En 42-årig mand blev mandag anholdt af politiet i Fredericia efter et forsøg på indbrud i et skur. Manden, der ikke er lokal, blev pågrebet kl. 16:02, omkring 20 minutter efter hans angivelige forsøg på at stjæle et el-løbehjul fra skuret, der er beliggende i Kongensstræde.
Episoden blev offentliggjort i dagens døgnrapport fra politikommisær Susanne Hviid. Ifølge rapporten er den pågældende mand en kendt person for politiet. Han blev efterfølgende afhørt og løsladt igen.
Belastninger i barndommen fører til dårligere sundhed og mistrivsel blandt børn, og senere i livet kan det føre til kroniske sygdomme. To nye rapporter peger på, hvad det er der skaber ulighed i sundhed og trivsel allerede i barndommen og giver inspiration til, hvad kommunerne kan gøre for at sætte ind blandt børn i indskolingen.
Nogle børn har væsentligt dårligere forudsætninger for sundhed og trivsel, og det kan følge børnene videre i livet. Social ulighed i sundhed viser sig allerede inden børn bliver født eller i deres tidlige barndom. En ny rapport om ”Veje til social ulighed i børn og unges sundhed” viser, hvad der fører til uligheden i børns sundhed.
– Vi har bedt Statens Institut for Folkesundhed om at give os mere viden om, hvad der skaber dårlig sundhed og mistrivsel allerede i barndommen. Forhold som for eksempel betyder, at nogle senere i livet får langt flere sygdomme end andre, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.
Rapporten peger særligt på tre forhold, der påvirker børns sundhed og trivsel negativt; materielle forhold som manglende adgang til god bolig, mad, tøj, hjælpemidler i skolen og mulighed for deltagelse i fritidslivet; psykosociale forhold som mindreværd, underlegenhed, og social eksklusion. Det tredje forhold er de adfærdsmæssige forhold som forældres egen sundhed, deres opdragelsesstil samt vennernes sundhedsadfærd. Forældrenes sociale position har betydning for alle tre forhold, og børns sundhed og trivsel er afhængig af deres levevilkår, det boligområde de vokser op i og mulighederne for skolegang og uddannelse.
– Der er mange muligheder for at sætte ind, og gerne på tværs af fagområder som familieområdet, sundhedsplejen, dagtilbud, skoler, fritid og kultur. Der vil nok altid være en form for ulighed, men vi kan sagtens gøre en bedre indsats i vores velfærdssamfund for at kompensere for noget af uligheden. Der er for eksempel flere muligheder for at hjælpe udsatte børn og forældre via tværgående indsatser, siger Niels Sandø.
I den anden rapport har Sundhedsstyrelsen bedt Statens Institut for Folkesundhed gennemgå indsatser mod ulighed i sundhed blandt 6 – 11 årige. Rapporten viser, hvilke afprøvede indsatser, der bl.a. modvirker skolefravær, styrker kognitive og motoriske færdigheder, fokuserer på betydningen af personaletæthed i skoler og dagtilbud nær udsatte boligområder og fremmer deltagelse i fritidslivet.
– Vi ved ikke særlig meget om hvilke tiltag i indskolingen, der fremmer sundheden, så det vil vi gerne vide mere om. I et forebyggelsesperspektiv er børn i indskolingsalderen meget interessante. Her begynder skole- og foreningslivet, og her bliver man i stigende grad opmærksom på og påvirket af andre sociale relationer end forældrene. Rapporten peger på 15 gode indsatser, men en del af konklusionen er også, at vi generelt skal blive bedre til at følge børns sundhed og trivsel i denne vigtige alder af deres liv, siger Niels Sandø.
Vibeke Sørensen, kommunikationskonsulent for Sydøstjyllands Politi, har netop bekræftet, at der fredag blev gennemført en politiaktion i Fredericia gågade, der førte til en anholdelse af en ung mand. Oplysningerne stemmer overens med de iagttagelser, som flere borgere har delt på sociale medier.
