Fredericia Rådhus har gennemgået en omfattende forvandling i foyeren, hvor nye tiltag og indretning skal skabe et mere imødekommende og trygt miljø for kommunens borgere.

Fornyelsen blev præsenteret ved en presseseance, hvor Connie Maybrith Eden (F), formand for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, og Rasmus Balder, chef for unge, uddannelse og borgerservice, fremhævede de konkrete forbedringer og tankerne bag projektet.

Connie Maybrith Eden forklarede, hvordan ideen til projektet opstod efter flere henvendelser fra borgere, der havde følt foyeren som ubehagelig og upersonlig.

– Da vores udvalg tiltrådte, gik der ikke længe, før vi begyndte at modtage henvendelser fra borgere, der syntes, at forholdene var meget ubehagelige for dem. Borgere, der havde haft grimme oplevelser, og borgere, der følte, at det var rigtig, rigtig svært at være her – måske med personlige historier og noget, de havde brug for hjælp til, forklarede hun.

De nye “check in” skærme.

Eden understregede, at foyeren har en bred rolle, og derfor kræver fleksibilitet i indretningen.

– Det er her, Kongeparret ankommer, når hun vælger at besøge os. Det kræver et rum, der kan rumme meget, sagde hun og pegede på rummets alsidighed – fra borgerhenvendelser til erhvervslivets møder med kommunen. Med det nye design har man især fokuseret på at skabe et rum, der både er funktionelt og imødekommende.

– Det er vigtigt for os, at vi har skabt et rum, der kan det hele. Det har altid været et flot rum arkitektonisk, men det er først og fremmest borgernes sted, hvor de kan henvende sig, når de skal have løst noget, og har brug for at møde op personligt, sagde Eden.

Et positivt førstehåndsindtryk af kommunens værdier

Med det nye design ønskede de at skabe en foyer, der giver borgerne et positivt førstehåndsindtryk af kommunens arbejde og værdier.

– Det er også vores, som politikere, første indtryk, borgerne får af, hvordan vi arbejder med tingene, forklarede Eden.

Hun bemærkede med glæde, at de mange planter og forbedringer har ændret stemningen i rummet markant.

– Vi hører allerede nu, at skuldrene sænkes, når man kommer ind, og det var præcis det, vi ville opnå, slog Connie Maybrith Eden fast.

Planter skal være med til at give et roligt miljø.

Det nye miljø med planter og hjemlige elementer som sofaer og stole skaber en roligere atmosfære, hvilket ifølge Eden netop var formålet.

– Vi ønskede at skabe et miljø, hvor borgerne føler sig trygge og velkomne, og vi kan allerede mærke forskellen på atmosfæren. Det er både godt for borgerne og for medarbejderne, der arbejder her, sagde Eden.

Borgerinddragelse og test af nye løsninger

Rasmus Balder forklarede, hvordan borgernes oplevelser og feedback har været afgørende i udviklingen af foyeren.

– Som Connie lige var inde på, oplevede vi tidligere, at borgerne havde en del udfordringer her i lokalet. Det var et meget bart lokale før, sagde Balder og forklarede, at de har arbejdet på at skabe en følelse af tryghed og ro.

– Et af de principper, vi har, er, at vi prøver alting af, inden vi gør noget permanent, sagde han.

Balder nævnte, at man har lånt planter fra andre steder i rådhuset og afprøvet forskellige møbler for at finde den rette atmosfære. Han forklarede, hvordan en mor og datter for nylig stoppede op og bemærkede den forandrede stemning i rummet.

– De kiggede rundt og sagde: ’Nej, her er blevet hyggeligt.’ Vores konsulenter gik hen og begyndte at tale med dem om deres oplevelse. Moren og datteren beskrev rummet som en stue, hvor de følte sig tilpas og kunne få en kop kaffe eller te, fortalte Balder.

Stigende tryghed og færre konflikter

Connie Maybrith Eden har selv arbejdet på rådhuset og kender til, hvordan folk kan reagere ved ankomsten.

De første resultater af projektet viser sig allerede. Connie Eden fremhævede, at rådhusbetjentene nu tilkaldes langt sjældnere end tidligere.

– Fra at rådhusbetjentene har måttet træde til flere gange om ugen, er niveauet nu faldet til to gange i måneden, forklarede hun og understregede, hvordan forbedringerne har haft en mærkbar effekt på trygheden.

Ifølge Eden har forandringerne allerede givet færre konfrontationer, og borgerne føler sig mere velkomne, når de træder ind på rådhuset.

– Folk har fortalt os, at de nu kan få en helt anden oplevelse her. Det er ikke længere et sted, man kun besøger, når der er et problem, men et sted, hvor man kan føle sig taget godt imod, fortalte hun.

Næste skridt: Farvel til skranker og øget nærhed

Rasmus Balder afslørede, at næste skridt bliver at fjerne de traditionelle skranker, som skaber en fysisk barriere mellem borgerne og medarbejderne.

– Vi vil gerne være med til at ændre det. Det er vores egne ord: væk fra skranker. Fordi skranker skaber en afstand mellem os som kommune og borgerne, sagde han.

Denne ændring er en del af en større ambition om at skabe et mere personligt og tillidsbaseret møde med borgerne.

Med de nye tiltag håber Fredericia Kommune at kunne styrke relationen til borgerne og skabe et miljø, der fremmer dialog og tillid. For Eden og Balder er projektet et skridt mod et mere omsorgsfuldt og nærværende møde med borgerne, hvor både tryghed og åbenhed skal være i fokus.

Fredericia Kommune ser foyerfornyelsen som begyndelsen på en ny måde at møde borgerne på, hvor omgivelserne understøtter en tryg, venlig og tillidsbaseret atmosfære. For Eden og Balder repræsenterer projektet en grundlæggende ændring i, hvordan kommunen ønsker at interagere med borgerne – ikke kun i handlinger, men også gennem den måde, de fysiske rammer skaber en oplevelse af imødekommenhed og respekt for borgerens behov.