Topdanmark forventer, at interessen for at købe en afgrødeforsikring vil stige yderligere, i takt med at vejret bliver mere ekstremt.
Efter flere ekstreme vejrhændelser det seneste år oplever Topdanmark, et af landets største forsikringsselskaber, en stigende interesse for at forsikre sine afgrøder.
En opgørelse fra Topdanmark viser, at omkring 18 procent af de landbrugskunder, som det er relevant for, har tegnet en afgrødeforsikring. Til sammenligning var det fem procent for et år siden.
Hundredvis af landmænd har dermed valgt at købe en afgrødeforsikring i Topdanmark det seneste år. Topdanmark er landbrugets foretrukne forsikringsselskab og forsikrer godt hvert andet landbrug.
– Den stigende interesse for vores afgrødeforsikring kommer efter et begivenhedsrigt 2023, som bød på ekstreme vejrfænomener som tørke, skybrud og sommerstorm. Så der er ingen tvivl om, at sidste års vejrbegivenheder var et wakeupcall for en del landmænd, hvilket har fået flere til at forsikre deres afgrøder mod for eksempel tørke og store mængder regn, siger Preben Rasmussen, landbrugschef i Topdanmark.
Forventer endnu større efterspørgsel
Med en afgrødeforsikring er det muligt at forsikre sine afgrøder mod for eksempel tørke og store mængder regn, da den dækker udbyttetab på bl.a. korn, græsser, roer, raps, kartofler og majs.
– Det er et grundvilkår som landmand, at vejret er omskifteligt, men vi forventer, at endnu flere landmænd vil tegne en afgrødeforsikring i fremtiden, i takt med at vejret forventes at blive mere ekstremt. Med en afgrødeforsikring kan landmænd sikre, at de ikke taber penge efter en fejlslagen høst på grund af en række eksterne forhold.
Mens 2023 endte som det vådeste år nogensinde i Danmark, har starten af 2024 også været drivvåd. Med 104 mm endte april 2024 med at blive den vådeste april, som nogensinde er målt i Danmark.
Som landmand skal man nå at købe afgrødeforsikringen, inden man sår sine afgrøder, uanset om det er vår- eller vinterafgrøder. Det skal dog senest ske 1. november eller 1. maj.
Disse områder tegner sig for flest afgrødeforsikringer hos Topdanmark:
Sjælland og øerne: 35 procent.
Sønderjylland: 14 procent.
Østjylland: 14 procent.
Nordjylland: 11 procent.
Nordvestjylland: 11 procent.
Fakta: Afgrødeforsikring dækker mod uforudsigeligt vejr
– Forsikringen dækker udbyttetab på korn, raps, kartofler, majs, hestebønner, spinat, hundegræs m.fl.
– Som det første forsikringsselskab i landet lancerede Topdanmark en afgrødeforsikring i 2019.
– Dækningen omfatter bl.a. tørke, regn, frost, sne, storm, skypumper og skadedyr.
– Landmænd vælger selv i samråd med Topdanmark, hvilken procentdel udbyttetabet skal overstige, før de kan få erstatning ved en skade – altså en udbyttetabsgrad. De kan vælge mellem 15, 20 og 30 procent, og overstiger deres tabte høstudbytte udbyttetabsgraden, får de dækket hele deres normale høst.