1.4 C
Copenhagen
onsdag 25. februar 2026

Givskud Zoo satser på luksusovernatning med udsigt til giraffer og zebraer

0
Givskud Zoo satser på luksusovernatning med udsigt til giraffer og zebraer

Givskud Zoo – Zootopia udvider nu sit forretningsområde med en helt ny type overnatning. På den vestlige side af zoo ud mod Tofthøj Møllevej opfører parken 10 luksustelte under navnet Givskud Zoo – Safari Camp.

Det nye område ligger på zoo’s egen grund uden for selve dyreparken og har ikke tidligere været anvendt til parkdrift. Her får gæster mulighed for at overnatte i naturnære omgivelser med udsigt over savannen, hvor blandt andet giraffer og zebraer bevæger sig rundt.

De første gæster kan flytte ind fra 1. maj.

Ifølge driftschef Sabina Holm Poulsen er ambitionen at udvide både oplevelsen og kapaciteten.

»Med Givskud Zoo – Safari Camp udvider vi med nye, unikke og naturnære gæsteoplevelser samtidig med, at vi øger vores overnatningskapacitet«.

Teltene bliver opført i kanvas og hører til i luksusklassen. De får eget toilet, bad og køkken, og alle 10 telte bliver fuldt møbleret. Der etableres wi-fi og ladestandere ved teltene.

Otte af teltene får plads til seks personer, mens to telte får en kapacitet på op til otte personer.

Ifølge Sabina Holm Poulsen er der lagt vægt på både stemning og komfort.

»Vi har valgt isolerede telte, der skaber en autentisk safaristemning. Teltene er af så god en kvalitet, at Givskud Zoo – Safari Camp er klar til gæster i al slags vejr – både på de helt varme sommerdage og i langt køligere perioder«, siger hun.