1.9 C
Copenhagen
lørdag 21. marts 2026

BUPL vil have loft over antal børn per voksen i SFO

0
Foto: Sif Meincke
Foto: Sif Meincke

Der bør indføres minimumsnormeringer i landets SFO’er, så der højst er ni børn per pædagogisk medarbejder. Det mener BUPL, som peger på, at området i årevis har været præget af besparelser og manglende politisk fokus.

Ifølge fagforeningen er SFO’erne blevet nedprioriteret økonomisk siden 2013, hvor budgetterne til fritidsinstitutioner samlet er reduceret med omkring 2,3 milliarder kroner. Samtidig tilbringer mange børn en stor del af deres hverdag i netop SFO’en.

»Hvis politikerne for alvor vil gøre mere for børnenes trivsel og skoletilhør, kan det ikke hjælpe at lukke øjnene for alt det, der foregår, før og efter skoleklokken ringer. Vi har akut brug for bedre rammer om pædagogers arbejde for de vigtige børnefællesskaber i SFO’erne,« siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

I dag er der ifølge BUPL i gennemsnit én pædagogisk medarbejder til 16 børn i SFO’erne, men tallet er usikkert. I praksis oplever mange pædagoger at stå alene med langt flere børn.

Det har ifølge fagforeningen konsekvenser for kvaliteten i tilbuddene.

»Lige nu er det råpasning, børn kan forvente mange steder, når de kommer i SFO. Det betyder, at pædagogerne håndterer konflikter og sørger for, at børnene klarer sig igennem dagen. Men det efterlader kun ringe muligheder for at understøtte børnenes leg eller sikre de kreative værksteder med fordybelse, der skaber mening for børnenes og får dem væk fra skærmene,« siger Elisa Rimpler.

BUPL peger på, at der allerede findes retningslinjer for normeringer i både daginstitutioner og skoler, men at SFO-området står uden tilsvarende krav.

»I daginstitutionerne og i skolen er der en gennemsnitlig kommunal grænse for, hvor mange børn der skal deles om én voksen. Men når de kommer i SFO, er der ingenting. Det giver absolut ingen mening, og børnene er ikke tjent med, at deres fritidstilbud er blevet sparet i bund,« siger Elisa Rimpler.

Ifølge BUPL vil det kræve knap 3.200 ekstra pædagogiske årsværk at indføre en normering på én voksen til ni børn. Den samlede regning anslås til omkring 1,9 milliarder kroner årligt.

Fagforeningen mener, at bedre normeringer i SFO er afgørende for at styrke børns trivsel og fællesskaber og for at forebygge mistrivsel.