KULTUR. FredagsJAM i Tøjhuset har gennem flere år udviklet sig til et samlingspunkt for musikere og publikum i Fredericia og Trekantområdet. Det engagement har EWII nu valgt at støtte med 100.000 kroner i 2026, så samarbejdet med bands og musikere kan styrkes yderligere.
FredagsJAM afholdes i Tøjhusets café de tre første fredage i måneden og indledes hver gang med en åbningskoncert med et nyt band. Herefter følger åben scene, hvor alle kan deltage uanset alder, erfaring og musikalsk genre. Arrangementet har især fået betydning som et trygt mødested for børn og unge, der spiller musik, og som her får mulighed for både at møde ligesindede og prøve kræfter med at optræde for et publikum i uformelle rammer.
Hos EWII peger administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn på, at musikken har en særlig evne til at samle mennesker.
»Musik kan noget særligt – den kan samle mennesker og skabe forbindelser på tværs af alder og baggrund. Hos EWII er vi stolte af at støtte et fællesskab, hvor kultur og talent får plads til at blomstre – helt uden for meget spænding,« siger han.
Initiativtager til FredagsJAM, Nana Pi Aabo-Kim, glæder sig over støtten, som hun ser som afgørende for at bevare arrangementets åbne og inkluderende rammer.
»FredagsJAM begyndte som en enkel idé om at skabe et sted, hvor musikken kunne få lov at leve frit – uden krav, uden kasser og uden grænser. Et sted, hvor mennesker mødes gennem lyd, nysgerrighed og modet til at dele. Støtten fra EWII gør det muligt at holde dette rum åbent og levende, så nye stemmer fortsat kan finde hinanden, og fællesskabet kan vokse uge for uge,« siger hun.
FredagsJAM har eksisteret siden 2017 og finder sted i Tøjhusets Caféscene alle fredage undtagen den sidste fredag i måneden, hvor Blues Corner afholdes. Arrangementet holder sommerferie i juli og er gratis for alle deltagere. I 2026 støttes FredagsJAM foruden EWII også af Musikaftenskolen Lillebælt, FredericiaLive, Nordea Fonden og Spar Nord Fonden.






