få EWII og TREFOR ud over rampen. Gøre os, nærværende for den almindelige dansker, men lige så meget fra et virksomhedsperspektiv, sørge for at vi er til stede, fortæller Ann Katrine Warren, til AVISEN.

Ann har indgående kendskab til pressens arbejde, og kan uden tvivl bidrage positivt i rådgivningen af virksomheden.

Hun er uddannet journalist ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole i Aarhus, har tidligere skrevet for JydskeVestkysten, med hendes store kendskab til branchen må hun siges at være et nyt aktiv for EWII og TREFOR.

Etablering af banesti mellem Asperup og Brenderup

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Biodiversitet og klima er tænkt ind i etableringen af den nye banesti, som anlægges mellem Asperup og Brenderup. Arbejdet går i gang efter påske, og til november vil gående og cyklister være sikret en direkte og sikker forbindelse mellem de to byer.

Snart bliver det muligt for bløde trafikanter at komme mellem Asperup og Brenderup af en nyanlagt sti, som forventes at være færdig i november 2023. Det besluttede Byrådet ved byrådsmødet mandag eftermiddag.

Der er sat 14,9 millioner af til den godt 4 km lange strækning, som bliver en del af banestien, og som følger det gamle jernbanespor mellem Middelfart og Holse Stationsby. Sammenlagt bliver den færdige banesti omkring 18 km lang.

– Med stien forbinder man bysamfundene nord for motorvejen og de store sommerhusområder i Båring Vig. Med stiforbindelsen mellem Asperup og Brenderup får vi en god og sikker cykelforbindelse, som gør det markant mere attraktivt at vælge cyklen fremfor bilen – både når man gerne vil nyde naturen, men også når man skal til fritidsaktiviteter mellem de to byer, siger Jacob Bjørnskov Nielsen, formand for Klima, Natur og Genbrug i Middelfart Kommune.

Fokus på bæredygtighed

Når byggeriet af banestien mellem Asperup og Brenderup efter planen begynder i midten af april, bliver det med særlig omtanke for både biodiversitet og klima.

– Det er vigtigt for os, at banestien bliver anlagt med tanke på klimaet, det omgivende miljø og biodiversiteten. Blandt andet bliver stien belagt med koldblandet asfalt. Man tager gammel asfalt, som knuses og blandes med bindemidler. Den koldblandede asfalt har samme styrke som almindeligt varmblandet asfalt, men når asfalten ikke skal varmes op, er energiforbruget meget mindre, forklarer Jacob Bjørnskov Nielsen.

Overfladen på stien bliver belagt med OB – små sten – som giver en mere rug overflade, men som er en mere klimavenlig løsning end sort asfalt. For at begrænse klimaaftrykket yderligere, indbygger man overskudsjorden fra etableringen af banestien i projektet i stedet for at læsse det på lastbiler og køre det væk.

Lokalråd er blevet hørt

Samtidig sørger man for, at så lidt som muligt af den eksisterende natur bliver berørt af arbejdet med at etablere den nye banesti. Der hvor man alligevel er nødt til at rydde jorden bliver der sået engblandinger, som blomstrer til gavn for insekterne og pynter til glæde for besøgende.

– I forbindelse med projekteringen af stien er lokaludvalgene i Båring-Asperup og Brenderup blevet hørt og inddraget i stiforløbet, med fokus på at stien bidrager til at binde lokalsamfundene sammen, og at den bliver attraktiv at bruge. I den forbindelse etableres også et udendørs klasseværelse, som skolerne kan bruge i undervisning, og som besøgende kan holde pause ved, siger Jacob Bjørnskov Nielsen.

Banestien bliver anlagt mellem Rugårdsvej i Brenderup og bassinet i Asperup. Herfra tilsluttes banestien den eksisterende grusvej frem til Lærkestræde, som renoveres samtidig med at banestien etableres.

Der er endnu ikke lavet en tidsramme for, hvornår den samlede strækning mellem Middelfart og Holse Stationsby står færdig.

