7.9 C
Copenhagen
torsdag 26. marts 2026

FHK henter 22-årig målvogter fra 1. division til sommer

0
FHK henter 22-årig målvogter fra 1. division til sommer

HÅNDBOLD. Fredericia Håndboldklub har indgået en treårig aftale med målvogter Magnus Siim Pedersen, der tiltræder fra sommeren 2026. Den 22-årige kommer fra TM Tønder i 1. division, hvor han de seneste sæsoner har markeret sig som en af rækkens stærkeste profiler på sin position.

Magnus Siim Pedersen har fået sin håndboldopdragelse i Skanderborg Håndbold og har desuden været en del af det danske U21-landshold, hvor det er blevet til fem landskampe.

Direktør Thomas Renneberg-Larsen er ikke i tvivl om, hvad den nye målvogter bringer med sig.

»Magnus er en dygtig og talentfuld målvogter, som vi har fulgt tæt gennem den seneste sæson. Hans præstationer, tilgang til spillet og dedikation til sin udvikling efterlader ingen tvivl om, at han har potentiale til at nå langt,« siger han.

Klubben ser skiftet som et vigtigt næste skridt i Magnus Siim Pedersens udvikling, og samarbejdet med målvogterstræner Johnny Ebbesen fremhæves som centralt.

»Vi er overbeviste om, at han kan tage yderligere skridt i sit spil i de kommende år,« siger Thomas Renneberg-Larsen.

Magnus Siim Pedersen er selv begejstret for valget.

»Jeg har valgt at skifte til Fredericia, fordi jeg synes, det var det næste skridt i min karriere. Det er en enormt spændende klub med store ambitioner, og det passer rigtig godt til det, jeg gerne vil. Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til,« siger han.

Han glæder sig også til hjemmebanen i Middelfart Sparekasse Arena.

»Jeg har besøgt den før som ungdomsspiller, men også som tilskuer, hvor jeg virkelig har oplevet stemningen, når der er gang i den,« siger Magnus Siim Pedersen.

Med tilgangen råder FHK i de kommende sæsoner over en målvogtertrio bestående af Sander Heieren, Magnus Siim Pedersen og unge Kalle Møller.