Den nationale gasdistributør Evida og logistik- og havnekoncernen ADP vil sammentænke lokal og regional brintinfrastruktur i Fredericiaområdet. Som et vigtigt skridt for det videre samarbejde om etableringen af lokal og regional brintinfrastruktur har parterne underskrevet et forståelsespapir, et såkaldt Memorandum of Understanding, så de allerede fra planlægningsfasen og frem til etablering og drift vil kunne sammentænke lokal og regional brintinfrastruktur. Brintinfrastrukturen kan blive én af forudsætningerne for indfrielse af Danmarks klimamålsætninger.

Fredericia og Trekantområdet har med sin eksisterende infrastruktur og aktører i hele PtX-værdikæden et stort potentiale for at blive ét af Danmarks fremtidige knudepunkter for PtX og CCU. Nøglen til indfrielse af det samfundsmæssige store potentiale er videreudvikling af den eksisterende infrastruktur, så produktion, forsyning og distribution forbindes. Den rette brintinfrastruktur i området skal bl.a. sikre produktion af fremtidens brændstoffer tæt på aftagerne.
Med udgangspunkt i de initiativer og planer om lokal brintinfrastruktur, der allerede er ved at tage form hos ADP i Fredericia, er målsætningen om at gøre Fredericia til Danmarks omdrejningspunkt for grønne brændstoffer inden for rækkevidde.

– Fredericia rummer et stort potentiale for produktion og distribution af grønne brændstoffer til den tunge transport, som f.eks. søfarten og luftfartsindustrien, og vi får brug for store mængder af brint i Fredericia, hvis områdets aktører skal virkeliggøre omstillingen af transportsektoren og bidrage til at indfri de høje danske klimamålsætninger, siger Steen Wrist, næstformand i ADP A/S’ bestyrelse og borgmester i Fredericia Kommune og fortsætter:

– Derfor er det meget positivt, at der nu arbejdes på at forbinde den lokale og regionale brintinfrastruktur, og samarbejdet mellem Evida og ADP ligger i rigtig god forlængelse af det arbejde, som områdets store energiaktører allerede har igangsat i udviklingen af Fredericia som et energiknudepunkt

Evida er i gang med forundersøgelser af udvalgte mulige strækninger for fremtidens brintinfrastruktur. Det gælder fx en rørledning mellem Esbjerg og Fredericia over Egtved. Forundersøgelsen afdækker bl.a. de økonomiske og tekniske forudsætninger for etablering af brintrørledningen.

Samarbejdet med ADP kommer til at indgå som en naturlig del af den igangværende forundersøgelse, så lokal brintinfrastruktur i Fredericiaområdet og regional brintinfrastruktur tænkes sammen.

– Evidas tilgang til arbejdet med en kommende brintinfrastruktur er markedsbaseret, og dialogen med markedet peger på et stort behov for infrastruktur til at forbinde aftagere og producenter af brinten. Derfor er det vigtigt allerede nu at indgå i samarbejde med ADP og andre markedsaktører med henblik på at opnå det mest optimale samspil og udvikling af Danmarks kommende brintinfrastruktur, siger CEO i Evida, Kim Søgård Bering Kristensen.

Som havne- og infrastrukturselskab er ADP i gang med udvidelse af sine nuværende infrastrukturaktiviteter inden for havne og dry port for netop at udvide kerneforretningen relateret til konkrete CCU-projekter og projekter relateret til transport af CO2 og brint.
Samarbejdet mellem Evida og ADP vil blive konkretiseret og udviklet over den kommende tid parallelt med, at de to selskaber fortsætter deres respektive strategiske planlægning af infrastruktur på regionalt/nationalt og lokalt plan. ADP forventer, at de første anlægsarbejder kan igangsættes i 2026 – 2027.

Fakta:

  • Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har med ”Aftale om udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer” aftalt, at det er en vigtig prioritering, at Energinet og Evida gives mulighed for at eje og drive brintinfrastruktur. Evidas feasibility studie er et forberedende skridt til en mulig realisering af dansk brintinfrastruktur, der samtidig er et led i det forberedende arbejde frem mod, at den endelige rolle- og ansvarsfordeling falder på plads.
  • I en landsdækkende markedsundersøgelse, som Evida og Energinet gennemførte sammen med Energistyrelsen i efteråret 2022, angiver cirka 96 procent af respondenterne, at de har et behov for en brintinfrastruktur. Knap 95 procent af producenterne og 70 procent af aftagerne af brint angiver, at brintinfrastrukturen er uundværlig eller styrker business casen væsentligt.
  • Markedsaktørerne forventer desuden, at 87 procent af brintproduktionen fra 2030 og frem transporteres via rør.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her