-3.2 C
Copenhagen
tirsdag 17. februar 2026
[the_ad_group id="39341"]

»Der kan ske noget på et splitsekund« – Malthe Hejsel åbner op om hjertemuskelbetændelse i ny podcast

0
»Der kan ske noget på et splitsekund« – Malthe Hejsel åbner op om hjertemuskelbetændelse i ny podcast
[the_ad_group id="25689"]

I det nyeste afsnit af podcasten Tæt på FHK fortæller den blot 21-årige Fredericia-spiller Malthe Hejsel for første gang i dybden om den sygdom, der på et øjeblik vendte op og ned på hans tilværelse som professionel håndboldspiller.

Det var en lørdag i slutningen af september, og stemningen i Middelfart Sparekasse Arena var elektrisk. Fredericia Håndboldklub havde netop besejret GOG på hjemmebane i en kamp, der efterlod spillere og tilskuere i total eufori. For 21-årige Malthe Hejsel var sejren kulminationen på en periode, hvor alt endelig faldt i hak.

Men bare et døgn senere var virkeligheden en helt anden.

»Jeg vågner meget tydeligt om morgenen med slem hovedpine underligt her i tindingerne. Og samtidig med en trykken for brystet,« fortæller Malthe Hejsel i det seneste afsnit af podcasten Tæt på FHK, AVISENs podcastserie om livet i og omkring Fredericia Håndboldklub.

Den hårdtskydende venstre back, blev hurtigt en del af ligaholdet og har undervejs været udtaget til det danske U18-landshold. Inden sæsonen 2025/2026 var forventningerne til den unge spiller store – både i klubben og fra ham selv.

»Jeg var inde i en rigtig god periode. Jeg havde fået noget tiltro fra trænerne. Jeg havde fået lov til at spille en masse i træningskampene op til,« fortæller han i podcasten og tilføjer: »Jeg glædede mig egentlig bare til at komme ind og spille håndbold og til hver træning.«

[the_ad_group id="25690"]

Men allerede i sæsonens første uger ramte uheld. Først blev Malthe opereret for blindtarmsbetændelse og sad ude i to uger. Så kom han tilbage – og spillede med i den store sejr over GOG. Dagen efter vågnede han med symptomer, som ingen 21-årig forventer.

»Jeg tænkte, det er nok bare bivirkninger fra blindtarmsbetændelsen eller et eller andet,« husker han. Men hans daværende kærestes mor, der er sygeplejerske, ringede efter en ambulance. Det var starten på et forløb, der skulle forandre alt.

Indlagt på hjerteafdelingen

Ambulancefolkene troede først, at det var en blodprop, og Malthe blev hastet ind til Odense Universitetshospital. Blodproppen blev hurtigt afkræftet, og lægerne undersøgte for andre tilstande, inden de via en MR-scanning fandt frem til diagnosen: hjertemuskelbetændelse.

»Det er hjertemuskelbetændelse, sagt på den måde at det er noget, der kan gå over. Men det er noget, man skal passe på, for ellers kan det ende i hjertesvigt,« forklarer Malthe.

For den unge spiller var oplevelsen på hjerteafdelingen i sig selv surrealistisk. Han var langt den yngste patient og mødte undren fra medpatienter, der ikke kunne forstå, hvad en ung mand som ham lavede der.

»Der er jo hjertestop på gangen, man kan høre. Alarmerne der går. Og så tænker man: Shit, det er vildt. Så har jeg det alligevel okay godt,« fortæller han med en eftertænksomhed, der vidner om, at oplevelsen har gjort indtryk.

For en professionel håndboldspiller er kroppen det primære arbejdsredskab. Da Malthe fik besked om seks måneders pause, forsvandt ikke bare træningen – hele hans identitet som atlet blev rykket væk under ham. »Det er hele ens identitet, der ryger væk. Det er det, jeg elsker at lave – at være aktiv fysisk,« siger han og beskriver en hverdag, der pludselig bestod af elastikøvelser og kedelig vedligeholdelse i stedet for den intensive træning, han er vant til.

En af de særlige udfordringer ved hjertemuskelbetændelse er, at sygdommen er usynlig. Malthe ser ikke syg ud, og folk omkring ham kan have svært ved at forstå alvoren. »Der er lidt nemmere at have en brækket arm, hvor man kan se på personen. Det her er jo lidt usynligt,« som han udtrykker det.

Den mentale side har ifølge Malthe været mindst lige så udfordrende som den fysiske. Følelsen af, at ingen forventer noget af én – den driver, der normalt får ham op om morgenen med en klar mission – var pludselig væk.

»Den der følelse, at der ikke er nogen, der forventer noget af en i forhold til elitesport, det er meget tomt,« fortæller han.

Mental støtte og vejen frem

Heldigvis havde Fredericia Håndboldklub allerede en mentaltræner tilknyttet, og Malthe havde faktisk aftalt at snakke med hende om håndboldfaglige emner, inden sygdommen ramte. I stedet blev samtalerne vendt til at handle om noget langt mere grundlæggende: hvordan man håndterer at være sat ud af spillet, når håndbold er ens hele verden.

Klubben har i det hele taget bakket op. Direktør Thomas Renneberg-Larsen udtalte allerede i oktober, da diagnosen blev offentliggjort, at sundhedsstaben ville stå til rådighed, og at klubben ville sikre en god og sikker tilbagevenden til banen. For Malthe handler det nu om de kommende undersøgelser. Den 13. marts venter en hjerterytmetest, og den 26. marts forhåbentlig det sidste tjek – en ultralydsscanning, der skal vise, om betændelsen er forsvundet.

»Mit hovedfokus er at komme tilbage og kunne træne igen som det første. Og så kan jeg begynde at tænke på, at nu skal vi have nogle bedre resultater,« siger han.

Et nyt perspektiv

Interviewet i Tæt på FHK tegner billedet af en ung mand, der trods sine blot 21 år har fået en livserfaring, de færreste i hans alder kan relatere til. Og selv om han selv kalder sin situation for »den milde ende«, har oplevelsen givet ham et nyt blik på tilværelsen.

»Der kan ske noget på et splitsekund, uden at du aner det. Den klassiske med, at man skal nyde hver dag – det er den, jeg er nået frem til,« siger Malthe Hejsel med en modenhed, der rækker langt ud over håndboldbanens streger.

Hele interviewet kan høres i podcasten Tæt på FHK her


[the_ad_group id="25691"]