Bedre tilkørsel til E45 ved Tankedalsvej præsenteres for ministeren

0

Transportminister Thomas Danielsen mødes med Kolding Kommunes borgmester Knud Erik Langhoff, viceborgmester Birgitte Munk Grunnet og formand for plan- og teknikudvalget Jakob Ville for at drøfte mobiliteten på motorvejen ved Kolding

Det er svære udfordringer med tung trafik, der præsenteres for transportminister Thomas Danielsen (V), når han møder Kolding Kommunes borgmester Knud Erik Langhoff, viceborgmester Birgitte Munk Grunnet og formand for Plan og Teknik Jakob Ville torsdag den 9. marts kl. 15.30.

Mødet finder sted i Fredericia på Trinity Hotel (hvor Trekantområdets borgmestre er samlet til møde). Kolding Kommune har fået en halv times møde med ministeren. Og her bliver han præsenteret for de udfordringer, der er med tiltagende trængsel på E45 i området ved Danmarks mest centrale motorvejskryds, nemlig rundt om Kolding.

– Vi har bedt om et møde med ministeren, og jeg er meget glad for, at vi nu får mulighed for at fortælle ham om de trafikale udfordringer, der er her ved Kolding. Vi har en vital placering for trafikken i hele landet, fordi det er her, de to hovedfærdselsårer E45 og E20 krydser hinanden. Derfor er øgede trafikmængder i Kolding ikke bare et problem for os lokalt, men for hele Danmark, påpeger borgmester Knud Erik Langhoff.

Særlige udfordringer ved afkørsel Kolding S
Ved mødet med ministeren vil der især blive zoomet ind på de udfordringer, der er ved til- og afkørsel Kolding S, som leder trafikken til og fra Tankedalsvej.

Anlægget og ramperne er ikke dimensioneret til den mængde af trafik, der benytter afkørslen i dag. I myldretiden holder bilerne i kø helt ud på motorvejen for at komme op på Tankedalsvej. Og i fremtiden bliver udfordringerne endnu større. En bedre tilkørsel til E45 kan bidrage til at fremtidssikre trafikafvikling og fortsat erhvervsudvikling i området.

– Vi ser ind i stærkt øgede trafikmængder. Både ved Tankedalsvej og på motorvejsnettet som sådan. Derfor er det vigtigt at få udbygget både Tankedalsvej og motorvejen ved afkørsel Kolding S, så der bliver plads til mere trafik. Og da begge veje tilhører staten, er det Vejdirektoratet, der skal prioritere ombygningen af Kolding S-tilslutningen. På mødet vil vi forklare ministeren, hvorfor det er vigtigt, at dette projekt kommer med i anlægsprioriteringerne, pointerer udvalgsformand Jakob Ville.

Troværdighed og ordentlighed styrker sammenhængskraften

0

De politiske identiteter er under forandring. Folketingsvalgets resultat, dannelsen af flertalsregeringen, regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” og de første politiske armlægninger i og uden for Folketingssalen viser tydelige tegn på en forandring i det politiske landskab mellem regering og opposition. En forandring, hvor mistilliden og magtspillet mellem de politiske aktører desværre har fået fornyet kraft. En konfrontatorisk ”enten er du med os eller imod os” holdning er vokset frem med WOKE-lignende tendenser, som en krise-elskende og sensationslysten presse velvilligt stiller spalteplads, lyd og billeder til rådighed for. Kun troværdighed og ordentlighed kan genoprette den nødvendige sammenhængskraft mellem samfundets aktører. Det handler denne uges artikel om.

Troværdighed

I Det Ønskede Samfund ser vi troværdighed som en kolossal styrke for sammenhængskraften i og udviklingen af vores samfund. Troværdighed handler om at tage ansvar på sig i de roller, vi har påtaget os i det samfund, vi lever i. Det handler om at være åben og gennemsigtig i ens handlinger overfor sig selv og andre, så alle forstår og fornemmer dine bevæggrunde for den kommunikation og adfærd du har og udviser i alle mulige situationer. Du kan ikke ikke-kommunikere, for tavshed eller fravær sender også signaler til din omverden og til dig selv.

