9.9 C
Copenhagen
tirsdag 10. marts 2026

Efter kritik og millionregninger er kulegravningen af Familieafdelingen endelig klar

0
Efter kritik og millionregninger er kulegravningen af Familieafdelingen endelig klar

Siden efteråret 2025 har forligspartierne i Fredericia Byråd ventet på resultaterne af den kulegravning, de selv bestilte. Den 17. marts er ventetiden slut, når Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget præsenteres for analysen af Familieafdelingen.

Kulegravningen skal ses i lyset af en længere periode med kritik af afdelingen. Fredericia AVISEN har i en række artikler beskrevet forholdene i Familieafdelingen og sat fokus på, hvordan budgettet gang på gang ikke er blevet overholdt. Den kritiske omtale har været med til at lægge pres på politikerne for at handle.

Tallene fortæller deres egen historie. Fra 2019 til 2024 er udgifterne til børn og unge med særlige behov steget fra cirka 13.100 kroner pr. 0-17-årig til cirka 23.200 kroner – næsten en fordobling på fem år. Stigningen skyldes blandt andet, at flere familier har komplekse problemer, og at priserne på specialiserede tilbud er steget markant. Hertil kommer et presset arbejdsmiljø i Familieafdelingen, som har ført til stor gennemstrømning af medarbejdere.

Det var forligspartierne bag budgetforliget for 2025-2026, der besluttede at igangsætte analysen med et klart mål om at bremse den negative økonomiske udvikling. I oktober 2025 tog det daværende Børne- og Skoleudvalg den endelige beslutning om at sætte gang i arbejdet.

Analysen er udarbejdet af to eksterne konsulentfirmaer. BDO har gennemført en praksisnær analyse med fokus på drift, arbejdsgange og sagsbehandling og har systematisk gennemgået op til 60 sager. Index100 har på sin side leveret en datadrevet analyse, der sætter Fredericias udgiftsniveau i forhold til kommunens børnesammensætning og sammenligner med en række statistisk udvalgte kommuner med tilsvarende behov.

Begge firmaer præsenterer deres resultater på mødet den 17. marts. Oplæg til konkrete handleplaner på baggrund af analyserne ventes at komme på et senere møde. Analysen er ikke vedhæftet sagsfremstillingen på Fredericia Kommunes hjemmeside.