I juni 2024 startede advokat Nanna Bolund selvstændig advokatvirksomhed som specialist i forældreansvarssager. Nu indtræder en ny partner. Advokatfirmaet fortsætter som specialiseret, men bliver med indtrædelsen nu landsdækkende.
Advokatfirmaet Bolund skifter den 1. september 2024 navn til Advokatfirmaet Bolund & Graabæk. Det med indtrædelsen af advokat Tanja Graabæk som partner.
Advokatfirmaet er fortsat specialiseret i forældreansvarssager (samvær, bopæl og forældremyndighed), og med indtrædelsen af den nye partner styrkes dette fokus. Advokat Tanja Graabæk har base i Aarhus og varetager sager i Jylland/Fyn, mens advokat Nanna Bolund har base i København og varetager sager på Sjælland/Fyn.
Advokat Tanja Graabæk kommer fra 6 års ansættelse hos Advokatfirmaet Strauss & Garlik, hvor hun etablerede og var leder af specialafdelingen SamværsAdvokaten. En afdeling, som udelukkende beskæftigede sig med forældreansvarssager. Advokat Tanja Graabæk har desuden en baggrund som familieretlig jurist i hhv. Familieretshuset (Statsamtet og Statsforvaltningen) og Ankestyrelsen, ligesom hun var chefjurist i H3B (specialist i samværssager). Hun har således – præcist som advokat Nanna Bolund – været specialist i forældreansvarssager i størstedelen af hende lange juridiske karriere.
Advokaterne Nanna Bolund og Tanja Graabæk har 10 års jubilæum for deres samarbejde på tværs af ansættelser i år. Det fra ansættelser hos bl.a. Advokatfirmaet Strauss & Garlik (SamværsAdvokaten) og rådgivningsvirksomheden H3B. Begge har også en baggrund som familieretlige jurister i Familieretshuset (da det hed hhv. Statsforvaltningen og Statsamtet). Ifølge advokat Nanna Bolund giver det fortsatte samarbejde derfor mening:
– I vores mangeårige samarbejde har integritet, ordentlighed, engagement og direkte tale altid været drivkraften. Derfor var advokat Tanja Graabæk det oplagte valg til at udvide advokatfirmaet.
Hun tilføjer:
– Vi mødtes ved et uformelt kaffemøde i år 2014 – og det blev til et suverænt samarbejde. Vi tilgår sagerne ens og prioriterer begge høj faglighed og at sikre vores klienters tryghed i samarbejdet. Det med respekt for, at de fleste klienter er i krise og at sagerne omhandler børn.
Advokat Nanna Bolund tilføjer supplerende:
– De fleste advokater varetager en konkret sag. Sådan har ingen af os det godt med at arbejde. Vores hjælp ydes i et 360 graders perspektiv i erkendelse af, at vores klienter ikke kun lever deres liv i en konkret sag, men har brug for rådgivning omfattende alle aspekter af betydning for sagen.
Begge advokater har også det til fælles, at de er engagerede debattører på skilsmisseområdet. Som advokat Tanja Graabæk forklarer det:
– Vi er af den opfattelse, at det fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv forpligter at være så specialiserede, som vi er. For som specialister kan vi se mønstre, som ikke er åbenlyse for de øjne, der ikke arbejder med sagerne på daglig basis. Så hvis vi specialister ikke råber højt om de mønstre, hvem skal så gøre det?.
Begge advokater ser nu frem til det fortsatte samarbejde – og ikke mindst at fejre 10 års jubilæum senere på året.