Et sundt demokratisk samfund lever af magthavernes troværdighed og borgernes tiltro til politikernes og myndighedernes beslutninger og adfærd. Det vil i bund og grund sige, at når borgerne oplever, at der er en helstøbt sammenhæng mellem det, de (politikere, journalister og myndigheder) siger, og det de rent faktisk gør, ja, så styrker de deres troværdighed. Og det er præcis det, vi har brug for netop nu.

Ordentlighed

At være et ordentligt menneske, er et menneske, som udlever de værdier og normer, som vi – i det samfund vi lever i – er enige om og i fællesskab har valgt at stræbe efter. Det afhænger af, hvor vi bor, og hvad vi er blevet en del af. Det ser vi tydeligt i den verden, som vi netop nu oplever omkring os.

Det ordentlige menneske er også kendetegnet ved en lyttende adfærd til andre mennesker, en næstekærlighed og imødekommenhed, også overfor den værste modstander, også selv om det er i politisk eller militær sammenhæng. At udvise respekt for det enkelte menneske er det ordentlige menneskes forudsætning, men du skal ikke nødvendigvis acceptere et andet menneskets holdninger og adfærd. 

Det ordentlige menneske giver sit eget liv værdi ved at give andre menneskers liv værdi. Det ordentlige menneske er åben og står ved sine handlinger og kan begrunde sin adfærd ud fra sine værdier. Det ordentlige menneske holder ord og kan erkende sine fejl og italesætte dem, når de opstår, og ikke mindst lære af dem, så de ikke opstår igen. For ordholdenhed betyder ikke, at vi ikke kan ændre vores holdninger, skifte mening og synspunkter. Naturligvis kan vi det, for vi bliver forhåbentligt hele tiden klogere på den verden, vi lever i og inspireret af de mennesker, vi omgås. Afgørende er det dog, at vi er åbne og ærlige omkring disse holdningsskift. Dette gælder især mennesker, der for en tid er tillagt en hvilken som helst form for magt – det vil sige os alle. Om du er forældre, ven, arbejdskollega, leder, politiker eller allerhøjest i magthierarkiet.  

Det ordentlige menneske vedstår sin egen tvivl og usikkerhed. For det ordentlige menneske er følelsen af tvivl og usikkerhed en helt naturlig del af menneskelivet. Det betyder blot, at der er behov for at søge efter flere data og informationer, der erstatter den opståede tvivl og usikkerhed, så nye gode valg og beslutninger igen kan træffes og gennemføres.

Sammenhængskraften

Hvedebrødsdagene efter Folketingsvalget er ovre, og det er på tide, at alle samfundets aktører påtager sig deres nye ansvar og identiteter, som valgresultatet de facto efterlader. 

De toneangivende arbejdsmarkedsparter ser ud til at have fundet ”DUR-modellen”. De har påtaget sig et ansvar for både for egne rækker og for fællesskabet og godt i gang med at skabe overenskomstløsninger, der ser ud til at tilgodese alle involverede parter. Gennem deres konkrete adfærd og løsninger har de udvist troværdighed og ordentlighed og derigennem styrket den danske model.

Flertalsregeringen har med regeringsgrundlaget taget fat om nældens rod i det moderne danske samfund. Ikke kun ved at sige som drengen i H.C. Andersens eventyr om Kejseren ”at han har jo ikke noget tøj på”, knejse og gå videre. Nej. Regeringen er med regeringsgrundlaget kommet med deres bud på vejen frem mod et bedre velfærdssamfund og vigtige skridt i retningen af et bæredygtigt velfærdssamfund. Retningen kan vi være enige eller uenige i. 

Men det at tage det politiske ansvar på sig og søge, gennem et demokratisk flertal, at lede samfundet i den retning, man selv er overbevist om er den rigtige, må – neutralt betragtet, alt andet lige – styrke Regeringens troværdighed og ordentlighed. Det skal naturligvis gøres medinddragende, som det er skrevet i regeringsgrundlaget. Rettidig medinddragelse af alle berørte parter er, som vi tidligere har skrevet om, en klar forudsætning for den nødvendige ordentlighed og det nødvendige medejerskab.

