2.9 C
Copenhagen
søndag 28. december 2025

Google køber endnu en grund af Fredericia Kommune

0

Googles datacenter i Taulov har været i funktion siden 2020. Nu køber virksomheden endnu en grund, der grænser op til den nuværende. Købet giver Google mulighed for at udvide på længere sigt.

Siden 2020 er store mængder data strømmet ind og ud af Googles datacenter i Taulov.

Nu har Google købt endnu en grund af Fredericia Kommune. Grunden på 369.626 kvadratmeter giver virksomheden mulighed for at udvide datacenteret i fremtiden. Godt de 250.000 kvadratmeter er erhvervsjord – resten er naturområde, hvor der ikke må bygges.

– Vi har været glade for at have Google i kommunen. De har deltaget i lokalsamfundet, støttet projekter og initiativer og har også gjort en god indsats i forhold til beskæftigelsesområdet. Derfor er det også positivt, at de nu skaber bedre vilkår for deres fremtid i kommunen. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde, siger borgmester Steen Wrist.

Skal kunne følge med efterspørgslen i fremtiden

Googles datacenter ved Taulov har været i funktion siden 2020. Sideløbende har virksomheden støttet lokale formål i Fredericia som eksempelvis Maskinmesterskolen, Fredericia Museum og EUC Lillebælt.

Derudover samarbejder Jobcenter Fredericia, Business Fredericia og Google om at give ledige og virksomheder en digital opkvalificering.

– Vi har efterhånden været engageret i Fredericia i nogle år, og vi er rigtig glade for at kunne understøtte lokalsamfundet. Flere og flere borgere og virksomheder bruger digitale tjenester, og det kører jo i sidste ende via et datacenter. Derfor er det vigtigt for os at skabe muligheder for at kunne følge med efterspørgslen i fremtiden. Med købet af den ekstra jord får vi netop mulighed for at udvide på et senere tidspunkt, siger chefen for datacentret, Arni Jonsson.

Begge sideruder knust i varebil

0

En varebil på Castorvænget i Fredericia blev udsat for et indbrud, mellem mandag d. 20. marts kl. 15:30 og tirsdag den 21. marts kl. 08:00.

Den sorte varebils to sideruder blev knust, og tyven eller tyvene fik fat i forskelligt el værktøj af mærkerne Makita og Bosch.

Lade tømt for over 100.000 kroner i værdier

0
arkivfoto af ATV

Landejendom på Koldingvej ved Dybvadbro har været udsat for et indbrud mellem den 12. marts kl. 00.00 og den 19. marts kl. 00.00.

Gerningsmændene havde brudt ladeporten op og var trængt ind i bygningen. Her havde man fortsat med at vride en låsecylindre ud med en rørtang, herfra fik man adgang til en hal hvorfra der blev stjålet en ATV af mærket Polaris, model Phoenix 200.

Derudover er en stor plæneklipper af ukendt mærke også blevet stjålet, den anslås at have en værdi af 40.000 kr.

Tyvene slap også afsted med en orange motorsav af mærket Husqvarna og en malersprøjte af mærket Clemco.
Politiet efterforsker sagen og opfordrer vidner, som har set noget mistænkeligt i området, til at kontakte dem.

Middelfarter dømt for mere 160 tilfælde af seksuelle overgreb mod børn og unge

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En 59-årig mand fra Middelfart kommune er i dag ved Retten i Odense idømt 8 års fængsel for besiddelse af en større mængde børneporno og for mere end 160 forhold om seksuelle overgreb mod børn og unge via grooming på forskellige sociale medier og chatfora. Manden blev desuden idømt et kontaktforbud.

Den 59-årige mand fra Middelfart kommune begik de mange forhold i perioden 2013 til 2020, hvor Fyns Politi ransagede mandens adresse på baggrund af mistanke om besiddelse af børnepornografisk materiale. Her beslaglagde politiet bl.a. mandens computer mv. 

Manden blev anholdt og sigtet, efter politiet skaffede sig adgang til bl.a. computeren og altså opdagede, at manden udover at besidde børnepornografi, også selv havde medvirket til at producere det.

Fyns Politi har sikret mere end 54.000 videoer, og der ligger et omfattende efterforskningsarbejde til grund for sagen. 

– Vi har brugt mange ressourcer på at efterforske sagen og strukturere det meget omfattende videomateriale, der er i sagen. Vi har arbejdet på at identificere ofre, og tilvejebringe beviser for, at den 59-årige ikke bare har været i besiddelse af større mængder børneporno, men også har begået overgreb og produceret børneporno. Der er tale om en meget alvorlig sag, og vi er tilfredse med, at have efterforsket sagen med høj kvalitet, så der nu kan komme en afslutning i form af en domfældelse, siger Politikommissær Morten Ravn fra Fyns Politi.

Den 59-årige mand fra Middelfart kommune blev idømt 8 års fængsel og et kontaktforbud i dag ved Retten i Odense. Manden er dømt for besiddelse af en større mængde børneporno og for seksuelle overgreb mod børn og unge via grooming herunder også for tilfælde af medvirken til voldtægt og for tilfælde af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. 

