EVENTS. Musikelskere og festglade fredericianere kan allerede nu sætte et stort kryds i kalenderen. Fredag den 6. juni 2025 indtages Axel Torv midt i Fredericia af lokale bands, der sammen med Axeltorvs Venner og TK Booking har skabt en gratis musikfestival under navnet “Fredes Fedeste Fest – Musik, Hygge & Fællesskab”.
Musikprogrammet tæller i alt seks bands, hvoraf fem er fra Fredericia og omegn. Det hele begynder klokken 12.00 med gruppen Toys of Burning Hearts fra StoppeStedet Fredericia, inden Gin & Tonny Live Band fra Erritsø tager over klokken 13.30. Herefter følger Coinwash fra Nordbyen klokken 15.00 og endnu et Erritsø-band, Breakaways, klokken 16.30. Klokken 18.00 kan publikum opleve Son’s of Sasha, inden festivalen rundes af med aarhusianske toner klokken 19.30 med bandet Whitesnake Tribute.
Ud over musikalsk forkælelse bliver festivalgæsterne heller ikke snydt for gode mad- og drikkeoplevelser. Havfruen sørger for iskolde drikkevarer og opstiller et telt, som kan give ly for vejrets luner. Samtidig vil Torben i pølsevognen sørge for varme snacks, som hører til en ægte festivaloplevelse. Arrangørerne gør opmærksom på, at der kun er få siddepladser, så det kan anbefales at møde tidligt op – eller benytte lejligheden til at danse sig igennem dagen. Derudover tilbyder Havfruen og Rådhus Kroen hos Dorthe salg af 10-turs ølkort specielt til dagen.
Arrangørerne understreger, at festivalen især er en hyldest til det lokale musikliv:
– Vi ønsker at sætte fokus på de mange dygtige og ofte oversete bands i vores eget lokalområde, siger de i en udtalelse og lover samtidig en dag fyldt med “rockmusik, farver, fællesskab og festglade fredericianere”.
Festivalen begynder kl. 12.00 og varer til kl. 20.30, og der er gratis adgang for alle. Bag arrangementet står foreningen Axeltorvs Venner og den lokale virksomhed TK Musik Booking ved Tonny Nielsen.
Arrangørernes opfordring lyder klart og tydeligt:
– Sæt kryds i kalenderen, tag naboen, ungerne og svigermor med! Fredes Fedeste Fest bliver den sommerdag, du ikke vil gå glip af.