Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen deltager på ILO’s arbejdskonference i Genève, og Danmark ratificerer en vigtig ILO-konvention.
Torsdag har Danmark formelt tiltrådt ILO-konvention nr. 190 mod vold og chikane i arbejdslivet. Det skete på et møde mellem beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og ILO’s generaldirektør Gilbert Houngbo.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
– Selvfølgelig skal Danmark tilslutte sig en konvention mod vold og chikane i arbejdslivet. Vi har et godt udgangspunkt med vores danske model, og de fleste af os nyder godt af ordnede forhold og et godt arbejdsmiljø på vores arbejdsplads. Men det er fortsat vigtigt at have fokus på området, for ingen skal udsættes for vold eller chikane, når de er på arbejde.
– I det hele taget arbejder vi fra dansk side på at bekæmpe enhver form for diskrimination, forskelsbehandling og urimelige vilkår på arbejdspladsen. Det får vi endnu bedre mulighed for at bidrage til i de næste tre år, hvor Danmark er en del af ILO’s styrelsesråd.
Konventionen kræver blandt andet, at medlemslandene definerer og forbyder vold og chikane i arbejdslivet. Både landene og arbejdsgiverne skal tage skridt til at forebygge vold og chikane, herunder kønsbaseret vold og chikane.
Ratificeringen bygger på en anbefaling fra arbejdsmarkedets parter. Ratifikationen indebærer ikke lovændringer, da Danmark allerede lever op til konventionen.
Danmark træder ind i ILO’s styrelsesråd den 7. juni for en treårig periode. Ministeren benyttede derfor også mødet med ILO’s generaldirektør til at orientere om prioriteterne for dansk medlemskab af ILO’s bestyrelse. Danmark vil bl.a. arbejde for et bedre arbejdsmiljø, for antidiskrimination og ligestilling på arbejdspladsen og ordentlige arbejdsforhold for platformsarbejdere.
Endelig var beskæftigelsesministerens møde i ILO under arbejdskonferencen en anledning til at tilslutte sig ILO’s partnerskab om en global koalition for social retfærdighed, som har til formål at styrke det globale samarbejde på tværs af lande og internationale organisationer om at fremme social retfærdighed på alle niveauer i verden.