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi er tilfredse med dommen

– Jeg er meget tilfreds med, at Retten i Odense har fulgt anklagemyndighedens bevisvurdering og juridiske vurdering af sagen, og har udmålt en mærkbar og passende straf. Det er en alvorlig og omfangsrig sag, og vi er tilfredse med, at straffens længde afspejler sagens alvor, siger specialanklager Daniel Dokkedahl fra Anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

Den 59-årige mand ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse.

Den 59-årige mand er varetægtsfængslet frem til behandling i landsretten.

FHK henter ungdomslandsholdsspiller

0

Den 18-årig stregspiller, Mads Emil Winterskov Møller, har indgået en to-årig aftale med Fredericia Håndboldklub.

Den unge stregspiller har FHK haft et godt øje til igennem længere tid. Han har fået sin håndboldopdragelsen i Team Haderslev Vojens, og derefter gået på Vejle Idrætsefterskole. Til sommer afslutter han sin ungdomsuddannelse efter 3 år på akademiet SHEA i Skanderborg. Derefter går turen til Fredericia Håndboldklub.

– Han er en spændende stregspiller med stort potentiale og vi glæder os over at vi fra sommer kan tilknytte Mads Emil til vores U19-ligahold, og hvor han ligeledes skal træne med ligaherrerne, han har potentialet til at blive ligaspiller i FHK. Vi har fulgt Mads Emils udvikling de seneste år og med hans 198 cm er han en, der fylder godt i forsvaret, og er en meget bevægelig stregspiller. Han har spillet 11 landskampe på U19-landsholdet og han var i sommer med til EM-slutrunden med U19- landsholdet, siger administrerende direktør i FHK, Thomas Renneberg-Larsen.

I FHK kommer Mads Emil Winterskov Møller til at træne med både U19, 2. divisions- og ligaholdet.

– Det er en stor drøm for mig, som går i opfyldelse – at få den første håndboldkontrakt. Jeg har haft mange gode snakke med FHK, og jeg føler, at det er det rigtige sted, hvor jeg kan videreudvikle mit håndboldspil og blive en endnu bedre stregspiller. Jeg glæder mig til at blive en del af FHK, og syntes, at de har et fedt setup for os unge profilers udvikling, hvor vi kan træne med på både U19- liga, 2. division- og ligaholdet siger stregspilleren og forsætter:

– Mine ambitioner er at bide mig fast på ligaholdet på sigt og komme til have en professionel tilværelse som håndboldspiller, og forhåbentligt kan være med til at opfylde klubbens ambitioner.

I forbindelse med skiftet til Fredericia Håndboldklub flytter Mads Emil Winterskov Møller til Fredericia til sommer.

Fredericia Billiard Klub vandt overbevisende

0

Eliteholdet deltog i weekenden i to spændende kampe i træk. I lørdags viste de deres styrke med en overbevisende sejr på 8-0 over BK Amagerbro. Holdet bestod af Søren Andersson, Claus Mosskov, Kim Nielsen og Per Hermansen, hvor Søren imponerede med en flot kamp, hvor han opnåede et snit på 1,515. Holdet var i topform, og der var ingen tvivl om, hvem der ville vinde kampen.

I søndags stod Eliteholdet over for topholdet Grøndal. Selvom det var en svær kamp, lykkedes det dem at opnå en flot uafgjort. Søren og Claus spillede særligt godt og vandt deres kampe mod Dion og Brian Knudsen. Det var en spændende kamp, og holdet viste, at de også kunne klare sig mod stærke modstandere.

Efter weekendens kampe var det sidste runde i turneringen. Eliteholdet havde kæmpet hårdt for at opnå en høj placering og sluttede på en flot 5. plads, de kan være stolte af deres præstationer. Holdet havde spillet godt i weekendens kampe, og det var tydeligt, at de havde trænet hårdt for at opnå deres mål.

Ny digital løsning åbner vandtårnet for alle

0

Nu skal du ikke længe forbi biblioteket og låne en nøgle, hvis du vil op i Det Hvide Vandtårn. En ny digital løsning gør det nemmere for alle at komme ind i tårnet. Åbningen betyder, at tårnet i højere grad kan blive en attraktion for turister og borgere på voldtur.

Det Hvide Vandtårn er et af byens store vartegn. Det er uundgåeligt, hvis du skal tegne byens silhuet, og det er umuligt at overse, hvis du er på voldtur.

Nu bliver det også væsentligt nemmere at komme op i tårnet og nyde udsigten over byen. Fra den 1. april kl. 8 vil en ny digital adgangsløsning gøre det muligt for alle at låse sig ind med deres danske eller udenlandske betalingskort, som har kontaktløs funktion, samt GooglePay, ApplePay og MobilePay.