Fredag eftermiddag blev politiet observeret i en baggård i nærheden af gågaden. Ifølge øjenvidner, brugte de omkring 30 minutter på stedet, hvorefter de kom ud med en ung mand iført en blå DNA-dragt. Han blev eskorteret ned til området omkring den lokale pub, hvor både en politibil og en ambulance stod klar.
Sørensen bekræfter, at den unge mand er blevet sigtet for ulovlig besiddelse af peberspray. Det er ikke oplyst, hvorvidt manden er blevet løsladt, eller om han fortsat sidder i politiets varetægt.
Politiet ønsker ikke at udtale sig yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.
I den tidlige sommeraftens sol bader det nye klubhus for EGIF Rugby i gyldent lys. På terrænet står Allan Pertti Frandsen, klubbens formand, med et tilfreds smil, mens han betragter klubbens udvikling. Omkring ham summer aktiviteten. Men der er et øjeblik af ro, hvor Pertti tager sig tid til at dele sin historie med klubben og sin passion for sporten.
Pertti har en lang historie med EGIF Rugby. Han var en del af klubbens grundlæggelse i 1984, og spillede som højre wing i klubbens første kamp, som er en begivenhed han erindrer med stolthed. Det er et minde, der er blevet foreviget på en mindeplade i klubbens klubhus.
– Da jeg studerede seks måneder i England i 1993 spillede jeg rugby på højt niveau, højere end i Danmark. Et halv år efter min hjemkomst i 1993 stoppede jeg dog som aktiv. Fra 1995 og frem til 2000 havde jeg meget lidt kontakt med klubben, indrømmer Pertti, men hans tilknytning til klubben og sporten aldrig rigtig forsvandt.
Efter et ophold i Grønland, vendte Pertti hjem i foråret 2016 og blev valgt som næstformand og senioransvarlig for klubben. I 2019 blev han formand for EGIF Rugby, og det er en position han har indtaget med stolthed og engagement.
Under hans ledelse har klubben gennemgået betydelige forandringer. En af disse var flytningen af klubhuset til dens nuværende placering i 2020, et skridt der blev taget midt under coronapandemien. Det skete som følge af, at der skulle opføres et tennis- og padelcenter i forlængelse af Erritsø Idrætscenter, og for at gøre plads til det, skulle EGIF Rugbys klubhus og baner have en anden placering end på Krosagervej.
– Det kom som et krav i coronaåret 2020 at flytte klubhuset til, hvor det er nu. Vi ville have det bedre end vi havde. Vi kiggede konstruktivt på det, fortæller Pertti. Med hjælp fra statslige corona-midler og med daværende borgmester Jacob Bjerregaard i spidsen lykkedes det at få lavet projektet ved Erritsø Idrætscenter.
Pertti har altid haft en kærlighed til rugby, en passion der blev født i skolen.
– Lyon Knudsen var min engelsklærer i folkeskolen på Skansevejens Skole. Hans levende præsentation af rugby i en engelsk time var min inspiration til sporten. Min kammerat, Per Gram Pedersen, og jeg cyklede hjem fra Handelsskolen en dag i august 1984, hvor han nævnte, at han var begyndt at gå til rugby i EGIF. Det blev min direkte anledning til at starte med at dyrke rugby, fortæller Pertti.
Som formand bruger Pertti omkring 20 timer om ugen på klubarbejde. Han er altid parat til at tage sig af klubbens administration, svarer på e-mails, og gør alt, hvad der er nødvendigt for at sikre klubbens fortsatte vækst.
– Jeg kan lide det. Jeg får noget ud af det. Det er interessant. Det er skønne mennesker. Der er værdierne i sporten med disciplin, fairplay og sammenhold og passion, fortæller Pertti.
Pertti er mere end blot en formand for EGIF Rugby; han er en stærk tilhænger og ambassadør for sporten. Han repræsenterer klubbens passion og engagement, en drivkraft, der har holdt ham aktiv i EGIF Rugby gennem årtier.
