Onsdag klokken 20:00 tager FHK imod KIF Kolding. Sebastian Henneberg spillede i sidste et rivalopgør i Nordmakedonien, hvor det stak helt af med tilskueruroligheder. Så slemt håber han ikke det går i onsdagens kamp, men han forventer, at opgøret stemningsmæssigt er det tætteste man kommer på Østeuropa.
I sidste sæson tørnede Henneberg ud for Eurofarm Pelister, der er rivaler med Vardar. Han har derfor prøvet lidt af hvert, og ser frem til at prøve et af rivalopgørerne i dansk håndbold.
– Det bliver superfedt, og jeg glæder mig virkelig meget, og jeg synes hele holdet er klar og er spændte på opgaven. Det bliver sjovt, siger Sebastian Henneberg.
KIF Kolding indtager inden kampen en sidsteplads i ligaen. FHK er placeret i den helt anden ende i tabellen, men det får ikke fredericianerne til at tage let på opgaven.
– Vi har selvfølgelig talt om, at man kan tabe til alle hold, uagtet om man er nummer et eller sidst, og det kan godt være, de er kommet dårligt i gang, men det er et derby og de skal ud at hente point nu , så jeg tror, at det bliver en svær kamp. Det er en kamp vi skal være 100 % klar til, siger Sebastian Henneberg og slår fast, at der ikke skal hviles på laurbærerne:
– Det er det man ikke skal. Gudmundur har været klar i spyttet efter GOG-kampen i omklædningsrummet og sagt, at vi skulle være glade, men når vi mødte ind mandag, var det fortid og skulle være klar og vi har forebredt os som vi plejer, uagtet om det er GOG eller Kolding, siger han.
FHK-spilleren ser tilbage på de oplevelser, han havde i sidste sæson. Særligt en af kampene endte med at blive en af dem mest vilde kampe, der er oplevet på tilskuersiden og vil blive husket for, at Eurofarm-spillerne måtte søge tilflugt i et omklædningsrum.
– Det var vanvittigt, og jeg tænker, at det her, er det vi kommer tættest på Østeuropa på dansk grund, jeg tror, der kommer knald på og håber på en fyldt hal, siger Henneberg og fortsætter:
– Det var med baneløbere og vagter over det hele og så videre, der håber jeg ikke, vi kommer hen, men der må gerne komme en god stemning på tilskuerpladserne.
Henneberg har ikke selv oplevet et opgør mellem FHK og KIF live, men han har hørt om beretninger fra kampene.
– Jeg har hørt om det hele, ja, så der bliver knald på, forklarer Henneberg og slår fast:
– Det er fedt, det siger sig selv, og det er en must-win for begge hold, men med de ambitioner vi har, skal vi vinde.
I den her sæson er Henneberg skiftet til FHK, og samtidig har han bosat sig i Fredericia. Han har allerede oplevet den store håndboldinteresse i bybilledet.
– Der er mange der taler håndbold, jeg bliver stoppet med hunden og folk siger held og lykke, kan I vinde og så videre, så man mærker det virkeligt, fortæller han.
Pointmæssigt har FHK skrabet 11 point sammen i otte kampe, og blandt andet taget skalpe mod Skjern, BSH og GOG. Til gengæld er det også blevet til svipsere mod hold, som FHK på papiret er bedre end.
– Jeg synes, at vi har været gode overvejende og egentlig har vi ligget til at skulle vinde alle kampe – de kampe vi har tabt, har vi ført, så vi er kommet godt i gang, siger Sebastian Henneberg, der ikke er overrasket over den gode start:
– Nej, jeg synes, at vi har et godt hold, slutter han.