SPORT. Søndag eftermiddag var der lagt op til fest i Middelfart Sparekasse Arena, da FHK tog imod Mors-Thy. Publikum var på plads, stemningen høj, og anledningen ganske særlig: Lasse Balstad kunne nemlig fejre sin kamp nummer 150 i den røde FHK-trøje. Men trods blomster og højlydt klapsalve til jubilaren, blev festen hurtigt dæmpet, da kampen endte med et 32-35 nederlag til gæsterne fra Mors-Thy.
Efter kampen stod en tydeligt skuffet Anders Kragh Martinusen tilbage med en følelse, der nok ramte mange i hallen.
»Det var hårdt. Det var trist og skuffende. Når man har stået her og tabt, så synes jeg sagt i samme ord, at det er skuffende og trist. Men jeg synes godt nok i dag, at den er ekstra hård,« sagde Martinusen kort efter slutfløjtet til klubbens AfterMatch-arrangement.
Han forklarede samtidig, at holdet ikke formåede at tage gejsten og selvtilliden fra seneste kamp mod Grindsted med på banen i dag.
»Kun i momentvis halter vi inde på dem, eller er tæt på dem. Men når man ikke kan slå til i alle 60 minutter, så fortjener man heller ikke at stå her. De spillede godt. De spillede hurtigt, og de satte os under pres i forsvaret. Vi kæmpede en smule med at få angrebet til at være sammenhængende. Det blev meget individuelt. Der var nogle gode kompetencer i enkelte angreb, men det blev aldrig en fornemmelse af en helheds-force,« fortalte Martinusen og tilføjer med alvor:
»Det er ikke godt nok, når vi skal køre ind i et slutspil, hvor vi gerne skal have en masse selvtillid.«
Cheftræner Gudmundur Gudmundsson så også tydeligt problemerne fra kampens begyndelse, hvor FHK fik en svær start.
»Vi startede ikke godt nok i kampen. Det var svært de første 15 minutter. Vi skulle have gjort det bedre i både forsvar og angreb. Men så kommer vi tilbage. Forsvaret bliver løbende bedre, og vi begynder at tage nogle bolde. Men så smider vi bolden alt for ofte væk. Det sker lige tre gange på stribe i første halvleg, hvor vi ellers kunne have udlignet kampen. Så det var dyrt for os,« fortalte Gudmundsson.
Trods skuffelsen ser han dog fremad mod næste kamp.
»Vi er kede af det. Det er vi virkelig kede af. Og jeg vil sige mange tak for fantastisk opbakning endnu en gang. Det ligger ikke dér. Det ligger i, at vi skal gøre det bedre inde på banen,« understregede han.
Lasse Balstad, dagens jubilar, deler holdkammeraternes frustration. Han er klar over, at der kun findes én vej frem nu:
»Alle spillere har været igennem en skuffende kamp, og næste kamp er tæt på. Den eneste måde er at gå til træning i morgen og arbejde rigtig hårdt. Der er ingen vej udenom nu. Men jeg har stor tro på, at vi kommer op på hesten igen. Men meget, meget skuffet i dag.«
Dermed endte jubilæumskampen ikke som ønsket for FHK. Allerede onsdag venter næste kamp på udebane, hvor spillerne får mulighed for at revanchere søndagens skuffelse, når Bjerringbro Silkeborg venter.