Tirsdag aften kl. 18.45 spiller Fredericia Håndboldklub sin sidste kamp i Main Round i EHF European League. Modstanderen er schweiziske Kadetten Schaffhausen på udebane i BBC Arena. En sejr sender FHK videre til Play-offs. Et tab betyder exit.
Der er gået tre uger siden de to hold sidst mødte hinanden. Den gang var det i Fredericia, og det var Kadetten, der tog de to point med hjem til Schweiz. Et mål fra islandske Óðinn Ríkharðsson fik i den grad mærke på, og den islandske fløjspiller er fortsat det navn, FHK skal have mest styr på tirsdag aften.
Nu mødes de igen. Men denne gang i Schaffhausen.
For FHK er indsatsen enkel: vindes der tirsdag aften, er pladsen i Play-offs sikret. Tabes der, er den europæiske sæson slut. Tre Main Round-kampe har givet fire point, en udekampssejr i Kroatien afgjort i kampens absolutte sidste sekund af William Moberg, et hjemmetab mod samme Nexe og nu altså den her.
Mads Thymann er ikke i tvivl om, hvad der venter.
»Det er jo svært at vide helt, hvad man skal forvente, men det er en svær udebane i Europa mod et hold, der er meget erfarne i at spille netop det her. Så jeg tænker der kommer smæk på, og det bliver tæt til sidst, og så håber jeg bare, at vi kan hive den hjem,« siger backen.
Thymann peger på Ríkharðsson som det primære opmærksomhedspunkt.
»Vi skal først og fremmest have styr på deres venstre back. Jeg kan ikke huske, hvor mange mål han var involveret i i den første kamp, men han er i hvert fald en af dem, som vi skal være opmærksomme på,« siger han og tilføjer: »Det er et hold, der har prøvet det her før. Generelt er de et stærkt, erfarent hold, som vi skal kæmpe hårdt imod.«
Schweizerne stiller med næsten komplet trup, kun anfører Luka Maros er tvivlsom. Kadettens træner Hrvoje Horvat advarer fra sin side om FHK’s udestyrke og peger på tilbageløbet og kontrollen i angrebsspillet som nøglen til at stoppe de danske gæster.
Der er god grund til advarslen. FHK er ubesejret på udebane i hele denne europacup-sæson. Sejre i Hannover, Kroatien og Slovakiet, uafgjort i Sverige, og holdet vandt senest hjemme mod Sønderjyske Herrehåndbold i weekenden. Fredericia finder tilsyneladende sin bedste håndbold, når det spiller befriet på fremmed gulv.
Thymann beskriver selv, hvad der skal til.
»Vi skal have noget tempo ind i kampen, så vi kan spille på de dyder, vi er gode på. Vi skal være solide og have en god fightervilje, så vi kan få sejren,« siger han.
Kampen spilles kl. 18.45 dansk tid. AVISEN følger kampen live.