Rugbyformanden fremhæver værdierne indlejret i sporten, som er blevet et definerende aspekt af hans lederskab i EGIF Rugby.
– Disciplin, fairplay, sammenhold og passion er alle kerneværdier i rugby, og det er også kerneværdier for vores klub. Vi stræber efter at opbygge et miljø, hvor disse værdier trives, og det tror jeg virkelig, at vi har gjort, slutter Petti.
Under Perttis lederskab har EGIF Rugby ikke kun udvidet sine faciliteter og vokset i medlemstal, men også bevaret en stærk kerne af værdier og fællesskab. Som han ser ud over rugbybanen i den svindende sommeraftensol, er det klart, at Perttis passion for sporten går langt ud over hans rolle som formand.
Danmark og Europa skal styrke samarbejdet med landene på det afrikanske kontinent om at løse de globale kriser, vi står overfor. Derfor rejser statsminister Mette Frederiksen sammen med den nederlandske premierminister, Mark Rutte, til Namibia og Sydafrika fra den 19. til den 21. juni.
Her besøger de den namibiske præsident, Hage Geingob, og den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa.
– Det er kun gennem dialogens vej og samarbejde, at vi kan finde svar på de mange svære kriser og fælles udfordringer som Europa og Afrika står overfor, udtaler Mette Frederiksen og fortsætter:
– Med de globale udfordringer, vi ser, er det vigtigere end nogensinde, at vi tænker i fælles løsninger og sikrer en tættere europæisk dialog med afrikanske lande. Krigen i Ukraine har haft store konsekvenser for lande verden over, ikke mindst på det afrikanske kontinent. Vores fælles dansk-nederlandske besøg til Namibia og Sydafrika er et vidnesbyrd om det europæiske ønske om et styrket samarbejde og partnerskab.
Både Namibia og Sydafrika er vigtige partnere i kampen for international frihed, fred og sikkerhed. De har samtidig nogle af verdens bedste forudsætninger for udbygning af vedvarende energi, som er en vigtig del af den globale grønne omstilling.
– En af vores generationers største udfordring, klimakrisen, er noget vi skal finde fælles løsninger på. Sydafrika og Namibia har begge stort potentiale for den grønne omstilling, og de vil gerne. Sidste år indgik Danmark og Sydafrika et Grønt Strategisk Partnerskab, der er et stærkt fundament for fælles løsninger på klima- og energikrisen, som vi skal arbejde videre på. Også Namibia er en frontløber, som har store grønne ambitioner. Det er muligheder, vi skal gribe, siger statsminister Mette Frederiksen.
Sommervarmen ligger over Danmark og uanset hvilket kæledyr du har, er det vigtigt at tage ekstra hensyn når temperaturen stiger. Alt lige fra skygge til et badebassin kan hjælpe dyrene med at holde de høje temperaturer ud.
De varmere temperaturer er ikke lige gode for alle. Kæledyrene lider under sommervarmen, og derfor opfordrer Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse til, at man tager sine forbehold og sørger for afkøling af familiemedlemmerne med pels eller fjer.
-Det giver både afkøling og leg hjemme i haven, hvis hunden kan soppe i et badebassin. Desuden kan hunde også blive solbrændt, og hos nogle hunderacer skal der bruges solcreme på ører, næse og andre steder med tynd pels eller direkte bar hud. En anden mulighed er at blande hundens foder med vand og fryse det til is i passende blokke, som både kan være en hyggelig aktivitet for hunden, men også køle den, når den slikker på isen, siger Jens Jokumsen.
Dyreejere gør klogt i at undgå aktiviteter midt på dagen, hvor temperaturen er højest og underlag som asfalt er brændende varme. Aktiviteterne bør være om morgenen eller om aftenen, så temperaturen er faldet.
Skab skyggehygge for dit kæledyr
For alle kæledyr gælder det, at der altid skal sørges for fri adgang til rigeligt skygge. Det gælder både for hunde og katte, men også kaniner, marsvin og andre dyr, der holdes på begrænset plads.
