Når der fra onsdag til lørdag afholdes EM i dart for landshold, så vil den lokale landstræner fra Fredericia, Daniel Thybøl, naturligvis være med på flyet til Slovakiet, hvor mesterskaberne afholdes.

Daniel Thybøl har stået i spidsen for det danske herrelandshold siden december sidste år, og debuterede officielt som landstræner ved de nordiske mesterskaber i Island tilbage i maj. Her sikrede Danmark sig sølvmedaljer, og var dermed kun overgået af forhåndsfavoritterne fra Sverige.

Ved EM deltager 40 nationer i alt, og med hård konkurrence fra store dartlande som England, Holland og førnævnte Sverige kan det blive svært at hive metal med hjem, men mindre kan også gøre det, lyder det fra den blot 28-årige landstræner.

– Dansk dartsport befinder sig et rigtig godt sted for tiden, og udviklingen går ubetinget i den rigtige retning. Vi stiller da også med et konkurrencedygtigt hold, men vi ved også, at der fortsat er et stort udviklingspotentiale i vores spillere. Derfor skal vi ikke toppe i år, og derfor er det heller ikke en skuffelse, hvis vores præstationer ikke rækker til medaljer, fortæller han.

– Når det er sagt, så efterstræber vi selvfølgelig at gøre det så godt som muligt, og rammer vi dagen, så kan vi også besejre selv de aller bedste, tilføjer han.

Det danske dartlandshold består af Andreas Toft Jørgensen, Simon Bak, Michael Mogensen og Brian Løkken.

Når Daniel Thybøl ikke står i spidsen for det danske herrelandshold i dart, så arbejder han som folkeskolelærer på Kirstinebjergskolen i Fredericia.