En gruppe boligejere i området omkring Alrøvænget, Hjarnøvej, Læsøvej, Samsøvej og Vejrøvænget sidder på grunde opført oven på en tidligere losseplads fra begyndelsen af 1960erne. 17 af de 19 ejendomme i området er kortlagt som helt eller delvist forurenede af Region Syddanmark.
Grundejerne er i dag afskåret fra at prøve et eventuelt krav mod kommunen ved domstolene, fordi de almindelige forældelsesfrister er overskredet. Mandag skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om kommunen vil se bort fra den indtrådte forældelse med hjemmel i jordforureningslovens § 76a – og dermed åbne muligheden for, at beboerne kan anlægge sag.
Forvaltningens juridiske vurdering er, at kommunen næppe vil blive fundet ansvarlig. I et brev fra april 1961 til den daværende køber oplyste kommunen eksplicit, at en del af arealet havde været grusgrav opfyldt med dagrenovation. Kommunen vurderes dermed at have opfyldt sin oplysningspligt.
Forvaltningen understreger samtidig, at kommunen ikke lovligt kan yde kompensation til grundejerne, medmindre den er retligt forpligtet hertil.
Syv af de 17 kortlagte ejendomme er tilmeldt den statslige værditabsordning, og overfladenær kraftig forurening på disse grunde forventes fjernet i løbet af 2026. For alle 17 ejendomme gælder, at forureningen kan medføre et værditab ved salg og ekstra udgifter ved anlægsarbejder.





