Der var gået tre uger siden det første møde mellem de to hold, og dengang vandt Kadetten Schaffhausen 32-30 i Fredericia. Tirsdag aften skulle FHK så rejse til Schaffhausen og gøre det, som ingen dansk hold nogen sinde finder let, vinde på endnu en svær udebaner i europæisk håndbold. Og det lykkedes. Fredericia Håndboldklub er videre til Play-offs i EHF European League efter en sejr på 30-29 i BBC Arena.
Det startede på den værst tænkelige måde for FHK. Inden kampen var kommet i gang for alvor, havnede holdet i undertal, og Kadettens islandske fløjspiller Óðinn Ríkharðsson, der havde været FHK’s store bekymring inden kampen, scorede to hurtige mål.
Men FHK er et hold, der ved, hvad de vil i Europa i år. Stille og roligt kæmpede FHK sig tilbage. Mads Kjeldgaard tog ansvar og scorede, og da Kalle Nissen Møller kom ind på målet i stedet for Sander Heieren, skete der noget med kampen. Den 17-årige målmand læste Kadettens angreb som en rutineret profil og leverede redning på redning. Med en redningsprocent på 50 i første halvleg var han med til at holde FHK i kampen, da det var allersværest, og han fortsatte sin imponerende præstation ind i anden halvleg. Redninger på Ariel Pietrasik, Marvin Lier, Patrik Martinovic og Óðinn Ríkharðsson igen og igen læste den unge fredericianer Kadettens bedste afsluttere og tog bolden fra dem. Det er svært at forestille sig, at FHK havde vundet uden ham.
Men aftenens helt store skikkelse var Anders Kragh Martinusen. Martinusen var simpelthen usårlig tirsdag aften. Ti mål på ti forsøg, en fejlfri aften fra en spiller, der tog ansvar præcis i de øjeblikke, FHK havde brug for et mål. Når kampen var tæt, og schweizernes tilhængere råbte højt og speakeren sagde “defense“, var det Martinusen, der svarede igen. Igen og igen og igen. Da han scorede sit tiende mål med få minutter tilbage, var det med den ro og præcision, der kendetegner en spiller i topform på den vigtigste aften i sæsonen.
Kampen var tæt hele vejen igennem. Kadetten udlignede, reducerede og pressede. Træneren Hrvoje Horvat havde inden kampen advaret mod FHK’s udestyrke og tempo, og han fik ret. Fredericia fandt præcis det løbespil og den fightervilje, som Mads Thymann havde beskrevet som nøglen til sejr. FHK’s forsvar stod samlet og organiseret gennem store dele af kampen modsat nogle af de seneste kampe, hvor fredericianerne har lukket mange mål ind.
Det var ikke uden drama. FHK fik udvisninger på uheldig vis, dommernes kendelser gav undervejs anledning til undren, og Pelle Segertoft måtte se kampen slutte tidligt efter et rødt kort. Men FHK holdt fast. Da Kadetten reducerede til 29-30 med et minut tilbage, tog Jesper Houmark timeout, og hans spillere gik ud og forsvarede føringen med kold ro.
Da slutfløjtet lød, og Kadettens frikast efter de 60 minutter gik i muren, eksploderede jublen. Fredericia Håndboldklub er videre til Play-offs i EHF European League.
Det er en præstation, der siger noget om dette FHK-holds karakter og ønske om at gøre det bedre end resultaterne har været i denne sæson. Inden kampen var der pres. Holdet havde tabt hjemme mod Nexe og havde brug for at vinde i Schweiz for at komme videre. Det vidste alle. Og i stedet for at bukke under for presset rejste FHK sig og leverede en af sæsonens bedste europæiske indsatser.
Næste stop er Play-offs, hvor modstanderne kan blive hold som MT Melsungen, Vardar Skopje, Benfica Lissabon eller Kristianstad. Men det kan vente til i morgen. I aften tilhører aftenen de spillere og den træner, der tog turen til Schaffhausen og kom hjem med det hele.