Vi savner den tilsvarende troværdighed og ordentlighed hos flertallet i den politiske Opposition og hos nogle af de sekundære arbejdsmarkedsparter. Deres debattone har længe overvejende været i ”MOL”, kun ”Rasmus-modsat” og ikke budt på bæredygtige alternativer, som reelt kan udfordre flertalsregeringens forslag. 

Et sundt demokrati med en flertalsregering kræver en kompetent, visionær og udfordrende Opposition, der ligesom flertalsregeringen finder sin egen nye identitet i det nye politiske landskab. 

Mimi Dalsgaard er ny rådgiver i Middelfart Sparekasse

0

Nyt job: Middelfart Sparekasse har budt velkommen til 43-årige Mimi Dalsgaard, som får sin daglige gang i hovedsædet i Middelfart, hvor hun er startet som privatrådgiver. Hun begyndte som elev i Arbejdernes Landsbank i 2001, men skiftede til Danske Bank i 2006 og har arbejdet der frem til nu, hvor det altså er Middelfart Sparekasses kunder, som får glæde af Mimi Dalsgaards mange års erfaring som rådgiver.

– Det betyder meget for mig at have en god relation til mine kunder, og jeg brænder for at finde de bedst mulige løsninger til hver eneste kunde, så de kan få deres ønsker og drømme opfyldt. Det er derfor, jeg har valgt at arbejde i Middelfart Sparekasse. Her sætter man kunderne i centrum og prioriterer at varetage deres interesser. Sparekassens værdier flugter godt med mine egne, og jeg glæder mig til at skulle arbejde på en af landets bedste arbejdspladser, siger Mimi Dalsgaard, som er gift og bor i Odense med sin mand og deres to sønner.

Hun bruger en ikke uvæsentlig del af sin fritid i diverse sportshaller, da begge drenge spiller håndbold. Derudover er hun frivillig på Odense Hospice.

Familien holder meget af at rejse og udforske verden – og når Mimi Dalsgaard skal slappe af, elsker hun at gå en tur eller at stå i køkkenet og bage eller lave spændende mad.

Et sort kapitel kan lukkes

0
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (Foto: AVISEN)

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil har netop meldt ud, at der kommer en officiel undskyldning fra den danske regering til mennesker med handicap udsat for svigt i perioden 1933 til 1980. Det får stor betydning for de berørte, lyder det fra DH-formand Thorkild Olesen.

Den historiske udredning om børn, unge og voksne i Særforsorgens varetægt fra 1933 til 1980 viser, at der er sket voldsomme overgreb.

Derfor glæder det formanden for Danske Handicaporganisationer, at SVM-regeringen nu vil give en undskyldning til de berørte:

– Jeg er utrolig glad for, at der kommer en officiel undskyldning. Vi taler om mennesker med handicap, der i statens varetægt er blevet udsat for forfærdelige ydmygelser som fysisk og psykisk vold, voldtægter og tvangssterilisation. Så jeg vil gerne sige stor tak til socialministeren og resten af regeringen for den beslutning, lyder det fra DH-formand Thorkild Olesen.

Thorkild Olesen håber, at vi lærer af det sorte kapitel i dansk historie.

– Undskyldningen fra den danske regering vil uden tvivl få en stor betydning for disse mennesker med sindslidelser, epilepsi, udviklingshandicap, fysiske handicap samt blinde og døve. De kan nu få lukket et sort kapitel i deres liv og i den danske historie. Jeg håber, at vi lærer af historien, så vi aldrig kommer tilbage til lignende institutioner og forhold.

Fakta om Danske Handicaporganisationer (DH):

DH er det fælles talerør for 35 handicaporganisationer – der tilsammen repræsenterer ca. 340.000 mennesker med forskellige typer handicap. 

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt de berørte områder

DMI varsler tæt tåge og rimtåge – Fredericia og Middelfart blandt...

0
Danmarks Meteorologiske Institut har fredag den 26. december udsendt varsel om tæt tåge eller tæt rimtåge, som blandt andet omfatter Fredericia og Middelfart. Varslet dækker...