Fredericia Håndboldklub fik en barsk hjemmebanedebut i Champions League, da det portugisiske storhold Sporting CP på overbevisende vis besejrede dem med 37-19 i Jyske Bank Arena i Odense. Målmand Thorsten Fries var en af de eneste, der spillede op til vanlig standard, men han var skuffet over holdets præstation.

På halgulvet efter kampen var skuffelsen tydelig for FHK. Fries stod i samtale med familie og fans, da AVISEN gik hen til ham for at interviewe ham om det store nederlag, som han kort forinden var en del af.

– Jeg tror, vi forestiller os, at vi skal opfinde alt muligt nyt. Vi tror ikke på, at vi er gode nok. Vi har aldrig nogensinde før prøvet at lave hele 17 tekniske fejl. Så er der aldrig nogensinde et hold, der har vundet en håndboldkamp, siger Thorsten Fries, som tydeligt var påvirket af kampens udfald.

Sporting tog hurtigt kontrol over kampen, og allerede efter otte minutter var de foran 6-2. FHK kæmpede for at finde deres spil, men en kombination af tekniske fejl og et usikkert forsvar gjorde det svært at følge med det velorganiserede portugisiske mandskab.

– Jeg ved ikke, om det er uerfarenhed. Jeg tror virkelig, at folk overvurderer, hvor svært det er at spille Champions League. De andre er ikke meget bedre end os, så det er de jo ikke. Altså, vi er mindst lige så gode som dem, og vi skal bare spille håndbold, som vi plejer,” fortsætter Fries, der tydeligvis mener, at respekten for modstanderne måske blev for stor.

Selvom FHK nu har fået en dårlig start på Champions League med to afklapsninger, først mod Dinamo Bucuresti, og siden mod Sporting, ser Fries gode muligheder længere henne i turneringen.

– Vi skal nok få nogle point, men hvis vi spiller sådan her, så bliver det rigtig svært. Jeg tror simpelthen, at vi har for meget respekt. At vi tror, vi skal opfinde alt muligt. Jeg tror simpelthen, det er for meget respekt, meget mere end det er noget andet, siger Fries, som mener, at respekten for Sporting måske overskyggede FHK’s egen selvtillid.

Sportings overlegenhed blev aldrig for alvor udfordret, og med en føring på 17-8 ved pausen, var kampen allerede på det tidspunkt næsten afgjort. Det blev en kamp, hvor FHK blot forsøgte at begrænse nederlagets omfang.

– Jeg tror simpelthen, at det er, fordi vi ikke er til stede i situationen. Fordi vi tænker, at vi skal tænke så mange skridt frem, så i stedet for at være til stede i situationen, er vi allerede fire skridt længere fremme, forklarer Fries, som ser holdets udfordringer som mentale mere end tekniske.

På trods af det tunge nederlag forsøger Fries at finde håb for de kommende kampe, startende med Aalborg på lørdag.

– Jeg håber, at vi kan levere en god præstation på hjemmebane. Hvis vi lige rykker den 10% op fra kampen mod Skjern, så tror jeg, vi har gode chancer, siger han med henvisning til den kommende ligakamp mod Aalborg.

– Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så dårlig, som jeg har gjort i dag, efter denne her kollektive præstation. Men vi må se, hvad der sker. Vi kan komme videre, og så må vi gå ud på lørdag, slutter Thorsten Fries.

FHK har nu blikket rettet mod den næste kamp i den hjemlige liga, hvor de lørdag skal forsøge at finde tilbage på sporet mod Aalborg.