-Kaniner, marsvin og andre dyr på begrænset plads kan netop få problemer om sommeren, da de ikke altid har mulighed for at søge skygge Det gælder også tamfugle såsom undulater. Undulater viser at de har det varmt, ved at sidde med åbent næb og holde vingerne ud fra kroppen. Hvis man skal køle sine fugle, kan en vandforstøver være en god løsning, hvis fuglene er trygge ved det. Den kan bruges til fjer, ben og fødder på fuglen, siger Jens Jokumsen.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at solen bevæger sig meget i løbet af en dag. Så det kan godt være, at du har efterladt din kanin eller marsvin i skyggen, men i løbet af en dag har skyggen nået at rykke sig en hel del, og så er dyret i farer.
Derfor er det vigtigt at forsyne løbegårde med et halvtag, parasoller eller lignende, så dyrene altid kan komme i skygge, få afkøling og have adgang til masser af frisk vand.
I 2012 stod Fredericia Håndboldklub overfor en skæbnesvanger udfordring. Klubben gik konkurs og blev tvangsnedrykket til Jyllandsserien. Det stolte FHK, som havde haft stor indflydelse på håndbolden i Danmark, var forvandlet til ruiner, men nu 11 år senere, er holdet tilbage på toppen efter at have sikret sig DM-bronze.
Dog var håbet ikke tabt. Med hårdt arbejde, beslutsomhed og viljestyrke fra mennesker som Karsten Bording og Thomas Goltermann, blev klubben genopbygget fra bunden af. Målet var klart: At gøre FHK til en væsentlig aktør i dansk håndbold igen.
Første skridt på rejsen var at gøre andetholdet til det nye førstehold og starte op i Jyllandsserien. Frank Lagoni, der nu var blevet førsteholdstræner, indgød en tro på, at holdet kunne rejse sig igen. Med en blanding af lokale, unge talenter og erfarne kræfter, rykkede holdet op i 3. division.
Opstigningen fortsatte med Ole Bruun Andersen som ny træner. Med friskt blod på holdet, heriblandt spillere med erfaring fra højere divisioner, rykkede FHK op i 2. division. Det var her, klubben foretog en nøgleinvestering ved at få blandt andet Peter Nielsen og stregspilleren Anders Munch, hvilket resulterede i en triumferende opstigning til 1. division.
Efterhånden som klubben rykkede op, blev der arbejdet på at styrke organisationen. Bent Jensen blev udnævnt til ny formand for FHK i 2015, og sammen med Thomas Renneberg-Larsen, Klaus G. Andersen og Per Hunniche udgjorde han en visionær bestyrelse, der sigtede mod at vende klubbens skæbne.
Billede fra indvielsen af thansen Arena. Foto: AVISEN
Etableringen i 1. division var en gradvis proces. Men klubben var vedholdende og fortsatte med at udvikle sig. Moderniseringen af thansen ARENA, der blev indviet i 2018, blev fulgt op af en storsejr på 29-17 over HEI i den første kamp i de nye omgivelser. Klubben signalerede dermed klart, at ambitionerne var tårnhøje.
Forud for sæsonen havde FHK sikret sig flere profilerede spillere, som Nikolaj Mehl, Emil Tellerup, Kristian Stoklund og Rune Schrøder, og disse investeringer bar frugt. Da FHK besejrede TM Tønder med 27-25, begyndte det for alvor at lugte af oprykning, som blev officielt sikret med en sejr over Ajax København den 30. marts 2019. Dette blev fejret med en folkefest i Fredericia, hvor flere hundrede fans tog imod holdet inde i byens centrum.
Med tiden er der blevet skiftet lidt ud i FHK’s bestyrelse. I 2019 udtrådte Klaus G. Andersen, og ind i stedet kom Kristian Bendix Drejer. Lige siden har bestyrelsen bestået af firekløvet Bent Jensen, Thomas Renneberg-Larsen, Per Hunniche og Kristian Bendix Drejer.
