NAVNENYT. Mere Fredericia bliver det næsten ikke. Mette Lund er født og opvokset i byen, hun bor her, og hun har stort set altid haft sit arbejdsliv i Fredericia. Mandag den 23. februar fylder hun 50 år, og den runde fødselsdag tager hun med ophøjet ro.
Privatrådgiveren fra Middelfart Sparekasse på Prinsessegade lader sig ikke mærke af, at et femtal nu står forrest i alderen. For hende er det »en helt almindelig fødselsdag«, som hun selv siger.
Hun bliver kaldt mange ting. Fru Lund, som hendes mangeårige – og nuværende – kollega Tommy Knudsen ynder at sige. Men hun er også mor, hustru, hundeejer og ikke mindst en kvinde med fart i benene.
»Jeg er sund og frisk, så jeg er på ingen måde i panik på grund af min kommende fødselsdag«, slår hun fast.
Den energi kommer ikke af sig selv. Hun er en del af en aktiv familie, hvor motion er en naturlig del af hverdagen. Fitness, jumping-fitness og løb fylder i fritiden, og det er ikke kun korte ture rundt om blokken.
»Når man alligevel klæder om, og skal i bad bagefter, så kan man lige så godt gøre noget ved det. Jeg løber typisk 8-10 kilometer pr. gang, men længere ture bliver det også til. Senest var i november, hvor jeg løb 22 kilometer.«
Ofte foregår løbeturene sammen med ægtemanden Thomas. Børnene Victoria og Victor har også arvet de aktive gener og har begge dyrket judo på eliteniveau.
Hverdagen som privatrådgiver betyder mange timer siddende ved skrivebordet. Derfor skal der ske noget, når arbejdsdagen er slut.
»Jeg sidder jo stille det meste af tiden på jobbet, så der skal ske noget, når jeg har fri«, forklarer Mette Lund.
Hun har tidligere arbejdet i større pengeinstitutter, men for omkring et år siden skiftede hun til Middelfart Sparekasse i Fredericia. Det har hun ikke fortrudt.
»Der er en dejlig og familiær stemning, og det siger jeg, uden at sige noget ondt om mine tidligere arbejdspladser. Jeg er meget glad og tilfreds her på Prinsessegade, og jeg har da planer om at blive her resten af mit arbejdsliv. Altså hvis Middelfart Sparekasse også mener, det er en god idé«, siger hun smilende.
50 år, Fredericia hele vejen igennem – og stadig i fuldt løb fremad.





