3.2 C
Copenhagen
søndag 22. marts 2026

Danmark mister talent, fordi rammerne er for dårlige

0
Danmark mister talent, fordi rammerne er for dårlige

OPINION. Der er noget, der ikke hænger sammen. Vi taler om innovation og vækst. Men der bliver startet færre virksomheder i Danmark, og alt for få vokser sig store. Samtidig lykkes Sverige markant bedre, ikke fordi de er dygtigere, men fordi de har indrettet sig klogere.

Et godt eksempel er medarbejderaktier. I Sverige er det enkelt, medarbejdere bliver først beskattet, når de faktisk tjener penge. Det gør det muligt for startups at tilbyde ejerandele i stedet for høj løn, og det gør det attraktivt for dygtige folk at tage chancen.

I Danmark findes der også en ordning. Men den er mere tung, mere begrænset og bliver brugt langt mindre. Det lyder teknisk. Men det er det ikke. Det handler om, hvorvidt en iværksætter kan få de rigtige mennesker med på rejsen. Hvis du ikke kan betale høj løn, så er ejerskab dit vigtigste værktøj. Og hvis det værktøj er dårligere end i Sverige, så flytter talentet, eller virksomheden. Det er præcis det, vi ser. Vi mangler ikke idéer. Vi mangler ikke dygtige mennesker. Vi mangler bedre rammer.

Derfor burde man politisk arbejde for at gøre det lige så attraktivt i Danmark, som i Sverige, at give medarbejdere en reel andel i virksomheden. For hvis vi vil have flere virksomheder, der vokser sig store, så kræver det, at flere har noget at vinde ved at være med fra starten.