Arkivfoto fra da FHK’s oprykning blev fejret. Foto: AVISEN
FHK brugte et par sæsoner på at etablere sig i ligaen, men skuffede ikke. I oprykningssæsonen til ligaen, i sæsonpremieren, imponerede FHK ved at slå GOG. Sæsonen endte med at blive afblæst grundet coronapandemien. Holdet sluttede på en respektabel 11. plads efter 24 kampe.
2020/21-sæsonen FHK sluttede på en solid niendeplads i grundspillet. Nedrykningsspillet blev dog annulleret på grund af en fusion mellem Århus Håndbold og Skanderborg Håndbold, hvilket resulterede i, at Århus forlod ligaen.
Ambitionerne var dog langt fra ovre. I 2021/22-sæsonen gik FHK efter at komme med i slutspillet. Målet blev nået, og holdet endte på en sjetteplads i grundspillet, om end slutspillet blev mindre succesfuldt. FHK sluttede med kun to point fra deres seks kampe.
Gudmundur Gudmundsson i efteråret 2021, efter han blev præsenteret. Foto: AVISEN
I efteråret 2021 blev det offentliggjort, at FHK havde ansat Gudmundur Gudmundsson som ny cheftræner, med Jesper Houmark som assistenttræner. Ambitionen var klar: FHK skulle spille med om medaljer og deltage i Final4 i pokalturneringen i løbet af Gudmundssons tid i klubben.
FHK leverede en svingende præstation, men formåede endnu engang at kvalificere sig til slutspillet. Her gjorde de det bedre end i den foregående sæson. Deres imponerende spil bragte dem til DM-semifinalen mod Aalborg. Selvom FHK tabte den første kamp, sejrede de på hjemmebane med 30-29, hvilket førte til en afgørende tredje kamp. Her tabte de dog med 33-26.
Billede fra fejringen af bronze. Foto: AVISEN
Bronzeduellen mod Skjern var den afgørende duel om medaljer. Trods et nederlag på 34-23 i den første kamp, vendte FHK stærkt tilbage og vandt de to næste kampe med henholdsvis 27-25 og 28-25. Denne sejr udløste stor jubel og fejring i Fredericia. Det var kulminationen på en utrolig rejse, der begyndte med genopbygning efter konkursen i 2012 og endte med at Fredericia vandt deres første DM-medalje siden 1980.
Den længe ventede offentliggørelse af Michelin Guide Nordic Countries 2023 er endelig kommet. På listen er blandt andet Ti Trin Ned, der beholder den stjerne, som de for første gang blev tildelt i 2017, og lige siden har haft.
Med 271 anbefalede restauranter i alt, hvoraf 81 har modtaget stjerner, er den nordiske madscene bestemt i fokus. Ud over de tildelte stjerner har 34 restauranter modtaget en Bib Gourmand, mens 38 har fået anerkendt deres særlige indsats inden for bæredygtighed med en grøn Michelin-stjerne.
I Danmark er der fem nye etstjernede restauranter: Villa Vest i Lønstrup byder både på betagende udsigt med beliggenheden direkte til stranden og med overdådige retter. Mangel på skilte kan gøre det svært at finde ARO i Odense, men indsatsen er umagen værd, fordi det er en vellidt og beskeden restaurant. Domæne i Herning beviser, at man med de rette mennesker kan åbne en succesfuld restaurant hvor som helst. Restauranten ligner en stor iglo i træ og tilfører kreativitet til sin tilbage-til-naturen-tilgang. Tri er endnu en mindeværdig kulisse, i dette tilfælde en træ- og glasstruktur i kystbyen Agger, hvor der er en historie bag hver ret.
Med en ændring af menukonceptet og et mere afslappet udtryk end den tidligere inkarnation som Me|Mu, giver Grand Royal i Vejle stadig sine gæster den samme høje madlavningsstandard.