– Jeg er super glad for, at tårnet nu bliver lettere tilgængeligt. Det har simpelthen været for omstændgt at komme op i tårnet hidtil. Nu sikrer vi nemmere adgang til tårnet. Det er svært at komme udenom, at Det Hvide Vandtårn er et byens store vartegn og attraktioner, så det er et kæmpe plus på turismeområdet, at det bliver så nemt nu, siger Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

Udover udsigten kan besøgende også nyde udstilling fra Museerne i Fredericia. Første udstilling er et udvalg af de historiske bygninger i Fredericias bymidte, som gæsterne også kan se fra tårnets top. 

Et godt krydderi på en voldtur

Det er ikke kun turister, der får glæde af åbningen. Også byens borgere turister vil fremover få nemmere ved at nyde udsigten fra attraktionen, når de er på voldtur. 

– Udsigten fra vandtårnet er enestående. Det giver et fantastisk udsyn over både by og bælt, og det er dejligt, at den udsigt nu bliver mere tilgængelig for både borgere og besøgende. Et besøg i tårnet vil være et ekstra krydderi på en gåtur langs Volden, og her vil man kunne få et flot udsyn over Fredericias flotte omgivelser, som samtidig er del af Danmarks største naturpark – Naturpark Lillebælt, så jeg er utrolig glad for, at Vandtårnet nu bliver en attraktion som giver borgere og turister mulighed for at opleve byen og naturen fra et fugleperspektiv. Jeg håber, at mange vil benytte påsken til at besøge tårnet, siger John Nyborg, næstformand i Bosætnings- og Turismeudvalget.

Vandtårnet vil være tilgængeligt alle dage fra 8.00 til 18.00. Entre koster 20 kroner pr. person. Børn under 10 år har gratis adgang. Entrebeløbet vil gå til bl.a. vedligehold.

Færdselsuheld med parkeret knallert

0

På Armandsvej i Fredericia, skete der tirsdag d. 21.03 et færdselsuheld mellem en personbil og en parkeret knallert.

En 71-årig mand overså en knallert, som stod slukket og parkeret i siden af vejen med retning mod syd og ramte den med hans bil. Ejeren af knallerten, en anden mand fra Fredericia på 16 år, var ikke i nærheden af knallerten. Ingen kom noget til ved uheldet.

Underbukser stjålet fra personbil

0
Flere ruder er knust. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Natten til tirsdag blev venstre bagrude knust, på en personbil som holdt parkeret på Kirkestræde i Fredericia.

Fra bilen blev der stjålet en sandfarvet sportstaske, med kamuflageprint (ikke militært), tasken indeholdt forskelligt tøj, blandt andet t-shirts og underbukser.

Ribbenssteg og arbejdstøj til Ukraine

0

Medarbejdere på Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia har samlet brandhæmmende arbejdstøj sammen for at sende det til Ukraine, hvor behovet for denne type tøj er højt på fabrikker og anlæg.

Arbejdstøjet er blevet grundigt undersøgt, før det blev pakket og sendt afsted til Ukraine. Den gode idé om at hjælpe med brandhæmmende tøj er opstået blandt medarbejderne, og der har været stor opbakning til projektet. Den første sending er på vej til Ukraine, og der planlægges at sende endnu en sending senere.

Pressechef Torben Øllegaard Sørensen fra Crossbridge Energys raffinaderi i Fredericia fortæller om en god ide, som hurtigt blev til handling.

– Ideen er opstået blandt medarbejderne, og der har været utrolig stor opbakning. Første sending er på vej til Ukraine og indeholder blandt andet mere end 80 par bukser og jakker. Indsamlingsarbejdet fortsætter lidt endnu, så der kan sendes en sending mere afsted senere, siger han.

Genopbygningen efter branden i december skrider frem

Medarbejderne på raffinaderiet har ikke kun hjulpet med at samle brandhæmmende tøj sammen til Ukraine, de har også gjort en stor indsats med at genopbygge det brændte TGU-anlæg på fabrikken. Det har krævet en stor indsats at genopbygge anlægget, hvor mere end 600 eksterne arbejdere har hjulpet til.

Der er brug: 70 ton stålrør, 15 ton ventiler, mere end 5 kilometer elkabler, mere end 50 nye LED lysarmaturer fordelt over 14 etager, altså 30 meter oppe i luften.

Som en ekstra tak til ansatte og kontraktører på hele sitet for alt det ihærdige arbejde med genopbygningen, havde ledelsesteamet og frivillige hænder forleden taget forklæder på og trakteret med mere end 500 ribbensstegssandwiches. CEO Finn Schousboe var også at finde bag disken, så han personligt kunne kvittere for den enorme indsats, der blev gjort.

Forventningen er, at det brandskadede anlæg er genetableret og i drift igen inden udgangen af marts. Projektet viser, at når folk står sammen og hjælper hinanden, kan store resultater opnås.

Torben skiftede erhvervslivet ud med folkeskolen nu advarer han om presset i klasserne

Torben skiftede erhvervslivet ud med folkeskolen nu advarer han om presset...

0
Efter et karriereskifte fra erhvervslivet valgte Torben Søgaard Bonnichsen folkeskolen til for værdiernes skyld. I tredje del af vores serie om den fredericianske folkeskole...