Fredericia har budt velkommen til Café Mouritz. I foråret åbnede cafeén i Fredericia med baggrund i succesrige caféer i Middelfart, Sønderborg og Svendborg, har Café Mouritz nu gjort sit indtog i Fredericia. Men hvordan er den første tid forløbet, og hvad er fremtidsudsigterne for denne nye virksomhed i byen? Driftschef Morten Bendix Kristensen giver et indblik i caféens oplevelser og refleksioner.
I april åbnede Café Mouritz i bygningen på Ryes Plads, der tidligere husede Spar Nord. Nu er det lavet om til en moderne café, som ser tilbage på den første tid i fæstningsbyen.
– Indtil videre har det været rigtig, rigtig fint. Vi har fået en god modtagelse i Fredericia. Både af dem fra Fredericia, men faktisk også af dem, der kendte os på forhånd. Både dem fra Middelfart, men der er også kommet nogle fra Holland og Tyskland i disse dage, siger Morten.
Sommeren har været god for kæden generelt, og Café Mouritz i Fredericia har fået en lovende start. Men der er stadig plads til vækst, især sammenlignet med andre byer, hvor caféen også er repræsenteret.
– Ja, men spørger du mig direkte, så tror jeg, at jeg havde håbet på en lille smule mere her i sommerhøjsæsonen, kan man sige. Og det er fordi, jeg sammenligner med tingene i Middelfart, Sønderborg og Svendborg, hvor vi også har caféer, siger Morten og fortsætter:
– Der kan vi godt se, at der får vi kørt noget mere igennem end i Fredericia. Jeg tror, det skyldes turister, og når jeg kigger op igennem gaderne i Fredericia, så er der også noget mere stille end for eksempel i Sønderborg, hvor jeg var forleden. Der summer af liv og mennesker, siger Morten.
Angående fremtidige tiltag og muligheder for at tiltrække flere kunder, især turister, siger Morten:
– Det er nok mere noget langsigtet, der vil fange lokalbefolkningen. Men det er nok mere en fælles indsats for hele byen at skulle have flere turister til byen.
Hvad angår medarbejderstaben, ser tingene stabile ud. Inden åbningen i Fredericia havde de fået oplæring i eksempelvis Middelfart, og der er ikke blevet skiftet meget ud i staben.
– Der har ikke været den helt store udskiftning. Det betyder også, at de er blevet rigtig dygtige af den erfaring, som de har fået henover månederne, forklarer Morten Bendix Kristensen.
Morten uddyber også caféens generelle fremgang. Han kan ikke se på bundlinjen, at der er åbnet en ny café tæt på den i Middelfart.
– Vi mærker ikke noget til, at der er kommet en Café Mauritz i Fredericia også. Tværtimod, den kører rigtig godt, og vi omsætter mere end vi faktisk gjorde sidste år. Så på den måde har vi ikke tabt noget i Middelfart, siger han.
Afslutningsvis reflekterer Morten over Fredericia som en destination og Café Mouritz’ rolle.
– Helt generelt vil jeg tro, at Fredericia skal arbejde på en større international kampagne markedføringsmæssigt. Og så tror jeg selvfølgelig også selv, at vi skal kigge indad og spørge os selv, om vi kunne have gjort noget for at tiltrække nogle flere både lokalt og også nogle flere turister og være mere synlige der også, siger Morten Bendix Kristensen.
Café Mouritz har haft nogle gode dage i Fredericia, men ønsker også at se byen vokse som en attraktiv destination. Morten slutter med en optimistisk tone:
– Der kommer noget Open By Night og flere krydstogtskibe, hvor vi skal være klar. Så jo, der er også gode dage, bestemt, slutter Bendix Kristensen.
Café Mouritz’ historie i Fredericia er kun lige begyndt, og tiden vil vise, hvordan samspillet mellem caféen og byen vil udvikle sig.