I denne omgang er der endnu engang jubel i Fredericia, hvor restaurant Ti Trin Ned igen har opnået Michelinstjerne-status. Ti Trin Ned modtog deres første stjerne i 2017, og siden da har de formået at holde deres plads på stjernehimlen.
– Snart bliver vores smukke, røde plaquette opdateret med en version 2023. Med et skarpt fokus på udvikling, bæredygtighed, den grønne stjerne og mere kigger vi frem mod 2024 med stolthed og glæde. Stor tak til Michelin-guiden, til et godt team på Toldkammeret, til dygtige leverandører og til alle vores dejlige, trofaste gæster, som motiverer os til endnu mere. Samtidig et stort tillykke til alle vores kolleger – og især vores tidligere kokkeelev & souschef, Jens Vincent, og Restaurant Domæne, med en fantastisk bedrift, skriver Mette og Rainer Gassner til AVISEN.
Rainer Gassner, Ti Trin Ned. Foto: AVISEN
Gwendal Poullennec, International Director for Guides Michelin, har bemærket det rekordstore år for regionen:
– Den høje standard for køkkener, der findes i alle landene, kokkenes opfindsomhed og ambitioner, restaurantdesignernes kreativitet og medarbejdernes evner og entusiasme på alle niveauer gør det til et af verdens mest indflydelsesrige områder, siger han.
To restauranter står særligt ud i 2023-udgaven ved at modtage to Michelin-stjerner: Koan i København og AIRA i Stockholm. I København har kokken Kristian Baumanns koreansk-inspirerede køkken imponeret Michelin-inspektørerne, mens de på AIRA har ladet sig betage af det raffinerede køkken på denne herlige placering ved vandet.
Spar Fredericia står over for en økonomisk ruin, og en konkursbegæring ligger tilsyneladende lige rundt om hjørnet. Denne udmelding kommer direkte fra virksomhedens stifter, Rene Clausager, selvom han siger, at processen stadig er i sine indledende faser.
– Det er en lille lavine, der bare ruller ned, der er slet ikke udpeget en kurator. Er heller ikke indkaldt til skifteretten, så langt nede er vi slet ikke, fortæller Clausager til AVISEN
Spar Fredericia har i nogen tid kæmpet med økonomiske problemer, som førte til offentliggørelsen af deres lukning den 7. juni. Nu er det blevet klart, at selskabet Spar Fredericia har foretaget nogle betydelige ændringer i forbindelse med disse vanskeligheder.
Selskabet Spar Fredericia, som Rene Clausager stiftede, da han åbnede butikken, er omdøbt til 07062300 ApS og selskabets registrerede adresse i Fredericia er flyttet til Svanekevej 2 i Herning.
Ændringer som disse er normalt tegn på forberedelse til en konkursproces, og ifølge Clausager er det netop, hvad der sker.
Dagrofa, der err en dansk dagligvarevirksomhed, har i mellemtiden overtaget driften af Spar Fredericia. Ifølge Clausager er dette et af trinnene i processen.
– Dagrofa har overtaget driften nu, bekræfter han.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvad fremtiden vil bringe for 07062300 ApS, tidligere Spar Fredericia, eller hvordan konkursprocessen vil forme sig.
En 18-årig mand fra Fredericia kommune er blevet sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer efter en hændelse på Jyllandsvej i Middelfart. Episoden fandt sted natten til lørdag kl. 00.23, og har resulteret i retlige konsekvenser for den unge fører.
Ifølge politiets rapporter blev den 18-årige mand standset af en patruljevogn, der var mistænksom over for førerens kørsel. Efter at have observeret tegn på påvirkning og opførsel, der pegede på narkotikamisbrug, blev føreren bedt om at deltage i en narkotikatest. Testen viste tilstedeværelsen af euforiserende stoffer i førerens krop, hvilket medførte den umiddelbare sigtelse.
En 22-årig mand fra Kolding er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Manden blev tidligere...