FGU Trekantens skole i Fredericia flytter fra Prangervej 175 til Snaremosevej 186-192 i løbet af næste skoleår. Det betyder, at når de nuværende lokaler er blevet renoveret, vil FGU Trekanten flytte tættere på byens andre uddannelsesinstitutioner.
Fredericia Kommune har netop givet byggetilladelse til, at FGU Trekanten kan bygge en skole på Snaremosevej i Erritsø. FGU Trekantens direktion og bestyrelse har i 2,5 år arbejdet på at skabe en helt ny skole, der er målrettet FGU-uddannelsen, og nu kan elever og medarbejdere endelig se frem til at flytte ind sidst på vinteren næste år.
– Det er et vigtigt skridt i vores bygningsstrategi, og det er meget glædeligt, at vi nu endelig kan se frem til at flytte nærmere andre uddannelsesinstitutioner og samarbejdspartnere og få en helt ny skole, der er skræddersyet til FGU-uddannelsen og vores elev-målgruppe, fortæller administrerende direktør for FGU Trekanten, Leif Rye Hauerslev.
Tæt på unge- og uddannelsesmiljø
Skolen kommer til at have kortere afstand til byens øvrige uddannelsesinstitutioner, som FGU Trekanten samarbejder tæt med. Mange af skolens elever vil nemlig skulle fortsætte på en af byens andre ungdomsuddannelser, når de afslutter deres FGU.
– Projekt ny skole har været længe undervejs, og vi er så begejstrede for, at vi snart kan flytte ind i en helt ny skole i et godt uddannelsesmiljø, som er tæt på vores gode samarbejdspartnere. Her får vores elever en hverdag tæt på andre unge og uddannelser, hvilket kan være med til at styrke den gode overgang fra FGU til anden uddannelse, siger uddannelseschef for FGU Trekanten i Fredericia, Anja Klastrup.
Bygningerne på Snaremosevej skal totalrenoveres og laves om til uddannelsesbygninger. Her skal der være sammenhæng mellem praktiske værkstedsmiljøer og mere traditionelle undervisningsmiljøer. Derudover bliver der skabt et stort fællesrum, der skal udgøre skolens hjerte. Der er desuden planer om, at der skal åbne en butik og være en kreativ hal.