Cykling spiller stort set ingen rolle i den aktuelle valgkamp, og det undrer og bekymrer Cyklistforbundet.
Ifølge forbundet er emnet ikke bare fraværende i den politiske debat, men også i de kandidattests, som mange vælgere bruger op til valget.
»Vi taler om en transportform, som både er helt afgørende for, at vores byer ikke sander til i trængsel, og for at vi har en god folkesundhed. At den er helt fraværende i valgkampen, undrer mig dybt, og det er virkelig ærgerligt. Når man fx tager en kandidattest, er der slet ikke nogen spørgsmål om cykling. Det er da underligt i cykellandet Danmark,« siger Cyklistforbundets forperson Jens Peter Hansen.
Han peger samtidig på, at cykling også spiller en vigtig rolle for folkesundheden i en tid, hvor sundhedsvæsenet er under pres.
»Det danske sundhedsvæsen er en af vores stærkeste velfærdsinstitutioner. Men det er også under et pres, som kun vil vokse i de kommende årtier. En stor del af befolkningen bevæger sig for lidt i dagligdagen, hvilket øger risikoen for en lang række sygdomme. Vi ved, at daglig cykling er en af de bedste og nemmeste måder at forebygge livsstilssygdomme på, så det er utroligt, at der ikke er flere politikere, der taler om det i valgkampen, især fordi det faktisk er det emne, som, målinger viser, at vælgerne går mest op i,« siger han.
Tal fra det Nationale Videnscenter for Cykelfremme viser ifølge Cyklistforbundet, at cykling kan reducere risikoen for tidlig død med 28 procent. Samtidig fremhæves det, at hver cyklet kilometer giver en samfundsøkonomisk gevinst.
Cyklistforbundet mener derfor, at Danmark halter efter lande som Holland, når det gælder investeringer i cykling.
»Det er jo så overbevisende tal, at vi selvfølgelig skal investere meget mere i cykling, end vi gør. Et land som Holland bruger jo meget mere end os pr. indbygger. Det gør de blandt andet, fordi de ved, at de får pengene flerfold tilbage i sparede sundhedsudgifter,« siger Jens Peter Hansen.
Ifølge forbundet rummer cykling også potentiale i forhold til klima, social ulighed og børns trivsel.
»Hvis flere cykler, reducerer vi CO₂-udledninger og hjælper kommunerne og staten med at nå klimamål. Og cykling er en billig og tilgængelig transportform for alle samfundslag, så den bekæmper også social ulighed. Flere og flere børn er desuden inaktive og cykler desværre ikke. Så hvis vi investerer i at få flere børn til at cykle, bliver de både sundere og får en kæmpe frihed til at transportere sig selv. Endelig kan vi også trække mere cykelturisme til Danmark, hvis vi gør noget for det,« siger han.
Cyklistforbundet har i den forbindelse fremlagt en række konkrete forslag, som de opfordrer politikerne til at tage med i valgkampen. Blandt andet peger de på ændringer i skattesystemet, bedre cykelinfrastruktur, nye regler i færdselsloven og en styrket indsats mod cykeltyveri.
»Der er masser af ting, vi kan gøre, men det kræver, at vi begynder at sætte det på dagsordenen. Så vi opfordrer kandidaterne til at tage nogle af forslagene til sig,« siger Jens Peter Hansen.





