SPORT. Det blev en håndboldeftermiddag af de helt store for Fredericia Håndboldklub, der efter en intens kamp besejrede Skanderborg AGF med 32-27 (13-14). Med sejren sikrede Fredericia sig den attraktive tredjeplads og dermed et vigtigt point til slutspillet.
Djurslands Bank Arena i Aarhus dannede ramme om opgøret, hvor mere end 200 medrejsende Fredericia-fans fra HK Ultras skabte en fantastisk kulisse og konstant sang højt og tydeligt. På banen blev kampen et sandt drama, der bød på mål, store redninger og hektiske situationer, og på tilskuerpladserne fulgte man samtidig spændt med i resultaterne fra Kolding og Silkeborg, hvor nedrykningsdramaet rasede.
Kampen begyndte med dramatik, da Skanderborg AGFs Morten Hempel Jensen scorede efter bare 55 sekunder. Målet vakte store protester fra hele Fredericia-bænken, der tydeligt mente, bolden aldrig var inde over stregen. Trods voldsomme protester holdt dommerne fast, og hjemmeholdet kom i front med 1-0. Kort efter svarede FHK dog igen ved svenske William Andersson Moberg, der udlignede til 1-1.
Herefter fulgte en hæsblæsende første halvleg, hvor holdene skiftedes til at score mål. Specielt hjemmeholdets islandske stjerne Kristjan Örn Kristjansson gav Fredericia store problemer og scorede flere flotte mål i starten af kampen. Efter godt 13 minutter valgte FHK’s træner Guðmundur Guðmundsson at skifte målmand Thorsten Fries ud med Sebastian Frandsen, hvilket skulle vise sig afgørende.
Frandsen trådte nemlig ind med stor autoritet og diskede straks op med flere vigtige redninger, herunder en flot strafferedning. Samtidig begyndte angrebsspillet at finde rytmen med flotte scoringer af bl.a. Martin Bisgaard, Evgeni Pevnov og Mads Kjeldgaard. En flot Fredericia-periode gav en føring på 12-9, men mod slutningen af halvlegen gik gæsterne lidt i stå, og med et sent mål kunne Skanderborg AGF gå til pause foran 14-13.
Fra anden halvlegs start virkede Fredericia dog fuldt ud fokuserede. Allerede efter 26 sekunder udlignede Mads Kjeldgaard til 14-14, og hurtigt bragte holdet sig foran ved scoringer fra Einar Ólafsson og Fredrik Mossestad. Samtidig fortsatte Frandsen sit fantastiske spil i målet med adskillige redninger, der flere gange fik HK Ultras til at råbe hans navn højt og tydeligt i arenaen.
Den stærke Fredericia-defensiv tvang flere gange hjemmeholdet til fejl, og det gav gode muligheder for kontramål. Midtvejs i anden halvleg begyndte det for alvor at lugte af tredjeplads, da Evgeni Pevnov med en kraftfuld scoring bragte Fredericia foran med 20-17 efter godt 43 minutter.
HK Ultras blev mere og mere højlydte, og da meldingerne fra Kolding fortalte, at rivalerne KIF var i problemer mod SønderjyskE, begyndte de at synge: “Sommer, sommer og sol, livet er godt og Kolding i 1. division”. Det gav endnu mere stemning og motivation hos spillerne, og på banen steg Fredericias forspring yderligere.
Med godt fem minutter igen sikrede Martin Bisgaard med endnu en scoring til 29-24, at kampen reelt var afgjort. Bisgaard spillede en fremragende kamp og endte som holdets topscorer med otte mål, mens Mads Kjeldgaard også var brandvarm med syv mål. Moberg bidrog med seks vigtige scoringer, Pevnov med fire og Anders Kragh Martinusen med to mål, der var med til at lukke kampen.
I kampens afslutning kunne HK Ultras juble højlydt og synge “Sommer, sommer og sol” igen, mens spillerne jublede sammen med fansene. Sebastian Frandsen blev hyldet stort efter kampen, da hans præstation med stribevis af flotte redninger spillede en stor rolle i sejren. Frandsen har været plaget af skader i løbet af sæsonen, men viste med denne præstation, hvor vigtig han kan blive i slutspillet.
Samtidig var der drama andre steder i ligaen. KIF Kolding spillede uafgjort mod SønderjyskE, og Grindsted sikrede samtidig overraskende sejren over Bjerringbro-Silkeborg, hvilket betød, at Kolding rykkede ned i 1. division. Her spillede tidligere Fredericia-spiller Kristian Stoklund for Kolding – på hans fødselsdag – men trods en god indsats måtte han trække det korteste strå.
Jublen var stor blandt de mange fredericianere, både spillere og fans, da slutfløjtet lød, og den vigtige tredjeplads og et ekstra point til slutspillet blev sikret. En fantastisk dag for FHK, hvor alt gik op i en højere enhed, og hvor tredjepladsen blev fejret højlydt og velfortjent med fansene efter kampen.