Dalum IF har den store fornøjelse af at kunne offentliggøre, at vores samarbejdsaftale med OB er forlænget frem til 30. juni 2028. Et af de mange gode elementer i samarbejdsaftalen er, at Dalum IF får 80.000 kr., når en spiller, der er udviklet i Dalums børne- og ungdomsafdeling har startet inde i 10 kampe på OBs første hold i enten Super- eller NordicBet Ligaen. Den tidligere Dalumspiller Luca Kjerrumgaard har nu nået denne flotte milepæl.
Dalum IF er stolte over, at klubbens talentudvikling har haft, og stadig har kvalitet til at kunne udvikle spillere til det allerhøjeste niveau i Danmark og forhåbentlig endnu længere i Luca Kjerrumgaards tilfælde.
Det er derfor helt naturligt, at midlerne vi nu har modtaget af OB, vil blive allokeret til at fortsætte talentudviklingsarbejdet og udviklingen af Dalum IF som klub.
OBs topscorer den 21-årige Luca Kjerrumgaard er et stort talent i dansk fodbold. Luca har haft sin fodboldopvækst i Dalum IF, hvor han har spillet i 7 år indtil han skiftede til OB som 12-årig. Farlige angribere er altid i høj kurs og ikke mindst en type som Luca Kjerrumgaard, som her i efterårssæsonen har udviklet sig til en notorisk målscorer for OB.
Den nye samarbejdsaftale:
Dalum IF har i mange år haft et godt, tæt og konstruktivt samarbejde med OB. Det helt overordnede mål med samarbejdsaftalen mellem OB og Dalum IF er at skabe udviklingsmiljøer så talentudviklingsarbejdet udvikles til gavn for klubbernes talentafdelinger. Det er ligeledes målet, at vi i fællesskab kan udvikle spillere og trænere til højst muligt niveau.
Dalum IFs formand Lars Peter Hermansen udtaler i forbindelse med indgåelse af aftalen:
– På klubbens og medlemmernes vegne, er jeg er rigtig glad for, at vi har forlænget samarbejdet med OB til sommeren 2028. Jeg er helt overbevist samarbejdsaftalen vil medvirke til både at udvikle vores fodboldspillere, trænere og resten af Dalum IF.