Interesseorganisationen Dansk Industri har lige sendt en mail til alle byrådets medlemmer, for at overbevise os om, at vi skal betale langt flere private for at udføre kommunens opgaver.
De synes, at det er alt for lidt, at gennemsnitligt 23,6% af kommunens forpligtigelser varetages af private firmaer.
De forsøger at overbevise os, ved at sige, at der KAN være penge at spare.
Ja, det KAN der være.
Men ofte er der ikke. Tvært imod.
Et eksempel:
I et tidligere budgetforlig blev det besluttet, at vask af ældres tøj skulle udliciteres. Enhedslisten fik heldigvis tilføjet nogle betingelser om, at det kun var hvis der ville være reelle besparelser uden serviceforringelser.
De tilbudene blev indhentet viste det sig, at de private ville have mere for at løse opgaven, end det kommunen løste den for. Samtidig ville reglerne blive langt mere firkantede og flere ydelser ville ikke indgå som standard – til gengæld kunne de ældre så tilkøbe dem. Dvs kommunen ikke skulle betale – det skulle de ældre. Så det ville blive dyrere for både kommunen og de ældre.
Kattelemmen Enhedslisten havde sikret betød, at vi selvfølgelig ikke skulle udlicitere tøjvask alligevel.
I stedet byggede kommunen nye og bedre indrettede faciliteter på Bülows kasserne, hvor vaskeriet bor nu.
Jeg har besøgt vaskeriet. De ansatte er rigtig glade for de nye og meget bedre forhold. Det er en rigtig god og rummelig kommunal arbejdsplads og man kunne frygte, at en udlicitering ville have betydet flere ledige fredericianere.
Et kommunalt vaskeri betyder, at vi som kommune har direkte indflydelse på opgaveløsningen og rammerne. Den mister vi, hvis vi udliciterer.
Oftest er det dog medarbejderne der betaler den højeste pris.
I rengøring betyder udlicitering i gennemsnit en lønnedgang på 33.000 om året – i et i forvejen meget dårligt betalt job. Det viser videnskabeligt studie fra VIVE (2021).
Men det er ikke kommunen der profitterer – det er ejerne af det private rengøringsselskab.
Og så er der risikoen for, at de private går konkurs eller på anden måde trækker sig fra opgaveløsningen. Vi har især set det på pleje-området. Også her i Fredericia. Det er helt enormt dyrt når det sker – og det giver en konstant utryghed.
Kort sagt:
Udlicitering er dyrt, dårligt og risikabelt.
Lad os hellere få indliciteret nogle af de 23,6% af opgaverne.
Hilsen Cecilie Roed Schultz