Palle Dahl fra Dansk Folkeparti i Fredericia toner rent flag. Han har valgt ikke at genopstille til kommunalvalget i 2025.
Dansk Folkepartis Palle Dahl, som blev valgt ind i byrådet ved kommunalvalget i 2021 med 189 stemmer som DF’s nummer to, har valgt ikke at genopstille til næste valg. En beslutning, han har truffet efter lange overvejelser og mange diskussioner. Han understreger dog, at det ikke er sygdommen, en blodprop, han blev ramt af under sin byrådsperiode, som har fået ham til at træde tilbage.
– Efter længere tids overvejelser har jeg besluttet at sige nej. Der er sket så meget, at jeg nu føler, det er det rigtige at sige nej, siger Dahl og beskriver, hvordan hans introduktion til politik var som ny og nysgerrig byrådsmedlem, hvor han kom ind uden erfaring og tog imod hver læringsmulighed med åbne arme.
– Jeg var helt grøn og sugede til mig af erfaringerne, og arbejdet var spændende. Jeg har bidraget på mange områder, især i det udvalg, jeg sidder i, og jeg så faktisk frem til at fortsætte. Men nej, jeg tog beslutningen i formiddags sammen med min kone og besluttede, at jeg kan fuldføre min periode og derefter stoppe, fortæller Palle Dahl.
Med respekt for politikernes ofte oversete arbejdsindsats har Palle Dahl fået øjnene op for, hvor mange facetter der er i byrådsarbejdet.
– Det har været en fantastisk oplevelse. Vi har alle hørt folk sige, at politikere ikke forstår noget, men når man ser det indefra, opdager man, at der altid er to sider af sagen. Jeg har fået en dybere forståelse for, hvorfor beslutninger bliver truffet, og det har bestemt ikke været spild af tid, forklarer han.
Dahl reflekterer over, at havde han været yngre, kunne han have overvejet en periode mere.
– Havde jeg været yngre, havde jeg måske taget en periode mere. Men det blev ikke til noget dengang, for jeg tog ikke fat på det for 20 år siden, siger Palle Dahl.
Selvom han nu træder tilbage fra byrådsarbejdet, er han fortsat engageret i Dansk Folkeparti.
– Jeg er stadig DF’er, det er helt sikkert. Det har intet med partiet at gøre. Vi er ikke altid enige, men jeg står fast ved Dansk Folkeparti, siger Palle Dahl.
Palle Dahl fortæller, at byrådets politiske spil ikke altid har været nemt for ham, og det har til tider været en udfordring at navigere i de forskellige alliancer og uforudsigelige ændringer i holdninger.
– Selvom man tror, man er enige, kan der opstå situationer, hvor det ændrer sig. Det har været svært for mig, for jeg tror altid det bedste om folk, men nogle gange får man et slag i ryggen. Jeg troede, vi var enige, men så stemmer de anderledes. Jeg troede, vi havde en aftale, men så er det ikke altid sådan, siger Palle Dahl.
Han beskriver, hvordan en aftale, der virker sikker over en kop kaffe, pludselig kan ændre sig.
– Vi har talt om ting over en kop kaffe, været enige, og så pludselig ændrer det sig. Det har været hårdt, indrømmer Dahl.
Nu ser han frem til at kunne fokusere mere på familien og på nye eventyr uden den travle kalender, byrådsarbejdet kræver.
– Der er stadig mange ting, jeg kan tage mig til. Jeg kan være sammen med mine børn og komme mere ud i verden. Jeg ser frem til, at konen og jeg kan rejse noget mere. Man er nødt til at planlægge efter kalenderen. Jeg har arbejdet i så mange år, og jeg glædede mig til at nyde livet, men det her har taget mere tid, end jeg troede, siger Palle Dahl.
Selvom han trækker sig fra byrådet, forbliver han en kritisk stemme i det politiske landskab.
– Jeg vil også gerne skrive læserbreve. Politikere siger én ting, men gør nogle gange noget andet – det kender vi alle til, siger han med et skarpt blik for fremtiden.
– Jeg vil ikke trække mig helt tilbage; det kan man være sikker på, siger Palle Dahl.
Han afslutter med at fortælle, at beslutningen har været tung, men nødvendig.
– Det har været en tung beslutning, men nu gør jeg det, afslutter han og tilføjer, at han har informeret sin gruppeformand Susanne Eilersen samt lokalbestyrelsen i god tid.